On Our Way | One Direction | HAM 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 11 jan. 2014
  • Status: Igang
På Scarletts 19-års fødselsdag modtager hun et brev fra hendes forsvundne far, som hun ikke har set siden hun var et spædbarn. Scarlett og kæresten Louis Tomlinson beslutter sig for at tage til Brasilien for at lede efter ham, men dette er ikke en nem beslutning. Spørgsmålet er bare, om de efter 3 måneder sammen, allerede er klar til at tage deres forhold til næste niveau og gøre sådan en vild ting som dette. Valg skal træffes, skænderier opstår og hele Louis og Scarletts forhold bliver sat på en kæmpe prøve.
Spørgsmålet er bare om de nogensinde finder Scarletts far?
*Dette er en toer til min anden movella Heart's A Mess. Man kan godt læse den her movella uden at have læst HAM, men jeg vil dog klart anbefale et i læser den, før i går i gang med denne.**Tjek gerne min trailer ud*

140Likes
302Kommentarer
11596Visninger
AA

10. 8. Girls, princess and goodbye my lover.

 


I går havde været skod. Virkelig en lortede, skod og røv irriterende dag. Louis havde været sammen med Eleanor.
Igen.
Igen.
Og når jeg endelig kom hjem, så havde han travlt med at læse et eller andet til arbejdet, fordi han ikke lige havde fået det gjort i løbet af dagen, fordi han havde været ude og skøjte med Eleanor, drukket kaffe med Eleanor eller været i parken med Eleanor.
Jeg hadede den kælling.
Hun kunne fandme bare ikke komme her og stjæle min kæreste, selvom jeg lidt følte, at det var det hun havde gang i.
Bitch.
Men i hvert fald, i dag var det torsdag, og så vidt jeg vidste, havde Louis været sammen med Eleanor mandag og onsdag. Og hun kom vidst nok herhjem i morgen aften, fordi jeg først kom hjem ved midnat.
’Jeg har ikke lyst til at være alene’ havde Louis sagt til mig.
Ja, ja helt sikkert.
Irriteret slog jeg ud efter min pude, og rullede en omgang i sengen, så jeg stødte ind i Louis, der stadig lå og sov. Han burde egentlig stå op, han skulle møde om en time, men det havde han åbenlyst ikke styr nok på sit liv til at gøre.
”Louis, vågn op,” sagde jeg, som den søde kæreste jeg jo var.
I modsætning til ham.
For jeg kunne simpelthen ikke forstå hvad der skete. Siden den aften for en uges tid siden, hvor jeg havde grædt og sagt at jeg savnede ham, havde vi stort set ikke snakket sammen. Louis var begyndt på arbejde, jeg havde stadig travlt med min sang sammen med Little Mix, som vi faktisk skulle lægge sidste hånd på i dag, og så udkom den i morgen, det var derfor først kom sent hjem, men whatever. I hvert fald havde vi begge to ekstremt travlt, og jeg vidste jo godt at de ikke kun var Louis’ skyld, men sådan følte jeg det faktisk.
Jeg følte at han ikke gad mig mere.
At han syntes den klamme møgkælling Eleanorn Møgso Calder, var meget mere interessant end mig.
Jeg var hans kæreste forhelvede!
Det var sgu da klart at jeg blev sur over at han hele tiden hang ud med sin eks, men det kunne han åbenbart ikke fatte. Jeg blev faktisk helt irriteret når jeg tænkte over det. Hvis han bare kunne tage sig sammen, og opføre sig som en mand.
You better shape up, ‘cause I need a maaaan.
Sorry, jeg følte den lige.
Men altså, jeg matte hellere til at komme op, jeg skulle mødes i studiet med selveste Little Mix om en time. Faktisk syntes jeg de var meget søde. De havde i hvert fald behandlet mig ordentlig. Perrie og mig snakkede selvfølgelig ikke så meget sammen, men jeg følte at vores forhold var blevet bedre at det her samarbejde.
Måske kunne vi gå hen og blive venner?
Det ville være ret awesome egentlig.
Men Jade, Jesy og Leigh Anne var alle tre super søde, så der var ingen problemer der. Og vores sang var også blevet ret nice, så det helte kørte bare perfekt.
Det var faktisk det eneste der kørte perfekt for tiden.
Ellers følte jeg mig bare lidt depri.
Både på grund af hele Louis-Eleanor situationen, men også fordi jeg stadig gik og tænkte rigtig meget over hvad jeg skulle gøre ved det med min far. Efter min fødselsdag havde Louis og jeg snakket rigtig meget om det, og Louis havde sagt at han syntes jeg skulle lade være med at gøre noget ved det. Men jeg var ikke helt enig. Det var jo forhelvede da min far. Jeg havde tænkt mig at snakke med Math om det, men det ville være bedst hvis jeg undgik at fortælle det til mor. For hun ville helt sikkert ikke tage det pænt.
Pludselig kunne jeg mærke hele min mave gå amok, og kort efter kunne jeg mærke at jeg skulle brække mig.
Jeg styrtede ud på toilettet, og nåede lige at stikke mit hoved ned i wc kummen, før alt brækket væltede ud af mig.
Ad fy forhelvede.
Jeg hadede virkelig bræk, seriøst det var noget af det klammeste.
Jeg forsøgte at samle mit hår i en hestehale, så det ikke blev smattet helt ind i bræk, men det lykkedes ikke rigtig.
Ad, nu kom mit hår til at stinke af bræk.
Og hvis det fik bræk på sig, så ville det sikkert falde af, og så ville jeg blive skaldet.
Nej.
Det havde jeg ikke lyst til.
Jeg elskede mit hår.
Så det måtte ikke falde af. Det blev nød til at opføre sig ordentligt.
”Scar, er du okay?” kunne jeg så pludselig høre Louis stemme bag mig.
Pis os.
Mig, liggende på knæ og voldbrække mig, var nok ikke lige det lækreste syn i verdenen.
”Ja, ja,” sagde jeg bare hurtigt, tørrede munden og rullede ud i wc’et, men mere nåede jeg ikke, før kvalmen væltede op i mig igen.
Og jeg brækkede mig.
Igen.
Læks.
Jeg kunne mærke Louis ae mig forsigtigt over håret, mens jeg fortsatte med at knække mig.
Faktisk var det ret sejt af ham, at han overhovedet turde nærme sig mig.
Men det var rart.
Brækket stoppede endelig med at ryge ud af munden på mig, og jeg skyllede hurtigt ud i toilettet.
”Vi må lige gøre det rent i aften,” sukkede jeg og satte mig på brættet. Jeg burde egentlig børste tænder. Jeg lugtede sikkert ret klamt.
”Vil du ikke række mig min tandbørste, så er du en skat?” spurgte jeg Louis med et bedende smil, som bare nikkede ’jo selvfølgelig’ og gjorde min tandbørste parat til mig.
”Har du det skidt?” spurgte han bekymret og lagde en kølig hånd på min pande. Jeg rystede bare på hovedet.
”Nej, jeg har det fint,” sagde jeg med et smil. ”Jeg har sikkert bare spist et eller andet dårligt.”
”Her, åben munden,” sagde Louis med et grin, og begyndte at børste mine klamme tænder, da jeg åbnede munden.
Tænk han gad.
Jeg ville dø mig, hvis jeg skulle børste hans tænder efter han havde brækket sig.
”Done,” sagde Louis med et smil, og skyllede hurtigt tandbørsten under den kolde hane. ”Er du sikker på at du er okay?”
”Helt sikker,” nikkede jeg, og kørte en hånd i gennem mit hår. ”Men jeg må hellere smutte i bad, jeg skal møde om sådan 45 minutter.”
”Fuck, hvad er klokken?” spurgte Louis.
Haha.
Han var screwed.
Ej, det var ikke sjovt, det var synd for ham.
Eller ej.
”Kvart i ni,” svarede jeg bare med et drilsk smil.
”Okay, Harry kommer og henter mig om et kvarter, hvis jeg skynder mig, kan jeg nå det,” sagde han og lød allerede stresset. Han greb hurtigt mine hænder, og hev mig op fra toilettet.
”Vi ses i aften skat,” sagde han og kyssede mig hurtigt, inden han forsvandt ud fra badeværelset igen.
”Husk nu, at jeg først kommer hjem omkring midnat!” råbte jeg efter ham, men han hørte det sikkert ikke. Det var også lige meget. Han var sikkert ligeglad, han skulle jo være sammen med Eleanor hele aftenen.
Eller nårh nej, det var først i morgen.
Og det var også først i morgen jeg kom sent hjem.
Det var jo kun torsdag i dag.
Wow, jeg var forvirret.
Men jeg kom sikkert også sent hjem i aften.
Suk.

Jeg fik mig selv slæbt ud i min lille sorte bil. Der var 10 minutter til mødetid, så jeg havde lidt travlt, men jeg skulle nok nå det. Hurtigt tændte jeg for radioen, før jeg trådte speederen i bund og kørte derudaf.
Wuhuu racerkørerne Scarlett Gray.
Det var faktisk ret fedt at køre bil.
Meget undervuderet.
Man følte sig ret pro.
Jeg fik banede mig vej gennem Londons trafik, (jeg dyttede af et par folk, bare for sjov, shh keep it a secret) og endelig var jeg ved studiet i udkanten af London. Jeg fik hevet min taske med mig, og forsøgte ikke at glide på den glatte is, som havde lagt sig som et lag over hele parkeringspladsen, da jeg banede mig vej hen til indgangen.
”Scarlett is in da house,” meddelte jeg min ankomst, da jeg trådte ind af døren. Jade og Perrie sad i sofaen og drak kaffe eller the eller noget, Jesy stod og varmede sin stemme lidt op, og Leigh Anne kunne jeg ikke se nogen steder.
”Godmorgen,” sagde Jade med et smil, og klappede på pladsen i sofaen ved siden af hende. ”Bare sæt dig ned, Leigh har lige skrevet at hun nok bliver 10 minutter forsinket.”
”Okay,” sagde jeg med et smil, og tog hurtigt mit overtøj af, og hang det på det der tøjstativ noget. Altså i ved, sådan en man hænger sit overtøj på.
”Wow, jeg elsker din bluse Scarlett!” udbrød Perrie oprigtigt. (Link til Scarlis outfit i kommentaren).
Jeg håbede ikke hun mente det ironisk.
Men det gjorde hun sikkert ikke.
For hun var jo blevet sødere.
”Tak,” sagde jeg med et smil, og satte mig ned i sofaen ved siden af Jadie.
Hihi.
Jadie.
Det var altså ret nuttet. Syntes jeg i hvert fald selv.
Men Jade var også ret nuttet.
Sådan som sådan en lille bamse. Eller en dukke. Eller en koalabjørn.
Eller noget.
Jeg nåede ikke at sige så meget mere, før Leigh Anne kom brasende ind af døren, og jeg fløj op af sofaen fordi jeg blev så forskrækket.
Hun kunne egentlig ikke være bekendt at skræmme folk på den måde. Jeg ville jo få et hjertestop eller noget, næste gang det skete, og det ville ikke være godt.
”Hey girls, undskyld jeg kommer for sent,” sagde hun forpustet, hun var sikkert løbet for at nå herhen i tide. ”Jeg har ikke rigtig nogen undskyldning, medmindre at man er doven tæller?”
Hun undslap en lille latter, som vi andre hurtigt grinede med på, selvom det egentlig ikke var så sjovt.
Eller måske lidt sjovt.
Men også kun fordi jeg selv kunne havde gjort noget lignende.
”Well, lad os komme i gang så!” sagde Jesy og klappede energisk i hænderne.
Wow, tænk at hun var så frisk helt fra morgenstunden af. Det var ret imponerende. Jeg havde nemlig meste af alt bare lyst til at ligge mig i sofaen og dø.
For jeg var ikke et morgenmenneske.
Men det vidste i nok godt.
”Ja piger, kom så lets move,” grinede Perrie, og tog fat i min og Jades arm og trak af sted med os, med Jesy og Leigh Anne i hælene.

***

Jeg trådte udmattet ind af døren til lejligheden, smed mit overtøj i gangen, uden så meget at overveje at hænge det op, fordi jeg var så træt. Klokken var kun otte, men alligevel var jeg smadret i hele kroppen. Jeg gad ikke engang råbe at jeg var hjemme, det ville Louis nok alligevel opdage på et eller andet tidspunkt.
Eller ikke.
Jeg kunne gemme mig og lade som om jeg var død.
Nej okay, det var ikke sjovt.
I stedet traskede jeg med tunge skridt ind i stuen, hvor Louis sad i sofaen.
Sammen med Niall.
Hvad lavede han her?
Nå, i det mindste var det ikke Eleanor som Louis var sammen med, og det burde jeg bare være glad for.
”Hey,” sagde jeg med et træt smil, og lod mig falde ned i sofaen ved siden af dem. De spillede vidst Fifa eller noget. Jeg havde virkelig aldrig fattet Fifa. Det var bare nogle Sims mænd i fodboldtøj, som løb rundt og jagtede en bold. Så var almindeligt Sims altså meget sjovere.
”Hej skat,” sagde Louis med et smil, og kyssede mig hurtigt på kinden.
”Nå, jeg må hellere også til at komme hjem nu,” skyndte Niall sig at sige, da han sikkert ikke havde lyst til at blive fanget midt i en Souis lovescene. Ikke at det ville ske. For det ville det ikke. Det var jeg simpelthen for træt til.
”Ses i morgen Louis,” sagde han med et smil og rejste sig fra sofaen. ”Og vi ses sikkert også snart Scarlett.”
”Vi ses Niall og godnat,”  sagde jeg og fremtvang et smil på mine trætte læber.
”Godnat? Klokken er kun otte Scarli,” grinede Niall.
Nevermind.
Det var heller ikke pointen vel?
Eller jo det var det egentlig.
”Nå, men jeg har det som om den er elleve,” grinede jeg bare. ”Du ved hvor hårdt det er på arbejdet.”
”Ja, seriøst sådan en dag kan virkelig dræbe en.”
Jeg nikkede bare bekræftende.
”Nå, ses venner,” sagde Niall for like tredje gang.
”Ses bro,” sagde Louis, og jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt.
Seriøst?
Bro?
Hahahahaha.
Kikset Louis.
Nå, men Niall forsvandt ud af døren, og jeg sank bare dybere og dybere ned i sofaen. Mit liv var hårdt.
”Lang dag?” spurgte Louis og lagde sine arme om mig. Det føltes virkelig rart, det var præcis hvad jeg trængte til.
Louis bare Louis.
Selvom jeg jo egentlig var lidt sur på ham fortiden.
Men derfor måtte han godt kramme mig alligevel.
”Ja,” sukkede jeg, og hvilede mit hoved mod hans bryst. ”Men vores nummer er blevet rigtig fedt. Jeg glæder mig til i morgen, hvor alle skal høre det.”
”Det kan jeg godt forstå,” sagde Louis og kyssede mig i håret. ”Jeg glæder mig også til at høre det.”
Jeg lukkede bare øjnene, og nikkede svagt.
Jeg var virkelig, virkelig træt.
Det var faktisk ret vildt, så træt jeg var.
Sådan helt ekstremt træt.
Okay, nu havde i vidst fattet det.
”Vil du ikke bære mig ind i seng, Louis?” spurgte jeg bedende, og kiggede op på ham med hundeøjne.
”Nu?” spurgte Louis bare undrende.
”Ja, jeg skal jo være frisk til i morgen,” svarede jeg. ”Please, vil du ikke nok?”
”Jo, selvfølgelig baby,” sagde Louis bare med en blid stemme, og rejste sig fra sofaen. Jeg satte mig op, og lagde armene om halsen på ham, så han bedre kunne bære mig. Han løftede mig op, og jeg lænede hele min krop ind mod ham. Han var dejlig varm og blød. Jeg kunne ikke lade være med at smile tilfredst, da jeg kunne mærke at Louis begyndte at gå med mig. Jeg følte mig næsten som et lille barn igen, da Louis forsigtigt lagde mig ned i sengen, klædte mig af med forsigtige hænder, og til sidst trak dynen hen over mig.
”Godnat min lille prinsesse,” sagde han sødt, og en varm og lykkelig følelse gik gennem hele kroppen på mig.
Tænk at ens følelser kunne ændre sig så hurtigt egentlig. I morges var jeg vildt sur på ham, eller det havde jeg faktisk været nærmest hele ugen, og nu kunne han få mig til at fnise og rødme bare ved at kalde mig ’prinsesse’.
Forhelvede Louis, det var jo ikke meningen. Han kunne sgu da ikke bare tillade sig at være sød, nu når jeg var sur på ham. Det var altså bare ikke fair.
”Godnat,” mumlede jeg og lukkede øjnene i. Jeg kunne hører Louis rumstere lidt rundt, og kort tid efter gav sengen et lille hop fra sig, og jeg kunne mærke et par varme arme om mig.
”Der er jo ikke noget ved at være oppe helt alene,” hviskede Louis i mit øre, og trak mig tættere ind til sig. Jeg nød varmen fra hans krop, hans bløde hud mod min, hans rolige åndedrag i min nakke.
”Godnat,” hviskede jeg ud i rummet, måske mere til mig selv, end til Louis.

***

”Jeg har jo sagt til dig at du ikke bare kan vaske det hvide tøj sammen med det normale tøj, så bliver det hvide tøj jo helt farvet!” råbte jeg vredt, og smed irriteret min nu lyserøde t-shirt tilbage i vasketøjskurven.
”Jeg har jo sagt undskyld,” råbte Louis lidt surt tilbage, og stod nu i døren ud til badeværelset.
”Ja, men det bliver min bluse jo ligesom ikke hvid af igen, vel?” sagde jeg og kunne mærke tårerne begynde at presse på.
Det var min yndlings t-shirt forhelvede!
”Jeg har jo sagt undsk... græder du skat?”
”Nej,” snøftede jeg bare, og tørrede irriteret tårerne væk. Jeg hadede at skændes med Louis.
”Kom her baby.”
Jeg lod mig selv synke ind i Louis’ åbne favn, og tudede lidt ekstra. Han krammede mig tæt, og kyssede mig blidt på håret.
”Hør her skat, det er kun en bluse, jeg lover fremover skal jeg nok huske det,” mumlede han trøstende ned i mit hår. Jeg nikkede bare, stadig snøftende.
”Find noget andet at tage på, du har så meget tøj,” sagde Louis, og slap mig igen. Øv, nu var det lige så rart.
”Du må hellere skynde dig, klokken er næsten et.”
Fuck.
Jeg skulle mødes med pigerne, altså Little Mix, klokken to, hvor vi skulle styles og gøres klar til den der lanceringsfest eller hvad det nu var, vi skulle til i aften. Altså med vores nye sang. Og jeg glædede mig faktisk. Det skulle nok blive godt.
”Fuck, jeg må hellere komme i ga…”
Mere nåede jeg ikke at sige, før jeg kunne mærke at jeg skulle brække mig.
Igen.
Jeg havde allerede brækket mig to gange den her morgen. Det der dårlige mad jeg havde spist, blev ved med at forfølge mig.
Hurtigt stak jeg hovedet ned i toilettet, og lod brækket vælte ud af mig, for tredje gang i dag.
Det var fandme ulækkert.
Jeg kunne mærke Louis hænder i mit hår, som han hurtigt fik væk fra mit ansigt, så jeg ikke fik bræk i hele håret.
Han var virkelig bare en gentleman.
”Er du sikker på, at du godt kan holde til at tage af sted i aften?” spurgte han, og kiggede på mig med et bekymret blik.
”Ja, selvfølgelig kan jeg det!” sagde jeg bestemt, men følte mig lidt mindre modig, da brækken igen væltede ud af mig, og ned i toilettet.
”Helt sikker?”
”Helt sikker,” nikkede jeg. Det mærkelige var, at selvom jeg brækkede mig hele tiden, så havde jeg det slet ikke dårligt eller noget.
”Du må bare ikke blive mere syg, okay?” insisterede Louis. ”Du skal jo være frisk til din første koncert på tirsdag.”
”Ja, ja,” nikkede jeg bare og rejste mig fra toilettet. Jeg havde jo egentlig travlt. Louis forsvandt bare hovedrystende fra badeværelset, og jeg skyndte mig at hoppe i bad, for at blive klar til den store aften.

***

Jeg følte mig som intet mindre end en prinsesse, i min lækre sorte strutkjole, iført mine Louboutin stilletter og med min sorte Marc by Marc Jacobs pung. (Link i kommentaren).
Lækkert, lækkert, lækkert.
Min dejlige stylist Lulu, (Candy-Lulu hvis i huskede det, for det gjorde jeg i hvert fald haha) havde sat mit hår op på sådan en vildt flot måde, en slags knold, som var flettet, og så med lidt løse krøller hængende ned, så de indrammede mit ansigt. Sådan som hende der Sidse Babett Knudsen har i Den Eneste Ene, der hvor hun bliver gift med Niller. Hvis I altså havde set den film. Hvis I ikke havde, så skulle i se den, for det var seriøst verdens bedste film.
Men i hvert fald, jeg følte mig virkelig smuk.
Og ja, man måtte godt kalde sig selv smuk.
Det var altså i orden en gang i mellem.
Jeg gik et par runder rundt i lokalet, for at føle mig mere sikker i mine høje hæle, som jeg helt sikkert ville skvatte i, hvis jeg ikke øvede mig lidt. Lulu var i gang med at ordne Perries hår, som i aftenens anledning havde fået helt mørkelila striber, og det klædte hende virkelig godt. Jeg burde også farve mit hår på et tidspunkt. Eller altså, det var jo farvet, men farve det igen, måske en eller anden grøn eller blå farve? Jeg kunne også bare få trukket farven ud igen, så jeg blev brunette. Det kunne faktisk være meget pænt.
Men nej.
Jeg elskede mine blonde krøller, de skulle ikke laves om. De var som mit kendetegn.
”Give me your, give me your, give me your attention baby!” sang Leigh Anne højt, og kom dansende hen mod mig, men var lige ved at vælte på grund af hendes hæle, og jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt.
”I gotta tell you a little something about yourself,” sang jeg grinende videre, og tog hendes hænder og vi svang lidt rundt med hinanden.
”You’re wonderful, flawless oh you’re a sexy lady,” sang vi i munden på hinanden, og Jesy var ikke langsom om at komme og joine vores dans. Perrie og Jade sad bare og grinede af os ovre ved sminkebordet, de havde alt for travlt til den her slags pjat.
Men det var sjovt.
Og det var derfor jeg elskede Little Mix.
Man havde det altid bare godt i deres selskab.
”Treasure, that is what you are! Honey, you’re my golding star!” skreg vi i munden på hinanden, hvorefter vi bogstaveligtalt faldt sammen på gulvet af latter, måske også fordi at Leigh Anne havde forsøgt at stå på hænder, og det havde endt med at Jesy kom til at vælte hende, hvorefter de væltede i en bunke ovenpå hinanden, som jeg smed mig oveni, bare fordi det var sjovt.
Og fordi jeg var så kikset.
Men som sagt, det var sjovt.
”Så piger, pas nu på i ikke ødelægger jeres hår og make-up,” sagde Lulu med et grin ovre fra sminkebordet af.
”Nej, nej, vi skal nok passe på Lulubulu,” sagde jeg med et grin, og fik hevet mig selv op fra gulvet, og rettede lidt på min dyre kjole.
Jeg skulle jo være pæn til i aften.
Og i aften nærmede sig faktisk.
Uh hvor jeg glædede mig!

***

Vi gik ned af den røde løber, arm i arm, side om side. Paparazziernes blitzer, var konstant over os, og jeg smilede lykkeligt til de utallige kameraer. Det var virkelig en fantastisk følelse at gå her med Perrie, Jesy, Jade og Leigh Anne. Jeg følte virkelig at jeg var blevet en del af deres fælleskab, et fælleskab som mange nok drømte om at blive en del af. Jeg vinkede til de skrigende fans, som stod ved hegnet, og vores bodyguard gav os tilladelse til at gå hen og sige hej til nogle af dem.
”Hej,” sagde jeg med et smil, til en lille pige med store mørke krøller og brune øjne, som faktisk mindede en smule om mig selv, dengang jeg var på hendes alle.
”Jeg elsker dig Scarlett!” råbte hun højt, og jeg kunne ikke lade være med at smile over hele ansigtet.
Hvor var hun dog nuttet.
Jeg havde lyst til at putte hende i min håndtaske, og tage hende med hjem til Louis.
”Må jeg få din autograf?” spurgte hun med et bedende smil.
”Selvfølgelig, har du noget at skrive m…”
Mere nåede jeg ikke at sige, før jeg kunne mærke kvalmen stige op i mig.
Fuck.
Shit.
SOS.
Det her måtte bare ikke ske.
Hvad fuck skulle jeg høre?
Hurtigt holdt jeg mig for munden, og løb hen til Perrie, som var tættest på af folk jeg kendte.
”Hvad sker der Scarlett?” spurgte Perrie forvirret, da jeg hev fat i armen på hende.
Jeg pegede bare desperat på min mund, og lavede sådan en bræk-bevægelse for at få hende til at forstå.
”Fuck,” sagde Perrie bare, da det gik op for hende, hvad det var der skete. Hurtigt hev hun mig med sig, væk fra alle fotograferne, og jeg fulgte bare efter hende, velvidende om at brækket lige om lidt ville stå ud af munden på mig.
Lækkert.
Perrie havde trukket mig lidt væk fra alle mennesker, så langt væk at der nok ikke var nogle der kunne få min opkasten på video eller noget.
”Her,” sagde hun bare kort, og rakte mig en gulvspand, som der godt nok allerede var lidt fyldt med vand, men screw it, det her bræk kunne ikke blive længere i min mund.
Og det gjorde det så heller ikke.
Ad puha, jeg hadede virkelig at brække mig.
”Er du okay?” spurgte Perrie bekymret, da jeg var færdig med at brække mig, og gulvspanden næsten var flydt over.
Det var altså virkelig den klammeste måde, jeg nogensinde havde brækket mig på.
”Ja, jeg har det fint,” nikkede jeg. ”Jeg har brækket mig virkelig meget her de sidste par dage, jeg tror jeg har ædt et eller andet for gammelt mad.”
”Du er ikke gravid eller hvad?” spurgte Perrie med et grin, og jeg stirrede bare undrende på hende.
Gravid?
Wtf?
Aldrig.
Mig med et barn.
Hahahahahaha.
Årets joke Perrie.
”Nej, selvfølgelig er jeg ikke gravi…”
Og brækket væltede ud af mig igen.
Ad, ad, ad.
”Er du nu helt sikkert?” grinede Perrie bare. ”Det kunne nu være ret sødt med en mini Louis eller Scarlett.”
”Selvfølgelig er jeg ikke gravid,” gentog jeg bare min sætning fra før. ”Hvorfor skulle Louis og jeg overhovedet gide have et barn nu?”
Det ville jo være totalt dårlig timing. Og det ville være synd for barnet. Af mange grunde.
”Jeg ved det ikke, det kunne være at det skulle være et symbol på jeres kærlighed?” drillede Perrie.
”Nej ellers tak du,” sagde jeg bare, lidt frastødt over tanken om en baby.
Ikke fordi jeg ikke kunne lide babyer.
De var søde.
Og jeg ville også gerne have en.
Når jeg blev 40.
”Nå, ikke mere babysnak, lad os komme tilbage til de andre,” sagde jeg hurtigt, nu orkede jeg altså ikke det emne mere.
”Er du sikker på at du kan klare den?” spurgte Perrie mistroisk.
”Selvfølgelig kan jeg det,” sagde jeg med et smil. ”Lad os nu bare få en god aften.”

***

Klokken var halv to om natten, da jeg endelig nåede hjem til lejligheden. Heldigvis havde jeg ikke brækket mig mere, og det havde været en god aften. Vi havde optrådt med vores nummer, så havde vi spist noget mad, snakket og danset. Og der var en helt masse kendte mennesker med, så det var faktisk ret fedt.
Lovely night.
Jeg listede stille ind i lejligheden, da jeg regnede med at Louis var gået i seng. Jeg fik vristet mine sko af, og trippede stille ud i køkkenet, hvor jeg tog mig et stort glas vand. Jeg satte mig op på køkkenbordet, og løsnede mit hår, så det hele blev lidt mere behageligt.
Men var det stemmer jeg kunne høre inde fra stuen af?
Nej, sig det var løgn.
Eleanor var her forhåbentlig ikke stadig.
Musestille listede jeg hen til døren ind til stuen, som stod på klem og kiggede forsigtigt ind.
Jo.
Der sad de. I sofaen. Tv’et kørte, men det så ikke ud som om de så på det. De havde hentet en dyne inde i soveværelset, og sad begge under den.
Jeg gentager: de sad under den samme dyne!
Og ikke nok med det, så lå Eleanor næsten op af Louis. De lignede næsten et kærestepar. Jeg kunne mærke tårerne presse på.
Han kunne fandme ikke være det bekendt!
Den idiot.
Hvad skulle jeg gøre?
Skulle jeg gå ind til dem eller skulle jeg bare liste ind i seng?
Fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre, blev jeg bare stående der i døråbningen.
Jeg kunne ikke høre hvad de sagde, de snakkede alt for lavt.
Pludselig rejste Eleanor sig fra sofaen efterfulgt af Louis, som gav hende et kram, og sagde noget som lød som ’farvel’.
Hurtigt sprang jeg ud i køkkenet, så de ikke skulle opdage mig. Hvorfor de ikke måtte opdage mig, vidste jeg egentlig ikke. Jeg havde bare ikke lyst til at konfronteres med dem lige nu. Jeg kunne høre en dør smække ude i entreen, og regnede ud at Eleanor var gået.
Så jeg besluttede mig for at gå ind i stuen, hvor Louis stadig stod og gloede ned i sin telefon.
”Nå, det var da på tide at hun gik,” sagde jeg koldt, og trådte ind i det dunkle rum.
Louis fløj forskrækket op, ved lyden af min stemme.
”Scarlett!” udbrød han overrasket. ”Hvor lang tid har du stået der?”
”Lang tid nok til at vide hvad i har lavet,” sagde jeg bare, og kunne mærke tårerne presse på ikke.
Ikke græd Scarlett, han var ikke det værd.
”Scarlett vi har ikke lavet noget…” sagde Louis bare undrende.
Idiot.
”Så forklar mig, hvorfor Eleanor nærmest lå oven på dig?” sagde jeg vredt.
Kunne han ikke se det?
Kunne han ikke forstå, hvor forfærdeligt det var at se sin kæreste ligge sådan med en anden? Også selvom de kun var venner?
”Jamen, vi er jo kun venner…”
Han forstod det ikke. Han forstod det simpelthen ikke.
”Jeg ligger forhelvede ikke sådan med mine drengevenner!” råbte jeg vredt. ”Hvordan ville du have det, hvis du kom hjem og fandt mig sådan sammen med Harry? Også selvom vi bare er venner?”
Jeg havde fået nok. Jeg havde simpelthen fået nok af alt hans lort.
”Scarlett hør nu her…” bad Louis.
”NEJ!” råbte jeg bare højere. ”Jeg vil ikke høre mere, jeg vil ikke høre på mere af dit lort, jeg er ligeglad Louis, jeg er fucking ligeglad!”
Jeg kunne mærke at tårerne strømmede ned af mine kinder, men jeg var alt for ophidset til at gøre noget ved det.
”Ved du hvad?” sagde jeg med lidt mere kontrol over min stemme, og gik et par skridt tættere på ham. ”Du kan være sammen med Eleanor så meget du vil. Men så skal du altså bare vide at jeg er den der er skredet.”
”Scarlett stop nu,” sagde Louis og forsøgte at lægge sine arme om mig, men jeg slog dem hidsigt væk.
”Stop!” råbte jeg vredt. ”Jeg mener det! Jeg gider ikke det her mere Louis!”
”Hold nu op Scarlett, hvorfor skal du altid starte så meget drama?” nu råbte Louis også. ”Hvorfor kan du ikke bare acceptere at mig og El er blevet gode venner? Hvorfor er det sådan et stort problem for dig?”
”Hvorfor er det sådan et stort problem for mig?” gentog jeg vredt. ”Hvorfor er det sådan et stort problem for mig? Nu skal jeg fortælle dig hvorfor Louis; fordi du er forelsket i hende!”
Jeg drejede mig fortvivlet rundt, så jeg stod med ryggen til Louis.
Fordi han var forelsket i hende.
Han elskede hende stadig.
Jeg kunne ikke være kærester med en der stadig elskede sin eks.
Jeg blev nød til at gå, der var ikke andet jeg kunne gøre.
Jeg kunne simpelthen ikke holde det her ud mere.
Med rystende skridt gik jeg ind i soveværelset, og hev min store sportstaske ud af skabet. Med hidsige bevægelser hev jeg mit tøj ned fra hylderne, og ned i tasken.
”Scarlett, hvad fanden har du gang i?” spurgte Louis vredt, da han trådte ind i rummet.
”Som jeg sagde, hvis du skal være så meget sammen med Eleanor, så er jeg den der er skredet,” snøftede jeg og lynede hurtigt tasken, da den var fyldt til randen.
”Så… så du slår op med mig?” spurgte Louis forfærdet.
”Ja, Louis, det er nok præcis det jeg gør,” råbte jeg vredt, mens tårerne trillede ned af kinderne på mig.
”Scarlett forhelvede, det mener du ikke!” sagde Louis vredt, og forsøgte at blokere døren ind til soveværelset, så jeg ikke kunne komme ud.
”Jo, jeg gør så og flyt dig så forhelvede!” sagde jeg vredt, og skubbede ham hårdt til side, så jeg kunne komme forbi.
”Scarlett tag det nu roligt…”
Jeg kunne mærke hans arme blive lagt om mig bagfra.
Dumt træk Tommo.
Hurtigt fik jeg vent mig om, så jeg stirrede lige ind i hans klare blå øjne, som i dette øjeblik var fyldt med smerte. Men jeg var ligeglad. Jeg var pisse ligeglad med ham.
”Ikke rør mig!” råbte jeg vredt.
Og så slog jeg.
Placerede min knytnæve lige i øjet på ham.
Og det værste var at jeg slet ikke havde det dårligt med det.
Men jeg måtte ud. Ud nu.
Inden han kunne nå at indhente mig, løb jeg ud af lejligheden, ned af trapperne, mens tårerne fortsatte med at trille. Den kolde natteluft fik mig bare til at tude endnu mere, og jeg skuttede mig i min korte kjole og bare tæer. Jeg løb hen over sneen og hen til min bil, som jeg hurtigt fik gang i.
Flot.
Her kørte jeg så.
Hulkende og forvirret i nattemørket.
Uden nogle steder at tage hen.
Kunne livet være mere lort?

____________________________________________________________________________________

Well, fuck.
I dont even know what to say.


Udover at jeg er ked af det. Sorry guys.

But I had to.


Stakkels Scarli, stakkels Louis, hvis bare de kunne finde ud af det...

Men hey hey hey, Scarli som mor? Tror i at Scarli er gravid eller tror i bare hun har spist noget dårligt?

xxjuliexx


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...