On Our Way | One Direction | HAM 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 11 jan. 2014
  • Status: Igang
På Scarletts 19-års fødselsdag modtager hun et brev fra hendes forsvundne far, som hun ikke har set siden hun var et spædbarn. Scarlett og kæresten Louis Tomlinson beslutter sig for at tage til Brasilien for at lede efter ham, men dette er ikke en nem beslutning. Spørgsmålet er bare, om de efter 3 måneder sammen, allerede er klar til at tage deres forhold til næste niveau og gøre sådan en vild ting som dette. Valg skal træffes, skænderier opstår og hele Louis og Scarletts forhold bliver sat på en kæmpe prøve.
Spørgsmålet er bare om de nogensinde finder Scarletts far?
*Dette er en toer til min anden movella Heart's A Mess. Man kan godt læse den her movella uden at have læst HAM, men jeg vil dog klart anbefale et i læser den, før i går i gang med denne.**Tjek gerne min trailer ud*

140Likes
302Kommentarer
11486Visninger
AA

8. 6. Coffee, stranger and a fake headache.

 


”Rebecca er her nu, så jeg skal til at gå,” meddelte jeg, og gav Louis et hurtigt kys, før jeg greb min taske og træk i min vinterjakke. Det var koldt udenfor, og jeg måtte jo være beskyttet af kulden. Fordi jeg var så praktisk.
”God arbejdslyst,” sagde Louis med et smil, og vinkede efter mig, da jeg gik ud af døren, og hurtigt løb ned af de mange trapper.
Jeg hadede seriøst trapper.
Det var jo ligesom at bestige et bjerg.
Men man skulle sikkert bare vende sig til det.
Hvilket jeg tydeligvis ikke havde gjort endnu, da jeg stadig stønnede som en hvalros i fødsels, hver gang jeg skulle bestige dem.
Eller vent, kunne en hvalros overhovedet føde?
Lagde den ikke æg?
Nevermind, pointen var bare at jeg hadede trapperne, og de tydeligvis også hadede mig.
Men jeg klarede mig da ned af dem, og undgik også lige præcis at glide i den glatte sne, før jeg sprang ind på bagsædet i Rebeccas lille Fiat.
”Hej,” sagde jeg en smule forpustet, og rettede lidt på min hue, før jeg spændte min sikkerhedssele. Man skulle jo altid være sikker i trafikken.
For jeg var faktisk engang kørt galt. Det var sidste vinter, da jeg lige havde fået kørekort, og vejene var ekstremt glatte, og jeg var lige ved at køre en ko ned. Men heldigvis undveg jeg den lige. Selvom det kunne have været ret sjovt at se dens ansigtsudtryk, hvis jeg havde kørt den ned. Den ville sikkert ikke fatte en skid, fordi køer var dumme dyr. Den ville sikkert bare stå og fortsætte med at tygge drøv og skide ti tons lort per dag.
Okay, lækkert Scarlett.
Måske burde jeg bare droppe alt det ko-snak.
Men min pointe var i hvert fald, at jeg kørte galt sidste år, slut på historietimen.
”Hey,” svarede Rebecca og lød utrolig frisk, i forhold til hvor tidligt på morgenen det var. ”Jeg har taget kaffe med, er jeg ikke bare din gud?”
Jeg rystede bare på hovedet.
”Nej, for jeg kan ikke lide kaffe.”
Det burde hun altså vide.
Hun var min bff forhelvede.
Selv Louis vidste at jeg ikke kunne lide kaffe.
Og han var ellers ikke så klog.
Men i det mindste var han klogere end mig.
”Det ved jeg sgu da godt, det er da derfor jeg har købt kakao til dig,” sagde Rebecca med et grin, og rakte mig den dampende kop, som jeg hurtigt tog i mod. Kakao var bare gud.
”Du er nu officielt udnævnt til titlen som gud,” jokede jeg, og tog en tår i den varme kakao. Rebecca tændte for radioen, som straks begyndte at spille en muntert julesang aka. Last Christmas med Wham!
”Laaast christmas I gave you my heart, but the very next day, you gave it away!” skrålede vi i munden på hinanden. Kønt lød det sikkert ikke, men whatever. Yolo forhelvede. Yolo var den eneste vej til succes. Det burde i efterhånden have lært.
Vi kørte gennem sneen, hen mod studiet, og jeg glædede mig allerede til at komme i gang med arbejdet igen.

***

”Hjælp,” sukkede jeg opgivende, og smed utålmodigt blyanten fra mig. Jeg sendte onde blikke mod det blanke stykke papir der lå foran mig på bordet.
Hvorfor kunne jeg ikke finde på noget at skrive?
Det kaldtes vidst skriveblokade.
Og det var lort.
Det var ikke meningen det skulle være sådan.
Suk, det var meningen at jeg bare skulle skrive 1000 ord i minuttet, den ene sang efter den anden. Men det var desværre ikke sådan verdenen var indrettet.
Og wow det lød klogt.
Jeg burde skrive det ned i min lyserøde bog fyldt med kloge ting, hvis I kunne huske den?
Hvis ikke, så citere jeg mig selv her:
Jeg burde faktisk have sådan en lille sød notesbog med lyserøde hjerter på, hvor jeg kunne skrive alle de kloge ting jeg sagde ned. For jeg sagde seriøst mange kloge ting, men problemet var bare at jeg glemte dem ret hurtigt igen. Eller nej, jeg troede faktisk hellere der skulle være enhjørninger på! Eller også sådan en med Peter Plys, for Peter Plys var seriøst den sødeste bjørn på jorden.
Se, det var den bog jeg mente.
Hvis I ikke er med nu, så er i meget uintelligente.
Velkommen i klubben.
Vi mødes hver onsdag, og jeg skal nok tage kage med.
Okay, nej.
Det var lige lidt under linjen det der.
Men det forstod i sikkert kun, hvis i havde været på BU camp aka. helvede på jorden.
Hvis ikke, så hver seriøst evig lykkelig, for kan ikke sige andet end at det var en meget traumatisk oplevelse i min barndom.
Eller ungdom.
Eller noget.
Jeg var i hvert fald 14, og jeg følte at jeg var blevet indlagt på et sindssygehospital.
Men nu snakker vi ikke mere om det, for det gav mig seriøst de vildeste traumer.
”Scarlett, hallo er du vågen?” afbrød min vocal coach Yvonne mig.
Just kidding, selvfølgelig hed hun ikke Yvonne.
Hun hed Carol og hun var skønno, og hun havde den vildeste stemme.
”Ja, sorry jeg var lige væk et øjeblik,” svarede jeg en smule forvirret, og kiggede op på Carols smilende ansigt.
”Ja, det undrer mig da ikke,” jokede hun.
Sjovt, Carol, sjovt.
2 klap for det.
Se, det forstod i heller ikke hvis I ikke havde været på BU camp.
”Men jeg tænkte at det måske ville hjælpe dig lidt, at komme op og synge lidt, for ligesom at få gang i alle mekanismerne igen,” sagde hun opmuntrende. ”Det er jo ret lang tid siden du har været i studiet.”
Faktisk var det jo ikke mere end et par uger siden jeg sidst havde været her, for at arbejde på mit nye album, som var blevet udgivet i november, wup wup, men stadig, jeg kunne se hvad hun mente, jeg havde seriøst brug for at få lidt gang i min stemme, inden jeg skulle på tour. Hvis alt var som det sædvanlige, lød jeg sikkert som en rusten ged.
”Det lyder helt super,” sagde jeg med et smil, og rejste mig dovent fra min ellers behagelig plads i sofaen, og fulgte efter Carol ind i selve lydstudiet.
Jeg havde virkelig altid beundret sådan nogle studier. Siden jeg var lille, havde jeg drømt om at stå og synge i sådan et, bare fordi det så så fedt ud på tv’et. Og det var også ekstremt fedt.
”Okay, hvilken sang tager du?” spurgte Carol, før jeg gik ind i den der box ting, eller hvad fuck det hedder. I hvert fald den der ting man står indeni og synger, mens nogen kan stå udenfor og mikse med lyden.
”Kan jeg ikke bare synge et cover af I Was Here med Beyonce?” foreslog jeg. ”Den er så god at opvarme stemmen til. Med alle dens høje toner og sådan.”
”Jo, den tager du bare,” svarede Carol, og jeg gik hurtigt ind i studiet og tog mine hørebøffer på, før jeg begyndte at synge.
I wanna leave my footprints on the sand of time…”

***

Kun et møde tilbage.
Og så havde jeg fucking fri.
Forhelvede, det trængte jeg til.
Selvom jeg elskede mit arbejde, var det altså stadig hårdt at vende tilbage. Så nu glædede jeg mig bare til at komme hjem til Louis’ arme, suk. Tænk at have sådan en dejlig og fantastisk kæreste, som ventede på en derhjemme, kunne det blive bedre? Nej, vel?
Så med den lykkelige tanke i baghovedet, fik jeg slæbt min smadrede krop hen i mødelokalet, hvor min manager Jeremy sad og ventede på mig. Med et højtlydt træt støn, for ligesom at indikere at han ikke skulle trække det her møde ud, satte jeg mig ned i en behagelig lænestol og smed fødderne op på bordet. Det var trods alt mig, som var stjernen her. I could do what I wanted to do.
”Jeg vil gøre det her meget kort,” startede Jeremy ud, og jeg smilede lettet.
Yes.
Det betød, at jeg nu var endnu tættere på at være hjemme, under min dyne på sofaen i Louis’ varme favn.
”Du kender måske girlbandet Little Mix?” spurgte han, og jeg nikkede hurtigt.
Ak ja.
Det gjorde jeg.
Han skulle bare vide.
”Deres manager har kontaktet mig, fordi de gerne ville have dig til at synge med på deres næste single,” sagde han.
What?
Nej.
Nej, nej, nej, nej.
Hvorfor lige mig?
Jeg ville jo dø.
Åh gud, jeg kunne lige forestille mig de lange dage i studiet, med alle de 4 piger, som sikkert bare var bffs, og så lille mig helt alene i verdenen.
Palle alene i verdenen.
Hvis I kendte den bog. Bare lige for info, så var det faktisk min folkeskolelæres far, som havde skrevet den. Ret swag ikke?
”Jeg sagde at det ville du gerne, selvom du selvfølgelig skal på tour lige om lidt, men vi mente godt at vi ville kunne få nogle timer presset ind forskellige steder.”
Åh fuck.
Mere arbejde til mig.
”Tror du godt jeg kan nå det inden den 16.?” spurgte jeg med et suk. Det var den 16. min tour begyndte, og det var der altså kun 13 dage til. Det var mindre end to uger. Og det var altså ikke lang tid til at indspille en sang.
”Ja, vi skal bare arbejde hårdt og målrettet, så skal vi nok nå det,” sagde Jeremy opmuntrende, og jeg kunne mærke at jeg blev træt bare af tanken.
”Jamen, hvad så med alt for beredningen til tour?” spurgte jeg. Forvirret som altid. Men jeg kunne bare ikke se, hvordan det hele kunne gå op.
”Det har du vidst efterhånden ret meget styr på,” var bare Jeremys kommentar.
Ok.
Tak da.
Jeg havde sgu da ikke en skid styr på noget?
Hjælp.
Det her ville aldrig ende godt.
Det var jeg sikker på.
”Må jeg gå nu?” spurgte jeg bare en smule utilfreds.
”Ja, jeg mailer dig den adresse du skal møde op på i morgen, så du kan møde pigerne,” sagde Jeremy bare med et lettet smil. Han var sikkert også glad for endelig at have fri. Men hvem var ikke det?
”Ja, ja,” sagde jeg bare ligegyldigt, og rejste mig fra min ellers behagelige plads i lænestolen.
Så jeg kunne møde pigerne.
Han skulle bare vide.
Ej, det skulle nok blive fint nok.
De var sikkert flinke, jeg havde nok bare fået en dårlig start med dem. Men mig og Perrie kunne jo heller ikke bare gå og være lidt småsure på hinanden for evigt. Men det var jo heller ikke fordi jeg ikke kunne lide hende. Som sagt havde vi bare fået en dårlig start.
Jeg skulle nok overleve.

***

Jeg nærmest væltede ind af døren til lejligheden. Den ville sikkert snart gå i stykker, for jeg behandlede den ikke særlig pænt. Hurtigt smed jeg mine sko over i et hjørne, og hang min jakke op på knagen.
Jeg var jo sådan et ordentligt menneske.
Da jeg trådte ind i stuen, var det første jeg kunne høre latter.
Pigelatter.
En høj fnisende skinger latter, som mindede mig lidt om en hyæne.
Havde Louis gæster?
Med hurtige skridt trådte jeg ud i køkkenet, hvor jeg så så hende.
Eleanor.
Hvad fuck lavede hun her?
I mit hus.
I mit køkken.
Med min kæreste.
Og hvorfor stod de og grinede og lavede mad sammen?
Det var ikke meningen.
Det var meningen at jeg skulle komme hjem til en kærlig Louis, som havde bestilt pizza og gjort sofaen klar til filmaften, med dyner og puder. Ikke hjem til en grinende hyæne og Louis der stod og lavede mad, selvom jeg godt var klar over at det Louis nok var ringest til i verdenen, var at lave mad.
Suk.
”Hej,” sagde Louis med et smil, da han så mit opgivende ansigt. ”Jeg inviterede Eleanor, så i kunne lære hinanden at kende, jeg håber det er okay.”
Nej. Det var ikke okay. Det var overhovedet ikke okay.
”Du kunne godt have sendt en sms,” sagde jeg bare en smule surt. ”Så jeg lige kunne nå at tage lidt deo på, så jeg ikke stank af sved. Men det nåede jeg jo ikke, for du havde jo sjovt nok ikke sendt en sms.”
Idiot.
Han kunne i det mindste have forberedt mig.
”Undskyld, jeg skal nok give lyd fra mig næste gang jeg inviterer gæster,” sagde Louis bare, men lød ikke en skid undskyldende. Han var sikkert bare pisse ligeglad. Og så kiggede han slet ikke ordentlig på mig. Han kiggede bare på Eleanor, han var meget optaget af hvordan hun skar sine peberfrugter. Men mig gad han ikke engang kramme. Og jeg var endda lige kommet hjem fra den længste dag i verdenen. Jeg kunne simpelthen ikke fatte at han ikke havde tænkt sig mere om.
”Tak,” sagde jeg bare. ”Og hej Eleanor. Hyggeligt at du kunne komme. Undskyld mig et øjeblik, jeg går lige ind og får mig selv til at ligne et menneske igen.”
Jeg sendte Eleanor et falsk smil, før jeg marcherede ud af køkkenet igen. Jeg fortsatte ind på soveværelset og smækkede døren i efter mig.
Hvor var det her bare noget tis lort.
Udmattet lagde jeg mig i sengen, og lukkede øjnene et kort øjeblik. Hvor var jeg bare udmattet.

Jeg vågnede igen ved en hånd der blidt blev kørt over mit hår.
”Scarli, vågn op, der er mad nu,” kunne jeg høre Louis’ stemme nærmest hviske, men jeg orkede næsten ikke at slå øjnene op og kigge på ham.
”Hvad?” spurgte jeg bare forvirret, og satte mig op i sengen.
”Der er mad nu,” gentog Louis med et smil.
Åh.
Mad.
Pomfritter.
Wow, jeg ville dræbe for pomfritter lige nu.
Men jeg havde virkelig også bare brug for at sove.
Dilemma.
Men jeg blev nok nød til at gå med ud.
Suk.
”Jeg kommer nu,” sagde jeg bare med et suk, og rejste mig træt fra sengen. Jeg fulgte efter ham ud i stuen, hvor Eleanor allerede sad ved spisebordet, og så helt perfekt ud.
Fuck hende.
Hvorfor skulle hun være så tynd og så pæn?
Hun var virkelig bare alt det jeg ikke var. Tynd, pæn, brunette, venlig mod fremmede og ja, vi var faktisk virkelig bare hinandens modsætninger. Louis havde måske svært ved at bestemme sig for hvad der var hans type. Eller noget. Men tænk engang, at de havde været kærester. Det var altså bare en vildt akavet tanke.
Mig + ekser = ikke en god kombi.
Så hun måtte hellere få sin lille fedtfattig rumpet ud herfra i en fart.
Hvis hun ikke ville have med mig, og ikke mindst min AK47, at bestille.
”Hvad har i lavet?” spurgte jeg, og kunne pludselig mærke hvor sulten jeg var, da jeg satte mig ned foran alt maden.
”Mexicanske pandekager,” forklarede Eleanor bare med sin blide englestemme.
Ugh, den var til at få stress af.
”Det er Louis’ livret.”
Nej.
Det var i hvert fald løgn.
Jeg vidste at det ikke var Louis’ livret, alle og enhver vidste da at det var chokoladeis.
Hvis det altså var en ret.
Men det var altså også lige meget, det smagte i hvert fald godt.
”Hans livret er altså ikke mexicanske pandekager,” fløj det ud af mig, og de kiggede bare begge underligt på mig.
”Æh, du havde sagt til mig at det var chokoladeis,” forsøgte jeg at redde den, men som i kunne se lykkedes det ikke rigtig. ”Du fik mig selv til at gå 2 kilometer i snestorm for at købe det til dig.”
Og det passede.
Og jeg havde kun gjort det, fordi jeg var sådan en god kæreste.
”Men chokoladeis er jo ikke en rigtigt ret,” sagde Louis bare.
No shit Sherlock.
”Og ud af retter, er min yndlings mexicanske pandekager.”
”Nå,” sagde jeg bare opgivende, og begyndte at skovle fyld ind i min pandekage.
Jeg sagde da bare heller ingenting rigtigt.
Det var den kælling til Eleanor, som ødelagde det hele. Det var som om Louis var en helt anden person når hun var der. Han plejede aldrig at være så… normal. Han smilede slet ikke, fjollede slet ikke. Han kiggede ikke engang på mig når han talte til mig. Hans blik hvilede kun på Eleanor. Og det var forfærdeligt, bare at sidde der og høre dem grine og snakke om gamle minder.
”Tak for mad,” sagde jeg hurtigt, da jeg havde turbospist min pandekage. ”Jeg er ret træt, så jeg går ud og tager et bad, og så går jeg i seng.”
”Godnat skat,” sagde Louis, men stadig uden at kigge rigtigt på mig. Og jeg følte mig bare totalt udenfor. Det var ikke meningen at ens kæreste skulle være så ligeglad med en. Med en tårer i øjenkrogen skyndte jeg mig ud på badeværelset, og ind under den varme bruser.
Det her var altså virkelig bare noget pis.
Hvorfor skulle Eleanor også bare dukke op og ødelægge det hele?
Alt var lige så perfekt.
Men så kom hun.
Suk.
Jeg slukkede for bruseren igen, og træk i en t-shirt og et par hotpants, før jeg skyndte mig ind under min varme dyne. Jeg træk den helt op over mig, og krøb bare sammen under den. Det var rart. Jeg følte mig tryg her. Men jeg ville føle mig endnu mere tryg, hvis Louis lå ved min side. Men det gjorde han ikke. Han sad bare og grinede med perfekte Eleanor inde i stuen. Mens hans kæreste lå her og var ked af det. Han kunne faktisk ikke være det bekendt. Jeg kunne mærke tårerne begynde at trille ned af mine kinder, og jeg gjorde intet for at stoppe dem.
De kunne bare komme an.
Faktisk hjalp det nogle gange bare at græde over alting.
Så lå jeg bare der og græd et stykke tid.
Indtil jeg hørte nogle stemmer, og en dør der smækkede, hvorefter jeg kunne høre en person, sikkert Louis, tulle lidt rundt i lejligheden, indtil døren indtil soveværelset blev undret. Ud fra mit skjul under dynen, kunne jeg kun se den hvide t-shirt som Louis havde haft på i dag. T-shirten blev trukket af, og jeg havde frit udsyn til hans bare mave. Lækkert nok, desværre var jeg bare ikke i humør til at nyde det. Jeg kunne høre på hans skridt at han kom nærmere, og til sidst mærke at han lå ved siden af mig i sengen.
”Sover du?” spurgte han forsigtigt. Jeg rystede på hovedet.
”Nej,” kvækkede jeg, og tittede lidt op fra dynen af.
”Er du okay?” spurgte han og lød næsten bekymret.
Nej, forhelvede jeg var ikke okay. Jeg var ikke okay med at du bare sad, og snakkede med din ekskæreste som om i aldrig havde været sammen, jeg var ikke okay med den måde du kiggede på hende, som om du stadig elskede hende. For det var virkelig det det lignede. Og det var forfærdeligt.
Men det kunne jeg jo ikke sige til ham.
”Ja, jeg havde bare lidt hovedpine,” løj jeg. ”Lang dag i studiet, du ved. Så jeg vil bare gerne sove.”
Louis nikkede bare forstående.
”Okay,” sagde han bare og kyssede mig i håret, før han lagde sine arme om mig, men det var som om jeg ikke kunne nyde det, så meget som jeg plejede at gøre.
På en eller anden ubeskrivelig måde, føltes det bare så forkert.

__________________________________________________________________________________

Så fik jeg endelig skrevet endnu et kapitel!
Virkelig, virkelig sorry at jeg ikke har opdateret jer før nu, men jeg har bare SÅ meget at se til fortiden, at jeg slet ikke gider at remse det op for jer...
Men i hvert fald, hvad synes i så om kapitlet?
Hvordan tror i Louis og Scarletts forhold kommer til at være fremover?

xxjuliexx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...