On Our Way | One Direction | HAM 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 11 jan. 2014
  • Status: Igang
På Scarletts 19-års fødselsdag modtager hun et brev fra hendes forsvundne far, som hun ikke har set siden hun var et spædbarn. Scarlett og kæresten Louis Tomlinson beslutter sig for at tage til Brasilien for at lede efter ham, men dette er ikke en nem beslutning. Spørgsmålet er bare, om de efter 3 måneder sammen, allerede er klar til at tage deres forhold til næste niveau og gøre sådan en vild ting som dette. Valg skal træffes, skænderier opstår og hele Louis og Scarletts forhold bliver sat på en kæmpe prøve.
Spørgsmålet er bare om de nogensinde finder Scarletts far?
*Dette er en toer til min anden movella Heart's A Mess. Man kan godt læse den her movella uden at have læst HAM, men jeg vil dog klart anbefale et i læser den, før i går i gang med denne.**Tjek gerne min trailer ud*

140Likes
302Kommentarer
11626Visninger
AA

5. 3. Birthday, tears and colors in the night.

 

”I dag er det Louis fødselsdag hurra, hurra, hurra og på loftet sidder nissen med sin julegrød, for juleaften er så rød og det er julemorgen forhelvede!” sang jeg forvirret.
Men altså forhelvede, det var da også vildt besværligt at Louis skulle have fødselsdag lige præcis julemorgen. Man blev jo helt i tvivl om hvad man skulle synge.
Hvorfor kunne Jay ikke lige have født en dag senere, så havde det hele været meget nemmere, suk.
”Tillykke med fødselsdagen og glædelig jul,” sagde jeg med et smil, og kyssede ham blidt på kinden.
”Tror du din mor og pigerne kommer op og synger for dig?”
Jeg lagde mine arme om ham, og trak ham tæt indtil mig under dynen, hvor var han bare dejlig varm årh.
Som sådan en varmedunk, seriøst varmedunke var det bedste i verdenen.
”Ja, det plejer de at gøre, så mon ikke de også kommer i dag,” sagde Louis med sin ultra sexede hæse morgenstemme.
Wow, shit hvis de kom måtte jeg hellere til at få noget tøj på. For det ville seriøst være for akavet at ligge helt nøgen når de kom.
Jeg nærmest fløj op af sengen, og samlede de første og bedste par trusser op jeg fandt, og derefter den t-shirt, som jeg seriøst bare havde levet i de her dage. Jeg var virkelig et t-shirt menneske. Jeg boede i t-shirts. De var mit liv.
”Hvad laver du?” spurgte Louis med et træt grin.
”Klæder mig på, så jeg ikke er nøgen når der lige pludselig er mennesker på dit værelse,” sagde jeg og trak hurtigt i tøjet.
”Du har fat i noget,” sagde Louis, men blev dog liggende i sengen.
Dovne dreng.
Men han kunne være ligeglad, det var bare hans familie.
Men på en måde var det faktisk også min familie.
Svigerfamilie.
Årh.
Jeg traskede tilbage til sengen, og puttede mig ned under den varme dyne med supermandsdynebetrækket igen. Her var altså bare rart. Jeg lagde mig tæt ind til Louis igen, så jeg kunne blive dejligt opvarmet af min egen lille personlige varmedunk.
”Hvordan føles det at være 22?” spurgte jeg, og nussede hans dejlig bløde hår med min ene hånd.
Wow, tænk han var 22 nu.
Det var egentlig ret meget.
3 år mere end mig.
Han var jo en voksen mand.
Selvom det måske ikke lige var det første man tænkte når man mødte ham.
Men han var sikkert bare forever young, ligesom i den der sang.
”Det føles ikke så forfærdelig anderledes end 21,” sagde han med et smil.
”Men føles det ikke underligt at være 3 år ældre end mig?” spurgte jeg igen.
Vent hvad.
Var Louis seriøst 3 år ældre end mig?
Ej, han kunne jo være min far.
Eller nej okay.
Men han var i hvert fald nærmest sådan voksen.
”Jeg har jo altid været 3 år ældre end dig skat, så det føles ikke så underligt,” grinede Louis og vendte sig om mod mig, så vores øjne mødtes.
Hans dejlige blå øjne, årh.
Ej, jeg kunne huske første gang vi mødtes, hvor jeg syntes at hans øjne lignede de der små kugler man putter i vand, og så bliver de større. Tænk at jeg virkelig syntes det. Men det gjorde de faktisk også, en lille bitte smule.
Sorry not sorry Louis.
”Du er også bare gammel,” sagde jeg med et smil, og kyssede ham blidt.
Louis svarede ikke, han lagde bare begge sine arme omkring mig, og jeg krøllede mig sammen i hans favns, så nærmest hele mig var dækket under dynen.
”I dag er det Louis’ fødselsdag hurra, hurra, hurra,” kunne jeg så pludselig høre nogle synge, og ud fra mit kighul under dynen, kunne jeg se to småpiger i pyjamas, to lidt ældre piger også i klædt nattøj og bagerst forældrene til pigerne. Også kaldet Phoebe, Daisy, Fizzy, Lottie, Jay og Dan. Jeg følte ellers lige at min beskrivelse af dem var så god.
”Tillykke med fødselsdagen!” sagde hele familien i munden på hinanden, og jeg skyndte mig at lave et ordentlig sygt ninja move, så jeg sprang ud af sengen og op ved siden af dem. Mit ’tillykke’ kom lidt for sent, men whatever, jeg havde jo allerede sunget for ham engang.
”Kom, vi skal ned og have gaver nu!” sagde Phoebe begejstret og trak utålmodigt Louis i armen.
”Jeg kommer lige om lidt, hvorfor går i ikke i forvejen?” foreslog Louis med et smil.
Årh hvor var han dog kær.
Jeg blev virkelig bare altid glad når jeg så Louis sammen med sine søskende. Han var så omsorgsfuld og kærlig, men sammentid elskede han at tage pis på dem, og seriøst jeg var bare 100% overbevist om at han ville blive den perfekte far.
Nok modsat mig.
Jeg ville nok bare smide mine børn ud af vinduet, den første gang de ikke lige gjorde som jeg bad dem om. Engang kom jeg faktisk til at skubbe Math ud af et vindue ved et uheld, men der var heldigvis ikke særlig langt ned, så han døde ikke.
Tænk hvis jeg havde dræbt min egen bror.
Det ville være uhyggeligt egentlig.
”Jo, men skynd dig at komme!” sagde Phoebe bare, og slap hans hånd igen.
”Selvfølgelig, det lover jeg,” smilede Louis og satte sig op i sengen.
Dog stadig med dynen dækket over has private sted.
Nu fortrød du vidst at du ikke havde taget tøj på ligesom visse andre var Tommo?
Men jeg var jo også meget klogere end ham.
Eller noget.
De forsvandt alle sammen ud af værelset igen, og jeg hoppede utålmodigt op og ned.
Det var jo rent faktisk jul, og jeg var spændt som et lille barn. Eller nok nærmere et stort barn.
”Skynd dig nu, vi skal ned og have gaver!” sagde jeg begejstret.
”Wow, du lyder som Phoebe,”  grinede Louis, men rejste sig dog var sengen.
Uf sexy syn.
Noget der seriøst overraskede mig hver gang.
Hvordan kunne han blive ved med at være så sexet hele tiden?
Det var altså bare ikke fair.
Omvandrende sexbombe.
Jeg ville også være en omvandrende sexbombe.
Men det var vel ikke alle der var så heldige.
Men Louis var jo også Allan, så han kunne jo bare forvandle sig til en sexbombe sådan konstant. Hvorfor var jeg ikke blevet beæret med magiske kræfter?
Øv forhelvede.
”Er du klar til at gå ned?” afbrød Louis mine ellers dejlige tanker.
”Jeg er klar som en fisk,” sagde jeg med et lykkeligt smil.
Vent hvad.
Klar som en fisk?
Hvad fuck?
Hed det ikke frisk som en fisk?
Pas.
Louis grinede bare af mig, hvilket bekræftede mig i at jeg havde sagt noget dumt.
Hvilket ikke var noget nyt.
Hov.

***

Julen var overstået, vi var hjemme i London, og jeg var mere deprimeret end nogensinde.
Alt var lort, jeg havde spist for meget julemad, så jeg var ved at blive fed, det eneste gode jeg havde at glæde mig til var nytårsaften.
Men den glædede jeg mig til gengæld også til.
Det skulle bare være mig, drengene, deres kærester, Math, Rebecca, nogle af drengenes venner, nogle af mine venner, nogle af Maths venner og nogle af Rebeccas venner. Og vent også nogle af Perries venner og Jos venner og Danielles venner. Og så sikkert også nogle andre kendte. For vi var jo alle sammen så fame.
Okay ’bare’ var måske ikke et godt ord at bruge her.
Men jeg glædede mig.
Men jeg var stadig deprimeret.
En juledepression.
Men okay, jeg måtte op med humøret, det var nytårsaften i morgen, fuck ja.
Mine tanker blev afbrudt af den gennemtrængende bippen af mikroovnen.
Rolig nu ting, jeg havde fattet at maden var færdig.
Utålmodigt hev jeg min tallerken med chili con carne ud fra mikroen.
Måske lidt for hurtigt.
Fuck.
Jeg tabte tallerkenen på jorden, og gæt selv hvad der skete.
Hvis du ikke havde gættet det endnu, gik den i stykker.
”Forhelvede lorte tallerken!” råbte jeg vredt.
Jeg kunne mærke tårerne presse på.
Omg.
Jeg stod ikke og tudede over en tallerken vel?
Nej.
Jeg tudede over min mad.
Min mad jeg lige havde glædet mig til, og så gik det bare alt sammen i kluddermadudder.
Snøft.
”Scarbaby, hvad sker der?” kunne jeg høre Louis’ bekymrede stemme sige, hvorefter han straks stod i køkkenet.
”Ikke noget,” sagde jeg bare mut. ”Men jeg kom til at smadre tallerknen. Det møg holder ikke til en skid.”
Røv ting man.
Det havde sikkert ikke kostet mere end en 10’er.
Jeg kunne mærke lorte tårerne komme igen, hvad fanden var det jeg var ked af?
Årh forhelvede, kendte i ikke godt det, hvor man bare tudede og var depri uden nogen grund?
Det beskrev i hvert fald ret godt hvordan jeg havde det.
”Det er da klart at den går i stykker, når du taber den ned på flisegulvet,” sagde Louis hovedrystende og sendte mig et opmuntrende smil.
Som slet ikke hjalp.
”Kan du ikke bare støtte mig op i den her sag?” spurgte jeg med et suk, og følte mig komplet åndssvag.
”Scarlett, hvad sker der?” spurgte Louis igen, denne gang lød han mere bekymret.
Jeg kunne se det i hans øjne. Han kunne se at jeg var ked af det. Pis os.
”Det er bare fordi jeg lige havde glædet mig til at få mad og… og… alt er bare lort,” hørte jeg mig selv sige, hvorefter tårerne begyndte at trille ned af mine kinder.
Okay, tag dig sammen Scar.
Der var forhelvede bare en tallerken.
Louis så helt chokeret ud.
”Græder du?” spurgte han undrende.
”Nej, jeg har bare allergi overfor idioter,” sagde jeg ironisk og efterlod så køkkenet med hurtige skridt.
Fuck, hvad havde jeg lige sagt?
Havde jeg kaldt Louis en idiot?
Nej.
Det skete så bare ikke det her.
Jeg mente det jo slet ikke!
Jeg var i vildt dårligt humør, og jeg anede ikke hvad der gik af mig, men når jeg var sådan her, plejede det at gå udover folk omkring mig. Men jeg ville jo ikke have at det skulle gå udover Louis.
Forhelvede da.
Nu hadede han mig sikkert.
Jeg nærmest løb ind i soveværelset og smækkede døren i efter mig med et kæmpe brag.
Jeg kastede mig hulkende på sengen, og gemte mit ansigt i puden.
Lorte humørsvingninger.
Jeg hulkede lidt mere, men blev afbrudt af et bank på døren.
”Må jeg komme ind?” kunne jeg høre Louis’ blide stemme spørge.
Jeg nikkede, men kom så i tanke om at han jo ikke kunne se mig.
”Ja,” snøftede jeg, hvorefter døren blev åbnet. I døråbningen stod Louis og så helt forkert ud i ansigtet.
”Er du okay?” spurgte han bekymret, og gik hen og satte sig på siden af sengen.
Jeg rystede bare på hovedet.
Nej, jeg var ikke okay.
Men jeg vidste heller ikke hvad der var galt.
”Undskyld, det var ikke meningen at jeg ville fornærme dig, jeg synes ikke du er en idiot,” snøftede jeg bare, og prøvede forgæves på at tørre mine strømmende tårer væk.
”Nej, det ved jeg godt,” sagde Louis bare med et lille smil, og tørrede forsigtigt en tåre væk fra min kind.
”Fortæl mig hvad der er galt,” sagde han med en omsorgsfuld stemme, der gav mig lyst til bare at tude endnu mere. Men jeg tog mig sammen.
”Jeg ved det ikke…” sagde jeg bare med et suk.
”Scarlett, hvis der ikke var noget galt, ville du ikke græde sådan,” sagde han bare, og tog min hånd. Hvor var han dog egentlig bare dejlig.
”Jamen, jeg ved ikke hvad jeg græder over,” snøftede jeg. ”Jeg græder over alt. Over at jeg har taget 3 kilo på i julen, over at ferien snart er forbi og vi skal være væk fra hinanden i 100 år, over at jeg savner min mor og bare over alt.”
Flere tåre. Pis.
”Scarli.”
Louis stemme var lav, men stadig høj nok til at jeg kunne høre den. Han slap min hånd, og trak mig ind til en varm omfavnelse, en omfavnelse som jeg havde trængt til i 100 år. Et rigtig Louis-kram.
”Du er sød, smuk, klog og dejlig, husk på det ikke,” hviskede han i mit øre, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt mellem alle tårerne.
Aw.
Sådan nogle ord varmede altså bare virkelig.
Især når de kom fra Louis.
”Ved du hvad, skal vi ikke ringe efter en pizza, sætte en film på og gå tidligt i seng, så vi er klar til i morgen?” spurgte Louis og slap mig igen.
Jeg nikkede.
”Jo, det lyder perfekt,” sagde jeg og forsøgte med et smil.
”Skinke eller peperoni?” spurgte Louis med et oprigtigt smil.
”Du ved at jeg foretrækker pølserne,” sagde jeg og kunne ikke lade være med at fnise lidt.
Jeg var så fræk.
Ih altså.
Og jeg følte mig allerede i bedre humør.
”Godt, så tager vi den med pølser,” grinede Louis og plantede et kys på mine læber, før han forsvandt ud i køkkenet.

***

Mens Louis hentede pizza, havde jeg ordnet sengen så den var perfekt til en filmaften med masser af puder, tæpper, dyner og slik.
Og nej der skulle ikke ske mere i den end en filmaften.
Vi skulle jo være friske til nytår i morgen, så det nyttede ikke noget at vi blev oppe hele natten.
Mens jeg gik der for mig selv i lejligheden ringede min mobil, underligt nok. Jeg trissede hen og tog den hurtigt.
”Hej det er Scarlett,” sagde jeg muntert.
”Scarlett skynd dig ned i gården, du skal se det her,” hørte jeg Louis’ begejstrede stemme sige.
”Hvad er det?” spurgte jeg nysgerrigt.
”Kom ned, så finder du ud af det,” sagde han, og jeg kunne lige forestille mig hans drilske smil for mig.
Okay så, jeg gav op.
”Jeg er på vej,” sagde jeg med et smil.
Hurtigt hoppede jeg i mine hæslige, men stadig elskede UGG boots, vinterjakke, halstørklæde og vanter (link i kommentaren).
Det var jo koldt udenfor.
Sne og alting.
Og jeg var så klog at beskytte mig mod det.
Hurtigt løb jeg ned af trapperne, spændt på hvad det var der var så vigtigt. Nede i gården stod Louis og ventede på mig med et stort smil, og en pizzabakke i hånden.
”Kom,” sagde han og rakte ud efter min hånd. Jeg tog den med et smil, og fulgte lykkeligt efter ham. Der var mørk herude, så mørkt at man ikke kunne undgå at se det lysende fyrværkeri på himlen. Det var smukt. Jeg havde altid elsket fyrværkeri. Jeg kunne ikke forstå hvordan nogle kunne være bange for det.
Louis førte mig hen i parken.
”Se,” sagde han og pegede ind på springvandet i midten. Det lyste. Det lyste i lyserød. Så lilla. Så blå. Det skiftede farve. Wauw.
”Wauw, det er virkelig utrolig smukt,” gispede jeg, og kunne mærke Louis’ arm blive lagt om mig.
”Ja ikke?” spurgte han og kyssede mig på næsen, som allerede var blevet rød af kulden. ”Jeg ville ikke have at du skulle gå glip af det.”
Og det var virkelig smukt.
Med fyrværkeriet i forskellige farver på den mørke nattehimmel, og så det lysende springvand i midten af parken. Det kunne ikke blive mere perfekt, romantisk.
”Louis, ved du hvad?” spurgte jeg og så op på ham.
”Nej,” sagde han bare med et smil.
”Du er verdens bedste kæreste.”

__________________________________________________________________________________

Igen, undskylder jeg for et lidt kedeligt kapitel... sorry men skal lige i gang, og så lover jeg at der kommer drama!

Men i hvert fald, i næste kapitel er det nytårsaften, glæder i jer? For det gør jeg ih. 

Hvad tror i der kommer til at ske?

Kommenter endelig, selv et lille 'mere' motivere virkelig en til at skrive.

Og så kunne det være fedt hvis i også lige smed et like på historien, da det jo for den højere op på populærlisten hehehe....

xxjuliexx
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...