On Our Way | One Direction | HAM 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 11 jan. 2014
  • Status: Igang
På Scarletts 19-års fødselsdag modtager hun et brev fra hendes forsvundne far, som hun ikke har set siden hun var et spædbarn. Scarlett og kæresten Louis Tomlinson beslutter sig for at tage til Brasilien for at lede efter ham, men dette er ikke en nem beslutning. Spørgsmålet er bare, om de efter 3 måneder sammen, allerede er klar til at tage deres forhold til næste niveau og gøre sådan en vild ting som dette. Valg skal træffes, skænderier opstår og hele Louis og Scarletts forhold bliver sat på en kæmpe prøve.
Spørgsmålet er bare om de nogensinde finder Scarletts far?
*Dette er en toer til min anden movella Heart's A Mess. Man kan godt læse den her movella uden at have læst HAM, men jeg vil dog klart anbefale et i læser den, før i går i gang med denne.**Tjek gerne min trailer ud*

140Likes
302Kommentarer
11477Visninger
AA

18. 16. I'm coming home.

 


Jeg løb gennem mørket, så hurtigt som mine ben kunne bære mig. Tårerne var allerede begyndt at trille ned af mine kinder, og jeg følte mig så uendelig dum, fordi jeg ikke havde gjort det her noget før. Jeg snøftede lidt, og forsøgte ikke at glide på det glatte fortov, men det lykkedes desværre ikke for mig.

Pis.
Hurtigt fik jeg rejst mig igen, tørrede det værste snavs væk fra tøjet og tårerne ud af øjnene, før jeg fortsatte videre. Jeg vidste præcis, hvor jeg var. Der var ikke langt endnu.
Jeg kunne høre regnen sile ned, det var også bare typisk.
Nu blev jeg sikkert helt gennemblødt.
Men det var lige meget.
Intet kunne ændre min beslutning.
Jeg løb det sidste stykke vej, og stoppede forpustet op foran indgangen til lejlighedskomplekset. Hurtigt låste jeg døren op, med den nøgle som jeg altid havde på mig. Jeg åbnede døren og gik ind i den velkendte, men helt stille opgang.
Jeg skulle lige til at tage et skridt op ad trappen, da en tanke skød gennem mit hoved.
Hvad skulle jeg sige til ham?
Hvad skulle jeg gøre?
Ville han overhovedet have mig tilbage, efter jeg havde været så dum?
Det ville han sikkert ikke, han var sikkert ikke kommet videre, det var bare mig der var så dum, at jeg stadig ikke kunne slippe ham.
Okay, Scarlett, sådan måtte du ikke tænke.
Nu tog du dig kraftedme sammen og gik derop.
Basta.
Jeg havde intet at miste.
Jeg blev nød til at gøre det.
Og så gik jeg op af trappen. Og den føltes uendelig, selvom vi kun boede på 3. sal.
Vi.
Årh.
Snøft.
Louis.
Snøft.
Jeg fik slæbt mig selv op ad den sidste trappe, og stod nu foran døren.
Hvad skulle jeg gøre?
Skulle jeg bare gå ind?
Eller banke på?
Og hvad nu hvis han slet ikke var hjemme?
Eller værre, hvad nu hvis han var sammen med en anden?
Måske Eleanor.
Nej, det var han ikke, det måtte han bare ikke være.
Og nu kunne jeg altså snart ikke trække den mere. Jeg blev nød til at komme derind.
Med bestemte bevægelser tørrede jeg mine tårer væk, rettede mig op og bankede hårdt på døren. Jeg stod og trippede lidt på dørmåtten, før jeg kunne se håndtaget blive drejet.
Shit. Det var nu. Eller jeg kunne faktisk godt nå at løbe. Hvis jeg ville. Men det ville jeg ikke.
”Scarlett?!”
Jeg kiggede lige op i hans overraskede blå øjne, han smilede til mig, han smilede overrasket, men sammentid lykkeligt. Han stod der så perfekt, som han altid havde været, han så mig, han sagde mit navn, han smilede til mig. Og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kæmpede for at holde tårerne inde og forsøgte at snakke, men det var som om min stemme var helt forsvundet.
”Hvad laver du her?” spurgte han undrende, men ikke som om han ikke ville have mig her. Han lød… glad.
”Jeg er kommet hjem,” nærmest hviskede jeg.
Og så græd jeg.
Jeg lod tårerne få frit løb, jeg græd, jeg hulkede, jeg lod Louis vikle sine varme arme om mig, trøste mig, bære mig ind i lejligheden, mens jeg bare græd. Jeg følte mig ynkelig, men sammentidig lykkelig, lykkelig over at han ikke bare havde smidt mig ud, lykkelig min beslutning.
”Louis, jeg er så ked af det,” snøftede jeg. ”Jeg skulle aldrig have været gået, jeg elsker dig, jeg elsker dig virkelig, undskyld, undskyld…”
”Scarlett, stop så, du skal på ingen måde undskylde, det er mig der er idioten her,” sagde Louis sødt.
Åhr. Hvor havde jeg dog savnet ham. Men det var nok lidt os begge, der var et par ordentlige idioter.
”Jeg elsker dig,” mumlede jeg bare mod hans bryst, mens tårerne stadig trillede ned af mine kinder.
”Jeg elsker også dig. Mere end alt andet i hele verdenen.”
De ord fik mig bare til at snøfte lidt mere, før vores læber fandt hinanden og vi blev genforenet i et kys, som vi begge havde ventet på så længe.
Men vent lige et øjeblik. Der var jo også noget mere jeg skulle fortælle ham. Noget ret vigtigt faktisk. Noget der forhåbentlig ville gøre ham endnu mere lykkelig, men nok også lidt forfærdet. For hvem var også lige forberedt på at få af vide, at man skulle have et barn, som 22-årig?
Louis var sikkert ikke, hvis jeg kendte ham ret.
”Skal vi ikke sætte os ind i stuen?” afbrød jeg kysset. ”Jeg har en masse at fortælle.”
”Jo, her, tag dit våde overtøj af, så kan vi gå ind,” smilede Louis, og jeg kunne nærmest se julelysene i hans øjne.
Hvor var han altså bare skøn. Hvordan kunne jeg overhovedet undvære ham så lang tid? Det var umuligt at fatte.
Jeg tog hurtigt min helt gennemblødte jakke af, og stillede mine dr. Marteens på den grimme røde skohylde. Den var altså virkelig bare hæslig. Jeg havde ingen idé om hvorfor vi havde købt den, men det gav da rummet et lidt festligt præg. Og den mindede mig om ’hjemme’. For det var det jeg var nu. Og det føltes fantastisk.
”Åh Louis, jeg er så glad for at være hjemme igen,” smilede jeg lykkeligt, og lod mig synke ind i hans varme farm.
”Hvis du vidste, hvor glad jeg er for at have dig hjemme igen prinsesse,” sagde han sødt og kyssede mig blidt i håret. ”Hvad var det du ville fortælle mig?”
”Kom lad os gå ind i stuen,” sagde jeg og greb hans hånd.
Stuen var et stort rod. Men det undrede mig egentlig ikke, Louis havde jo boet her helt alene i et par uger. Der lå tomme øldåser og pizzabakker over alt, beskidt vasketøj, ja selv brugte underbukser.
Ad Louis.
Det var altså lidt klamt.
Måske skulle vi bare sætte os ud i køkkenet?
Men det så sikkert ligesådan ud.
Jeg lod mig falde ned i sofaen, med Louis lige i hælene på mig. Han puttede sine stærke arme om mig, og jeg puttede mig lykkeligt tæt ind til ham.
”Snak,” sagde han og lod sine fingre glide gennem mit hår. Det var virkelig umuligt at beskrive, hvor fantastisk det var at ligge her på sofaen igen med ham. Jeg håbede virkelig ikke, at han ville blive alt for chokkeret over nyheden.
”Det er faktisk ret alvorligt,” sagde jeg og sank en klump. ”Du må virkelig ikke hade mig, efter jeg har sagt det.”
Men hvad nu hvis han slet ikke ville have en baby? Jeg ville jo umuligt kunne klare det uden ham.
”Hvad skulle få mig til at hade dig?” spurgte Louis undrende og fandt min hånd, som han gav et forsigtigt klem.
”Jeg… jeg er gravid,” sukkede jeg. ”Og jeg har tænkt mig at beholde barnet.”
”Hvad?” sagde han overrasket og træk sig lidt væk fra mig.
Åh nej. Bare han ikke var sur. Men jeg blev altså nød til at beholde den baby, jeg kunne slet ikke klare tanken om at få en abort.
”Hvad? Seriøst, Scarlett?” sagde han, og jeg nikkede bare uden at kigge op.
”Det er jo fantastisk!”
Hvad?
Var det fantastisk?
Så…
”Er du slet ikke sur?” spurgte jeg overrasket.
”Nej, hvorfor skulle jeg være sur? Scarbaby, det er jo fantastisk, vi skal have en baby,” sagde han med et stort smil og sprang op ad sofaen.
”Jeg kan slet ikke fatte at du ikke er sur…”
”Selvfølgelig er jeg ikke sur, er du klar over hvor lykkelig jeg er? Mig som gik her og troede jeg havde ødelagt mit liv totalt, da du ikke gad mig mere, og så står du pludselig i min dør og så er du oven i købet gravid! Det kunne ikke være mere perfekt, Scarlett!” sagde han begejstret, og jeg kunne mærke, hvordan jeg fik tårer i øjnene.
Words wasn’t able to describe this boy.
”Det er jo helt fantastisk,” gentog han.
Og så løftede han mig op fra sofaen. Han løftede mig op, og svingede rundt med mig, og jeg forsøgte at holde godt fast i ham, så jeg ikke faldt ned.
”Louiiiiis pas på babyen!” skreg jeg panisk, men jeg kunne alligevel ikke styre mit grin og lød sikkert som en eller anden gris på hårde stoffer.
”Åh undskyld,” sagde Louis også grinende, og satte mig forsigtigt ned på jorden igen. ”Må jeg se ham? Hvor langt er du henne?”
Åhr Louis kaldte ham også en ’ham’. Det her var virkelig meant to be.
”4 og en halv uge,” sagde jeg med et smil, og løftede forsigtigt op i min bluse. ”Man kan slet ikke se det endnu.”
Louis satte sig ned på knæ, placerede forsigtigt sine hænder på min mave og smilede begejstret op til mig.
”Er det ikke fantastisk? At der er et lille menneske indeni dig?” spurgte han og aede forsigtigt min mave med sine bløde hænder.
Det var faktisk lidt frækt.
På en måde.
Eller faktisk overhovedet ikke.
Jeg gjorde nok bare alting frækt, men det var altså også kun fordi det var alt for lang tid siden, jeg havde ’fået noget’.
Ej ad Scarlett, drop de tanker, nyd det lykkelige øjeblik.
”Jeg tror ikke helt jeg har fattet det endnu,” smilede jeg bare, og lod mine hænder køre gennem hans brune lokker.
”Det er også helt surrealistisk,” sagde Louis. ”Det bliver hårdt, men fantastisk.”
Jeg nikkede bare, og fortsatte med at nusse hans hår, mens han stadig sad på knæ foran min mave. Det lignede næsten at han ville fri til mig.
Wow, tænk hvis han gjorde det en dag.
Shit, det ville jo være endnu mere fantastisk. Så skulle jeg have en flot hvid brudekjole, og Rebecca og Danni skulle være brudepiger, og Math skulle være forlover og… suk det ville jo blive amazing.
”Scarlett…” afbrød Louis mine lykkelige tanker. ”Jeg har virkelig, virkelig savnet dig.”
Forsigtigt plantede han et kys på min bare mave, og jeg kunne mærke hvordan sommerfuglene spredte sig i min mave på et øjeblik. Han fortsatte med at kysse min mave, mens hans hænder bevægede sig længere og længere ned ad, så han til sidst nåede kanten af mine rigtig charmerende joggingbukser.
Godt valg der Scar.
Hvis jeg huskede rigtigt, havde jeg vidst også mormortrusser på.
Pis os.
Men Louis overlevede forhåbentlig, det var jo ikke fordi han ikke havde set mig i mormortrusser før. Det var vel også det indenunder der talte.
Okay, jeg stopper den her.
Louis hænder fik trukket mine bukser ned, så mine mormortrusser nu var blottet. Men det var vidst ikke et problem, for de røg hurtigt samme vej som joggingbukserne. Han rejste sig op og lagde sine arme om mig igen, og så gik det lige pludselig hurtigt. Mine hænder fik spændt hans bælte op og trukket hans bukser ned, vores læber var med det samme over hinandens, og vores hænder overalt på hinanden. Vi lod os glide ned i sofaen igen, hvor jeg lykkeligt lukkede øjnene i og nød øjeblikket.
For alt var virkelig lige blevet perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...