On Our Way | One Direction | HAM 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 11 jan. 2014
  • Status: Igang
På Scarletts 19-års fødselsdag modtager hun et brev fra hendes forsvundne far, som hun ikke har set siden hun var et spædbarn. Scarlett og kæresten Louis Tomlinson beslutter sig for at tage til Brasilien for at lede efter ham, men dette er ikke en nem beslutning. Spørgsmålet er bare, om de efter 3 måneder sammen, allerede er klar til at tage deres forhold til næste niveau og gøre sådan en vild ting som dette. Valg skal træffes, skænderier opstår og hele Louis og Scarletts forhold bliver sat på en kæmpe prøve.
Spørgsmålet er bare om de nogensinde finder Scarletts far?
*Dette er en toer til min anden movella Heart's A Mess. Man kan godt læse den her movella uden at have læst HAM, men jeg vil dog klart anbefale et i læser den, før i går i gang med denne.**Tjek gerne min trailer ud*

140Likes
302Kommentarer
11595Visninger
AA

17. 15. MMS, showtime and driving through the dark.

 

”Scarlett, det er nu!” kunne jeg høre Lulus stemme kalde gennem rummet.
Forhelvede, den pige havde da også bare altid så travlt med at få alting nået. Hurtigt trådte jeg ud af bruseren og viklede et håndklæde om mig, før jeg gik ind i stylingrummet, eller hvad man nu kalder sådan noget.
”Jeg er klar,” sagde jeg med et stort smil, og slog ud med armene, så jeg var lige ved at tabe det håndklæde jeg havde omkring mig.
Det ville jo ikke være godt.
Så ville jeg være helt naked.
Foran Lulu.
Nej, det ville helt sikkert ikke være godt.
”Skynd dig at skifte, så kommer jeg og ordner dit hår,” sagde Lulu med et smil.
”Super,” sagde jeg og nikkede kraftigt, så mit hår faldt ned over hele mit ansigt.
Seriøst, mit hår var en høstak.
Det var altid i vejen, men jeg elskede det alligevel.
Lulu smuttede ud af rummet, og jeg smed hurtigt mit håndklæde fra mig på gulvet og gik hen for at se på det tøj, som Lulubassen havde lagt frem til mig.
Jeg hoppede i det hudfarvede sæt undertøj, og følte mig faktisk ok lækker, på trods af alt julefedtet, som jeg stadig ikke havde fået trænet væk.
Men det skulle nok ske.
Jeg skulle jo være lækker, hvis jeg skulle ud og score.
Eller nej, jeg havde egentlig ikke lyst til at score, faktisk havde jeg bare lyst til at være forever alone resten af mit liv.
Eller måske bare sammen med Louis.
Men nu havde jeg ligesom afvist ham ret groft, så det var lidt svært at komme bedende tilbage.
Så var den første mulighed nok den bedste.
Jeg kunne også bare blive nonne.
Så kunne jeg blive så fed, jeg ville, uden nogen ville opdage det, for man skulle jo have den der kæmpe kjole på, som slet ikke var figursyet på nogen måde.
Men det var de her Levi’s shorts, som jeg forsøgte at klemme mig ned i lige nu, i hvert fald. Forhelvede, hvor var de stramme.
Jeg træk min mave ind, shortsene op og fik dem hurtigt lynet.
Sådan.
Forpustet åndende jeg ud, og trak den hvide cropped top ned over hovedet.
Nu manglede jeg kun de sorte lave Dr. Marteens og knæsokkerne.
Seriøst, jeg var faktisk in love med det her outfit.
Hvis Louis kunne se mig nu, så ville han være stolt af at være min kæreste.
Eller noget.
Jeg drejede et par gange om mig selv, før jeg kaldte på Lulu og meddelte, at nu var jeg klar.
Det var showtime.

***

Klokken var halv et om natten, da jeg udmattet smed mig i Maths sofa efter en hård, men vellykket koncert.
Og jeg var lykkelig.
Jeg elskede virkelig at synge, jeg havde helt glemt, hvor meget det betød for mig.
Bare at høre det kæmpe publikum, som stod og sang med. For min skyld, kun for min skyld. Jeg følte mig virkelig så beæret. Med et smil fandt jeg min telefon frem fra min lomme og tjekkede den hurtigt. En masse ubesvarede opkald fra Rebecca og så en besked også fra hende. Jeg orkede ikke at ringe tilbage til hende lige nu, så jeg tjekkede bare beskeden.
Længe leve dovenskab.
Men måske skulle jeg bare havde ringet.
For det jeg så, smadrede i hvert fald min glæde, lige så hurtigt som den var kommet.

 

 

Billedet Rebecca sendte ^

Fuck ham.
Fuck virkelig ham.
Hvordan kunne han gøre det?
Den idiot, tænkte han ikke på at jeg måske havde følelser?
Wow.
Jeg havde virkelig ikke troet at han kunne finde på noget så ledt.
Jeg kunne mærke tårerne presse på i øjenkrog, og kort efter trillede de ned af mine kinder.
Fuck ham.
Hidsigt kastede jeg min mobil gennem rummet, så den landede i den anden ende med et kæmpe bump.
”Idiot!” råbte jeg højt, bare for at komme ud med nogle af mine aggressioner. ”Idiot, idiot, idiot!”
Jeg kunne mærke hvordan jeg blev mere og mere sur, og greb vredt ud efter en pude fra sofaen og begyndte at slå på den, men jeg råbte og skreg.
Klamme idiot.
Troede han måske at det ville få mig til at kunne lide ham bedre?
Tværtimod.
Forhelvede, hvor var tarvelig, her gik jeg rundt med hans fucking barn indeni mig, og det eneste hang gjorde var at mødes med den kælling til Eleanor Calder.
Jeg hadede hende.
Og jeg hadede ham.
Fuck dem.
”Scarlett?”
Jeg kunne høre Maths blide stemme bag mig. Jeg slap opgivende puden og løb bare hen, og lod mig falde ind i hans arme og hulkede kraftigt mod hans bryst.
”Så, så,” trøstede Math og aede mig forsigtigt over håret.
”Hvorfor er verden så uretfærdig?” tudede jeg opgivende.
”Det skal nok blive godt igen alt sammen.”
”Nej,” snøftede jeg. ”Jeg vil aldrig se ham igen. Jeg er færdig med idioter som ham.”

***

Dagene gik, det blev torsdag, og Math og jeg var taget op på hospitalet, for at få lavet den der skide undersøgelse, de åbenbart skulle lave, før de kunne fjerne barnet.
Suk.
Snøft.
”Er du okay, Scar?” spurgte Math bekymret, da han så mit bekymrede ansigt.
Ja, Math jeg var helt okay.
Jeg var såmænd bare på vej på hospitalet, for at få undersøgt det barn, hvis far var en idiot og hvis mor var svag, svag nok til ikke at kunne klare det stakkels barn.
Som nu snart skulle dø.
Livet var da også bare skide uretfærdigt.
Hvorfor skulle babyen dø, når en idiot som Louis stadig måtte være her?
”Ja,” sagde jeg bare stille.
Skide uretfærdigt.

Jeg hadede virkelig hospitaler. Der var alt for hvidt og rent, og jeg blev altid så deprimeret af at være der. Det mindende mig om Bedste, som døde i Paris i sommers, hvilket mindede mig om Louis, hvilket gjorde mig endnu mere deprimeret.
”Scarlett Gray?” kaldte en sygeplejerske ud i venteværelset, og jeg rejste mig tungt fra min ellers gode plads i den bløde lænestol.
Det var nu.
Jeg sank en klump, og gik med stille skridt hen over det blanke linoleumsgulv.
Hvad var det egentlig der var så slemt?
Det var jo bare en undersøgelse.
Det var jo ikke fordi barnet skulle fjernes.
Endnu.
Jeg rankede ryggen lidt mere og smilede nærmest til sygeplejersken, da jeg nåede hen til hende. Math stod bag mig, som en beskyttende mur.
Han var virkelig fantastisk, ham Math.
Han var der bare altid, seriøst jeg ved virkelig ikke, hvad jeg havde gjort uden ham.
”Er du klar?” spurgte sygeplejersken med et venligt smil, og jeg nikkede bare forsigtigt.
”Ja.”
Hun førte os ind i et lille scanningsrum, og fortalte mig at jeg skulle lægge mig op på den slags båre eller seng, eller hvad det nu hed, sådan noget der var i de der scanningsrum.
Jeg vidste virkelig ikke hvad de hed.
Men i hvert fald, så lagde jeg mig op på den.
Jordmoderen smurte sådan noget gennemsigtigt gelé agtigt creme ud på min mave, og forklarede mig helt sikkert en masse, men jeg hørte ikke rigtig efter. Hun begyndte at scanne min mave, og jeg kunne faktisk mærke at jeg blev helt rørt, da jeg kunne se min mave oppe på skærmen. Jeg kunne ikke rigtig se babyen, den var nok stadig ret lille, men jeg kunne i hvert fald fornemme den.
”Du er 4 uger henne,” forklarede jordmoderen. ”Det er babyen, som du kan se der.”
Så pegede hun på en eller anden lille klat, som i hvert fald langt fra lignede en baby, men alligevel kunne jeg mærke at jeg fik tåre i øjnene, bare ved tanken om det lille væsen indeni mig.
Jeg kunne mærke at Math tog min hånd og gav den et forsigtigt klem, og jeg forsøgte at smile til ham.
”Det var det, så må du gerne tage din bluse på igen,” sagde jordmoderen med et venligt smil.
Seriøst?
Var det allerede ovre?
Det var jo slet ikke slemt.
”Hvis jeg skal reservere tid til en abort, hvor skal jeg så gøre det henne?” spurgte jeg med en klump i halsen.
”Det skal du gøre ude i receptionen, men husk nu en abort er en meget stor beslutning, så lad være med at gøre noget overilet,” forklarede sygeplejersken med et smil.
Jeg nikkede bare, selvom jeg ikke forstod hvad overilet betød.
Men det var også lige meget, jeg var i hvert fald sikker på den abort.
Så jeg måtte hellere komme ud og reservere den.

”Så siger vi d. 24.,” sagde sygeplejersken med et smil, og jeg nikkede bare bekræftende.
”Hvornår?” spurgte jeg.
Det var jo ret vigtigt at vide, så man ikke bare kom på sådan et fail tidspunkt, hvor det slet ikke var meningen man skulle komme.
”Klokken 17,” smilede sygeplejersken bare.
Jeg nikkede bare og tog i mod sedlen som hun rakte mig, hvor alle informationerne sikkert stod på. Egentlig ret klogt af hende at give mig sådan en, for jeg kunne sagtens finde på at glemme sådan noget.
Eller måske ikke, det var jo alligevel en ret vigtig ting.
”Vi ses d. 24 så,” smilede sygeplejersken til mig, og jeg forsøgte bare at smile tilbage, før jeg trak afsted med Math.
Jeg skulle fandme ud fra det her hospital så hurtigt som muligt.
”Nu synes jeg at du gir en kop kaffe, fordi jeg har været så sød at tage med dig,” sagde Math opmuntrende, da vi var kommet ud fra hospitalet. ”Og så kan det være vi kan tage hen og købe den kjole, som du har kigget på så lang tid bagefter.”
Årh han var da bare skøn.
Verdens bedste storebror, selvom jeg skulle betale for kaffe. Men det gik nok, det var jo ikke fordi jeg manglede penge.
”Det er en deal,” smilede jeg og tog ham under armen. ”Jeg ved virkelig ikke hvad jeg havde gjort uden dig, Math.”

***

Dagene gik. Langsomt, men stadig hurtigt. Og jeg vidste slet ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Det var som om hele min hjerne var gået i spasmer, jeg savnede Louis mere end noget andet, jeg fangede mig selv i at sidde og glo på billede af ham i flere minutter, og hver gang jeg så en gravid dame på gaden, kunne jeg ikke lade være med at mærke på min egen mave og tænke på, hvordan han mon så ud. Lignede han Louis eller mig? Jeg håbede han lignede Louis mest.
Nej, Scarlett, stop dig selv.
Du burde ikke tænke sådan noget, det ville bare gøre det hele værre.
Men måske var abort også bare en dum beslutning?
Nej.
Mig med et barn, det ville slet ikke gå.
Jeg blev nød til at få ham fjernet. Min elskede lille basse.
Suk.
Men jeg kunne jo bare få et barn på et andet tidspunkt, selvom det ikke ville være det samme. Hvad nu hvis det ikke ville være Louis’ barn så? Louis var den eneste i hele verdenen, som jeg havde lyst til at få et barn med, men de ville nok ikke komme til at ske, medmindre jeg beholdte ham. Det var nok også bare bedst at få den abort.
Som jeg faktisk skulle have i dag.
Så der var alligevel ikke så lang tid til at ombestemme mig i. Jeg skulle bare have det overstået. Og Math ville også være der og måske mor. Det skulle nok gå alt sammen. Jeg kunne høre min mobil ringe i den anden ende af rummet, så jeg sprang op fra sofaen for at få fat i den. Jeg nåede desværre at vælte en vase på vejen, så den gik pænt meget i stykker, men det var der altså ikke noget at gøre ved lige nu, jeg skulle jo nå min telefon.
”Hallo?” sagde jeg forpustet, og hoppede op på køkkenbordet.
”Hej Scarlett, det er mig Harry,” kunne jeg høre hans skønne velkendte stemme sige.
”Hej,” sagde jeg glad, og kunne faktisk mærke at jeg allerede var blevet gladere af at snakke med ham.
”Jeg ville bare sige held og lykke med i dag,” sagde han lidt forsigtigt. ”Jeg ved ikke om det er upassende, men hvis du har brug for nogle til at tage med dig, så er jeg til rådighed.”
Årh, hvor var han sød.
”Det er virkelig sødt af dig Harry, men Math tager med, så det er okay,” forklarede jeg.
”Er du nu sikker?” spurgte Harry sødt.
”Ja, helt sikker Harry, det skal nok gå,” sagde jeg og kunne ikke lade være med at smile lidt over ham.
”Jaja, men ikke bare med det, altså med det hele, med aborten og med Louis…” sagde han. ”Altså det er jo en ret stor beslutning.”
Og det gjorde jo ligesom heller ikke mit valg nemmere, ved at folk begyndte at grave mere i det. Det ville bare være nemmere, hvis han blandede sig udenom. Men på den anden side, så var det rart at jeg havde Harrys opbakning.
I hvert fald sådan da.
”Jeg ved det ikke,” sagde jeg og sank en klump. ”Jeg tror bare det er det bedste. Og Louis… han er bare led.”
Jeg kunne mærke tårerne presse på, og kæmpede virkelig inderligt for ikke at lade dem løbe.
”Du har ret, Louis er virkelig en narrøv,” bekræftede Harry mig. ”Han er kun sammen med Eleanor for at gøre dig jaloux. Han er virkelig patetisk.”
Hvad?
Så han var slet ikke sammen med Eleanor?
Wow, tænk han troede at det ville hjælpe at gøre mig jaloux. Men på den anden side, jeg var jo blevet jaloux. Men inderst inde havde jeg vidst altid været jaloux på Eleanor.
”Jeg fatter ikke at jeg engang har været vild med ham,” sagde jeg.
Men hvorfor fuck sagde jeg det?
Jeg vidste jo godt hvorfor jeg havde været vild med ham, og hvorfor jeg stadig var. Han var jo fantastisk, udover når han fik en masse åndssvage ideer, som for eksempel at integrere Eleanor i vores forhold.
”Well, lad nu bare være med at gøre noget dumt, Scarlett,” sagde Harry bare, som om han ikke rigtig vidste, hvor hans holdning var i den her sammenhæng. Hvilket jo var ret forståeligt. Han behøvede jo ikke at kunne forstå mine følelser for Louis.
Som var ret indviklede.
Så indviklede at jeg ikke engang selv kunne finde ud af dem.
”Det skal jeg nok, Harry,” sagde jeg og forsøgte med et smil. ”Vi ses.”
”Vi ses, Scarbaby.”

***

Klokken var blevet halv fem, og jeg burde egentlig køre, hvis jeg skulle nå min tid på hospitalet. Math havde sendt en sms om at det blev sendt på arbejdet, og han bare ville mødes med mig derhenne. Jeg kunne mærke at jeg ikke orkede at køre bil, så jeg besluttede mig for at ringe efter en taxi. Det var altid en god løsning. Jeg gik ud i entreen, og tog langsomt mit overtøj på, nok for at trække tiden. Da jeg gik ned på gaden holdt min taxa der allerede, og jeg satte mig bedrøvet ind i den.
Det her var virkelig noget lort.
Taxaen begyndte at køre, og jeg kiggede ud af vinduet, ud i mørket, som alligevel blev lyst op af alle lygtepælene og butikkerne.
Hvor jeg dog hadede januar.
Det var virkelig bare den mest skodede måned på året.
Det her var virkelig bare den mest skodede dag.
Jeg havde så ondt af det lille menneske, som lå inde i min mave, men som lige om lidt ville være væk. Væk for altid. Det var slet ikke fair. Naturen var ikke skabt til at man skulle fjerne babyer, bare fordi man ikke ønskede dem. Men inderst inde ønskede jeg nok den her baby. Hvis bare alt mellem mig og Louis ville fungere, ville valget slet ikke være så svært. Så ville vi bare leve lykkeligt ligesom aberne Biver og Chanel.
Gid man var en abe, var?
Så ville alting være meget lettere.
Der fik ungerne nemlig lov til at leve. Og Biver og Chanels forhold fungerede. Men ingenting fungerede for mig.
Men måske var det egentlig min egen skyld?
Måske havde jeg ikke kæmpet ligeså meget for Louis, som jeg skulle have gjort?
Jeg kunne jo ikke bare forvente at alting bare kom nemt til mig.
Og jeg kunne stadig stoppe op, vende om og kæmpe.
Spørgsmålet var bare om det var det værd?
Jeg kunne mærke en lille tåre trille ned af min kind, da bilen passerede Big Ben, der stod og lyste så klart op i mørket, næsten ligeså klart som mindet om min og Louis’ første rigtige date i London, som selvfølgelig endte i Big Ben, selvom vi begge to havde været der en million gange.
Flere tårer begyndte at trille, da vi kørte igennem Camden, der hvor Louis og jeg havde vores lejlighed sammen. Jeg kunne tydeligt huske alle vores aftener på sofaen, med junkfood og actionfilm, med chokolade og stearinlys, med omfavnelser og kys fyldt med kærlighed.
Årh, forhelvede da.
Hidsigt tørrede jeg tårerne væk fra mine kinder, og rettede mig op i sædet.
”Stop,” sagde jeg med spinkel stemme.
”Stop!” sagde jeg lidt højere. Taxachaufføren kiggede bare undrende om på mig.
”Hvad?” spurgte han dumt.
”Jeg skal af her,” sagde jeg bare beslutsomt.
Min chance var ikke spildt endnu.
Jeg ville kæmpe, kæmpe for Louis, kæmpe for alt vi havde sammen, for det var det jeg holdt allermest af i hele verdenen, og det kunne jeg ikke lade gå til spilde.

____________________________________________________________________________________

Så fik jeg endelig skrevet et kapitel, hold da op det er lang tid siden. 
Jeg har virkelig savnet jer skønne læsere, jeg håber stadig i er derude haha.
Men hold da op, en slutning på kapitlet var?
Hvad tror I Scarlett gør?
Skriv jeres bud i kommentaren!
Tusind kys

xxjuliexx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...