On Our Way | One Direction | HAM 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 11 jan. 2014
  • Status: Igang
På Scarletts 19-års fødselsdag modtager hun et brev fra hendes forsvundne far, som hun ikke har set siden hun var et spædbarn. Scarlett og kæresten Louis Tomlinson beslutter sig for at tage til Brasilien for at lede efter ham, men dette er ikke en nem beslutning. Spørgsmålet er bare, om de efter 3 måneder sammen, allerede er klar til at tage deres forhold til næste niveau og gøre sådan en vild ting som dette. Valg skal træffes, skænderier opstår og hele Louis og Scarletts forhold bliver sat på en kæmpe prøve.
Spørgsmålet er bare om de nogensinde finder Scarletts far?
*Dette er en toer til min anden movella Heart's A Mess. Man kan godt læse den her movella uden at have læst HAM, men jeg vil dog klart anbefale et i læser den, før i går i gang med denne.**Tjek gerne min trailer ud*

141Likes
295Kommentarer
12033Visninger
AA

15. 13. Gymnastics, rehearsals and I don't love you anymore.

 

Det var blevet mandag, det var morgen, klokken var syv, og jeg havde bestemt ikke lyst til at stå ud af min varme seng, eller Maths gæsteseng, what ever, jeg gad i hvert fald ikke op.
Livet var da også bare uretfærdigt.
Jeg havde brugt hele søndag på at være deprimeret over mit skænderi med Harry, og havde ringet til ham og sagt undskyld, men først efter jeg havde fået ham til at love at han ikke ville sladre til Louis.
For så blev han satme dræbt.
Skudt med min AK47, som jeg for resten havde liggende i skabet.
Den lå der bare, og ventede på at Harry sladrede til Louis, men den ville sikkert ikke komme i brug, for jeg stolede på Harry, han var ret pålidelig.
Pålidelig-dreng.
Det var hans nye navn.
Han trængte også til et nyt navn, han havde heddet Harry alt for lang tid. Men så var det jo godt at jeg var så kreativ i dag.
Men jeg blev nød til at stå op nu.
Suk.
Støn.
Jeg skulle møde på arbejdet om en times tid, og jeg glædede mig faktisk til at komme i gang. Det skulle nok blive godt. Tour var altid fedt. Og min første koncert var i morgen, fuck jeg glædede mig egentlig.
O2 World var i klar til Scarlett Gray?
For jeg var fandme klar til jer!
Og i dag skulle jeg øve, lave lydprøver, prøve outfits og sætte hår.
Det lød jo som en drøm.
Alles drøm, som jeg var så heldig at udleve.
Og ligegyldigt hvor lidt jeg magtede at stå op, så burde jeg bare være glad for mit job, og være taknemmelig for at jeg ikke var skraldemand.
Eller skraldedame.
Hvad hed det hvis man var en pige?
Whatever, det var heller ikke pointen.
Pointen var, at jeg nok hellere måtte til at komme op og af sted.
Så derfor rejste jeg mig, med et højlydt suk, fra den bløde seng.
Jeg trissede på bare tæer ud på badeværelset, hvor jeg satte mig ned for at pisse.
For som sagt, det gjorde man meget, når man var gravid.
Det var faktisk lidt besværligt.
Nå, men jeg pissede færdig, rullede ud i toilettet og gik ud i køkkenet, hvor jeg åbnede køkkenskabet, på udkig efter noget lækkert morgenmad.
Men det var intet, absolut intet.
”Maaath!” råbte jeg igennem lejligheden. ”Hvorfor har vi ikke noget spiseligt i huset?”
”Det har vi også,” kunne jeg høre ham råbe inde fra stuen af.  ”Bare led lidt mere.”
”Ja, ja,” sagde jeg, nok mest bare til mig selv.
For sådan var jeg.
Sådan en strange person, som talte med mig selv.
Ej, der gik faktisk engang en dreng i min gamle klasse, som talte med sig selv. Altså sådan for real. Han havde vidst ikke andre venner, så hver pause gik han bare og mumlede med sig selv, og man vidste aldrig hvem han talte til, det var faktisk ret forvirrende. Og hvis han gjorde noget dumt, så slog han altid sig selv, altså sådan i hovedet. Og han suttede også altid på sine briller, faktisk suttede han på alle sine ting, så man havde bare ikke lyst til at røre ved nogle af hans ting, fordi han sikkert bare havde oversuttet dem.
Ej, men han var altså virkelig sær.
Det var faktisk ret synd for ham, der var mange der drillede ham.
Men jeg gjorde ikke, for jeg var sådan en god person.
Og bare fordi han var sær, så var det jo ikke nødvendigt at drille ham.
Nå, hvor kom jeg fra?
Nårh ja, min morgenmad.
Som der åbenbart ikke var noget af i huset.
Men uh, der stod rester af chokoladekagen fra i går på bordet.
Der var nok ikke nogen der opdagede, hvis jeg tog lidt.
Så det gjorde jeg.
Ja, jeg var fed.
Men heldigvis ikke så fed, at jeg ikke også var hot.
For jeg var meget hot.
Ligeså hot som varm kakao.
Okay, det var kikset det der.
Nå, men jeg tog min kage med mig ind i stuen, hvor Math lå på gulvet, og lignede at han havde fået et spastisk anfald.
What the fuck.
”Hvad fanden har du gang i?” spurgte jeg undrende, og lod mig dumpe ned i sofaen.
”Træner,” sagde Math en smule forpustet, og drejede sig om på maven, så han så endnu mere spastisk ud.
Trænede?
Hvad fuck?
Jeg kendte ham ikke.
Det var altså ikke normalt at træne i vores familie.
”Hvorfor?” spurgte jeg og blev ved med at glo på hans spastiske stillinger og spekulerede over, hvordan han overhovedet kunne få sin krop til at være sådan.
”Så jeg kommer i form…” prustede han bare, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af ham.
”Har du da scoret en dame?” grinede jeg, og var lige ved at spytte alt min kage ud af munden af grin, da Math med et stort bump landede på gulvet. Han satte sig op og ømmede sig lidt, mens jeg bare evigt grinede af, hvor stor en fail han var.
”Ja, det har jeg faktisk, nu når du spørger,” sagde han bare, med et stort smil.
What?
Seriøst?
Havde min kiksede bror virkelig fået en kæreste?
Selvom det ikke var første gang, men stadig.
Det var ikke fair.
Jeg ville også have en kæreste.
En sød en.
Der ville købe blomster og chokolade til mig.
Og holde om mig, når jeg skulle sove.
Hviske i mit øre, at han elskede mig.
Og holymotherfucker, jeg savnede Louis.
Så meget at det gjorde ondt.
”Hvorfor har du ikke fortalt mig det, din taber?” spurgte jeg med et grin, og kastede en pude fra sofaen i hovedet på ham.
Math trak bare på skuldrene.
”Det ved jeg ikke, der har ligesom ikke været mulighed for det,” svarede han bare.
”Nå, men det er der nu, tell me everything,” sagde jeg ivrigt, og hoppede ned på gulvet ved siden af ham, så jeg var lige ved at lande på min mave, men reddede den hurtigt med mine syge skills. Det var nok ikke så godt at kvase sin mave, når man var gravid.
Det regnede jeg i hvert fald med.
Det lød også ret sandsynligt.
”Hvad hedder hun, hvordan mødtes i, og er hun lækker?” spurgte jeg med et fnis, og satte mig til rette på gulvet, som om jeg skulle til at høre en historie.
Hvilket jeg nok også egentlig skulle.
”Tro det eller ej, hun hedder faktisk Scarlett,” sagde Math yderst overbevisende.
”Seriøst?” spurgte jeg bare.
”Ja,” nikkede Math.
Oh my god.
Swag.
Sejt.
Twins.
Wow, det var faktisk ret cool.
”Ej hvor sjovt!” sagde jeg begejstret, og kunne ikke lade være med at grine lidt. ”Har du så fortalt hende om mig?”
”Ja, en lille smule,” nikkede Math.
”Hvad har du fortalt hende?” spurgte jeg nysgerrigt.
Sikkert alt muligt ondt.
”At du hed det samme som hende…” sagde Math tøvende. ”Men Scarlett… jeg fortalte hende altså også det med babyen.”
Hvad havde han gjort?
Den idiot, den nar, det røvhul.
Jeg troede jeg kunne stole på ham.
”Hvorfor fanden gjorde du det?” spurgte jeg bare surt, og rejste mig fra gulvet. ”Hun kender mig jo ikke engang!”
”Well, Scarlett måske fordi jeg også har det svært ved, at jeg er den eneste der ved det, og ikke kan snakke med nogle andre end dig om det,” sagde Math bare med et suk. ”Hør nu her, hun siger det ikke til nogen.”
Han rejste sig også, og greb ud efter min arm, men jeg træk den hurtigt til mig igen.
”Hvis du havde så meget brug for at snakke med nogen om det, så kunne du forhelvede da ha spurgt mig først, din idiot!” råbte jeg vredt, og kunne mærke tårerne presse på.
Nej, ikke græde nu.
”Scarlett, de må du virkelig undskylde, men du kan sgu da ikke bare forvente at du kan lade være med at sige det til nogen!” råbte Math vredt tilbage.
Forhelvede, hvem troede han at han var?
”Du ved sgu da heller ikke en skid om, hvem jeg har fortalt det til, jeg kan meddele dig, at Harry faktisk ved det, så hvis du har brug for nogen at snakke med, så kunne du da forhelvede have spurgt mig, om hvem der vidste det! Men nu må du undskylde mig, jeg kommer for sent på arbejde.”
Med den replik snurrede jeg rundt, vendte ryggen til ham, og skred ud af stuen.

***

Jeg var ankommet til O2 arena, hvor det hele skulle foregå i dag. Jeg glædede mig som et lille barn, og kunne ikke lade være med at hoppe op og ned af begejstring.
”Sandy!” råbte jeg lykkeligt, da jeg fik øje på min danser, som i nok havde regnet ud hed Sandy, aka. en af mine bedste veninder på hele jorden, som jeg slet ikke havde set siden sidste tur.
Jesus, det var jo hundrede år siden.
”Scarlett!” udbrød hun begejstret og vi løb hinanden i møde, i en kæmpe omfavnelse.
”Wow, jeg har fandme savnet dig din bette skid,” grinede hun og træk sig fri fra mig igen.
”I lige måde din lille lort,” fnisede jeg. ”Hvordan går det, og er i ved at være klar?”
”Det går super, og ja vi har styr på det hele, vi mangler kun dig,” sagde hun med et kæmpe smil, og slog lidt med sit lilla hår, som i dagens anledning var sat op i en hestehale.
Jeg havde bare altid været misundelig på det lilla hår. Hun lignede sådan en forvokset fe når hun gik rundt, og alle gloede bare efter hende, men det var måske ikke på grund af håret, men også fordi hun var pisse lækker. Men det var alle dansere jo, eller i hvert fald alle de dansere jeg kendte.
Ikke fordi jeg kendte specielt mange.
Men i hvert fald, Sandy var fucking lækker, end of story.
Og så hed hun det samme som hende i Grease, det var da heller ikke helt dårligt.
Hun mindede også lidt om Sandy fra Grease, med sine stramme sorte læderbukser, bikerjakke og sorte læderboots.
Sandy var sej, okay.
Næsten ligeså sej som mig.
Men når hvor kom vi fra?
Oh, jeg skulle til at i gang med arbejdet.
”Jeg er klar om ti minutter, jeg skal bare lige skifte,” sagde jeg med et smil, og begyndte at gå mod stylingrummet, hvor Lulu sikkert befandt sig.
I huskede sikkert Lulu, men hvis I ikke gjorde, så var der lige en lille repeat her:
Lulu var min elskede stylist, også kaldet Candy Lulu, fordi hun havde helt pink hår, men Candy Lulu var lidt klammo, så jeg lavede det om til Englebasse, men fortrød også det, og hun endte med bare at være Lulu.
Fattede i det?
I think so.
Nå, men back til at finde Lulu.
Hun var sikkert omme backstage, så det var vel der jeg måtte hen. Hurtigt smuttede jeg ind af en stor sort dør, som førte ind til en lang og bred gang, myldrende med mennesker, som havde travlt med at sætte showet og scenen op, så alt var klart til i morgen.
Alt sammen for min skyld.
Aw.
Man følte sig altså en smule beæret.
Jeg masede mig gennem de mange mennesker, stoppede og sagde hej til et par stykker af dem jeg kendte.
Jeg var jo så fame.
Pludselig kunne jeg mærke en hånd på min skulder, og jeg snurrede hurtigt rundt. Personen bag mig var ingen mindre end selveste Lulu. Jeg hvinede, bare af begejstring, for så sær var jeg, før jeg kastede mig i hendes favn.
”Oh my god, jeg har savnet dig så meget!” sagde jeg og krammede hende lidt længere, bare for hyggens skyld.
”I lige måde, honey,” sagde Lulu, årh hun var så skøn.
Hun havde virkelig bare altid været den storesøster, jeg aldrig fik.
Selvom jeg jo havde Math.
Han var lidt kvindelig.
Måske var han hermafrodit?
Århh, jeg kan huske første gang jeg mødte Louis, hvor jeg troede han var hermafrodit, fordi han sagde at han hed Louise og så forvirrede han mig for groft, ikke fordi det var svært at forvirre mig, men stadig jeg blev forvirret okay.
Og da han smadrede mine cowboybukser, aw jeg hadede ham faktisk stadig for det.
Og da jeg var blevet så skræmt af den der latterlige gyserfilm, at jeg blev nød til at sove inde hos ham om natten, suk.
Og dengang, hvor jeg var vågnet af tordenen i Paris, og vi havde ligget og set The Notebook hele natten.
Og på min fødselsdag, verdens bedste fødselsdag, han havde været så sød, han havde arrangeret det hele for mig, og det var bare den mest fantastiske dag i mit liv.
Vores aftener i sofaen med nutella og pomfritter, vores åndssvage snakke om alt mellem himmel og jord, vores madkrige, vores små diskussioner, som var blevet større og større end til det hele bare faldt til jorden med et brag, og vi begge to glemte alle de gode ting, og kun fokuserede på de dårlige.
Wow, det var faktisk ret chokerende, når man lige tænkte det hele i gennem.
Og wow jeg savnede ham.
Virkelig, virkelig, virkelig meget.
Mere end nogensinde før.
Så meget, at jeg bare overvejede at tage hjem til ham og glemme det hele.
Men nej, det kunne jeg ikke.
Det ville sikkert bare blive som før.
Jeg blev nød til at glemme ham.
Fuldstændig.
Bum basta.
Og jeg gad ikke være depri over det nu, for nu var det snart øvetid, og jeg elskede øvetid, det var den bedste tid af dem alle, undtagen showtime selvfølgelig.
”Kom, lad os gå ind og kigge på de outfits jeg har planlagt til dig,” sagde Lulu med et smil, og rev mig ud af mine indviklede tanker.
Outfits.
Fuck ja.
Det havde jeg nær glemt.
Det var jo det bedst.
Tøj, tøj, tøj.
”Århh ja, lad os gøre det!” sagde jeg begejstret og tog Lulu under armen, så hun kunne vise mig vej.

***

Finally havde vi fundet stylingrummet, og jeg stod overfor de tre mest amazing sæt tøj i verdenen. Lulu havde virkelig gjort det igen. Det hele var sommertøj, hvilket var en smule underligt, da vi stadig var i januar, men det var sikkert fordi det altid blev så helvedes varmt på scenen, og så var det altså bare rarest med så lidt tøj som muligt.
Men altså heller ikke alt for lidt.
Altså ikke som Miley Cyrus, som optrådte i undertøj.
Det var måske lige i overkanten.
Fornemmer I, at jeg ikke var så vild med Miley mere?
Ja, I havde ret.
Hun havde ændret sig.
Ret meget.
Ret, ret meget.
Men jeg kunne nu stadig godt lide hendes musik.
Men back til mit tøj.
Som virkelig bare var så lækkert.
Det første outfit bestod af et par vildt lækre Levi’s shorts, med en tilhørende hvid cropped-top, knæsokker og lave Dr. Martens.
Love til det sæt.
Det næste var lidt mere fint og piget i det. Det var en sort velourkjole og et par wedgesagtige sko, jeg ved sgu ikke lige hvad man skulle kalde dem, men fede var de i hvert fald.
Det sidste sæt var lidt en blanding af det rå og det fine, med en sort pencil skirt, en sort cropped-top med sådan nogle slags snore oppe ved brystet. Den lignede faktisk lidt en ludertop, men shh ikke sig det til nogle. Til sættet hørte et par hvide Nike Air Max, jordens fedeste sneakers. (Link til alt tøjet i kommentaren).
”Hvad synes du om det?” spurgte Lulu spændt, og jeg kunne ikke lade være med at smile kæmpestort.
”Jeg elsker det!” sagde jeg lykkeligt, og hev det første sæt ned fra bøjlen. ”Jeg hopper i det lige nu, så kan vi komme i gang med at øve.”
”Super, så hænger jeg lige resten om bag scenen, så du hurtigt kan komme ud og skifte,” sagde Lulu med et smil, og begyndte at rulle det lille tøjstativ ud af rummet. Jeg lukkede døren i efter hende, så jeg kunne skifte i fred.
Lidt privatliv havde man vel lov til.
Hurtigt tog jeg min egen kjole af, og skiftede den ud med det første sæt tøj. Jeg kiggede mig hurtigt i spejlet, og jeg måtte indrømme at jeg faktisk var ret hot.
Men det var jo heller ikke en nyhed.
Jeg drejede en ekstra omgang, så jeg vendte mod døren, og smilede lidt retaredet for mig selv. Godt ingen så mig nu. De ville bare tro at jeg var handi. Hvilket jeg nok også var inderst inde.
Nå, men nu var det altså tid til at øve, og jeg glædede mig som et lille barn
Det skulle nok blive sjovt.

***

Udmattet smed jeg mig i Maths sofa, og tændte for tv’et.
Fuck jeg var egentlig smadret.
Det havde været en vildt god dag, men død, det var jeg.
Død som en kartoffel.
Hvis altså en kartoffel var død.
Det var den nok, hvis man kogte den.
Eller noget.
Bare drop det.
Jeg var i hvert træt.
Det var altid så hårdt at komme i gang igen, men det havde også været pisse sjovt, og det var altså bare fantastisk at være blandt alle de skønne mennesker, og jeg glemte næsten alt om Louis og babyen og det hele.
Men også kun næsten.
Jeg glemte det nok aldrig helt.
Men det var også okay, det var jo ikke noget der skulle glemmes. Det var noget der skulle gøres noget ved. Bare ikke lige nu.
Suk.
Lige nu, havde jeg bare brug for nogle pomfritter og et glas nutella. Det var altså alt for lang tid siden, jeg havde fået det. Desværre blev jeg nok nød til selv at gå ned og hente det, for Math var ikke hjemme, suk.
It’s a hard knock life.
Yes it is.
Med et højlydt støn rejste jeg mig fra sofaen. Mit liv var virkelig hårdt. Jeg fik slæbt mig ud i gangen, hvor jeg hurtigt tog mit overtøj på, klar til at gå ud i kulden.
Og mørket.
For klokken var sådan 9 eller noget.
Jeg arbejdede jo til sent.
Eller nej okay, 9 var ikke ligefrem sent.

Udenfor blæste det en halv pelikan, eller en hel pelikan eller hvad det nu var man sagde. Jeg holdt ekstra godt fast i min pung, så den ikke ville flyve væk.
For det ville jo være horrible.
Så kunne jeg aldrig nogensinde købe noget som helst igen.
Wow, det ville faktisk være ret slemt. Jeg ville nok dø.
Og det ville ikke være godt. Så ville jeg aldrig kunne spise igen.
Shit, det var faktisk alvor det her.
Jeg måtte hellere holde godt fast i min pung.
Så det gjorde jeg.
Også da jeg var kommet ind i supermarkedet.
Man blev jo nød til at være på den sikre side.
Jeg tog en kurv, og begyndte at gå lidt rundt mellem hylderne, for at smide lidt forskellige ting ned i den, selvom jeg egentlig kun skulle have pomfritter og nutella. Men man kunne vel altid også bruge lidt slik og sodavand. Og chips og kage. Og cookies og is. Så var der godt fyldt op til de næste par dage.
Så manglede jeg bare mine pomfritter.
Jeg gik hen til fryseboksene, hvor jeg havde stået så mange gange før, og hevet pomfritter eller frysepizza op derfra.
Og det var der jeg så det.
Eller rettere ham.
Damn it.
Jeg blev seriøst nød til at flygte.
Uden han så mig.
Det måtte ikke gå som sidste gang.
Fuck mine vare, jeg blev nød til at komme ud herfra i en fart.
Heldigvis stod han inde mellem reolerne, og havde vidst ikke lagt mærke til mig endnu.
Men det var bare et spørgsmål om tid, og jeg var pænt tydelig her mellem fryseboksene.
Fucking lorte røv og tis og pik og forhelvede.
Var det bare vores skæbne at støde på hinanden i supermarkeder eller hvad?
For hvis det var det, så skulle det fandme laves om på.
Forsigtigt slap jeg min kurv med varer, lagde mig på alle fire og begyndte at kravle hen langs boksene, så jeg kunne komme om bag en hylde i skjul.
Med mine syge skills fik jeg kravlet om bag en hylde, hvor jeg lettede åndede ud.
Okay, nu var jeg næsten ude, jeg skulle bare lige rundt om den sidste hylde og så…
”Scarlett?”
Pis.
Lort.
Crap.
Okay Scarlett, en hurtigt slagplan, du aviser bare Louis, fortæller ham intet om babyen, og skrider så snart du kan komme til det.
Yes, det var det jeg gjorde.
”Louis,” sagde jeg, og vendte mit blik mod hans.
Han så virkelig forfærdelig ud. Hans øjne var helt døde, hans hår var fedtet, og lignede noget der ikke havde været vasket i flere dage, hans skæg var vokset langt, og han havde små røde knopper rundt omkring i ansigtet.
Wow, jeg håbede virkelig at han havde drukket meget i går, for ellers var det altså unormalt at se så wasted ud. Men i går var det søndag, og hvem drak om søndagen? Forhåbentlig ingen.
Jeg kunne mærke et stik af dårlig samvittighed skyde gennem min krop, fordi jeg jo egentlig godt vidste hvis skyld det var, at Louis så sådan ud.
Min.
”Scarlett…” begyndte Louis, men stoppede så igen, sikkert fordi han ikke vidste hvad han skulle sige.
Og det gjorde jeg heller ikke.
Jeg betragtede ham bare med et gennemborende blik, og ventede på at han skulle bede om tilgivelse.
Som jeg ikke ville give ham.
”Kommer du ikke med hjem?” spurgte han med en stille stemme, og greb ud efter min hånd. Jeg lod ham holde den, men rystede bare på hovedet, og kunne mærke hvordan tårerne begyndte at presse på i min øjenkrog.
”Nej.”
”Vi kan jo ikke blive ved sådan her for evigt,” sagde Louis med et suk. ”Kom nu bare med hjem.”
”Nej, sagde jeg,” insisterede jeg. Jeg måtte ikke bukke under.
”Men hvorfor?” spurgte Louis bare, og lød en smule forvirret?
Jamen, hvorfor tror du søde ven?
Seriøst, troede han virkelig bare, at det hele kunne ordne sig, ved at jeg kom med hjem? Det var jo slet ikke så simpelt.
”Måske fordi jeg ikke elsker dig mere Louis,” sagde jeg bare tungt, og blev faktisk forskrækket over det jeg lige havde sagt.
Pis og lort.
Det passede jo ikke engang.
Jeg elskede Louis af hele mit hjerte, jeg kunne ikke forestille mig at være sammen med nogen anden, men det gik bare ikke.
Louis sagde ikke noget, han kiggede bare på mig, med et tilbageslået blik, og jeg havde faktisk vildt dårlig samvittighed over det jeg lige havde sagt.
”Undskyld,” mumlede jeg, og kunne mærke hvordan en lille tåre trillede ned af min kind.
Så slap jeg hans hånd, og uden at kigge tilbage, styrtede jeg ud af butikken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...