On Our Way | One Direction | HAM 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 11 jan. 2014
  • Status: Igang
På Scarletts 19-års fødselsdag modtager hun et brev fra hendes forsvundne far, som hun ikke har set siden hun var et spædbarn. Scarlett og kæresten Louis Tomlinson beslutter sig for at tage til Brasilien for at lede efter ham, men dette er ikke en nem beslutning. Spørgsmålet er bare, om de efter 3 måneder sammen, allerede er klar til at tage deres forhold til næste niveau og gøre sådan en vild ting som dette. Valg skal træffes, skænderier opstår og hele Louis og Scarletts forhold bliver sat på en kæmpe prøve.
Spørgsmålet er bare om de nogensinde finder Scarletts far?
*Dette er en toer til min anden movella Heart's A Mess. Man kan godt læse den her movella uden at have læst HAM, men jeg vil dog klart anbefale et i læser den, før i går i gang med denne.**Tjek gerne min trailer ud*

140Likes
302Kommentarer
11477Visninger
AA

14. 12. Call, crying and hot chocolate.

 


Jeg var kommet hjem fra hospitalet, det var søndag, og jeg havde aldrig været mere deprimeret i mit liv. Jeg sad bare i sofaen, i Maths lillebitte lejlighed, og gloede ind i tv’et, som viste et eller andet program om en abe, som hed Biver, og var så retarderet at den ikke kunne nå bananerne.
Dumme abe man.
Nå, men Biver blev voksen, og fandt en hot dame-abe, som han gerne ville være kærester med. Men det var ikke helt nemt for Biver at score dame-aben Chanel.
Ja, de havde opkaldt aben efter et mærke.
Kikset.
Men Biver blev ved med at prøve, men den faldt hele tiden ned af træet, den stakkels lille abe. Jeg kunne mærke at jeg knep en tåre, da Biver og Chanel endelig fik hinanden, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig en lille smule åndssvag.
Det var jo bare aber forhelvede.
Men da Biver og Chanel fik en lille abe-unge, kunne jeg ikke lade være med at tude lidt mere, og ligge mine arme beskyttende rundt om min egen mave, hvor min lille guldklump lå.
Men det gjorde han ikke så meget længere.
For jeg havde besluttet mig.
Jeg havde brugt hele lørdag, på at læse om graviditet og abort, og jeg havde besluttede mig for at få en kirurgisk abort, altså den hvor lægen foretager et indgreb.
Den lød mindst… smertefuld.
Den medicinske abort lød ret voldsom. Det var noget med at man skulle spise nogen piller, og så blødte man barnet ud eller noget.
Ad, puha, det var virkelig klamt.
Derfor var kirurgisk abort altså bare det bedste.
Suk.
Jeg havde ikke lyst til at sige farvel til min lille baby.
Men jeg havde snakket med Math, og han havde overbevist mig om, at det var det bedste. Og det var det jo også. Jeg havde jo slet ikke tid til at passe et barn, og heller ikke til at være gravid, og jeg var ikke engang sammen med Louis mere, nej det ville slet ikke fungere. Desuden var jeg også alt for ung.
19 and pregnant.
Eller hvad det nu hed.
Det var også lige meget, det var ikke det der var pointen.
Pointen var, at jeg snart skulle tage mig sammen, og ringe til hospitalet, for at bestille tid til en abort. Det var bare nemmere sagt en gjort.
Math blev nød til at gøre det for mig.
Eller i hvert fald være der, mens jeg gjorde det.
”Math?” kaldte jeg gennem lejligheden med en svag stemme.
Hvis jeg ikke tog fejl, så var han ved at æde morgenmad ude i køkkenet.
Vi lignede jo hinanden.
Også på det punkt med mad.
Han var seriøst den eneste jeg kunne dele alle mine underligheder med.
Og dog ikke.
Jeg kunne også med Louis.
Før…
Før det.
Før Eleanor.
Før jeg skred.
Før babyen.
Dengang alting var godt.
Suk.
”Hvad?”
Maths stemme afbrød mine depri tanker, hvilket egentlig var meget rart. Jeg havde ikke brug for at være mere depri, end jeg allerede var.
”Kommer du ikke lige herind?”
Jeg slukkede for tv’et, da programmet om Biver og Chanel alligevel var slut.
Alt godt skulle da også bare ende.
”Hvad så?” Math lod sig dumpe ned i sofaen ved siden af mig, så jeg nærmest fløj op.
”Hey pas på babyen!” sagde jeg, og tog mig utilfreds til maven.
Hvis babyen døde, var det Maths skyld.
Eller vent.
Babyen skulle jo dø alligevel.
Det føltes bare helt forkert, at sige det på den måde.
Babyen skulle ikke dø, den skulle bare et bedre sted hen, hvor der var nogle som bedre kunne tage sig af ham.
Se, det lød bedre.
”Jeg tror han overlever,” sagde Math med et grin, og jeg så bare surt på ham.
Den nar.
Det gjorde mig faktisk ked af det, når han sagde sådan noget. Jeg kunne mærke tårerne presse på i øjenkrogen, og kæmpede for ikke at tude.
”Undskyld Scar,” sagde Math hurtigt, da han opdagede, hvor ked af det jeg blev, og træk mig ind til ham i et langt kram.
”Det er bare så unfair,” snøftede jeg. ”Han har da ligeså meget ret til at være her, som vi har. Tænk hvis der bare kom nogle og dræbte os?”
Jeg kunne mærke tårerne trille ned af mine kinder.
Jeg havde ikke lyst til at miste min baby.
”Scar, hør nu her, det er altså bedst med den abort ikke?” sagde Math med en trøstende stemme. ”Dig og Louis er alt for unge til at være forældre, og desuden har i jeres karrierer, i har slet ikke tid og overskud til at være forældre.”
”Jeg ved det,” snøftede jeg bare. ”Det er bare svært at sige farvel.”
”Selvfølgelig er det det,” sagde Math med en blid stemme. ”Men du bliver bare nød til at gøre det. Bare lad som om, han aldrig har eksisteret.”
Men det havde han jo. Han havde eksisteret. Jeg havde selv skabt ham, sammen med Louis, han var en del af mig, og han havde ikke fortjent at dø. Men som Math sagde, jeg blev nød til at gøre det. Der var ingen anden udvej.
Derfor nikkede jeg bare, og træk mig fri fra Maths arme.
”Jeg ringer nu så,” sagde jeg og tørrede mig om øjnene. Jeg greb efter min telefon på stuebordet, og fandt hurtigt nummeret på hospitalet, som jeg havde indkodet i min telefon.
”London Bridge Hospital, du snakker med Linda,” sagde en lidt hæs kvindestemme, som jeg hurtigt følte mig tryg ved, hvilket var rart, da jeg følte at det var en meget personlig ting, jeg skulle snakke med Linda om.
”Hej,” sagde jeg med en svag stemme. ”Det er Scarlett. Scarlett Gray.”
”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte Linda venligt, og jeg greb automatisk om Maths arm, med min ledige hånd.
”Jeg vil gerne reserve tid til en abort,” nærmest hviskede jeg ind i telefonen, og kæmpede for ikke at begynde at græde.
”Okay, hvad var dit navn igen?” spurgte Linda med en blid stemme, da hun sikkert kunne høre at det var svært for mig.
Hvilket det også var.
Jeg havde faktisk aldrig oplevet noget sværere. Og det her var ikke engang selve aborten.
”Scarlett,” sagde jeg, og rømmede mig, da jeg talte så lavt, at Linda sikkert ikke kunne høre mig. ”Scarlett Gray.”
”Okay Scarlett, du skal starte med at komme op og få en scanning, så vi kan tjekke hvor langt du er i din graviditet, og hvordan det står til med fosteret og sådan noget,” forklarede Linda, og jeg nikkede bare.
Det vidste jeg godt.
For det havde jeg læst på internettet.
Internettet vidste alt.
”Hvornår har du tid?” spurgte Linda.
”Øhm, det er nok bedst et tidspunkt i næste uge, men ikke tirsdag eller onsdag, der har jeg koncert,” skyndte jeg mig at sige, suk jeg havde nærmest glemt alt om det arbejdet, som jeg snart skulle i gang med.
”Skal vi så ikke sige torsdag i næste uge?” spurgte Linda, og jeg kunne nærmest se hendes store tandpasta smil for mig, de slags smil som receptionister og sygeplejerske altid havde.
”Jo, det lyder super,” sagde jeg bare, og følte mig lettet over at aftalen var på plads. Selvom det bare var en scanning. Men stadig. Det talte.
”Okay, passer klokken 11 dig?”
”Ja, det er helt fint.”
Jeg kunne mærke en kæmpe sten lette fra min mave, da jeg sagde farvel til Linda, og lagde røret på.
”Hvad så?” spurgte Math nysgerrigt.
”Jeg tager derop til scanning på torsdag, og så regner jeg med at få en tid til aborten der,” sagde jeg med et stille suk, men kunne alligevel ikke lade være med at være en smule lettet. Det skulle nok gå fint. Intet at være bekymret for.
”Skal jeg tage med dig?” spurgte Math, som den lovely bror han jo var. Det havde han sikkert arvet efter mig, 10hi, f9s.
Okay, det var virkelig kikset det der.
Mind mig om, at jeg aldrig må blive sådan en poptøs.
”Det ville være ekstremt, mega, dejligt,” fnisede jeg, og rejste sig fra sofaen. ”Men nu vil jeg gå ud og pisse, for det gør man nemlig rigtigt meget når man er gravid, det har jeg selv læst på Wikipedia.”
Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af mig selv, jeg var jo helt sjov i dag.
”Du er syg i hovedet,” grinede Math, og jeg gav ham bare fingeren på vej ud af døren.

Da jeg kom tilbage fra mit wc-besøg, havde jeg et ubesvaret opkald på min telefon.
Uh, jeg havde jo venner.
Yay.
Og i gætter aldrig, hvem der havde ringet?
Det var… trommevirvel…
Harry Styles!
Se, jeg sagde jo at I ikke kunne gætte det.
Hey, vent lige et øjeblik.
Hvorfor fanden havde Harry ringet til mig?
Han var en af Louis’ venner, og alt der havde forbindelse til Louis var ikke godt.
Men jeg blev vel nød til at ringe tilbage.
”Hey Krølle, du har ringet?” sagde jeg med en stemme, der måske var lidt for glad, i forhold til at jeg jo faktisk var sur på ham.
Eller jeg var egentlig ikke sur på ham.
Jeg var sur på Louis, og jeg følte ligesom at Harry var den del af Louis, se derfor var jeg vel også lidt sur på ham, I guess.
Eller hvad?
Harry havde jo egentlig ikke gjort mig noget, udover at være en taber, men det kunne han jo ikke gøre for.
Haha, sjovt Scarlett.
”Hej Scarlett, hvordan har du det?” var det første Harry spurgte om.
Oh damn.
Han vidste ikke noget til min baby vel?
Vel?
Nej, selvfølgelig gjorde han ikke det.
Hvem skulle have fortalt ham det?
Ingen vidste det, udover Math og måske mor. Jeg vidste ikke om Math havde fortalt hende det. Men pointen var også bare, at der ikke var nogen der vidste det, som kunne finde på at sige det til Harry.
Men hvorfor spurgte han så, om hvordan jeg havde det?
”Æh fint, hvorfor?” svarede jeg bare.
”Du var jo i nyhederne i går. Så du det ikke?” spurgte Harry overrasket.
Hvad fanden?
Var jeg i nyhederne?
Hvorfor fuck var jeg det?
Oh.
Min bilulykke.
Of course.
Så var det jo derfor Harry spurgte om jeg var okay.
Den ulykke lå bare allerede så fjernt, jeg havde så meget andet at tænke på.
”Øh jo, det så jeg godt,” løj jeg bare, jeg magtede ærligtalt ikke at diskutere det.
”Men hvad ringede du for?”
”Jeg ville bare lige høre, om du havde tid til at mødes?” spurgte han.
Seriøst?
Hvorfor dog det?
”Nu?” spurgte jeg bare, og forsøgte ikke at lyde alt for overrasket.
”Ja, hvis du har tid?”
”Øh okay…” sagde jeg bare tøvende. ”Kan vi ikke mødes om en time, jeg skal lige i bad først?”
”Jo, det lyder super,” sagde Harry, og jeg kunne tydelig se hans velkendte smil for mig. Jeg savnede ham faktisk. Jeg savnede alle drengene, deres kærester og hele deres fælleskab.
Men jeg savnede allermest en bestemt dreng.
Med brunt hår og blå øjne.
Årh.
Jeg kunne godt bruge et Louis-kys lige nu.
Suk.
Snøft.
Men tilbage til Harry.
”Hvor skal vi mødes?” spurgte jeg, da London jo var stor og ingen af os anede, hvor hinanden befandt sig lige nu.
”Kan vi ikke bare mødes i parken foran Big Ben. Jeg kender en god café lige i nærheden?” foreslog Harry.
”Jo, men hvad med noget security eller noget? Fordi min Patrick har altså ferie indtil mandag…”
Det evige problem. Man skulle helst altid have noget security med sig, hvis man gik længere end ned til supermarkedet.
”Det skal nok gå,” sagde Harry bare. ”Vi ses om en time Scarbabe.”
Scarbabe.
I liked that, haha.
”Ses Styleschick.”
Wow, det lød egentlig lidt gay.
Men Harry var sikkert også lidt gay.
Selvom han havde Jo.
Ho = det mest perfekte par på jorden.
Punktum.
Nå, men jeg måtte hellere smutte ud i bad, hvis jeg skulle nå det i tide.

***

Først kunne jeg ikke finde Harry i parken, så jeg gik lidt forvirret rundt, og skuttede mig i min kolde jakke, og forsøgte ikke at jokke i de vandpytter, som var kommet fordi sneen var smeltet.
Lorte vejr.
Og apropos lort, hvor var Harry?
Jeg vendte mig om, for at gå den modsatte vej, da jeg pludselig mærkede en hånd på min skulder.
Hjælp.
Det var sikkert i voldtægtsmand.
Eller en morder.
Eller en tyv.
Løb Scar, løb.
Jeg satte i spurt, så hurtigt mine trætte ben kunne holde mig, men stoppede op da jeg hørte en velkendt stemme bag mig.
”Scar forhelvede, hvad laver du?” grinede Harry, og jeg vendte mig hurtigt om.
Og der stod han, de få meter væk fra mig, som jeg havde nået at løbe.
Wow.
Flot Scar.
”Jeg troede du var en voldtægtsmand,” stønnede jeg forpustet.
Wow, det kunne misforstås.
Men det var ikke meningen okay?
”Du har ikke ændret dig meget siden sidst,” grinede Harry bare, og trak mig ind til et varmt kram. Det var faktisk virkelig rart at snakke med et andet menneske, som ikke var Math, for en gangs skyld.
”I lige måde,” sagde jeg med et grin. ”Ny hue?”
Med et fnis snuppede jeg hans hue, som virkelig var den grimmeste hue jeg i mit liv havde set.
”Hey!” udbrød Harry utilfreds, da jeg placerede huen på mit eget hoved. Så kunne den pynte der. Selvom den var så grim. Den var rød med rensdyr print, seriøst Styles, det var altså en måned siden det havde været jul.
”Jeg låner den bare,” sagde jeg og lavede hundeøjne.
”Okay så,” opgav Harry, og kørte en hånd gennem sine vilde krøller. De var næsten vildere end mine. Men dog ikke helt.
”Nå, where do you wanna take me?” spurgte jeg, og kiggede afventede op på Harry, som stadig stod og kløede sig i håret.
Den tøs.
”Jeg tænkte, at vi kunne gå ind og drikke en kop kakao,” smilede han. ”Jeg giver.”
”Lyder amazing.”

***

Ti minutter efter havde vi sat os ind på en lille hyggelig café, som til vores held serverede varm kakao.
Det var jo bare per-fect.
Hvis i forstår sådan en, hehe.
Harry bestilte til os, og jeg smed mit overtøj, så hurtigt så muligt, da jeg virkelig følte at min mave ikke kunne ånde indenunder det. Selvom det nok bare var noget jeg bildte mig ind. Eller rettere sagt: det var noget jeg bildte mig ind. Min mave var ikke engang begyndt at blive fed endnu, den så bare ganske normal ud, med lidt slaskefedt her og der. Men det havde der nu altid været. Så Harry kunne sikkert ikke se at jeg var gravid. Medmindre han havde sådan et lasersyn. Og dat havde han nok ikke.
Burde jeg egentlig fortælle ham det?
Han ville sikkert bare sladre til Louis.
Men måske alligevel ikke.
Ikke hvis jeg fortalte ham at det var en hemmelighed. For man kunne stole på Harry, det var jeg helt sikker på.
Men derfor behøvedes han ikke at få det af vide.
Nej, det var bedst at der var så lidt der vidste det som muligt.
”Hvor bor du egentlig henne nu?” spurgte Harry nysgerrigt, og tog et sip af sin kakao, da den var ankommet.
”Hos Math,” svarede jeg bare, og spyttede hurtigt min kakao ud igen, da jeg opdagede at den var alt for varm til at drikke.
”Charmerende,” grinede Harry og rakte mig en serviet.
”Thanks,” smilede jeg bare, og tørrede mig om munden. ”Hvordan har Louis det?”
Harry træk bare på skuldrene.
”Han klare sig,” svarede han. ”Men han savner dig. Rigtig meget.”
Årh.
Min lille Louis-bouis.
Hvorfor skulle jeg lige bringe det her emne på banen?
Jeg vidste jo, at jeg ville blive ked af det.
”Jeg savner også ham,” sukkede jeg, nok mest som en konstatering til mig selv. Det var egentlig ikke meningen at Harry skulle høre det. Men det gjorde han. Pis os.
”Men hvorfor kommer du så ikke tilbage til ham? Vi savner dig alle sammen Scarlett,” sagde Harry og tog en bid af sin cookie.
”Det er slet ikke så enkelt, Harry,” sukkede jeg bare.
Nej, det var overhovedet ikke så enkelt.
Jeg elskede Louis, men jeg elskede den Louis, som var der før Eleanor, men det var som om han var blevet en helt anden Louis efter hende, en Louis som jeg slet ikke elskede, og det hele var bare noget rod, og jeg havde brug for at tude.
Så det gjorde jeg.
Eller jeg tudede ikke, jeg begyndte bare at snøfte lidt, wow det var virkelig depri det her.
”Scarlett er du okay?” spurgte Harry bekymret, og greb efter min arm.
”Nej… ja… jeg ved det ikke,” snøftede jeg, og kunne mærke en lille tåre trille ned af min kind.
Pis os, nu blev min make-up helt ødelagt.
”Scarlett…” sagde Harry med en beroligende stemme, og nussede forsigtigt min arm. ”Det skal nok gå, ikke?”
”Undskyld, det er også bare fordi jeg er gravid, så tuder man hele tiden,” snøftede jeg.
Vent hvad sagde jeg lige?
Åh gud.
Nej, nej, nej.
Forhelvede Scarlett, det var kraftedme løgn.
Jeg skulle da også bare altid sige tingene uden at tænke over dem!
Jeg begyndte at tude lidt mere, bare fordi jeg var så dum at jeg havde sagt det, og Harry stirrede bare forskrækket på mig.
”Du er hvad?” spurgte han chokeret og slap hurtigt min arm.
”Gravid,” gentog jeg med et hulk, og tørrede irriteret en tåre væk. ”Harry, du må altså virkelig, virkelig ikke sige det til Louis, jeg skal op på hospitalet på torsdag, og der får jeg en tid til en abort, og det hele er ordnet, det skal nok gå, det skal bare overstås…”
”Så du har ikke tænkt dig at fortælle ham det?” spurgte Harry i et lidt roligere tonefald end før. Jeg rystede bare på hovedet.
”Nej.”
”Scarlett forhelvede, du kan sgu da ikke bare få en abort uden at fortælle ham det!” sagde Harry, og lød en smule vred.
Selvfølgelig.
Selvfølgelig skulle Harry tage Louis’ parti.
Hvor var det bare typisk.
”Hvorfor ikke?” spurgte jeg bare dumt.
”Fordi han er barnets far, Scarlett. Han har ligeså meget ret til at tage beslutningen, som du har,” sagde Harry bare med en opgivende stemme, som om han talte til et lille barn.
Barnets far.
Louis var barnets far.
Mor, far og barn.
Sådan havde jeg aldrig tænkt det.
Men sådan var det jo.
Vi var en familie.
Men alligevel, Louis havde svigtet mig, han havde ikke en skid ret til at være med til at bestemme.
”Men det er jo forhelvede ikke ham, der bærer rundt på det barn lige nu vel?” sagde jeg bare irriteret.
Forhelvede, jeg havde ikke lyst til at skændes med Harry.
”Nej, men stadig, han har ret til at vide det,” sagde Harry bare.
”Så du siger måske, at du synes vi skal beholde barnet?” sagde jeg spydigt. ”Ved du hvad, det kommer også til at gå udover dig så. Det kommer til at gå ud over hele din fucking karriere, hvis Louis får et barn nu.”
”Scarlett hør nu her, jeg siger ikke at jeg synes i skal beholde barnet,” beroligede Harry mig. ”Men jeg siger bare, at jeg synes det er en fælles beslutning, og Louis har ret til at vide, at han faktisk lige nu er far til et lille barn.”
”Men barnet er jo ikke engang født endnu,” sukkede jeg. ”Og han ville alligevel bare være enig. Der er ikke nogen grund til at vi træffer en fælles beslutning, for jeg har allerede truffet min.”
Jeg skubbede vredt stolen ud under mig, og rejste mig fra det lille bord.
”Tak for kakao,” sagde jeg bare koldt, og smed hans dumme rensdyr hue foran ham, før jeg forlod den lille café, og krydsede fingre for at de andre gæster ikke havde hørt for meget.

____________________________________________________________________________________

Oh well, and now Harry knows...
Scarlett er ikke så god til at holde kæft, men det er jo ikke noget nyt...
Tror I, at Scarlett fortæller Louis om babyen?


Well, så synes jeg også lige at det er på tide at jeg giver jer alle sammen en hel masse tak! Det er virkelig fedt, at i kommentere så meget, bliv endelig ved med det! Det motivere altså bare liiige lidt mere, at logge på og se at der er kommet en ny kommentar! Så tusind tak, til alle jer, som har givet sig tid til at like, fave, kommentere eller bare tage et smut forbi!
Love y'all hihi

xxjuliexx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...