On Our Way | One Direction | HAM 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 11 jan. 2014
  • Status: Igang
På Scarletts 19-års fødselsdag modtager hun et brev fra hendes forsvundne far, som hun ikke har set siden hun var et spædbarn. Scarlett og kæresten Louis Tomlinson beslutter sig for at tage til Brasilien for at lede efter ham, men dette er ikke en nem beslutning. Spørgsmålet er bare, om de efter 3 måneder sammen, allerede er klar til at tage deres forhold til næste niveau og gøre sådan en vild ting som dette. Valg skal træffes, skænderier opstår og hele Louis og Scarletts forhold bliver sat på en kæmpe prøve.
Spørgsmålet er bare om de nogensinde finder Scarletts far?
*Dette er en toer til min anden movella Heart's A Mess. Man kan godt læse den her movella uden at have læst HAM, men jeg vil dog klart anbefale et i læser den, før i går i gang med denne.**Tjek gerne min trailer ud*

141Likes
302Kommentarer
11667Visninger
AA

12. 10. Crash, chok and the best brother.

 


Jeg kørte og kørte og kørte. Forsøgte at slippe væk fra det hele. Men jeg ville sikkert køre galt. Jeg kunne ikke se en skid, på grund af de lorte tårer, som stadig trillede ned af kinderne på mig. Jeg kunne simpelthen ikke fatte, hvad det var jeg havde gjort. Og jeg kunne ikke finde ud af om jeg havde det godt, eller dårligt med det.
Men jeg savnede ham.
Jeg savnede ham allerede, selvom jeg havde set ham for mindre end 10 minutter siden. Men tanken om at jeg måske aldrig skulle se ham igen, var forfærdelig.
Hvor var det her bare noget tis.
Hvis den fucking kælling til Eleanor Calder ikke var kommet og ødelagt det hele, så havde vi klaret det, det var jeg sikker på. Det var hendes skyld, alt sammen.
Fuck hende.
Jeg kørte videre i mørket, måske lidt for hurtigt, men jeg ville bare gerne væk. Hen til Math. Jeg havde brug for at være hos nogle, som jeg vidste jeg kunne stole på. Og der var han en ret sikker løsning.
Vejen var glat, men jeg havde et ret godt tag i rattet, og jeg forsøgte ikke at skride ud i grøften. Men det var faktisk ret svært. Jeg hadede at køre bil, jeg var altid så bange for at køre galt. Pludselig hørte jeg et højt dyt bag mig, og jeg slap forskrækket rattet.
Hvad fuck var det?
Jeg hørte endnu et dyt, før jeg kunne mærke bilen skride under mig, og jeg greb panisk ud efter rattet.
Men det var for sent. 
Bilen skred.
Jeg skreg.
Og så blev alt pludselig meget sort og meget stille.

***

Jeg vågnede igen ved lyden af sirener. Jeg ville råbe, men der kom ingen lyd ud af min mund.
Fuck.
Hjælp.
Var jeg død?
Jeg kunne ikke mærke min krop, og det skræmte mig ret meget. Jeg kunne høre stemmer nærme sig, og jeg slog forvirret øjnene op. Alt var tåget, men jeg kunne lige ane et par skikkelser nærme sig mig.
”Hun er derovre,” kunne jeg høre dem sige. Var det mig de snakkede om? Hvorfor lå jeg her på jorden? Det var altså meget underligt det her.
En mand iklædt en uniform satte sig ned ved min side, og greb forsigtigt min arm.
”Bare rolig, du er okay, vi kører dig hen på hospitalet og får dig undersøgt,” sagde han med en blid og beroligende stemme. Jeg nikkede bare stumt, og lod ham løfte mig op, og placere mig på en hvid båre.
Pludselig var det som om min krop kom til live, og jeg kunne mærke hvordan det gjorde ondt over alt. Jeg klemte øjnene hårdt i, og forsøgte ikke at græde, men det var nemmere sagt en gjort. Jeg kunne mærke tårerne, som trillede ned af kinderne på mig, og jeg kunne mærke at jeg gik mere og mere i panik.
Hvad var der sket?
Hvorfor var jeg lige pludselig vågnet op i grøften?
Hvad lavede jeg overhovedet ude, så sent om natten?
Vent.
Fuck.
Det var Louis. Jeg havde slået op med ham. Jeg havde forladt ham, det var derfor jeg var ude så sent. Jeg var på vej væk. Men jeg var sikkert kørt galt, det ville ligne mig. Jeg snøftede lidt mere, både på grund af smerten, og på grund af Louis.
Mit liv var bogstavelig talt lort.
”Så, så, det skal nok gå,” kunne jeg hører en trøstende stemme sige ved min side.
Nej.
Det skulle kraftedme ikke gå.
Ingenting gik ordentligt lige nu, faktisk havde det aldrig gået værre.
Så dumme mand, bare hold din kæft.
Jeg orkede slet ikke det her lige nu, og jeg havde ondt overalt. Jeg blev løftet ind i en ambulance, og jeg kunne ikke lade være med at blive lidt ecxited over at skulle ud og køre i den. Det havde jeg aldrig prøvet før.
Men det gjorde ondt.
Fuck, det gjorde ondt.
Over det hele, især i min mave.
Og jeg skulle brække mig.
Pis.
Ikke nu.
Men for sent.
Bræk over alt. Lækkert.
Jeg kunne mærke nogle røre ved mig, og pludselig blev alt sort igen.

***

Der var hvidt. Helt hvidt. Som i en skov om vinteren. Måske var jeg i en skov? Måske var jeg en sneprinsesse? Nej, det var jeg nok ikke. Men her var i hvert fald helt hvidt, og det var ikke normalt at der var så hvidt. Så hvidt her var der kun på hospitaler.
Vent.
Jeg var jo højst sandsynligt også på et hospital. Men hvorfor fanden var der ikke nogle der fortalte mig, hvad der var galt?
”Scarlett?” kunne jeg høre en fremmede stemme sige, og jeg kiggede mig forvirret rundt i det hvide rum, og fik øjenkontakt med en ældre mand, som sikkert var læge, det lignede han i hvert fald. Han var iklædt sådan en af de der lange kapper, eller kutter eller hvad det nu hed de der lægeuniformer. Han havde også et par helt runde briller, og en notesbog i hånden.
Helt sikkert en læge.
”Ja?” spurgte jeg, og blev en smule chokeret over, hvor svag min stemme var.
”Hvordan har du det?” spurgte han og lød en smule bekymret.
”Fint,” svarede jeg bare.
Men faktisk gjorde mit hoved lidt ondt, nu hvor jeg tænkte over det.
”Men jeg har lidt hovedpine.”
Lægen nikkede bare, og noterede nogle ting på sin lille blog, før han satte sig ned på en stol, ved siden af den store hvide seng jeg lå i.
”Jeg er din læge, dr. Hemmings, hvis du skulle være i tvivl,” sagde han med en venlig stemme.
”Det havde jeg regnet ud,” sagde jeg og forsøgte med et smil, men det lykkedes ikke rigtigt.
”Du har sikkert tænkt over, hvorfor du er her,” begyndte dr. Hemmings.
Ja forhelvede.
Det havde jeg.
Og jeg ville egentlig bare gerne hjem snart.
Jeg savnede min lejlighed, min dejlige bløde seng, mit tv, min Ipad, min Louis…
Eller noget.
Jeg kunne mærke hvordan jeg lige pludselig blev vildt ked af det, og fik lyst til at tude ud over det hele. Men jeg gjorde det ikke selvfølgelig.
”Ja,” svarede jeg bare med en stille stemme, i stedet for.
”Hvis du ikke husker det, så kørte du galt, her ved 2-3 tiden i nat,” forklarede lægen, og jeg nikkede bare svagt.
Jo, det huskede jeg godt.
”Du har været meget heldig,” nu smilede doktoren, og jeg kunne mærke at jeg allerede var meget mere lettet. ”Du kunne have været død, men du har ikke engang brækket noget, det er virkelig et særtilfælde.”
Åh gud, havde det virkelig været så slemt?
Jeg huskede stort set ikke noget fra det, kun at jeg havde været helt væk.
Jeg smilede bare svagt til lægen, som tegn på at han skulle fortsætte med at forsvinde.
”Du har fået nogle stød, og det er bedst at du holder dig i ro de næste par dage, men så skulle du gerne være frisk igen,” sagde han beroligende.
”Hvor mange dage?” spurgte jeg hurtigt, da min tour jo startede på tirsdag, og jeg helst skulle være frisk. Det var lørdag i dag, så det ville sige at der var 3 dage til. Det var ikke lang tid, og fuck det var egentlig heldigt, at jeg ikke var død.
Hvad havde mine fans så gjort?
Det havde jo været horrible.
”En uge, helst mere,” sagde lægen bare, og mit smil forvandlede sig hurtigt til en helt anden grimasse, men jeg lod være med at sige noget.
”Men…” sagde dr. Hemmings, og kiggede på mig med et alvorligt blik. ”Da vi undersøgte dig, fandt vi noget omkring din mave, og vi scannede dig og fandt ud af at du venter et barn. Jeg ved ikke om du selv var klar over det?”
Hvad?
What?
Nej.
Nej, nej, nej, det kunne ikke passe.
Det var løgn, jeg troede ikke på ham.
Fuck.
Seriøst.
No, Jimmy protestet!
Okay, det var kikset.
Men stadig.
Jeg skulle fandme ikke være mor.
Jeg kunne mærke tårerne presse på i øjenkrogen, det barn skulle bare fjernes så hurtigt som muligt.
”Det vidste jeg ikke,” sagde jeg bare, nærmere som en hvisken, og strammede mit greb om dynen.
”Er det muligt at få det fjernet? Altså sådan lige nu?”
”Jeg tror du er i chok,” sagde doktoren bare. ”Det er nok bedst, at du lige tager lidt hjem og slapper af, og tænker over det hele. Får snakket med din kæreste og sådan, det er jo ikke sikkert han er enig…”
”Nej!” afbrød jeg bare lægen, med en gennemtrængende stemme. ”Jeg vil gerne have at du fjerner det, lige nu! Desuden har jeg ikke nogen kæreste.”
Jeg kunne mærke, hvordan tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder, men jeg tørrede dem hidsigt væk. Jeg skulle bare ikke græde foran lægen, det var simpelthen for pinligt.
”Scarlett, vi vil bare råde dig til at tage hjem og tænke over tingene, det kan jo være at du finder frem til noget andet…” prøvede dr. Hemmings at berolige mig, men det hjalp ikke en skid, og de lorte tårer blev ved med at danne sig i mine øjne, og jeg gemte fortvivlet hovedet i min pude, og hulkede kraftigt ned i den.
Det havde jeg virkelig brug for.
Det var rart at græde, og det her var noget lort, noget rod, noget helt forfærdeligt rod og jeg havde mest af alt, bare lyst til at grave mig ned i et hul, og aldrig komme tilbage igen.
Et dybt hul.
Et meget dybt hul.
”Scarlett, er der nogen du gerne vil have vi ringer til, og beder om at komme? Din mor, far eller en veninde?” spurgte dr. Hemmings, og jeg kiggede op fra puden igen.
”Kan i ikke ringe til min bror, Math?” spurgte jeg med en rystende stemme.
Math.
Jeg havde virkelig brug for ham lige nu.
Han kunne seriøst bare altid få mig til at smile, og få mig til at forstå at alting nok skulle løse sig.
Og så gav han de bedste krammere.
Jeg elskede virkelig folk, som gav gode krammere.
Som for eksempel Louis.
Suk.
Snøft.
Tud.
”Jo, selvfølgelig,” sagde doktoren bare, og rejste sig fra stolen ved min side. Han forsvandt ud af rummet, og der blev helt stille.
Det var virkelig uhyggeligt.
Jeg var helt alene tilbage med mine tanker.
Og det havde jeg ikke lyst til.
Jeg ville bare blive alt for depri.
Tænk at jeg virkelig var gravid. Så havde Perrie haft ret. Tænk at jeg slet ikke havde tænkt over det. Det var jo åbenlyst egentligt. Alt det opkast, alle mine humørsvingninger, ja bare alt. Og nu hvor jeg tænkte over det, havde jeg heller ikke haft mens et godt stykke tid nu. Men det var bare så typisk mig, at glemme det.
Men det var virkelig, virkelig underligt. Tænk at der lå en lille baby indeni mig. Forsigtigt lod jeg mine hænder glide ned over min mave, og lod dem hvile der.
Var det meningen, at jeg skulle kunne mærke noget?
For det kunne jeg i hvert fald ikke.
Ingen forskel overhovedet.
Men det var stadig virkelig underligt at tænke på, at der rent faktisk var et levende væsen indeni mig.
Gad vide om det var en pige eller en dreng?
Jeg ville helst have en dreng først, og det var jeg sikker på at Louis også ville. Så det havde bare at være en dreng. Han måtte gerne ligne Louis. Med blå øjne og brunt hår. Et charmerende smil, som ingen kunne stå for. Han ville sikkert blive en ægte heartbreaker. Score alle damerne. Forsigtigt aede jeg min mave, og jeg kunne ikke lade være med at smile en lille smule for mig selv. Jeg glædede mig allerede til at se ham i virkeligheden.
Nej, stop lige et øjeblik.
Jeg skulle slet ikke se den her baby i virkeligheden.
Den skulle ud nu, inden det var for sent.
Jeg måtte for alt i verdenen ikke begynde at holde af den.
Men det var bare svært. Tænk at det var en lille blanding af mig og Louis derinde, et væsen, et menneske, som var skabt at vores kærlighed.
Vores kærlighed.
Wow, jeg savnede virkelig allerede Louis helt ekstremt meget.
Hvad ville han sige, hvis han vidste at jeg lå her, med hans baby i maven?
Han ville sikkert blive forfærdet, ligesom jeg var blevet i starten.
Og som jeg egentlig også stadig var.
Men tanken om en lille baby var bare så… romantisk.
Men stadig, jeg ville sikkert bare være sådan en lorte mor.
Det ville være synd for barnet

Pludselig gik døren indtil stuen op igen, og det første jeg så, var Maths velkendte bekymrede ansigt.
”Scarlett, er du okay?” var det første han sagde, da han trådte ind i rummet.
Jeg nikkede bare med et smil, hvor var jeg glad for at se ham.
”Kom her,” sagde jeg og klappede på siden af min seng, hvor jeg ville have ham til at sætte sig. En smule undrende gik han hen til sengen, og placerede sin lækre røv (som han sikkert havde arvet efter mig) på madrassen.
”Hvad er det sket?” spurgte han bekymret, men jeg gad ikke svare, det var irrelevant.
Wow, klogt ord der Scarli.
I stedet tog jeg fat i hans hånd, og lagde den oven på min mave, præcis der hvor jeg selv havde haft min lige før.
”Kan du mærke ham?” spurgte jeg stille, og kiggede håbefuldt op på ham.
”Hvad?”
”Kan du mærke ham?” gentog jeg bare.
”Scarlett forhelvede…” sagde Math bare, som om det endelig var gået op for ham.
Den var du godt nok også langsom om Math.
”Du er forhåbentlig ikke gravid vel?”
Jeg nikkede bare, og jeg kunne mærke min mund forme sig i et stort smil.
Hvorfor var jeg så lykkelig over det her?
Det var ikke meningen!
Det var forfærdeligt.
Jeg skulle ikke have et barn nu.
Overhovedet ikke.
”Hvor er Louis?” spurgte Math bare, og kiggede sig rundt i rummet.
Louis.
Mit smil forsvandt igen med det samme, og det var som om Math kunne aflæse mig. Det var nok det der tvillingetelepati.
”Har i slået op?” spurgte han bare, og rejste sig chokeret fra sengen. Jeg nikkede bare kort, og kunne mærke tårerne danne sig i min øjenkrog.
”Hvad? Hvorfor?” spurgte Math forvirret, mens jeg kunne mærke tårerne strømme ned af mine kinder.
”Fordi…” snøftede jeg, mens så kunne jeg ikke sige mere, på grund af alt den gråd.
Det her var altså virkelig lort.
Jeg tudede hele tiden.
Det var sikkert fordi jeg var gravid.
Man var vidst meget følsom når man var gravid.
”Årh Scar…” sagde Math bare, og satte sig ved siden af mig igen, lagde sine lange stærke arme om mig, og lod mig hulke ind i hans bryst.
”Det skal nok gå alt sammen,” sagde han med en blid stemme, og aede mig forsigtigt over håret.
Ja.
Det skulle nok gå alt sammen.
Jeg havde Math, og jeg havde mor.
Og ikke mindst min lille elskede guldklump, som jeg stadig bar i min mave.
Men spørgsmålet var bare, hvor lang tid han ville blive der?

____________________________________________________________________________________

Så havde i ret, Scarlett var gravid! (Det var måske heller ikke så svært at regne ud, hehe).
Men i hvert fald, tror i at hun har tænkt sig at fortælle det til Louis?
Og hvad med barnet?
Uhh nu bliver det spænende, hihihi.

Btw, I har måske lagt mærke til at historien har fået nyt cover? Kan i lide det? Kommenter gerne hvad i synes, både om kapitlet og coveret!

xxjuliexx

Ps. glemte lige at sige, at jeg har lavet sådan en væg, hvor i kan gå ind og skrive anonyme kommentarer/beskeder til mig, så hvis i har lyst til at være med til at pynte væggen, så smider jeg lige et link i kommentaren :))
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...