On Our Way | One Direction | HAM 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 11 jan. 2014
  • Status: Igang
På Scarletts 19-års fødselsdag modtager hun et brev fra hendes forsvundne far, som hun ikke har set siden hun var et spædbarn. Scarlett og kæresten Louis Tomlinson beslutter sig for at tage til Brasilien for at lede efter ham, men dette er ikke en nem beslutning. Spørgsmålet er bare, om de efter 3 måneder sammen, allerede er klar til at tage deres forhold til næste niveau og gøre sådan en vild ting som dette. Valg skal træffes, skænderier opstår og hele Louis og Scarletts forhold bliver sat på en kæmpe prøve.
Spørgsmålet er bare om de nogensinde finder Scarletts far?
*Dette er en toer til min anden movella Heart's A Mess. Man kan godt læse den her movella uden at have læst HAM, men jeg vil dog klart anbefale et i læser den, før i går i gang med denne.**Tjek gerne min trailer ud*

140Likes
302Kommentarer
11487Visninger
AA

3. 1. Taxa, talking and an I love you.

 


Jeg spurtede af sted, så hurtigt mine fede ben kunne bære mig.
Forhelvede, hvorfor skulle jeg altid være sent på den?

Det var også bare typisk mig.
Jeg så toget køre væk fra perronen, og jeg stoppede op med et tungt suk.
Pis og lort og møg.
Nu ville jeg komme for sent, øv det var altså trist.
Jeg fandt min mobil frem fra min jakkelomme og ringede hurtigt Louis op.
”Hej det er Louis,” hørte jeg hans velkendte stemme sige i den anden ende af røret.
”Hej Louis,” sagde jeg forpustet, da jeg ikke var i så god form upsi.
Jeg måtte hellere komme i gang med at træne.
Eller nej.
Træning havde aldrig rigtig været min ting.
Men hallo, man forbrændte faktisk kalorie af sex, så helt ude af form kunne jeg da ikke være.
For der var kun et ord, som kunne beskrive mit og Louis’ sexliv og det var: vildt.
Hvilket var rart.
Sex i et forhold, betød at det var et godt forhold.
Eller noget.
Louis og jeg havde i hvert fald et godt forhold.
”Hvad så skat?” kunne jeg høre Louis spørge i den anden ende af røret, og jeg blev hurtigt revet væk fra mine beskidte tanker.
Beskidte tanker.
Haha.
Det lød klamt.
”Jeg nåede ikke toget mod Doncaster, og det næste kommer først om en time,” sukkede jeg, og indså hvor fucked jeg egentlig var.
Hvad skulle jeg gøre?
”Hvorfor tager du ikke bare en taxa?” spurgte Louis undrende.
Gud ja.
Der fandtes taxier.
Det havde jeg helt glemt.
”God idé Tomli, jeg finder lige en og så er jeg på vej,” sagde jeg og kunne mærke hvordan min glæde lige steg 100 grader. ”Men jeg bliver nok lidt forsinket alligevel.”
”Det er i orden, vi venter bare på dig,” sagde Louis, og jeg kunne lige forestille mig hans dejlige smil for mig.
Dejlige Allan.
Uden pis, Louis var virkelig noget af det bedste, som var sket for mig.
Underligt at man kunne sige sådan noget om et andet menneske, men altså sådan var det bare. Jeg elskede ham så pokkers højt, at man skulle tro det var løgn. Men det var det ikke. Det var hele den rare sandhed, sandheden var at jeg ikke kunne leve uden ham.
Egentlig ret uhyggeligt.
Tænk at være så afhængig af en anden person, at man ikke kunne leve uden.
Ligesom at være på stoffer.
Bare uden stoffer.
Okay, det gav ingen mening.
Men i vidste hvad jeg mente ikke?

Jeg fik prajet en taxa og hoppede hurtigt ind i den, sammen med alt min bagage.
”Hvor vil du hen?” spurgte taxamanden.
”Kan du køre mig til Doncaster?” spurgte jeg, og krydsede fingre.
”Du ved godt at det tager sådan næsten 3 timer at køre til Doncaster herfra ikke?” spurgte taxachaufføren.
Jo forhelvede, det vidste jeg godt, så derfor burde han lette røven og komme af sted.
Helst hurtigt tak.
”Jo, men jeg har penge, og hvis du ikke har genkendt mig endnu, så er jeg Scarlett Gray, og nu vil jeg bare gerne til Doncaster okay?” sagde jeg lidt småsurt.
”Nårh, jeg synes nok at der var noget lidt bekendt over dig,” sagde chaufføren. ”Men så er det da en ære at køre dig.”
Jaja, luk nu bare med dit pis og kom af sted.
Jeg havde jo ikke hele året.
Faktisk var det den 20. december i dag, og jeg skulle tilbringe juledagene sammen med Louis og hans familie, som du måske havde regnet ud. Alle drengene var også i Doncaster, men de tog af sted i morgen, og jeg ville ligesom godt lige nå at se dem inden de rejste. Så hurry up taxamand.
”Jaja, jeg ved det,” sagde jeg bare til taxamanden, måske en lille smule flabet, men jeg plejede altså heller ikke at være sød, når jeg var stresset.
Og det var jeg nu.
For jeg savnede Louis.
Han var taget af sted d. 16., men det havde først været muligt for mig at komme nu, pga. af arbejdet og alt det der. Så jeg havde ikke set ham i fire dage, og jeg var bogstaveligtalt ved at dø.
Hvad fuck gjorde vi når vi skulle til at på tour begge to?
Wow, det havde jeg slet ikke tænkt på.
Ej, det skulle nok gå.
Vi måtte bare bestikke vores tour manager til at planlægge vores ruter ens.
Og hvis han ikke gad det, så skød vi ham ned med en AK47, og så var vi frie og lykkelig for evigt.
Selvom jeg nu ikke ligefrem så mig selv, som en der gik og pløkkede folk ned.
Men det kunne der jo laves om på (indsæt winky-smiley med dobbelthage her).
Eller nej.
Jeg skulle ikke være morder.
Det ville være klamt.
Desuden kunne jeg heller ikke tåle blod, så jeg ville nok bare besvime på stedet.
Ja, nu gad vi ikke tænke mere på det.
Nu ville vi bare tænke på at jeg om 3 timer var i Doncaster, sammen med alle de mennesker jeg holdte af.

”Scarlett er her nu!”
Så nåede jeg ikke at høre mere, før jeg blev overfaldet af to små piger.
Seriøst, Louis’ søskende var voldsomme nogle gange.
Men også søde.
De var faktisk de eneste småbørn jeg kunne lide, men det var nok også fordi de mindede om Louis. Ellers brød jeg mig ikke om børn.
Jeg havde prøvet at være barnepige engang, og de første par gange gik det også fint, men så glemte jeg at hente barnet i børnehaven en dag, og så blev jeg fyret.
Upsi.
Men Phoebe og Daisy var i hvert fald vildt søde, og jeg var også ret sikker på at de godt kunne lide mig.
For helt ærligt, hvem kunne ikke lide mig?
Jeg var jo fab.
”Hej piger,” grinede jeg og aede dem over håret. De klamrede sig til mit ben, så jeg var lige ved at vælte. Eller faktisk væltede jeg. Det var jo mig. Jeg kunne ikke stå oprejst mere end 10 sekunder af gangen.
Jeg kunne ikke lade være med at flække af grin, da jeg landede i den bløde sne, som til alt held var kommet lige før jul. Jeg kunne mærke mine bukser blive våde, men ved i hvad? Jeg var ligeglad. For det var sjovt.
Og jeg grinede.
Og Phoebe og Daisy grinede.
”Ej piger har i nu overfaldet Scarlett igen?” kunne jeg så pludselig høre en velkendt stemme sige.
Hurtigt fór jeg op fra jorden, og begyndte at løbe hen mod ham.
”Louis!” råbte jeg begejstret og nærmest sprang i hans arme, da han var tæt nok på mig.
”Jeg er savnet dig,” sagde jeg og kyssede ham blidt.
”Jeg har også savnet dig. Alt for meget,” sagde Louis og kyssede mig igen.
Tænk at jeg havde levet uden Louis’ kys i 4 dage.
Det var jo forfærdeligt.
Derfor kyssede jeg ham lidt mere, bare fordi jeg skulle have alt det tilbage jeg havde misset de sidste dage.
”Det her er nærmest bedre end porno,” hørte jeg så endnu en velkendt stemme sige, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. Han var altså bare dum.
”Harry!” råbte jeg begejstret og træk mig fri fra Louis, for at løbe hen og kramme Harry.
”Årh hvor er det godt at se dig igen!” jeg smilede til ham, og så så også Niall komme gående ud fra huset.
”Så er freden forbi,” sagde han med et grin, før jeg også kastede mig i hans arme.
Men hey, fuck ham egentlig.
Ninja-Niall var ond.
Men han var også sød.
Og hey for resten, kan i huske at jeg lovede at købe en I Love Niall Horan t-shirt? Det havde jeg faktisk gjort nu. Fordi jeg var sådan en god ven.
”Oh my god det er jo Scarlett Gray, wow hvad laver hun her, tror i jeg må få hendes autograf?” hørte jeg en ironisk stemme sige, som jeg kun kunne genkende som Zayns.
Selvom alting måske stadig var lidt akavet mellem os, så tror jeg at vi begge to havde lært at leve med det, og når vi var sammen lod vi bare som om det ikke var sket.
Selvom det var ret akavet.
Men ikke så akavet, at han ikke fik en krammer ligesom de andre drenge.
For det gjorde han i den grad.
Zayn var jo bare Zayn, og Zayn var dejlig.
Altså som ven!
Ikk misforstå mig her.
Intet mellem os mere.
Eller faktisk havde der aldrig været noget mellem os, men lige meget okay.
Nu var det i hvert fald fint mellem os, eller nej måske ikke helt fint, men i hvert fald næsten fint, selvom jeg stadig havde svært ved at se ham i øjnene.
Men fuck det, jeg var her for at have det sjovt, og det var jeg sikker på at jeg ville få.
”Scarlett!” kunne jeg så høre Liams begejstrede stemme sige.
”Limse!” udbrød jeg begejstret og skyndte mig hen for at kramme ham.
Fuch, hvor var han egentlig blevet lækker.
Ikke fordi han ikke var lækker før men ja, nu måtte jeg fandme sige uf.
Godt gået Payne.
Han havde faktisk et ret komisk efternavn.
Payne.
Payne in the ass.
Ha ha.
Hvis i forstod sådan en.
Men det gjorde i sikkert ikke, det var jo kun mig, der var så klam.
”Kom med indenfor, skat, de andre venter på dig,” afbrød Louis mine klamme tanker, og lagde armen om mig.
”Er Lottie hjemme?” spurgte jeg med et smil.
Jeg elskede Louis’ lillesøster Lottie.
Seriøst, hun var bare dejlig, og så var der kun 3,5 års forskel på os, det var jo bare perfekt.
”Ja, både Fizzy og Lottie er hjemme,” sagde Louis og kyssede mig blidt på næsen, som han altid gjorde, hvilket selvfølgelig fik mig til at fnise tøset.
”Godt, jeg glæder mig til at se dem,” sagde jeg med et smil, og så kunne jeg simpelthen ikke holde mig.
Jeg blev nød til at kysse Louis igen.
Så det gjorde jeg.
Han blev vidst lidt overrasket, men var ikke langsom om at kysse igen.
”It’s getting hot in here! So take of all your clothes!” kunne vi så pludselig høre Harry synge med en drillende stemme, og vi kunne ikke lade være med at grine begge to.
Han var altså bare mærkelig, seriøst.
Men det var rart, så var jeg da ikke den eneste, som var unormal.
”I just wanna see you strip right now, cause it’s getting late,” sang jeg med et grin.
”I know you want it. But you’re a good girl. The way you grab me. Must wanna get nasty. God ahead, get at me,” sang Harry så.
Okay ad.
Ikke den sang.
“Okay, det blev lige lidt for klamt Harry,” sagde jeg med et grin. ”Tænk at du overhovedet kan teksten til den.”
”Jeg kan teksten til alle klamme sange, det burde du vide,” drillede Harry. Jeg rystede bare på hovedet af ham, og greb Louis’ hånd.
”Kom lad os gå fra ham, han er ikke normal,” sagde jeg med et grin.
”Så du siger at det er mindre farligt for mig at gå med dig?” drillede Louis. ”Du er mindst ligeså unormal.”
Okay, fuck dig Tomlinson.
Jeg troede at vi var på samme hold.
”Hvis du ikke holder med mig, så ved du godt hvad det betyder ikke søde skat?” sagde jeg til Louis, med et drilsk smil.
”Hvis du afpresser mig, så ved du også godt hvad det betyder ikke elskede?” kom Louis igen.
Fuck ham, det var meningen han skulle holde med mig.
”Okay, jeg fatter intet,” sagde Harry bare, og så lettere forvirret ud.
Hvilket ikke var en overraskelse.
Han var jo altid rundt på gulvet, den dreng altså.
”Bare hold med mig, Harry, så skal det nok gå,” beroligede Louis ham, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af seriøsheden i Louis stemme.
”Okay, jeg stoler på dig Louis,” sagde Harry så.
Men hey vent hvad?
Det betød jo at jeg var helt alene nu.
Forhelvede altså.
Jeg blev nød til at finde Lottie, så vi kunne rotte os sammen.
”Jeg finder lige Lottie,” skyndte jeg mig at sige, og forsvandt så fra drengene uden de kunne nå at sige ’der ligger en gammel makrelmad i min skoletaske’.
Okay, vent hvad.
Hvorfor skulle de dog finde på at sige det?
Nå, men lige meget, jeg var i hvert fald hurtigt forsvundet ud i køkkenet.
”Scarlett, du er kommet!” sagde Louis’ mor Jay, begejstret da hun så mig komme farende.
”Åh hej Jay,” sagde jeg med et smil og gengældte hurtigt hendes moderlige knus.
”Har du set Lottie?” spurgte jeg så.
Seriøst jeg havde brug for at finde hende nu.
”Ja, hun er vidst oppe på sit værelse sammen med Jo, Danielle og Perrie,” sagde Jay sødt. ”De er ved at finde det perfekte outfit til jul.”
”Okay, holy fuck, hvor mange mennesker befinder der sig lige præcis i det her hus?” spurgte jeg chokeret.
Ingen havde fortalt mig at Jo, Danielle og Perrie også ville være her.
Ikke fordi jeg havde noget i mod det.
Eller måske lidt i mod Perrie.
Men også kun lidt, for det var jo mig der var idioten her.
”Vi er 15 personen i alt,” grinede Jay, og begyndte at skylle nogle grøntsager. ”Så jeg har travlt.”
”Wow, jeg er imponeret over at du orker at have os,” sagde jeg.
Seriøst fucking 15 mennesker.
Det var jo sådan en halv fest.
Shit, det her skulle nok blive fedt.
Selvom alle undtagen mig tog af sted i morgen.
Øv altså, nu var jeg jo lige kommet.
Nå, men videre til Lottie.
”Nå, men tak for hjælpen med Lottie, bare kald hvis du har brug for hjælp til noget,” sagde jeg med et smil og begav mig videre på min rejse.
”Tak, Scarlett, det skal jeg nok gøre.”

Rigtig nok fandt jeg Lottie oppe på sit værelse sammen med de andre piger.
”Scarlett!” udbrød Lottie begejstret og styrtede i favnen på mig.
Wow, alle mennesker kunne bare lide mig i dag.
Det var jo helt rart.
”Hvorfor er der ikke nogle der har fortalt mig at du var ankommet?” sagde hun med et smil.
”Du gemte dig jo ligesom lidt herinde søde,” sagde jeg bare. ”Hvad har i gang i?”
”Vi hjælper bare Lottie med at udvælge de perfekte outfits til diverse julefrokoster,” sagde Jo med et smil og rullede med øjnene.
”Wow, det lyder interessant,” sagde jeg ironisk, og slog mig ned på Lotties seng ved siden af Liams kæreste Danielle. Danielle og jeg var faktisk begyndt at hænge lidt ud, hun var sygt nice, og danser og alt muligt, og hun havde heldigvis ikke været med dengang med Zayn, så hun judgede mig ikke ligeså meget som de to andre piger.
”Det er yderst interessant,” grinede Jo, og rodede lidt i Lotties endeløse bunke af tøj.
”Kan du ikke bare komme i g-streng, så vil alle under 25 elske dig?” spurgte jeg dybt seriøst.
Jeg var så sjov, det var jo helt vildt.
”Jo, det synes jeg da er en perfekt plan, Scar,” spillede Lottie med.
”Jeg ved godt jeg er klog,” var mit svar bare.
Men alle de andre grinede.
Ikke sjovt okay!
Jeg var faktisk klog.
Nogle gange.
Så det var altså ikke fair at de bare grinede.
”Nå, men venner, nogle der vil med ned og tjekke op på vores kærester?” spurgte jeg efter lidt tids grinen, og rejste mig fra sengen igen.
”Jeg skal nok nærmere tjekke op på min forlovede,” rettede Perrie med et smil.
Gud ja.
Hende og Zayn var forlovet.
Det havde jeg helt glemt.
Ej, men det var virkelig også underligt.
Men de var også ret perfekte for hinanden.
Så, så underligt var det faktisk ikke.
”Gud ja, i er forlovet, har du kigget på kjole endnu?” spurgte jeg og prøvede at virke interesseret, selvom I couldn’t care less.
”Ja, faktisk, selvom vi ikke har planer om at blive gift lige med det samme,” sagde Perrie bare. Seriøst, jeg sværger, hun havde julelys i øjnene når hun snakkede om det. Det var faktisk ret sødt.
”Men jeg kunne bare ikke lade være med at kigge lidt. Det bliver så fantastisk.”
Okay, jeg blev nød til at fri til Louis eller noget.
Jeg ville også giftes forhelvede!
Eller nej okay, jeg var måske lidt for ung.
Og desuden så var det Louis, der skulle fri, ikke mig.
Det ville være alt for kikset.
”Årh, jeg glæder mig allerede til jeres bryllup,” sagde jeg med et smil.
Perrie blev så smuk, og Zayn så lækker, og årh det ville blive perfekt.
Jeg ville være brudepige forhelvede!
Ja, det ville være endnu mere perfekt.
Årh mig i hvid brudepigekjole. Så kunne jeg jo også lige lade som om det var Louis og mit bryllup. Ja, det var en god plan.

***

Klokken var blevet mange, og vi var alle gået hvert til sit. Harry, Jo, Danielle og Liam boede ude i et gæstehus i haven, Zayn og Perrie på gæsteværelset og Louis og jeg inde på Louis’ gamle værelse.
Han havde supermandsdynebetræk.
Det var kært.
Meget kært.
”Seriøst jeg er så træt, jeg tror ikke engang jeg kan tage mit tøj af selv,” stønnede jeg udmattet og smed mig på sengen.
”Var det en opfordring til mig?” spurgte Louis, og lænede sig ind over mig, så vores ansigter kun var få centimeter fra hinanden. Jeg kunne mærke sommerfuglene i min mave, varmen der gik gennem hele min krop, de ustyrlige følelser jeg altid fik når jeg var sammen med Louis. De bedste følelser i verden.
”Jeg elsker dig,” nærmest hviskede jeg, før Louis læber mødte mine som svar.

__________________________________________________________________________________

Årh det var så første kapitel til HAM 2 aka OOW.
Hvor er det fedt at se at så mange har favet allerede!
Glem nu ikke at like :')

Nå, men så vil jeg gerne høre jeres forventninger med historien?
Tror i nogensinde Scarlett finder sin far?
Og hvis hun endelig gør, hvad skal hun så gøre efter?
Og hvad med Souis? Vil de kunne holde, nu når begge parter skal på tour efter jul?
Kommenter endelig jeres mening, det motivere altså bare virkelig til at skrive.

xxjuliexx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...