Blæk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Novelle

1Likes
0Kommentarer
107Visninger

1. Blæk

Blæk. Det er den væske der kravler hen af gaden. Blækket er rødt. Men hun ved det er blæk for hun kan ikke fatte om det er noget andet. Det skal være blæk. Det må ikke være andet end blæk. Det siger hun hele tiden til sig selv, da hun ser blækket flyde ud af den velkendte skikkelse. Blækket strømmer i massevis. Rødt blæk dækker hendes små fingre. Alligevel er blækket så fyldt af følelser at det fylder hende med skræk. Men det er jo bare blæk. En hel uskadelig masse, ved navn blæk. Det er bare det at det er rødt blæk. Og rødt blæk er ikke normalt.

Det kunne være meget men i hendes hoved er det kun en ting. Blæk. Det er ikke normalt der render rødt blæk ud af folk med sådan er det. Blækket sniger sig hen af gaden, og drukner dermed hendes fingre. Hun ligger ned og ligner en zombie, klar til at hive sig frem, og angribe sit bytte. Men hun har angrebet. Det er derfor hun har blæk på fingrene.

Blæk fra den velkendte skikkelse der nu er faldet sammen. Men hun er ikke en zombie. Hun er et ondt menneske. Et ondt menneske der har gjort noget ondt, ved et godt menneske, det nærede onde følelser for. Onde mennesker og zombier er ikke det samme, og hun ved ikke hvad der er værst.

Blækket ligger på den snehvide kjole, der har smøget sig om hendes knap 14 årige krop. Det lyse hår ligger ned af hendes ansigt. Rødt og fugtigt, af det blæk hun ligger i. Skikkelsen er stadig smuk, trods sine lidelser. De ligner ikke hinanden. Det tror andre bare. For hun er et ondt menneske, med onde tanker, mens skikkelsen er et godt menneske, med gode tanker.

Heldigvis er hun dækket med hår og skønhed. Alligevel er det som eventyret om snehvide. Den onde stedmor, og den smukke prinsesse. På nær at det er en ulykkelig slutning. I hvert fald for den 12 årige skikkelse der ligger og kigger. Ligger i sin egen usle blod af blæk.

Hun vil sige noget. Sige alt er okay. Men det er ikke okay. Og chancen for at skikkelsen kan høre hende, eller overhovedet er i live er lav.

Så kommer spørgsmålet. Hvorfor skulle det her ske? Det ved hun ikke. Eller hun ved det godt, men hun siger til sig selv hun ikke ved det. Det virker bedre. Mere simpelt. Og lige nu skal tingene være simple. Alligevel prøver hendes knasende hukommelse, at frembringe et billede. En lille sorthvid video, bliver spillet, og suger hende ind som et flashback.

”Prøv at se!  Jeg har fået en ny cykel” smiler den 4 årige pige. Trods hendes unge alder er hun klogere end de fleste, og på niveau med en gennemsnitlig 6 årig. Alligevel var hun klogere end den storesøster hun kiggede på.

”Giv mig den!”

”Du må godt låne den”

”Jeg vil have den”

”Du har jo din egen lille skat” havde mor sagt, og båret hende ind på hendes overdådige værelse, fyldt med alt det legetøj et barn kunne begære.

Jalousi. Ordet stod med store bogstaver i hendes hukommelse. Og hvor meget hun end rystede hoved kunne hun ikke få ordet ud. Det var der for at blive. Det havde spændt sig fast til hendes hukommelse. Hun var jaloux. Ordet var en underdrivelse. Jalousi lød som noget normale middelklasser ville blive. Og det var hun bestemt ikke. Hun var morder af velhavende. Hun var en rig tøs fra adelen, der havde alt hvad hun pegede på, men alligevel dræbte af sit eget blod. Hun var en heks der ikke kunne magi. Kun reddet af sit smukke udseende. Det var egentlig ikke meningen andre end Clare skulle dø. Men hun var nød til det. Hellere det end at snakke med sandheden. Hun ville ikke i fængsel. Alt andet. Hun ville ikke ind til de loppebefængte  møgunger, af middelklassen, med klamme fregner, i ungdomsfængslet. Hun ville have alle til at syntes hun var smuk og perfekt. Og hvis ikke, ville hun have ingen til det. For ingen var jo alle på en måde. Hun huggede kniven ned i en flise, inden hun skreg af alle lungers kræft.

”JEG DRÆBTE CLARE! JEG HAR DRÆBT MIN SØSTER! JEG ER ET MONSTER! SKYND JER VÆK!”

Hun hev efter vejret, efter alt hendes luft på at skrige. Men nu var hun et monster. Og monstre havde aldrig dårlig samvittighed.  De havde fået chancen. Nu ville hun dræbe. Hun smuldrede indeni. Smuldrede væk. Nu var hun monstret. Monstret smurt ind i sin søsters blæk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...