Nothing like us {Justin Bieber}

Elena er en helt normal pige på 17år som mistede sine forældre i en meget tidlig alder og blev overladt til sin tante Karen i Canada.
Elena er ikke en af de "fine" piger, men er rigtig hård da hun mere eller mindre er overladt til sig selv fordi hendes tante drikker.
Hun begynder på en ny skole for tredje gang, og får hurtigt nogle nye venner. Hun falder hurtigt for en dreng ved navn Jonas som render sammen med en flok drenge (Chaz, Ryan og Justin). Men det ændres hurtigt da hun finder ud af, at han bare bruger piger og leger med deres følelser, da de var til fest hun Ryan, og så hans "sande jeg". Hun udvikler hurtigt følelser for Justin da hun lære ham at kende, men er det gengældt? Og hvad nu når Elena skal igennem både, sorg,had,glæde og tåre? og er Justin en del af det?
Læs og find ud af det..

50Likes
19Kommentarer
4252Visninger
AA

22. Levende

(Elenas synsvinkel)
"Jeg er din kæreste, eller rettelse forlovet Justin" Sagde ham den fremmede dreng. What? Forlovet? jeg er kraftedeme ikke forlovet. Jeg begyndte at grine ved tanken, at den stakkels dreng bildte sig sådan nogle ting ind. "Ej det må du undskylde, men jeg ved virkelig ikke hvem du er" sagde jeg og grinte igen. Ham Justin som han selv sagde han hed, kiggede bare forskrækket på mig og hev i en snor. Kort tid efter kom en læge ind på min stue. "Hun kan ikke huske mig" sagde ham Justin stillet. Lægen kom over til mig, og satte sig på kanten af min seng. "Hvad kan du huske?" spurgte lægen mig om. egenlig kunne jeg ikke huske særlig meget, men huskede dog svagt at jeg stod og snakkede med mine forældre, inden jeg vågende op i denne her ubehagelige seng. "Altså jeg kan huske at jeg for et par minutter siden, stod og snakkede med mine forældre." Lægen begyndte at kigge meget underligt på mig, og det samme gjorde Justin. Hvad blev han egenlig ved med at lave på min stue, når jeg ikke vidste hvem fanden har var? "Hvad inden der, hvad kan du huske der?" spurgte lægen.  Jeg tænkte mig godt om, og kunne egenlig ikke huske noget. "Ehm, intet faktisk. før det med mine forældre, er det hele bare sort". "Justin følger du lige med mig" spurgte lægen om. Jeg rettede mit blik mod Justin og så at, han bare sad og stirrede ned i jorden. Hans øjne lyste jo ud med sorg. Han nikkede og fulgte derefter med. 
Jeg kunne høre svagt hvad de stod og snakkede om, og jeg skulle åbenbart have en kort varig hukommelsestab. Ja ja jeg havde sgu da ikke hukommelsestab, jeg husker da fint. Eller nej det gjorde jeg egenlig ikke, men hukommelsestab? Nej bare nej.

(Justins synsvinkel)
"Det er kun en kortvarig hukommelsestab hun har"  sagde lægen til mig og smilte. "tusind tak, det er jeg virkelig glad for at høre!" svarede jeg, og lægen gik. Så var det næste spørgsmål så bare, hvornår hun ville begynde at huske ordenlig igen.
Jeg gik ind på hendes stuen igen, og hun lå og sov. Hun lignede seriøst en engel, når hun bare lå der helt fredfyldt og sov. Jeg satte mig i stolen ved siden af sengen, og så noget fodbold der var.

"Justin?" Sagde hun efter hun havde sovet, i godt og vel 2timer. "Ja babe?". "Hvorfor bliver du ved med at være her, og hvorfor kalder du mig babe?" Spurgte hun forvirret. Jeg sukkede. Hendes hukommelse var ikke kommet igen, som jeg ellers havde håbet da hun sagde mit navn. "Jeg ved godt du intet kan huske, men jeg er din forlovet. Du har ligenu mistet hukommelse, men får den igen på et tidspunkt". Hun begyndte igen som sidst jeg fortalte hende hvem jeg var, at grine. "Ej undskyld, men hvorfor bilder du dig selv sådan noget ind? Jeg har en sød kæreste som hedder Jonas, som burde være her og ikke dig".Grinte hun. Jonas? Hvis hun kan huske Jonas, så måtte hun jo også snart begynde at huske mig.
Eller vil hun?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...