Nothing like us {Justin Bieber}

Elena er en helt normal pige på 17år som mistede sine forældre i en meget tidlig alder og blev overladt til sin tante Karen i Canada.
Elena er ikke en af de "fine" piger, men er rigtig hård da hun mere eller mindre er overladt til sig selv fordi hendes tante drikker.
Hun begynder på en ny skole for tredje gang, og får hurtigt nogle nye venner. Hun falder hurtigt for en dreng ved navn Jonas som render sammen med en flok drenge (Chaz, Ryan og Justin). Men det ændres hurtigt da hun finder ud af, at han bare bruger piger og leger med deres følelser, da de var til fest hun Ryan, og så hans "sande jeg". Hun udvikler hurtigt følelser for Justin da hun lære ham at kende, men er det gengældt? Og hvad nu når Elena skal igennem både, sorg,had,glæde og tåre? og er Justin en del af det?
Læs og find ud af det..

50Likes
19Kommentarer
4336Visninger
AA

25. Latterligt

(Elenas synsvinkel)

Jeg vågnede ved at jeg kunne høre en masse ting smadre. Jeg kiggede til min højre side, hvor Justin lå da vi lagde os til at sove. Men det gjorde han ikke mere. 
Jeg rejste mig op for at gå ned. Allerede da jeg kom ud i gangen, kunne jeg se den var helt galt. Ude i vores gang havde vi en masse billeder hængende, af ting vi havde taget billeder af. De lå alle sammen nede på gulvet, og glasset i rammerene var smadret. Det første billede jeg lagde mærke til, var et af mig og Justin. Det aller første billede ham og jeg fik taget sammen. 

Da jeg kom neden under, sad han helt sammenkrøldet på gulvet og græd. Jeg gik over og satte mig bag ham, og lagde mine arme om ham. "Hvad sker der skat?" hviskede jeg, og kyssede hans skulder. Han rejste sig hurtigt op, og gav mig de sygeste dræberøjne. Okay hvad skete der lige her? "Har du noget du rigtigt gerne ville fortælle mig?!" råbte han. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, han ikke gjorde mig bange lige nu. "Nej egentligt ikke?" svarede jeg ham. Jeg kunne ikke se hvad jeg skulle fortælle. Jeg rejste mig forsigtigt op, og lænede mig op af væggen. "Du skal ikke lyve!" sagde han koldt og hårdt. "Justin jeg lyver ikke? Jeg ved ikke engang hvad du snakker om!" svarede jeg en anelse hårdt. Han stod og grinede lidt, og gik så med hastige skridt over mod mig. Han stoppede op lige foran mig, og knalde så sin hånd ind i væggen ved siden af mit hoved. "Du skal fucking ikke lyve!" råbte han lige ind i mit ansigt. Han skæmte mig virkelig. Tårrene væltede ned af mine kinder. Hvad fanden gik der af ham. "Justin.. Jeg ved virkelig ik....." han cuttede mig af. "Du skal ikke spille så fucking uskyldig! Jeg ved alt om at Jonas var herhjemme, efter Emily gik og nogle timer inden jeg kom hjem". "Hvad fuck snakker du om Justin?" Helt seriøst hvad skete der for ham?

"Jonas gik fra os igår nogle timer før vi selv tog hjem. Nu har jeg sørme lige fået en besked om, at han har været her!". "Jeg svæger, Jonas har ikke været her!"Hviskede jeg. "LAD NU FORHELVEDE VÆR MED AT LYV OVERFOR MIG ELENA!"råbte han. Nu var han latterlig. Jeg vendte mig om for at gå ovenpå. Hvis han ikke ville tro på mig, måtte han jo selv om det. Jeg gik op i soveværelset, for at tage min dyne og hovedpude.
"Og hvad tror du lige du skal?" lød det koldt fra døren af. "Ind på gæsteværelset og sove. Du for latterlige Justin!" sagde jeg og puffede ind i ham, så jeg kunne komme forbi. "Hvordan ville du havde det hvis Emily skrev, at mig og hende lige havde haft knaldet?" Den sætning fik mig til at stoppe op. Jeg vendte mig om, og så han stod med et smil på læben.

"Så det er Emily der har skrevet det?" sagde jeg, og skød det ene øjenbryn i vejret. Han rystede kort på hovedet. "Nej. Jonas selv" sukkede han. "Og du tror på ham?" hviskede jeg. Justin nikkede og kiggede så ned i gulvet. "Han er min bedsteven Elena" sagde han. "Og jeg er din forlovede. eller rettelse var!". Jeg kiggede hurtigt ned på min hånd, og så ringen på min ringefinger. Jeg tog ringen af, og smed den på gulvet foran ham. Jeg vendte mig om, og gik ind på gæste værelset. Jeg smækkede døren hårdt igen, og smed mig i sengen. Jeg kunne høre en hulken, fra den anden siden af døren. Jeg begyndte igen også selv at græde. Kort tid efter kunne jeg høre, hvordan ting igen blev smadret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...