Nothing like us {Justin Bieber}

Elena er en helt normal pige på 17år som mistede sine forældre i en meget tidlig alder og blev overladt til sin tante Karen i Canada.
Elena er ikke en af de "fine" piger, men er rigtig hård da hun mere eller mindre er overladt til sig selv fordi hendes tante drikker.
Hun begynder på en ny skole for tredje gang, og får hurtigt nogle nye venner. Hun falder hurtigt for en dreng ved navn Jonas som render sammen med en flok drenge (Chaz, Ryan og Justin). Men det ændres hurtigt da hun finder ud af, at han bare bruger piger og leger med deres følelser, da de var til fest hun Ryan, og så hans "sande jeg". Hun udvikler hurtigt følelser for Justin da hun lære ham at kende, men er det gengældt? Og hvad nu når Elena skal igennem både, sorg,had,glæde og tåre? og er Justin en del af det?
Læs og find ud af det..

50Likes
19Kommentarer
4350Visninger
AA

23. Hvor er jeg?

(Justins synsvinkel)
Lægerne havde sagt at, Elena nok skulle få hendes hukommelse tilbage. Men nu var der altså gået en uge, og hun kunne kun ævle om Jonas! Jeg var ved at få spat, men jeg måtte jo bare vent. Men min tålmodighed er ikke særlig stor, men jeg elsker hende så jeg må holde ud.
Ligenu lå hun og sov, så jeg var taget hjem for at tage et bad. Jeg havde jo sovet på hospitalet, lige siden hun blev indlagt. 

Da jeg havde været i bad, og fået tøj på ringede min mobil. Det var hemmeligt nummer.
"Det er Justin". Der blev ikke sagt noget, jeg kunne kun høre en der græd. "Hallo?"."Justin hvor er jeg?" hulkede hun. "Du er på  hospitalet. Det ved du da godt?" svarede jeg forvirret. Hun vidste da godt hvor hun var henne, eller der vidste hun i hvert fald da jeg kørte derfra. "Justin vil du ikke nok komme" spurgte hun bedende. "Jo selvfølgelig vil jeg det" sagde jeg og lagde på. Jeg skyndte mig at gribe fat i mine nøgle, og løbe ud til bilen for at køre afsted til hospitalet..

Da Jeg ankom til hospitalet, forgik altid i løb. Hun lød simpelthen så bange i telefon, så jeg var bange for at der var sket hende noget.
Jeg nåede op til hendes stue, og så hun bare sad og stirrede ud af vinduet. "Elena?". Hun var ikke mere en to sekunder op, at rejse sig fra sengen af og løbe over til mig. Hun hoppede op i min favn, og overfalde mig straks med hendes dejlige læber. Jeg trak mig kort tid efter, og satte hende ned igen. "Der er vidst en der har fået sin hukommelse igen var?" sagde jeg, og kunne ikke lade vær med at grine. Jeg gik hen til den stol som var ved siden af sengen, og Elena satte sig op i seng igen. Jeg grinte kort tid efter igen, da jeg kom i tanke om hvad hun havde bildt sig selv ind, i den periode hun havde hukommelsestab. "Hvad griner du af?" spurgte hun, og løftede sit egne øjenbryn. "Oh du har bare gået og bildt dig selv ind, at jeg var en vildt fremmet. Og så at din dejlige kæreste var Jonas" svarede jeg, og grinte igen. "Jonas af hvad for noget?" nærmest råbte hun. Igen kunne jeg ikke lade vær, med at grine. "Ja. Da jeg forklarede dig at jeg var din kæreste, eller rettelse forlovet, grinte du og sagde at du havde en dejlig kæreste. Men som så ikke var mig, men Jonas". "Ej Justin det mener du bare ikke!" sagde hun, og begravede sit ansigt i sine hænder.

Vi havde siddet og snakket frem og tilbage om, hvad der egenlig var sket og hvorfor hun var på hospitalet. Til at starte med ville hun bare ikke tro på at, Julie havde skudt hende. Hun var også blevet mega flov over Jonas delen, men jeg vidste jo godt der ikke var nået i det.
En læge var kommet ind for at se til hende, og sagde at vi bare kunne tage hjem når Elena følte sig klar. Som hun ikke var 2sekunder i tvil om var nu. Vi fik pakket alle hendes ting sammen, og sagt farvel til de forskellige læger og sygeplejersker. Og så var det ellers bare hjem, bare mig og hende..
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...