Nothing like us {Justin Bieber}

Elena er en helt normal pige på 17år som mistede sine forældre i en meget tidlig alder og blev overladt til sin tante Karen i Canada.
Elena er ikke en af de "fine" piger, men er rigtig hård da hun mere eller mindre er overladt til sig selv fordi hendes tante drikker.
Hun begynder på en ny skole for tredje gang, og får hurtigt nogle nye venner. Hun falder hurtigt for en dreng ved navn Jonas som render sammen med en flok drenge (Chaz, Ryan og Justin). Men det ændres hurtigt da hun finder ud af, at han bare bruger piger og leger med deres følelser, da de var til fest hun Ryan, og så hans "sande jeg". Hun udvikler hurtigt følelser for Justin da hun lære ham at kende, men er det gengældt? Og hvad nu når Elena skal igennem både, sorg,had,glæde og tåre? og er Justin en del af det?
Læs og find ud af det..

50Likes
19Kommentarer
4265Visninger
AA

7. Forklaringen og en ny start

( Justin's synsvinkel )
Det var i dag jeg skulle mødes med Elena over i parken. Jeg kiggede på mit ur og så, at jeg kun havde en time til at gøre mig klar. Jeg havde været til fest igår, og det blev temmelig sent jeg kom hjem. Jeg rejste mig fra sengen, men måtte hurtigt sætte mig ned igen. Hvor meget havde jeg lige drukket i går? Jeg følte mit hoved skulle eksplodere. Jeg kunne eller ikke huske særlig meget fra i går. Jeg løb ud på toilettet,børstede mine tænder, satte mit hår og løb så ind på mit værelse igen for at finde noget tøj. Jeg løb ned af trapperne, fik mine skole på og løb ud til min bil.
Jeg nåede lige kun at finde bænken og sætte mig, og så stod Elena der. Gud hvor var hun dog smuk."Dine fem minutter starter nu så du må nok heller skynde dig, i stedet for at side og stiger på mig.". Jeg vidste hverken hvor jeg skulle starte eller slutte.
"Elena jeg er så ked a...". "hvis du kun vil sige du er ked af det, så kan jeg jo ligeså godt gå!". Jeg tog hendes hænder, og fortrudte det straks, da hun straks så ned på mine hænder, somom hvis hun stirrede længe nok så ville de brænde."Elena må jeg gerne lige snakke færdig uden at du afbryder?"hun sukkede, og nikkede kort. "Godt. Elena jeg er forfærdelig ked af hvad jeg har gjort. Jeg får det bare endnu mere dårligt af, at du har forsøgt at tage dit liv pga det jeg har gjort. På det tidspunkt var jeg kun 14, og nu bliver jeg altså snart 19. Jeg ved godt det en plat grund at bruge, men jeg var kun en dreng. Jeg tænker mere over tingene nu end dengang, og tro mig jeg fortryder alt fra dengang!Hvis jeg kunne tage de ord og ting tilbage jeg har sagt og gjort så ville jeg gøre det!". Utroligt. Jeg sad faktisk og snakkede direkte fra hjertet. "Kan du nogensinde tilgive mig?". Hun begyndte og sidde og græde, hvorfor aner jeg ikke. jeg krammede hende kort, og til min overraskelse trak hun sige ikke.Vi sad sådan i nogle minutter før hun nikkede. "Det er jeg glad..". "der er dog en ting jeg ikke kan tilgive dig for Justin". Hun tak sig fra krammet og var stoppet med at græde. Nu var hendes øjne dog helt blanke og fuldt af had. "Og hvad er det?" jeg var blevet helt forvirret, hvad var det hun ikke kunne tilgive mig for? Hun sad og stirrede op i luften, som alle de andre gange, nu ville jeg altså vide hvorfor hun gør det der! "Hvordan kan det være at når du sidder og kigger op på himlen, at du så sidder og stirre og bliver helt trist?" Jeg fortrød dog hurtigt at jeg spurgte, for igen begyndte hun at græde.

( Elena's synsvinkel )

*Flash back*
"Mor hvad sker der?". "Lille skat nu skal du gøre som mor siger, far han sover nu og  det samme gør jeg nok også om lidt. Vi har meget trætte, derfor skal du løbe ud efter nogen som kan få os ud mens vi sover.". "Jamen mor hvorfor bløder både dig og far?". "Elena gør nu som jeg siger!" min mor sad  og græd nu. jeg gjorde som hun sagde og kravlede ud af den smadre bagrude. "Elena husk på både mor og far elsker dig min skat". Efter de ord faldt min mor også i søvn ligesom min far. da jeg kom ud af bag ruden så jeg en masse store hvide biler med røde striber på, hvor alle de mænd der sad i, løb over til en masse biler. 2 kom løbene over til vores og prøvede at få den ud. "2 her er døde" hørte jeg den ene mand sige. "Nej de sover bare, det sagde min mor selv" gik jeg over og sagde til manden. "Er det her din mor og far" spurgte manden mig om. Hans så trist ud. "Ja, min mor bad mig kravle ud af bilen, og hente nogen som kunne få dem ud mens de sov, fordi de var meget trætte og ikke selv kunne." Manden rakte hånden til en og sagde han skulle komme. Manden havde en blå skorte på og førte mig hen til en hvid bil, og kørte mig væk fra alle de biler og 3lastbiler der bare holdte stille. nogen lå på hovedet, og nogen på siden.

*Flash back slut*

"Elena?". "Ja hvad?" hvorfor kunne han ikke bare lade mig være."Hvordan kan det være at når du sidder og kigger op på himlen, at du så sidder og stirre og bliver helt trist?". Jeg sad nu og græd igen. skulle jeg fortælle ham det eller lade vær? kun ganske få vidste hvad der var sket. "Da jeg var 6år var mig og mine forældre med i en stor ulykke på motorvejen hvor..." min stemme knækkede helt over, og jeg græd nu endnu mere. "Hvor mange mistede livet den dag. vi blev påkørt af en lastbil bagfra, som startede hele ulykken. Da lastbilen mistede herredømmet over sin lastbil påkørte han flere, og vi røg ind i en klippe, hvor flere biler røg ind i og skubbede bilen videre. Vi blev ramt af endnu en bil der kom med de første 100km i timen, og ramte den side, hvor min far sad. han døde på stedet. Min mor dødede efterfølgende." jeg sad og græd endnu mere end før, og Justin havde taget mig ind til ham. "Jeg vidste ikke dine forældre var døde! så havde jeg aldrig nogensinde  sagt de ting om dem som jeg har haft gjort!". Han begyndte selv og græde nu. "Jeg fortryder det virkelig". Han hviskede det til mig. Med de ord sagde jeg til ham at han skulle følge med mig.
Vi havde gået i 10minutters tid uden at have sagt noget til hinanden, men vi havde så gået hånd i hånd. Da vi kom til kirkegården drejede jeg ind, og fandt hurtigt mine forældres gravsted. "Her sidder jeg tit, når jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv." Vi havde stået og kigget hinanden i øjnende, da Justins hoved kun var få centimeter fra mit. Hvad han ikke havde set komme var,at jeg tog rundt om hans nakke og tog næste skridt. jeg stilte mig på tær og vores læber mødets. 
"Justin jeg tilgiver dig.."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...