Den lille hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2013
  • Opdateret: 29 aug. 2013
  • Status: Færdig
Mia ved alt, eller det tror hun i hvert fald men i virkeligheden ved hun intet om hvad der virkelig er sket. Her er historien til Mia.

0Likes
1Kommentarer
178Visninger

1. Mia

                                                                                         17/2 - 2099

Kære Mia,

 

Jeg har aldrig løjet for dig, men jeg har dog heller aldrig fortalt dig hele historien. Den fortjener du.

 

Det enesete jeg kunne mærke var mit hoved. Det dunkede, og gjorde helt vildt ondt! Mine ben var slappe, min ryg og mave sveg, troede jeg, men jeg kunne ikke bevæge noget. Jeg kunne ikke åbne mine øjne. Mine øjenlåg var tunge, og ville ikke trækkes op. Det eneste jeg hørte, var en masse snak, som lød fra læger. Det var frustrerende ikke at kunne høre hvad de siger. For hvert minut der gik, mistede jeg mere, og mere besindelsen.

 

Jeg gik hen ad en gang. Det lignede min gamle skolegang. Forskellen fra den gang, og gangen jeg gik på nu, er at den her gang, var længere, smallere, smukkere og mere tiltrækkende. For enden af gangen var et lys. Et smukt, skinnende, dejligt lys der skinnede så smukt. Hvis jeg vendte mig om, kom der den fineste skygge. Jeg gik længere ned af gangen, og stod kun tre – fire meter fra lyset. Mine ben rystede, imens jeg gik over til det smukke lys.

Jeg stod inde i lyset. Bag den smukke facade af  lyset, var der en dør. På døren stod der: ”tænk over dine valg, de har konsekvenser for dig.” Neden under sætningen, var der en anden sætning, hvor der stod:” ADGANG FORBUDT!” jeg kunne mærke en følelse af angst. Hvad skulle det betyde. Måtte jeg nu ikke gå ind af den dør, der lignede døren til mit paradis.

 

Jeg vågnede op, jeg huskede intet, omkring mit liv. Jeg lå på et hårdt underlag. Hvad jeg lå på og hvor jeg var, ved jeg ikke. Der var et tag, eller noget der mindede om, et tag over mig. Jeg bankede lidt på det, men der var ikke nogle der tog det væk, eller sagde noget. Jeg fik et chok! Jeg vidste hvor jeg er henne. JEG VAR I EN KISTE! Jeg begyndte at mindes, hvad der var sket. Ulykken, biler, læger alt! Det eneste jeg kunne tænke på, var at jeg skulle ud, så hurtigt, som overhovedet muligt. Låget var tungt, men jeg fik skubbet det væk. Rummet jeg var i, var helt hvidt. Mine øjne gjorde ondt. Kisten lå på en bord så der var ret langt ned, og jeg var ikke helt klar over hvordan jeg skulle komme ud af kisten. Jeg landede ned på gulvet, med et brag. Lyden af min krop, der ramte gulvet, var skræmmende. Min krop sved, og jeg kunne ikke bevæge mine ben. Jeg var blevet lam i benene! Jeg hev mig frem, ved hjælp at mine arme. Jeg besvimede hele tiden. Døren til det ”hvide kiste rum” var lukket. Dørhåndtaget var heldigvis tilpas langt nede, så jeg kunne lige akkurat nå det. Døren åbnede, og jeg faldt ud på gulvet, på den anden side af døren. Jeg besvimede igen. Da jeg vågner op igen, kunne jeg se tre læger, der holdte fast i hver sin side, af sengen jeg lå på. Den ene læge snakkede til mig, men jeg kunne ikke forstå hvad hun sagde. Det eneste jeg kunne forstå lidt af, er: ”hun skal have ilt nu!” De kørte mig hen på en stue, hvor der stod fire læger. Den ene af lægerne snakkede i telefon. Ingen fra min familie var her, kun læger. Jeg kunne mærke, en nål der blev stukket, ind i min hånd, samtidig med at der blev, trukket en iltmaske ned over hovedet på mig.

 

da jeg lukkede mine øjne op stod alle lægerne der igen, men bag dem var min familie. De troede alle sammen at, jeg døde i ulykken. Jeg vidste bare ikke selv hvad der var sket, og hvem jeg var sammen med. Jeg kunne huske alt andet, end lige ulykken. Jeg vidste ikke engang hvad det var for en ulykke. Det var ret skræmmende. Jeg kiggede ned at min krop, og så hvor mange sår, jeg havde på benene. Resten af min krop, fejlede ikke noget. Lægerne havde sagt til min familie, at jeg var blevet lam i benene. Den eneste, som jeg rigtig gerne ville se, var der ikke, Daiana. Min veninde. Vi var altid sammen. Der var et bord ved siden af mig. På bordet var der et billede at Daiana og mig. En læge satte sig ved siden af mig. Han fortalte mig hele historien om ulykken, hvad der var sket, hvor og hvornår. En bilulykke. Men han nævnte bare aldrig hvem der kørte bilen. Jeg havde ikke selv kørekort der, så jeg ved det ikke var mig, men hvem så? Til sidst i historien, fortalte lægen det. Det var Daiana. Hans stemme forandrede sig. Han prøvede at sige det, men det ville ikke ud af hans mund, men jeg troede, at jeg vidste hvad det var. Det kom ud af hans mund. Hun var død!

Jeg besvimede igen. Denne gang af sorg

 

Min krop gik af sig selv. Jeg tænkte ikke mere. Min verden styrtede sammen. Jeg var i den lange, gang igen. Jeg vidste ikke hvorfor, men når jeg var her, blev jeg glad igen. Ingen tanker. Ingen onde ord. Intet, kun glæde. Lyset var der stadigvæk. Det smukke lys. Denne her gang, gik jeg ikke, jeg løb hen til lyset. Inden jeg nåede helt ind i lyset, kunne jeg se at der stod, en mand. Manden smilede bare sødt, til mig. Han sagde intet. Jeg ved ikke hvorfor jeg ignorerede ham, men jeg skubbede ham bare væk, og gik længere, hen imod døren. Skiltet var der stadig. De samme to sætninger. Det eneste der fyldte mit hoved var dem. De skræmte mig, men ikke nok til at stoppe op. jeg greb fat i håndtaget. Det var varmt, og rundt. Ikke som et normalt dørhåndtag, det her var mere yndefuldt. Jeg trak håndetaget meget stille ned, og gjorde klar til at skubbe døren ind til det , som jeg troede var mit paradis. Mit forbudte paradis…

Døren gled let ind. Et skarpt lys skinnede ind i mine øjne. Jeg gik fremad. Jeg troede det var paradis, men jeg tog fejl. Det eneste der var at se, rundt om mig, var lig. Døde mennesker lå spredt rundt omkring. De døde lå, som om de bare sov. Som om intet var sket. Jeg vendte mig om for at gå tilbage, men da jeg kom over til døren var den låst! På døren hang der et nyt skilt. Der stod to sætninger. Den ene var: ”tænk over dine valg, de har konsekvenser for dig.” På den anden sætning står der: ”der stod adgang forbudt, din eneste chance for at komme tilbage, er at finde dit lig.”

 

Jeg lå i en hospitals seng igen. Stadig med drop, og iltmaske. Lægerne var der, og de stod og målte mit blodtryk. Min bror sad ved min sengekant, og grad. Lægen der målte mit blodtryk, så glad ud. Mit blodtryk var steget fra et slag i minuttet, til 90 slag i minuttet. Min bror lagde sig ned, ved siden af mig. Resten af min familie blev hentet, og de stod der alle sammen. Alle var glade, og alle grad. Selv lægen.

 

Dagene efter lå jeg stadig på hospitalet. Hele min familie var der, hver dag. De passede på mig.

 

Det var det der skete. Jeg er klar til at tage af sted nu.

Kærlig hilsen, Marianna

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...