Behind that smile 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
De fleste vil gerne være kendte. Udseende er begyndt at betyde alt og personlighed mindre og mindre. For en kendt kan en eneste fejl give dig meget had. Det er hvad der skete til Niall Horan. Siden x-factor har han fået had for hans skæve tænder... ja bare hans udseende generelt. Hvad folk ikke ser, er at ord gør ondt. Men når man bliver kendt bliver man nød til at gemme alt smerten til når man er alene. Det var hvad Niall gjorde. Han gemte alt smerten helt væk og det kom først frem tre år efter. Dette førte til et selvmordsforsøg. Ingen viste hvad de skulle gøre udover Nialls mor. Hun tilkaldte Nialls bedste veninde Hannah Grace Hart. Hun flyttede da de begge var 14 år og hun er Niall bedre halvdel. Nu er spørgsmålet bare vil det overhovedet hjælpe?


15Likes
9Kommentarer
1088Visninger
AA

3. The Call. Kapitel 1.


Trust gets you killed

Love gets you hurt

Being real gets you hated.

Jeg drejer knappen en tak, og skruer dermed op lyden fra radioen en smule op. Tonerne til Ellie Gouldings burn strømmer ud. Jeg begynder svagt at synge med.

” We, we don't have to worry 'bout nothing.  'Cause we got the fire, and we're burning one hell of a something…” jeg bliver afbrudt af min mobil der begynder at spille dens normale ringetone. Hurtigt for jeg slukket radioen og tager min mobil op. Jeg svarer den uden at kigge på skærmen.

”Hannah her” siger jeg af ren refleks. ”Hej Hannah det er Maura, du ved Niall mor” Jeg genkender stemmen samme sekund jeg hørte den. ”Hej Maura. Hvordan har du det” svarer jeg glad og smiler stort. Jeg har sådan savnet hende. ”Det går ikke så godt Hannah. Det er derfor jeg ringer..” Svarer hun og afbryder sig selv ved at trække vejret dybt. Først nu opdager jeg, at hendes stemme har en hæs klang man kun får når man har grædt.

”Maura! Hvad sker der?” udbryder jeg. ”Det Niall…” starter hun og jeg kan allerede mærke at jeg er jeg er ved at græde. ”… Han prøvede at dræbe sig selv”. Da hun siger det bryder jeg fuldstændig sammen. ”Er han okay” hvisker jeg.  ”Ja, men han har brug for dig Hannah” græder Maura.

”Jeg har ingen penge” hvisker jeg stadig med tårerne strømmende ned af mine kinder. ”Det skal du ikke tænke på jeg har sendt Greg. Du skal bare være i lufthavnen klokken 12” svarer hun. ”Jeg er der” svarer jeg beslutsomt.

”Jeg bliver nød til at gå søde” Siger Maura. ”Pas på ham til jeg kommer” hvisker jeg. ”Det lover jeg” svarer hun. ”farvel” hvisker vi på samme tid inden jeg lægger på.

Jeg kigger op og ser Lea står og kigger på mig. ”Hvor meget hørte du?” spørger jeg. ”Det hele” svarer hun og spreder armene ud foran sig. Jeg rejser mig fra gulvet – hvor jeg åbenbart har sat mig – og styrter ind i hendes favn.  I et kvarter står vi bare vugger frem og tilbage. ”Søde du skal op og pakke” hvisker Lea.

Lea er min plejemor. Jeg har boet hos hende og hendes kone Anne lige siden mine rigtige forældre døde i en bilulykke. Jeg kunne ikke drømme om en bedre plejefamilie end dem. Svag nikker jeg mod hendes bryst og trækker mig ud af krammet. Mine tårer har efterladt en kæmpe plet på hendes trøje. ”Jeg vækker Anne så skal vi nok køre dig til lufthavnen” siger hun og trækker mig op på mit værelse.

Jeg pakker alt jeg vil have med ned i en kuffert. Jeg ved ikke hvor langtid jeg skal være der så den bliver meget proppet. Halv tolv går jeg nedenunder hvor Lea og Anne står.

”kom her søde” mumler Anne og trækker mig ind i et kram. Efter at have krammet i et stykke tid skynder jeg mig hen til mine brunelæder støvler der passer perfekt til mine lyseblå skinny jeans, creme/hvide jumper, guld halskæde med hvide roser, lyseblå fjer øreringe, blanding af brune og creme armbånd og guld ur. Udover dette har jeg krøllet mit hår, puttet foundation, bonzer, lys pink blush, concealer, puder, sort mascara, sort eyeliner og pink læbestift.


 

Derefter tager jeg min creme/lysebrune trench coat og creme taske og skynder mig ud i bilen. Det tager kun tyve minutter at kører til lufthavnen hvor Greg er. Da bilen stopper skynder jeg mig ud og om efter min kuffert.


Den har den sejeste grønne farve. En farve der altid minder mig om Niall og Irland. ”klar søde” lyder det fra Lea. Jeg nikker svagt og tager Anne i hånden. Jeg kan mærke at jeg langsomt bliver mere nervøs jo tættere jeg kommer på døren.

Da jeg træder ind i lufthavnen får jeg med det samme øje på Greg. Jeg efterlader kufferten sammen med Lea og Anne da jeg styrter hen til Greg.

Greg når kun lige at gribe mig da jeg hopper i favnen på ham. ”Jeg har sådan savnet dig, Hannah” hvisker han. ”I lige måde, Greg. I lige måde” hvisker jeg tilbage og trækker halvt ud af krammet. ”Sååå… man er blevet gift” smiler jeg og tjatter til ham med min arm. ”Jeg ville ønske du kunne have været der” sukker han.

Ja jeg var blevet inviteret til Greg og Denises bryllup, men det ville gøre så ondt at kommer derover og så skulle forlade Niall igen.

”Hannah du kan da godt lige sige farvel” lyder det grinende fra Anne som kommer gående hen til os. ”Sorry” griner jeg og løber hen og krammer dem. ”Jeg vil savne jer” hvisker jeg i gruppekrammet. ”Ring når du får tid” lyder det moderligt fra Lea. ”Det skal jeg nok” smiler jeg og giver dem begge et kys på kinden.

Jeg tager derefter min kuffert og går efter Greg. Inden vi går ind i V.I.P. Loungen vender jeg mig om og vinker til Lea og Anne.

Da vi kommer ind i loungen kommer to mænd hen til os. De er begge klædt i sort og ligner sikkerhedsvagter. ”Kan jeg få din kuffert frøken” spørger den ene høfligt. Jeg giver han den forsigtigt. ”Bare rolig jeg putter den bare ind i flyet” siger han beroligende og smiler til mig. Jeg nikker og gengælder smilet. Han begynder at gå og det samme gør den anden, bare en anden vej. Ham uden kuffert gør tegn til at vi skal følge efter.

”Flyet er fantastisk” lyder det fra Greg. ”Virkelig?” udbryder jeg og kigger over på ham. ”Yup der er læder sæder og altmuligt” svarer han med et drømmende blik.

Jeg begynder at nynne Roar med katy Perry for mig selv mens jeg glad går med Greg ind I flyet.

Et højt gisp kommer fra mig da vi træder id i flyet og for Greg til at grine. Flyet har store lysebrune lædersæder der står skævt så man bedre kan ligge ned. Der står kun et sæde ved hver række. Jeg skynder mig at sætte mig i en og læner mig sukkende tilbage.

”Dette kunne jeg godt vende mig til” griner jeg og kigger over på Greg der også sætter sig i en. ”De er fantastiske ikke?” griner han og spænder sig fast da en stewardesse kommer og siger det til os.

Jeg gør det samme og lukker svagt øjnene da flyet begynder at lette. Jeg bliver altid nervøs når jeg skal flyve.

”Er du okay?” lyder det fra Greg. Jeg smiler svagt til ham – med åbne øjne – og nikker. ”Vi skal bare lige op” svarer jeg og lukker igen øjnene.

Ca. en time senere lander vi i London (Ved ikke hvor langtid det tager at flyve til England/London). Hurtigt for jeg rejst mig op og kigger spændt på Greg.

”Glæder du dig” spørger han grinende. Jeg nikker energisk og river ham ud af flyet. Da vi kommer ind i V.I.P. loungen – i London -  kommer en med min kuffert. Jeg smiler som tak og river Greg videre.

Halvejs gennem lufthavnen stopper Greg mig og falder forpustet om i en stol.

”Bare giv mig to minutter” puster han og tager sig til hjertet. Jeg går langsomt hen til kanten af den etage og kigger ned mod udgangen. Op af dørene står piger klemt helt op mod ruden. Hurtigt vender jeg mig om imod Greg.

”Hvorfor er alle de piger her?” spørger jeg og peger ned på dem. Hurtigt rejser Greg sig og vrisser surt. Han begynder at går og jeg skynder mig efter.

Nede på den nederste etage står en dreng med krøller. Han er med i Nialls band så vidt jeg husker. Harry tror jeg han hedder.

”Harry” lyder det surt fra Greg. Yup det var Harry. ”Jeg sagde i skulle blive på hospitalet”. Greg og Harry fortsætter med at snakke dog lidt lavere. ”Fint” udbryder Greg dog til sidst. Hvilket får Harry til at smile selvtilfreds.

”Jeg er Harry” lyder det fra Harry der pludselig står foran mig. ”Hannah” siger jeg og tager imod den hånd han holder frem. ”Niall har snakket meget om dig” smiler han og begynder at gå hen imod døren. Hurtigt når jeg op på siden af ham. ”Kun godt håber jeg” svarer jeg og smiler til Greg der ligger en arm over min skulder da vi når hen til døren.

En masse sikkerhedsvagter kommer hen til os og begynder at samle sig om os. En eller anden åbner døren ud til og skrigende kan tydeligt høres. Før jeg når at tænke bliver jeg skubbet ud af døren. Det hele går så hurtigt at jeg snubler og falder ind i Harry. Han når heldigvis at stoppe mig inden jeg trækker ham ned og trækker mig helt ind til ham mens vi går videre.

På vejen hen til bilen bliver der flere gange revet i mit hår og mit tøj. Alt bliver pludseligt for meget og jeg får svært ved at trække vejret. Klaustrofobi er noget både Niall og jeg lider af. ”Hannah hvad sker der?” lyder det fra Harry. ”Jeg kan ikke trække vejret” gisper jeg lavt. ”Shit” mumler Harry og begynder at gå hurtigere.

Efter at have gået i noget der føltes som en evighed svimler alt for mig. Jeg kan ikke stå på mine ben længere og knækker sammen, dog vælter jeg ikke ned på jorden da Harry holder mig oppe. ”Du kan godt Hannah. Der er ikke så langt endnu” hvisker Harry. Jeg klamre mig til ham og går så hurtigt jeg kan de sidste ti meter.

Endelig når vi hen til bilen og skynder sig at åbne døren og skubbe mig ind. Han sætter sig også selv ind. Lidt efter kommer Greg også ind.

”Hannah er du okay. Besvimede du” lyder det bekymret fra Greg. ”Hun var i hvert fald tæt på” lyder det fra Harry som sidder ved siden af mig. Jeg sidder bare og prøver at få svimmelheden til at forsvinde. ”Hvad skete der?” lyder det fra Harry. Jeg er ikke sikker på om det er henvendt til mig eller Greg. ”Klaustrofobi” mumler jeg i hvert fald og blinker et par gange for at få det sidste svimmelhed væk.

”Er du okay nu” spørger Greg. ”Det tror jeg” svarer jeg og kigger over på Harry. ”Tak Harry”. ”Så lidt” smiler han. Vi sidder lidt i stilhed. ”Kan vi ikke stoppe ved Nandos” udbryder jeg. ”Og hun er tilbage” griner Greg. ”Kom nu. Det er så lang tid siden” plager jeg og kigger på Harry med mine sødeste hundeøjne.

”Harry hurtigt kig væk” udbryder Greg, men for sent jeg har allerede fanget Harrys blik. Jeg får min læbe til at bævre svagt. ”Fint” udbryder Harry og et stort suk kommer fra Greg. Jeg brød ud i et højt sejrs skrig, der fik drengene til at holde sig for ørene.

Efter et kvarter holder vi ved en Nandos. ”Er jeg den eneste der skal have noget?” spørger jeg da vi kommer ind. ”Skal vi ikke bare tage med til alle?” lyder det fra Greg. ”Jo det tror jeg” svarer Harry og begynder at snakke med en af tjenerne.

”Du skal bare have det sædvanlige, ik’?” spørger Greg over skulderen. ”Jo tak” svarer jeg og går hen ved siden af ham. Lidt efter får vi omkring 15 poser fyldt med mad. Vi tager hver fem poser og sætter os ud i bilen igen.

”Hvor langt er der til hospitalet?” spørger jeg efter at vi har kørt et stykke tid. ”cirka fem minutter” lyder det fra Harry. Fem minutter så ser jeg Niall igen. Tanken får et kæmpe smil til at plante sig på mit ansigt.

”Glæder du dig til at se Niall” spørger Greg og jeg nikker ivrigt. Min ivrighed får Harry til at flække af grin.

Lidt efter stopper bilen og jeg skynder mig ud. ”Du kan bare lade din kuffert i bilen” lyder det fra Harry der begynder at gå ind. Vi er ved bag indgangen så der er ikke nogle fans.

Vi skynder os ind. Jeg følger efter Harry og Greg da jeg ikke ved hvor jeg skal gå hen. Vi går ned i en meget lukket afdeling. Harry stopper ved nogle sofaer hvor Maura, Denise, Bobby, Chris, Theo og de andre drenge fra One Direction sidder.

Jeg når kun lige at sætte poserne med mad på jorden inden jeg står med Maura i armene. ”Jeg er så glad for du er her” græder hun. ”Jeg er super glad for at være her” smiler jeg og trækker mig halvt ud af krammet. ”Maura må vi andre hilse?” lyder det Bobby.  Maura træder til side og Bobby trækker mig ind i et kram og derefter Chris.

Da Chris slipper mig kommer Denise hen til mig hun giver Theo til Greg og trækker mig ind i et kram. ”Jeg har hørt så meget om dig. Greg og Niall stopper næsten aldrig med at snakke om dig” hvisker hun i mit øre inden hun trækker sig ud. Jeg smiler bare til hende og vender mig om til One Direction drengene.

”Jeg er Louis” siger – sjovt nok – Louis og trækker mig ind i et kram. Forvirret krammer jeg igen. De andre to hilste også dog uden kram.

”Han vil stadig ikke spise” lyder det pludselig bag mig. Jeg vender mig om og ser Harry stå opgivende med en pose i hånden. ”Lad mig prøve” siger jeg og går hen og tager posen fra Harry og går hen til det værelse han kom ud af.

Forsigtigt banker jeg på døren og åbner den langsomt. ”Niall” Siger jeg nervøst og træder ind af døren.

 

_______________

Første Kapitel :) Hvad syntes i om det???

 

Håber i kan lide det.

xx Cecilie C.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...