Unanswerable - A Niall Horan one shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2013
  • Opdateret: 14 sep. 2013
  • Status: Færdig
„Kender du denne der følelse af at man... ikke forstår det? Ikke som i en matematik opgave, men som i... alt? Følelsen af, at man spiller én person, men i virkeligheden er en anden? Det gør jeg.“

24Likes
18Kommentarer
920Visninger

2. Unveiling

 

Nobody notices what I do, until I don't do it.

 

◄◄ rewind ► play ▌▌pause ►► fast forward

 

"Hey, Niall! Niall Horan, ikke? Dig fra One Direction?" Jeg nikkede halv forvirret. Hvordan kunne de allerede kende mig? Vi var trods alt først lige begyndt på live showene.

Jeg tjekkede den pigeflok, der stod foran mig, ud. Fem, jævnaldrene piger. Den første pige havde langt lyst hår, og bar en trøje med Liams hoved på, hvor der stod: Mrs. Payne. Den anden pige havde mørkt, kort hår og en trøje på, hvor der stod noget med hvor fantastisk Zayn var. Den tredje pige havde pyntet sig fra top til tå med Harry accessories. Armbånd, skilte, makeup, tøj; kort sagt, alt. Den fjerde havde skrevet Harry på sin kind, og den femte havde skrevet Louis' fødselsdag, samt fulde navn på sine arme.

Jeg gjorde klar til at tage et billede med pigerne og skrive autografer. Det havde altid været min vildeste drøm, og jeg kunne virkelig ikke forstå, at det skete nu.

Jeg var mere end klar til at tage et billede med pigerne og skrive Niall på deres arme, da de trådte et skridt væk fra mig. De så på mig med et blik, fuld af væmmelse. "Vi fucking hader dig! Dræb dig selv!" begyndte den ene pige at råbe af mig. "Du er så fucking klam man, hold dig væk fra de andre drenge, de skulle jo nødigt blive smittet!"

Jeg vidste ærligt ikke helt hvad jeg skulle svare til det. Jeg havde aldrig fået den slags hate før. Ja, jeg havde i det hele taget aldrig fået hate før! "Du ved ikke engang hvor meget jeg hader dig! Jeg håber du tager tusind piller, binder et reb fast om din hals, eller skærer så dybt i dig selv, så du dør! Bare dræb sig selv, okay?" råbte en anden pige af mig.

Jeg lyttede nøje efter hvert enkelt ord hun sagde, indtil der trillede langsomt en tåre ned langs min kind. Jeg skyndte mig dog at fjerne den hurtigt, med en aggressiv bevægelse. De skulle ikke få mig til at græde.

Absolut ikke.

"Look girls, nu græder  fandeme også! Burde vi give ham et tude kiks? Nej, for han er vel allerede fed nok. Han burde slet ikke æde så meget som han nu gør. Se bare alt det fedt der hænger ned ad hans mave, og hans små buttede lår! Det er jo lige til at over, hvis I forstår!" Den ene pige grinte hånligt af mig. Jeg lod et kort blik glide ned ad min krop. Måske havde de ret. Måske spiste jeg for meget. Måske var jeg alt for fed. Måske burde jeg bare gør dem glade, og i det mindste bare tabe mig, eller… forsvinde, som de ønskede.

"Hvorfor… Hvorfor hader I mig?" spurgte jeg med en hjælpeløs stemme.

"Okay, det spurgte han selv om!" begyndte den ene pige, med et kækt smil på læberne.

Den anden pige fortsatte, "for det første, så er du grim." sagde hun, med et ekstra tryk på ordet, grim. "Du kan ikke engang synge! Jeg ved ikke engang hvorfor du er med i One Direction, sammen med alle de talentfulde drenge, når du tydeligvis er en fucking dårlig sanger."

"Du er uhøflig mod dine fans, hvis du over hovedet har fans," fortsatte en anden pige.

"Du vil aldrig blive Justin Bieber! Justin er så mange gange bedre end dig!"

"Du fortjener slet ikke, at være med i One Direction."

"Det her er til dig, din bøsse!" Den ene pige rakte fuck til mig. "Og en sidste ting: dø, dit fede svin, det er alligevel ingen der ønsker at se på dit grimme, klamme ansigt!"

For at holde mine truende tårer tilbage, tænkte jeg på den lille sang, min mor altid sang til mig da jeg var mindre.

Hush little baby, don't cry. The entire world love you, you are fantastic. Always remember that you are my little prince. You are amazing, believe in yourself. Hush little baby, don't cry.

Jeg kiggede bare direkte ned i gulvet og prøvede på, at lukke stemmerne ude fra mit hoved. Men det hjalp ikke. For stemmerne var ikke i mit hoved. De var virkelige.

 

◄◄ rewind ► play ▌▌pause ►► fast forward 

 

Jeg står på scenen med de andre drenge. En ganske normal dag, i de sidste dage på vores turné. Det er blevet min solo i Little Things. Da vi lavede den sang kunne jeg ikke andet end at elske den. Ja, det var faktisk sådan, at jeg gik og sang den dagligt.

Altid.

Jeg elskede den højere end alle andre sange. Det var den jeg virkelig så op til at synge. Det er svært at forklare, men jeg følte mig virkelig tilpas i den sang. Som om alting var perfekt. Man havde sin drømmepige, ingen irriterende rygter eller misundelige fans. Der var fred i verden og man havde tonsvis af gode, barmhjertelige venner. Alle elskede én, og der var ingen haters eller folk der udnyttede én for penge. For mig var sangen bare... fantastisk, men nu hvor jeg er vant til at synge den flere gange om dagen, så er den ikke rigtig noget specielt. Bare endnu en fast rutine på jobbet.

I’m in love with you, and all your little things.” afslutter vi.

Jeg kigger ud over alle vores skringene fans. Jeg kan ikke lade vær med, at smile lidt for mig selv. Tænk, at bare for et par år siden var det her min vildeste drøm. At optræde foran tusindvis af skrigende piger. At blive verdensberømt. At blive elsket af mine fans. At komme på en verdensturné. Og nu er det sket. Min drøm er blevet til virkelighed, og jeg burde være lykkelig. Men af en eller anden grund, så begynder berømmelsen langsomt at rive mig ned.

At æde mig inden fra.

Jeg viser det ikke, nej. Men har jeg en grund til det? Jeg elsker mine fans. De er fantastiske! Det forklarer også hvorfor jeg næsten altid smiler til dem, og aldrig viser hvordan jeg virkelig føler. De har ingen grund til at blive ked af det, fordi jeg ikke er den altid glade Niall Horan, som så mange tror. Jeg har faktisk op til flere gange overvejet bare at tage overdosis og derfor kommet væk fra mit helvedes liv, men jeg vil ikke kunne gøre det for mine fans. Mine elskede Directioners.

Mine fantastiske crazy mofos.

De holder mig fra alle de dårlige ting, som jeg så let kan finde på at gøre. Og nu spørger du sikkert til de andre drenge? Jo ser du, de er såmænd også ved at falde fra hinanden. Det er vi alle, selvom jeg helt klart er den der viser det mindst. Dog er Liam også ret glad, men jeg tror også, at han er nede. Nu hvor jeg tænker over det, så burde vi alle fem have en ærlig samtale. Hvor vi siger alting ligeud. Men det ville aldrig blive til noget. Vi ville uden tvivl alle sammen lyve overfor hinanden, som altid. Det sker oftere end folk tror.

Meget oftere.

”Tak for i aften, Newcastle!” lyder de afsluttende ord fra Harry, inden vi går ind backstage. Nu mangler vi bare et par små meet n’ greets som altid.

Jeg tjekker hurtigt pigerne ud. Ikke fordi jeg er trængende eller noget, men fordi jeg bliver nødt til det. To grunde. Den første grund er, at de bliver glade for det. Deres idol har jo for fanden tjekket dem ud! Den anden grund er, at jeg altid har haft, og stadig har, en mavefornemmelse, der kan fortælle om personligheden ved bare at kigge på personen. Og hvem ved, måske er der en Miss. Horan gemt lige foran mig? Nej. Nej, det er ret usandsygeligt. Ud af hvor mange Directioners har vi? Syv millioner? Jeg tror det er deromkring. Men hvis vi har syv millioner Directioners og der står to lige foran mig, så er der ikke ret stor chance for, at en af dem er min kommende prinsesse. Jeg må vel bare lede videre, selvom jeg er pænt træt af, at være single. Er du klar over hvor nervepirrende det er, at høre alle de andre fable om hvor lykkelige de er for deres partner? Og Harry? Ja, han er stadig single, ligesom mig. Men han har da delvis piger med hjem, som han kysser.

Intet sex.

Nej, Harry er altså ikke den type. Godt nok går der ret mange rygter om, at Harry har en ny pige med hjem i seng hver evig eneste nat, men han er altså ikke sådan en type. Hvis det er fordi, at pressen ser ham med en ny pige hver dag, så er det fordi han har fundet sig en lille flirt. Det har han i hvert fald sagt til mig. Eller rettere sagt, os. Nuu skal man jo heller ikke tro på alt hvad Harry siger, fordi noget af det kan jo være en løgn, men det tror jeg virkelig ikke. Men hvem ved, måske er Harry rent faktisk en player?

Jeg ryster kort på hovedet, før jeg bare stiller mig ved siden af Zayn. Zayn og jeg har det med ikke at sige særlig meget, til de her meet n’ greets. Jeg ved ikke hvorfor, men de andre har det bare med, at tage ordet fra os. Når vi endelig skal til at sige noget, så afbryder de os. Eller også gør fansene. Det gjorde de i hvert fald før i tiden. Når jeg endelig prøvede på at sige noget, sagde de ting som: ”For resten, jeg har opkaldt min hund efter dig, Harry!" Det sker ikke ret tit mere, men nu siger jeg bare ikke særlig meget. Det er jeg blevet vant til, selvom det også nogen gange sker, at jeg bare ja, slipper mig løs, men mit hjerte hamrer virkelig også på fuld løs. Hvad nu hvis jeg gør noget forkert? Vil folk så holde op med at elske mig? Vil de så bare give slip på mig, og lade mig falde helt ned til der hvor jeg ikke kan bunde? Til derned hvor alle de slemme ting ligger? Til alle stofferne, pillerne og de dårlige tanker? Nu hvor jeg tænker over det, så er det faktisk ret underligt hvordan jeg lige pludselig er gået til at blive til en af favoritterne. Hvad har jeg gjort, der er så specielt? Er det fordi jeg stadig er single? Er det derfor Harry og jeg er så populære?

Fordi vi er de eneste singler?

Efter vi har taget et billede med de to piger er det blevet tid til, at sige farvel. ”Jeg elsker dig, Niall!” siger den ene pige hurtigt inden de begge to forsvinder.

Hvis jeg skal være ærlig, så varmer det mit hjerte. At høre sine fans sige, de elsker én. Det er virkelig rørende, og det er ting som dét, der holder mig oppe. Tænk, hvis jeg var den person alle ville have ud af One Direction. Den person som alle ønskede at se død, ligesom før i tiden. Så ville jeg ikke længere være her. Så havde jeg gjort som alle fansene sagde, og bare ladet mig , men det er heldigvis ikke sådan. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at mine fans ikke beskyttede mig. For det gør de. Det kan godt være at de ikke ved det, men det gør de. Det er kun dem der holder mig i live.

Kun dem.

Vi går ind til vores stylist, Lou Tesdale, der lige skal have de sidste detaljer ordnet, inden vi forlader koncerthuset. Egentlig kan jeg virkelig ikke se hvorfor vi skal alt det her. Hvorfor skal vi se så perfekte ud? Hvorfor må vi ikke bare have én dårlig hårdag uden, at vi skal oversprøjtes med alt muligt kunstigt giftstof? Jeg ved godt, at hvis vi går rundt med joggingbukser, en løs T-shirt og morgenhår, så tror pressen straks at der er noget galt. Enten, at vi skider på alting, eller at vi har lavet noget natten inden. Og det er virkelig noget der kan pisse mig af. Hvorfor skal vi beskyldes for alting? Hvorfor må vi ikke have lov til, at være normale, unge mennesker, der bare lever sit liv uden at være nogen perfekte… barbiedukker.

Imens Lou ordner mit hår tager jeg noget af det frugt, der står på bordet. Lidt ananas, æble, pære og banan. ”Er dit hår ikke ved at blive lidt langt? Skal jeg ikke snart klippe det?” spørger Lou. Jeg trækker kort på skuldrene og kigger bare på mig selv i spejlet. Det er da meget sødt af hende, men igen – hvorfor skal jeg? Fordi det er alt for rocket med langt hår? Måske skal jeg i virkeligheden bare lade det gro, gå med lange, løse, mørke trøjer, med et print hvor der stod noget a la: Go to Hell.

Alligevel siger jeg noget andet, ”jo, det må du faktisk bare gerne gøre nu.”

Hun nikker kort, før hun tager en saks frem og begynder at klippe i mit hår. ”Skal du også have det afbleget med det samme?” spørger hun.

”Jeg plejer at få en anden til at gøre det, men jo. Det trænger alligevel,” siger jeg med en bedrøvet stemme.

Jeg kan mærke, at jeg er ret tørstig og faktisk også sulten. Sidst jeg fik noget var vel i morges, og nu nærmer det sig midnat. Her for et par år siden, ville jeg have været død nu. Bare en metafor. Men jeg ville have gået amok fordi jeg ikke havde fået min næring. Sådan er det ikke mere. Jeg er ikke en lille grovæder længere. Managementet brød sig ikke om min sult, så jeg skulle skrue lidt ned på maden. Nu har jeg så skruet ret meget ned, så jeg faktisk kun behøver en -til to sandwichs om dagen.

Jeg kigger mig kort i spejlet og stryger en hånd igennem mit helt nye hår. Næsten det samme som før. Der er et par små ændringer i det, som ingen lægger mærke til. Min bund er blevet helt lys igen og mine spidser er ikke nær så spaltede. Jeg rejser mig op, vender mig rundt og kigger på Lou. ”Tak skal du have,” siger jeg og sender hende et taknemligt smil, før jeg går over til de andre drenge.

”Ej, så du hende den hotte chick på forreste række? Hende med de mørke striber i håret?”

Jeg når ikke rigtigt at opfange hvem der siger det, men jeg kan faktisk heller ikke være andet end at være fuldstændig ligeglad. Det kunne være hvem som helst der sagde det. Vi er alle sammen pigeglade. Godt nok har størstedelen af os kærester, men hvad man ikke ved har man ikke ondt af. Jeg har også op til flere gange set Zayn kysse en pige selvom han har Perrie. Ja, ligefrem forlovet med hende! Det er ikke fordi han vil være utro eller noget, men fordi han kan. Noget inde i mig ville også ønske, at jeg var sådan. Jeg prøver endda på bare finde mig en lille flirt, men jeg kan virkelig ikke få mig selv til det. Jeg har svært nok ved bare, at kysse en pige på kinden på et meet n' greet billede. Men jeg gør det for hendes skyld selvom jeg ved, at pigen vil få hate af alle de piger der er misundelige. Det besvarer også lidt hvorfor jeg ikke har en kæreste. Jeg kan ikke gøre det mod mine fans. De redder mit liv, og så viser jeg min taknemmelighed ved at gøre dem misundelige, få dem til at skære i sig selv og miste alt deres håb. Den tanke kan jeg bare ikke holde til.

Jeg kan pludselig mærke noget der chikanerer min hals, og at jeg skal hoste. Jeg hoster et par små host, hvilket hurtigt bliver til mange flere. ”Niall?” siger Liam forsigtigt og ligger en hånd på min skulder, mens jeg stadig hoster. Jeg prøver på, at fjerne hans hånd fra min skulder som tegn på, at jeg har det helt fint. Jeg kigger mig rundt omkring og prøver på at smile lidt til alle de fans der har backstage pas. Det værste vil være, hvis de ser mig nu. De kan ikke se mig nu. De må ikke. Jeg er ikke mig. Jeg er ikke overgearet og glad.

Jeg falder pludselig ned på gulvet, så jeg ligger i fosterstilling, mens min hoste fortsat bare bliver værre.

Er det mon fordi jeg ikke har taget min astma medicin?

”Hey Niall, er du okay?” lyder det nervøst fra Louis.

Jeg nikker kort, da jeg bliver ved med at hoste. Jeg prøver på, at fortælle ham at alt er fint i det jeg hoster noget blod op.

Shit!

Jeg kigger rundt på de andre og kan mærke, at mine øjenlåg falder mere og mere i. Jeg kæmper for at holde dem åbne, hvilket til sidst mislykkedes. Mit luftrør bliver på en måde stoppet til. Eller rettere sagt, det er som om der er et meget fint filter i mit luftrør, som gør, at jeg ikke kan få vejret. Min hoste stopper pludselig, men til gengæld bliver mine vejrtrækningsproblemer bare værre. Meget værre. Mine øjenlåg falder langsomt i, trods min kamp for at holde dem åbne. Jeg kan mærke nogle folk bærer mig op på en båre, mens en masse kalder på mig. Jeg bliver rusket lidt i og får en underlig maske på hovedet. Jeg kan ikke rigtigt høre hvad alle de mange forskellige mennesker spørger mig om, da jeg mest af alt bare fokuserer på at trække vejret, men for hver eneste gang jeg udånder, bliver det sværere at indånde.

Jeg kan mærke en der tager min hånd og klemmer den. Jeg prøver forgæves på at mærke på hånden hvem personen er, men uden held. Det eneste jeg kan mærke er, at det er en af drengenes hænder. Jeg har næsten ikke har mere luft tilbage, og begynder at blive meget svimmel. Jeg bruger mine sidste kræfter på, at klemme hånden. ”Forever… young...” begynder jeg helt lavt at synge. ”I wanna be... forever young...” Jeg klemmer hårdt mine øjne sammen og vil gætte på at det synger, er rædselsfuldt. Men det er jeg pænt ligeglad med lige nu. ”Do you really want to… live forever” Jeg kæmper virkelig for bare, at bruge min sidste luft på at synge. Nogen folk vil sige at det er dumt, at jeg bare bruger min sidste chance på at synge, men jeg er ligeglad. Sang er mit liv, og det vil det altid være, til det tidpunkt jeg dør. Sang skal være det sidste der kommer ud af min mund. ”Forever…” Min stemme bliver dybere og svagere. ”Forever…” Jeg bruger min allersidste luft, på det sidste ord. ”Young…

◄◄ rewind ► play ▌▌pause ►► fast forward

 

Hellouuu.

Det her er mit første One shot, så det blev jo ikke helt professionelt. Personligt synes jeg også selv, at det blev lidt kort. Men bær over med det, okay?

Nå, whatever. Lad mig høre, hvad I tænker om det.

Love ya', xx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...