Two different worlds

Det handler om at du vinder et møde med Justin Bieber, og Justin falder ret hurtigt for dig. eller i hvert fald, finder dig interessant.
Der kommer dog en masse problemer ind over det hele da, dig og Justin har to forskellige verdener.
Du er 17 år og går i 2 g. du har været belieber i 6 år, og har ønsket at møde Justin i lige så længe som du kan huske.

Find ud af hvordan det hele udvikler sig, læs med!


4Likes
0Kommentarer
524Visninger
AA

9. del 9

"Arrg" et lille skrig kom fra *ditnavns * mund. Jeg vendte mig langsomt mod hende. Hende hånd var langt blødt henover hendes mund. Måske for at undgå, at skrige endnu en gang? Jeg løftede min hånd og tog hendes og fjernede den fra hende mund. "Det er altså okay" jeg smilede forstående og forsatte "vi kan sagtens nå at se noget andet?" *ditnavn* rystede fast på hoved og var så opslugt af filmen, så jeg ikke kunne lade vær med at grine en smule. Jeg rykkede tættere på hende og håbede på hun ikke lagde mærke til det. Hendes hoved så ned mod mit skød, som nu sad tættere på hende. Danm, hun havde opdaget det.. Hendes nervøse blik ramte mit og jeg smilede uskyldigt til hende. Hun grinede usikkert af mig. 

Var jeg for meget?

Var jeg for nærgående? 

Ja vi sad en smule tæt, men det betød jo ikke rigtig noget, gjorde det? Jeg ville jo bare have hende til at føle sig tryg. *ditnavn* rev mig ud af mine tanker, da hendes hoved landede blot på mit bryst. Jeg lagde ubevidst, min arm om hende og klemte en smule. 

Kunne man overhovedet gøre det ubevidst? - jeg kan. 

Hendes søde parfume spredte sig omkring mig.

Måske someday? - det kunne det godt være... 

*ditnavns synsvinkel* 
Det føltes upassende, at side sådan her med en person man næsten ikke kendte. Eller jo, jeg kendte jo godt Justin Bieber endda helt ned til mindste detalje.. Men kendte jeg nu også Justin, det tror jeg næppe? 
Det var lidt grænseoverskridende, men jeg følte mig også tryg. At side i Justins arme, gjorde mig tryg, men også en smule usikker. 

Var det ikke lidt en mærkelig blanding? 
Det var jo to modsætninger.. Usikker og tryg? - det var en mærkelig følelse.. 

"Sulten?" Jeg kunne mærke Justins varme åndedragt trange ned igennem mit hår, og ned i min hovedbund. 
Sulten havde faktisk spredt sig en del, i min mave. "Mmh.. Ja" "men hvad er klokken? - for jeg skal være hjemme til spise tid" "kl. 18.17" svarede Justin og så afventede på mig. "Så må jeg nok hellere tage hjem, hvis jeg skal nå det i tide" sagde jeg forsigtigt og rejste mig fra sofaen. "Jeg kører dig hjem" kommanderede Justin, og gik ud mod døren. Et lille grin undslap mine læber og jeg rystede stille på hovedet. Det var virkelig sødt af ham, men jeg kunne altså sagtens gå, eller i hvert fald finde en bus. "Det er altså fint nok, jeg går bare.. Der er ikke så langt" sagde jeg, da jeg var nået ud ved siden af Justin. "Jeg kører dig" gentog Justin, i et tonefald jeg ikke turde modsige. Han sagde det ikke surt eller ondt, men et fastslået tonefald. 

Hvis man altså kan det? 

Jaja, bare sig det... Jeg er ikke så intelligent, det har du vel opdaget?

Vi gik side om side ud til bilen, da Justins hånd pludselig gled stille ind i min. Jeg stivnede, min krop stivnede, men jeg gik dog stadig videre. Men mine øjenbryn løftede sig, og jeg sværger at jeg havde et meget mærkeligt ansigtsudtryk i fjæset. 

Hvad mente han dog med det? 
Jeg havde jo lige mødt drengen, ikke at jeg ikke nød at gå hånd i hånd med selveste Justin Bieber, for så ville jeg lyve. Men stadig. 
Hvorfor mig? 
Han kunne få hr. hvem så helst? 
Men ja det jo nok det, han er Justin Bieber, han holder sikkert alle sine skøre fans i hånden. 

Vent. 

Har jeg lige kaldt mig selv skør? 

Det var det jeg sagde, det der intelligent er ikke lige mig. 

"Her" sagde Justin og rev mig ud af mine tanker. Jeg kiggede på den åbne bildør. Jeg slap hans hånd, og trådte derefter ind. 

"Tak for turen" sagde jeg da Justins bildæk nu var kørt ind i vores indkørsel. Jeg smilede og rettede min overkrop mod døren, og var på vej ud, da Justins hånd greb fat om min overarm. 
Mit hoved vendte sig forskrækket mod Justin, dog med et lille smil på læben. "Jeg ringer i morgen" sagde Justin og bed sig i læben, uden jeg faktisk hørte hvad han sagde, jeg kunne bare tyde det på hans mund bevægelser. Jeg kun e slet ikke koncentrerer mig, jeg var faldet helt hen i hans øjne. 

Har jeg sagt at hans øjne er de flotteste dådyr øjne. Man kan slet ikke stå for dem! De bad ligefrem om at blive savlet over. 
Årrrgh nej jeg savler ikke nu vel? 

Et lille nik kom frem, på trods af jeg var faldet hen i hans øjne. 

Jeg vendte mig kajtet rundt da jeg nåede til hoveddøren, for at vinke farvel. 

Please, han ikke så det! 

Pis! 

Han løftede hånden inde i bilen og bare barkede ud af indkørslen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...