Two different worlds

Det handler om at du vinder et møde med Justin Bieber, og Justin falder ret hurtigt for dig. eller i hvert fald, finder dig interessant.
Der kommer dog en masse problemer ind over det hele da, dig og Justin har to forskellige verdener.
Du er 17 år og går i 2 g. du har været belieber i 6 år, og har ønsket at møde Justin i lige så længe som du kan huske.

Find ud af hvordan det hele udvikler sig, læs med!


4Likes
0Kommentarer
515Visninger
AA

11. Del 11

"Du kommer i aften, ikke skat?" Læste jeg højt for mig selv, Catrine havde spurgt om jeg kom til afslutning. "Of course baby!" Svarede jeg hurtigt tilbage. Mit tøj lå ud over det hele, da jeg prøvede at finde ud af hvad jeg skulle have på. 

Det var en af de ting jeg var rigtig dårlig til. At finde tøj til begivenheder... Enten blev jeg for fin, ellers blev jeg alt for standard. 

Hvis det ikke var for den dumme regel, at man skal følges med en partner, så havde jeg ringet til Catrine og sagt hun skulle komme. Men da jeg skulle følges med Rasmus fra klassen under mig, og hun skulle følges med hendes dumme partner, så gik det jo ikke rigtigt. Rasmus, var faktisk ikke en slem partner, jeg var utrolig glad for at han var min partner. Rasmus har været min bedste ven i rigtig langtid, så jeg skulle nok komme til at hygge mig, i hans selskab. Det gjorde jeg da i hvert fald altid. 

En høj tone skar i mine ører, det ringede på døren. Jeg gik stærk ud fra at det var Rasmus. "Kom bare ind" råbte jeg så min stemme knækkede, og jeg lige måtte hoste et par gange. Typisk mig. Med tunge skrid kom Rasmus løbende op af trapperne, og styrtede ind på mit værelse. "Heeeeej" smilede han stort. 

Hvad fanden? Har han allerede drukket eller hvad? 

"Heej" smilede akavet. "Ser godt ud" tilføjede jeg. Hans flotte blå øjne kiggede smilende på mig. 

Hvis du ikke har bemærket det, så har jeg en svaghed for flotte øjne.. Men helt ærligt, hvilken pige har ikke det? 

"Gid jeg kunne sige det samme om dig" grinede han. Rasmus og jeg, havde et helt specielt forhold. Vi drillede hinanden på krys og tvært, og vi vidste at den anden ikke mente det, men tog dog alligevel et kig ned af mig selv. Bare lige for at sikre mig. 
Han grinede højt "du ser dejlig ud" et smil bredte sig på mine læber, han kunne altid gøre mig glad. 

Da vores skole lå få enden af vejen jeg boede på, syntes vi ikke der var nogen grund til at køre. Så vi gik. 

Lige inden vi gik ind af døren på skole fik jeg en sms. Ligeså snart jeg så hvem det var fra begyndte jeg at smile for mig selv og smilet bredte sig endnu mere da jeg læste hvad der stod. "Hej søde. Pas på dig selv, ikke drik alt for meget -Justin" 

Årrrgh det var virkelig sødt af ham! 

"Hvem skriver?" Spurgte Rasmus. Nok fordi han kunne se jeg smilede for mig selv. "Ikke nogen" kiggede jeg på ham med smilende øjne. "Det ligner det ellers ikke" mumlede han og gik ind på skole. Han var nok en smule sur over han ikke fik det at vide. Normalt fik han alt at vide, men denne gang var det noget andet. Han ville sikkert ikke engang tro på det. 

"Det skal jeg nok - skriver når jeg er hjemme" svarede jeg Justin og lagde mobilen væk. Catrine kom løbende hen imod mig, da hun så os. "Hej!" Råbte hun så heeele salen kunne høre hende. Ej okay, lille overdrivelse. Men hun råbte ret højt. Jeg grinede bare kort af hende, og spurgte om der var fri bar. Catrines øjne lyste helt op "JA! Det så luksus" "så lad os da komme i gang" rettede jeg mod baren, uden at forvente svar. 

Jeg havde godt nok lovede Justin ikke at drikke så meget og faktisk har jeg også lovet mine forældre det... Men når det gælder alkohol var jeg ikke så godt til, at holde den regel. 

Mit hoved var allerede begyndt at snører end del, og jeg kunne ikke mærke min næsetip. 

Ja, når jeg blev fuld kan jeg ikke mærke min næse. Den blev sådan helt følelsesløs. Ja bare kald mig mærkelig! 

Jeg mærkede nogle store hænder om mine hofter, og jeg vente mig hurtigt om. "Hej Rasmus" grinede jeg. Selvom det ikke var sjovt. Men når jeg bliver fuld, for jer har den dårligste humor, i hele verden! 

"Hej smukke..." Smilede han, "du skal vist ikke drikke mere" kommenteret han. Han passede altid på mig. Men jeg var altså ikke færdig med at have det sjovt, vi havde efterhånden været her et par timer, og natten var stadig ung. Jeg ryste ivrigt på hoved, så jeg blev helt rundtosset. 
"Så kom" sagde han og tog min hånd, og forsatte mod baren. 

Han var vist heller ikke helt ædru! 

"Hahhahaha, min numse vibrerer" grinede jeg højt. "Hahah! Nej den ringer *ditnavn*" han kiggede på mig, som om jeg var vildt dum.

Ja, jeg var ikke så intelligent og slet ikke når jeg var fuld. Men dum? Er jeg? Jo det er jeg måske? 

Flot! Jeg har lige kaldt mig selv dum... 

"Hej" sagde en bekendt stemme. "Halløj Justiiin" sagde jeg og lagde et ekstra tryk på i'et. "Er du okay?" Spurgte han nervøst. "Jaja, alt er i den skønneste orden" svarede jeg og grinede kort efter. "Okay, sikker? Jeg kan komme og hente dig til hver en tid?" 

Hvorfor? 

Hvorfor ville han hente mig?

Var vi overhovedet venner? 

Men det var da sødt af ham men lidt mærkeligt. 

"Nej det fint, jeg klarer mig. Ellers tak" svarede jeg taknemligt og kiggede hen mod de andre, som sad og lavede tegn til jeg skulle sige hvem det var jeg snakkede med, men jeg viftede bare med hånden, for at få det til at klappe i. "Lad nu vær med at end hjemme os nogen" sagde han alvorligt "hjemme os nogen" spurgte jeg dumt og fortrød med det samme. "Ja du ved...." Han blev lidt stille, men forsatte så " hjemme os en dreng..." Stilhed igen "eller noget" tilføjede han hurtigt. 

Hvorfor?? 

Siden hvornår er han begyndt at skulle bestemme over mig? 

Ja, vi har snakket sammen i en uge, men som venner. Skørt.

*Justins synsvinkel*
Jeg fortrød lidt jeg sagde det, men jeg sagde det jo kun for hun ikke skulle fortryde noget, eller gjorde jeg? "Det okay, bare rolig sådan er jeg slet ikke" svarede *ditnavn* en smule drunk. Skulle jeg være nervøs? Hun lyder en smule fuld og festen er slet ikke slut endnu.. 

"Hvem er du sammen med?" Spurgte jeg nysgerrigt. 
"Rasmus og Catrine" svarede hun hurtigt og folk grinede omkring hende. Jeg indrømmer blev måske en lille smule jaloux, men ikke noget særligt. Vi var jo bare venner, slet ikke noget der. Men alligevel dummede jeg mig og spurgte ind til det "Rasmus?" Spurgte jeg med et løftet øjenbryn. Ikke at jeg kunne se hende lige nu, men jeg kunne bare godt forestille mig hun stod med et meget underligt ansigtsudtryk. Typisk mig. Typisk mig at sprede akavet stemning. "Vi bedste venner Justin" sagde hun pludseligt, med en lidt hård stemme. Blev en smule overrasket af hendes tonefald. 
"Når men jeg vil lad være med at forstyrre mere, hyg dig. Du ringer bare hvis der er noget. Jeg er hjemme" sagde jeg og skiftede emne. "Okay, vi ses" svarede hun med en blødere stemme end før. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...