En dansers sande kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2013
  • Opdateret: 2 jan. 2014
  • Status: Igang
Historien handler hovedsageligt om Emma, en 18 årig pige der lever og ånder for dans. Historien handler om hende, hendes hold, venner og familie og hvad der sker når man drømmer stort nok.
Er dens store kærlighed nok, når valget kommer? Ham eller drømme jobbet?

4Likes
6Kommentarer
732Visninger
AA

8. Kapitel 8.

Emma og Henrik stod nervøse sammen med Karin. De var gået direkte i finalen i mesterrækken og havde givet sig selv fuldt ud. Da de var kommet tilbage havde de begge overfaldet vanddunkene og var faldt sammen i hver deres stol. Rækkerne under dem var nu ved at få præmier og endelig nåede de til mesterrækken, deres række.

"På en første plads har vi nummer 240, stort tillykke" 

Emma så på Henrik og han på hende. Et smil bredte sig synkront på deres læber og de løb smilende op til podiet og indtog den øverste skammel. De fik deres præmier idet anden, tredje og fjerde pladsen blev råbt op. De havde en arm om hinanden og holdte deres præmier op i luften, mens der blev taget billeder. 

"Stort tillykke!" Karin overfaldt dem så snart de var kommet ned fra skammelen og gav dem begge et kæmpe kram. De takkede begge og fortsatte så mod deres bord. Emmas forældre tog imod hende og hun fik endnu to store kram. De andre piger lykønskede de også og der blev krammet noget mere.

"Nu vil der være opvarmning for jumpstyle, vi begynder om 10 min." 

Højtalerne skrattede igen og Emma satte sig på en af stolene for at se på sin fine præmie. Glas, man fik altid glas med indgraveter DDD's mærke på, med mindre man dansede internationalt eller det var DM. På denne var et stort et-tal også indgraveret og det var ikke første gang Emma havde set sådan et i sin hånd. Hun tog en dyb indånding og smilede for sig selv. Hun elskede at få bekræftet, at hun virkelig godt kunne danse, at hun virkelig var så dygtig og at det ikke var noget hun bildte sig selv ind. Hun var og forblev et konkurrence menneske! 

"Em, skal du med ned og klæde om til Solo?" Mathildes stemme fik hende til at se op og hun nikkede. Hun tog sin taske og fulgtes med de andre ud til omklædningen endnu en gang. Inden de gik hver til sit, nåede Henrik at give hende et kram og fortælle hende at: De var sgu gode sammen. Dette fik hendes kinder til at blusse og hun var glad for at han ikke så det. Det var simelthen for meget det her!

"Så, du og Henrik er virkelig et godt match."

"Undskyld hvad?" Emma ønskede, hun ikke havde sagt det, hendes reaktion havde været overrasket og med røde kinder, og hun vidste de andre ville ane uråd.

"Vent.... Hvad tror du jeg snakker om?" Mathilde kiggede lidt på hende, før hun halvt råbte: "VENT! Er du vild med Henrik? Var det dét du troede jeg mente?" 

Emma sank en klump og vendte ryggen til for at skifte tøj. "Nej overhoved ikke... Jeg hørte bare ikke hvad du sagde..." Hun lukkede øjnene i håbet om, at de ville tro hende. Da hun ikke fik nogle videre kommentarer trak hun hættetrøjen af og udskifte den med en løs små-gennemsigtig hvid trøje, med ordene: WHAT YOU'R LOOKING AT? Hun skiftede sine shorts ud med et par lange sorte trænings bukser der sad tæt til og hun kiggede sig i spejlet. 

"Mit hår..." De andre piger kiggede på hende og nikkede medfølende. Sådan så de cirka alle sammen ud. Håret sad til alle sider fra den fletning hun havde lavet, inden de gik på gulvet og nu hang halvdelen så uden for fletningen. Hun hev elastikken ud og satte det igen. 

Efter at have rettet deres makeup mødtes de med Henrik på gangen, og gik sammen tilbage til bordet. 

Jumpstyle er en mindre kategori og var derfor hurtigt overstået og inden længe var alle solo dansere på gulvet. Emma deri blandt. Menneske mængden og varmen det gav blev hurtigt for meget og hun flygtede tilbage til bordet. Her fandt hun også Sara sidde og vifte med et program. Emma tog en slurk vand og så ud på menneske flokken. Af en eller anden grund fandt hende øje hurtigt en høj skikkelse, blondt hår og grønne øjne. Hvorfra hun sad kunne hun ikke se hans øjne, men hun vidste Henrik havde grønne øjne. Igen måtte Emma overtale sig selv til at fokusere på dansen. Henrik var hendes konkurrent nu, det var tid til solo. Emma rejste sig og et smil bredte sig på hendes læber idet selvtilliden kom rusende over hendes krop. Det var nu hun var mest sikker, for den eneste hun skulle stole på var sig selv, og hendes krop kendte allerede alle trin.

Hun var skabt til at danse, og hun var sikker på hun nok skulle vinde over Henrik, Mathilde og Sarah. Smilet blev større da annoncen kom fra højtalerene at turneringen nu ville begynde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...