Enhjørnings liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2013
  • Opdateret: 28 aug. 2013
  • Status: Færdig
En hoppe føder et føl. Føllet er lyserødt med en bule i panden.
Her er historien om Sasha.

0Likes
0Kommentarer
242Visninger

1. Sasha

Der var engang en hoppe. Hoppen var drægtig, og skulle snart have et lille føl. Hoppen var brun med sort man og hale og en hvid blis i panden. Føllets far, var en stor, smuk, sort hingst.

 

Endelig kom dagen, hvor føllet skulle komme. Den smukke, sorte hingst stod og vågede over sin hoppe. Han kunne se, at det snart skulle være nu.

En time efter lå et lille føl der - midt på jorden. Hoppen gloede på sit nyfødte føl. Det var lyserødt! Hoppen rejste sig forvirret op. Alle de føl hun havde set, var enten brune, sorte, skimmel, røde, grå eller palomino farvede. Hingsten kiggede også forvirret på sit føl.

"Hvad er det for en skabning, du har bragt til live?", spurgte han stille hoppen. Så gik han.

Hoppen vidste ikke, hvad hun skulle sige.

Hvad nu hvis han ikke kommer tilbage? Hvad nu, hvis han ikke kan lide mig mere? Kom nu tilbage! Jeg elsker dig jo...Alt det, fór gennem hoppens hoved, mens hingsten stille gik sin vej.

Hoppen begyndte at slikke sit føl, og en lille bule under pandelokken, kom til syne. Hoppen slikkede ivrigt på bulen, for at se, hvad det var. Den kunne tilsynladende ikke slikkes væk.

Det ser forkert ud, hvorfor vil det ikke væk? Mon det kan bides væk?

Hoppen prøvede at bide den af, men den blev stædigt siddende. Hun sørgede for, at få fat det rigtige sted på bulen, og så bed hun ellers til. Bulen begyndte at bløde, og det før bevidstløse føl, fløj op på sine lange klodsede ben. Føllet faldt straks igen, men prøvede igen at komme op. Hoppen puffede hjælpende til sit føl. Føllet kom op igen, og stavrede omkring på sine lange ben.

 

Jeg hopper legesygt rundt om min mor.

"Moar!", råber jeg.

Mor svarer ikke, men kigger bare ud i det fjerne. Hun drømmer om far igen. Han var en stor og flot hingst, som alle så op til.

"MOAR!", råber jeg igen.

Jeg ser ham gå væk. Han forsvinder ud i horisonten...Mor vågner op fra signe drømme: "Hvad nu?"

"Vi skal lege!", råber jeg ivrigt.

"Jaja...", sukker mor træt.

"Og jeg vil være en stor, flot hingst!", siger jeg kækt, og kigger drømmende op i himlen.

"Jamen okay da, Sasha...", siger mor.

"Men moar!", siger jeg, "Hvem vil du være?"

"Jeg vil være...", svarer mor og smiler, "MIG!"

Hun hopper efter mig, og jeg galopperer leende væk. Hun er lige i hælene på mig.

"Argh!", griner jeg.

Pludselig mærker jeg noget, noget der gør ondt. Jeg mærker en smerte i panden. Den kommer fra det sted, hvor bulen sidder.

"Av!", råber jeg forskrækket, "Moar!"

"Hvad sker der!?", spørger mor bekymret.

"Det gør ondt i min pande!", svarer jeg skingert.

"Åh nej, Sasha!", siger mor, "Gud! Du er blevet lysere! Du er jo næsten hvid!"

"Men moar!", protesterer jeg, "Jeg vil ikke blive hvid! Jeg vil være mig!"

 

Efter den dag, blev jeg lysere og lysere, for hver dag der gik. Smerterne i panden kom oftere og oftere, og jeg begyndte at blive øm i hele kroppen. Mor siger, det er fordi jeg vokser. Men jeg forstår det stadig ikke, selvom jeg lige er blevet 7 måneder.

 

En varm sommerdag i juni, sagde min mor til mig, at jeg skulle gå ud og finde nogle venner.

I går blev jeg 1 år, og nu er jeg helt hvid.

Jeg springer rundt om mor.

"Moar?", spørger jeg, "Må jeg gerne gå afsted nu?"

"Gå du bare, søde!", svarer mor og smiler.

Jeg har bestemt mig for, at prøve at finde far. Mor har sagt, at han ikke vil kendes ved mig, men nu er jeg jo blevet større og mere hvid, og bulen i min pande er stadig ikke helt synlig. Det af den man kan se, er dækket af min pandelok.

"Hej hej, mor!", råber jeg og løber ud i den store verden. Det vil sige, engen jeg bor på.

Da jeg er løbet nogle kilometer væk, begynder jeg at kalde på far. Mor må ikke hører mig, for jeg ved, hun bliver sur. Jeg galopperer lidt afsted og ind i skoven.

"´Faaaar!", råber jeg, "Faaaaar, det er mig, Sasha!"

Det går op for mig, at far ikke ved, at jeg hedder Sasha, så den dropper jeg igen.

Pludselig står jeg midt inde i skoven, ved ikke, hvordan jeg skal komme ud. Jeg er faret vild.

 

Det begynder at blive mørkt, og jeg ser skygger over alt. Ved den mindste lyd, farer jeg sammen.

Pludselig er det noget der rasler. Jeg har hjertet helt oppe i halsen.

"Hv-hv-hv-hvem d-d-der?", stammer jeg, og kan godt selv høre, hvor meget min stemme ryster.

En stor, flot hjort kommer frem fra busken.

Jeg skriger. Det forskrækker åbenbart hjorten. Den løber i hvert fald.

Jeg lægger mig rystende ned. Jeg vil prøve at sove, men først efter en lang, uhyggelig time, falder jeg i søvn.

 

Næste dag vågner jeg ved, at jeg får varm luft i hovedet, og jeg åbner langsomt øjnene.

Jeg kigger lige op i et par øjne. Jeg skriger, og rejser mig hurtigt op.

"Roooolig...", siger øjnenes ejermand.

Jeg ser den mystiske "ting" an. Det er en praktisk sort hingst.

Jeg spærrer øjnene op: "Far!?"

"Far!?", spørger han vredt, "Jeg er ikke nogens far!"

Jeg kigger nedslået ned i jorden.

Eller....Jeg er jo far.... Men det er længe siden nu, og den skabning var noget af det ækleste, jeg længe har set! tænker hingsten.

"M-m-men, hvem er du så?", spørger jeg,

"Jo...Jeg er faktisk far...", siger hingsten tænksomt, "Men jeg forlod hoppen, da føllet var født...Det var noget af det grimmeste..Lyserødt, og født med en bule i panden..."

"Men...", siger jeg forvirret.

"Jeg er det føl!", siger trist, men glad.

"Det kan ikke passe!", siger hingsten vantro, "Du er ikke lyserød!"

"Nej...", siger jeg trist, "Jeg er blevet hvid."

Der er kun en måde, at finde ud af det på...Tænker hingsten.

Hingsten bider fat i min pandelok, og løfter den væk. Han springer forskrækket tilbage, da han ser, at jeg har en bule.

"Du er ikke mit føl!", siger han fortrydeligt.

"Men...Far!", spørger jeg fortvivlet, og galopperer hjemad.

Det gør ondt i hingstens hjerte. Han føler sig splittet, og ved ikke hvad han skal gøre. Han længdes efter hoppen, men...

Uden jeg opdager det, følger hingsten efter mig.

"Mor!", råber jeg forpustet da jeg når hen til hende, "Mor, jeg har mødt far!"

"Far!?", spørger mor bestyrtet, "Næh, du. Det kan ikke passe! Det er noget du bilder dig selv ind!"

Hingsten kommer frem fra et træ.

Gud, det er jo ham! Sasha løj ikke, det var ikke noget hun bilder sig ind! Mor springer forskrækket tilbage.

"Hun har ret.", siger hingsten roligt, "Hun har mødt sin far." Han smiler, og løber over til mor. De krammer længe, og jeg er stolt over, at jeg bragte dem sammen igen. Nu behøver mor ikke stå og se drømmende ud i horisonten. Nu kan hun jo se far. Sådan helt rigtigt.

Og de levede lykkeligt til deres dages ende. Alle tre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...