Gaden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2013
  • Opdateret: 28 aug. 2013
  • Status: Igang
kat har brugt det meste af sit liv på gaden, selvom hun har et hjem og en familie. Hendes forældre skændes konstant, så hun har gjort hvad hun kunne for at være så lidt hjemme som muligt. Gadelivet har sine fordele men også sine ulemper, og Matt og hans muskelbundter er en af dem.
Det super flotte cover er i øvrigt lavet af Edith Ramona.

0Likes
0Kommentarer
242Visninger

1. Gaden

Det var koldt, vådt og koldt. Mine sko var fugtige og klamme, men jeg ville ikke hjem. Det var det sted i verden jeg sidst ville hen. Jeg gik videre ned af de mørke regnvåde gader. Gemt fra alles blikke i skyggerne fra de grå etagebyggerier. Her var mørkt og fugtigt med en let rådden stank af affald og svamp. Det var ikke noget flot sted, men det var her jeg voksede op.

Jeg har levet stort set hele mit liv på gaden, ikke fordi jeg ikke havde noget hjem eller ikke måtte komme hjem, men fordi jeg ikke ville. Min mor og far havde besluttet at de ikke ville skilles. Det var sikkert for min skyld, men jeg hadede dem for det. De skændtes konstant. Det var lige omkring aftensmad, så jeg var sikker på at de skændtes om det, når jeg kom hjem.

Jeg tog mig sammen og begyndte at gå gennem de velkendte gyder hjemad. Jeg drejede ned af en lille sti der førte gennem parken. Da jeg havde gået et stykke kunne jeg se en flok drenge stå for enden af stien. Det var Matt og hans gruppe af store muskelbundter. Jeg kunne se at Matt kiggede på mig, der var ingen vej uden om, jeg måtte gå videre.

Mens jeg gik, arbejdede min hjerne på højtryk for at finde en udvej. Men den eneste vej var forbi Matt og hans muskelbundter. Jeg vidste, at jeg ikke kunne slippe fra dem på en helt lige strækning. Min eneste chance var at lade som ingen ting og håbe, at jeg kunne tale mig fra det.

Jeg var nået hen til dem nu, men som jeg havde forventet, ville de ikke bare lade mig gå forbi. ”Næhh er det ikke lille frk. Katrine der går aftentur?” sagde Matt så sukkersødt at det var til at få kvalme af. Alle hans muskelbundter grinede fjoget og så ondt på mig. De vidste udmærket hvor meget jeg hadede at blive tiltalt som om jeg var en lille skrøbelig porcelænsdukke.

Første gang jeg var blevet tiltalt på den måde, havde jeg lige haft et voldsomt skænderi med mine forældre og var løbet ud. Da en af de store drenge stoppede mig bare for at gøre nar, havde jeg udstødt så hæst et skrig, at det nok overrumplede ham en del i sig selv, og så gik jeg ellers sløs på ham med alt jeg havde lært. Men da jeg rev ham i hovedet så det begyndte at bløde, løb jeg væk. Siden den dag var jeg af alle i kvarteret blevet kaldt, kat eller katten. Den store dreng havde givet mig tæv efterfølgende, men det kunne ikke slå min tilfredsstillelse ved at have givet ham tre tynde ar på siden af hovedet.

”Jeg er ikke nogen lille frk. og det ved du udmærket godt” knurrede jeg. ”Ha Ha uha drenge, vi må nok hellere passe på, vi ikke gør missekatten sur” sagde Matt, så sarkastisk at det ikke var til at tage fejl af. De andre lo igen. ”Lad mig gå” sagde jeg med tilkæmpet ro, og så ham direkte i øjnene. ”Nej det tror jeg ikke jeg har lyst til” sagde Matt og smilede ondt til mig. ”lad mig gå, lige nu, ellers bliver jeg jo nødt til at gi dig et ar, der matcher dem du allerede har.” sagde jeg vredt.

Jeg vidste med det samme, at jeg var gået for vidt. Jeg kunne se Matts øjne blive smalle og hans hænder knyttedes. Jeg ventede med hamrende hjerte på hans reaktion. Men det var ikke Matt, der gjorde noget først. Det var hans muskelbundter. De stillede sig i en rundkreds om mig og tog fat i mig. Jeg vidste det ikke ville nytte noget at gøre modstand, så jeg stod bare stille. Jeg havde forventet flere slag end dem der kom, inden han holdt en pause. Jeg så op i Matts grimme fjæs, der var stivnet i en grimasse. Først da lagde jeg mærke til lyden af sirener.

”Tag Katten med vi skal væk nu.” Sagde Matt, og nu lød han pludselig panisk. Jeg kunne se, at han var distraheret og greb chancen for at snakke mig fri. ”Lad mig gå Matt, det vil kun sinke dig, hvis du skal have mig med. Og desuden, kan jeg hjælpe dig en anden gang.”

Jeg kunne se han ikke troede på mig, men han lod til at være så nervøs, at han ikke tænkte over det. Han nikkede til de andre, og de slap mig. Jeg var lettet over at være fri, men mindst lige så overrasket over at de bare stak af.

Jeg stod lidt og så efter dem, mens jeg overvejede, hvad de mon havde rodet sig ud i. jeg gik videre hjemad, mens jeg tænkte. Forventede Matt rent faktisk, at jeg ville hjælpe, eller var han bare gået med til det, fordi han ville væk. Det gav ikke mening for mig, men jeg vidste, at jeg ville hjælpe hvis jeg fik chancen. Ingen i gaden skulle kunne sige, at Kat ikke holdt sit ord.

Da jeg kom hjem, var mor og far, som forventet, midt i et skænderi. Og når nu jeg kom, skulle jeg da også have en del af skylden for den mislykkede mad. Sådan var det altid, og jeg havde lært at holde det ud uden at lade mig gå på. Det hjalp for det meste bare at gå forbi dem, selv om de råbte af en.

Jeg tog en tallerken i skabet og hældte noget, af det udefinerbare snask i gryden, over på den. Så gik jeg op på mit værelse og tændte for musikken, så den overdøvede skænderiet nedenunder. Da jeg havde taget de våde sokker af og fundet nogen tørre i skuffen, begyndte jeg at spise.

Det viste sig at være kylling i karry, som var brændt på. Da jeg havde spist og hurtigt skrevet en side på den danske stil, der skulle afleveres næste morgen, lagde jeg mig til at sove. Jeg kom jo alligevel ikke i skole, så den åndssvage stil blev jo ikke afleveret alligevel.

Jeg gik gennem gaderne, som jeg kendte ud og ind. Det var tidligt om morgnen, og den grå dis hang stadig i luften. Da jeg svingede om hjørnet, kunne jeg høre den svage lyd af sirener i nærheden. Mine tanker fløj til Matt og aftenen før. Gad vide om det var ham, der stadig havde problemer.

Eftersom jeg ikke havde andet at lave, besluttede jeg at finde ud af det. Jeg gik efter lyden og fandt snart det, jeg ledte efter.

En politibil kørte langsomt forbi og standsede så foran en gyde. En stor politibetjent hoppede ud og råbte: ”Matt stop, det er politiet. Jeg ved, hvad I har der kom med det!” Jeg tænkte ikke, over det jeg nu gjorde. Jeg løb, så hurtigt jeg kunne om på den anden side af gyden. Jeg vidste der var et lille smuthul ind til den gyde Matt befandt sig i, og der kravlede jeg ind.

”Hey Matt, jeg ved ikke, hvad det er du skal skjule, men hvis du ikke vil havde det bliver fundet så giv mig det nu.” hviskede jeg til ham. Han så først skeptisk på mig, men da han hørte betjenten komme nærmere, overgav han sig, og smed en plasticpose til mig, mens han hviskede: ”Løb!”

Og det var hvad jeg gjorde, jeg løb. Ned af alle de gyder ingen andre end gadebørn kendte og videre væk. Jeg blev ved med at løbe i næsten 10 minutter, før jeg stoppede stakåndet og meget tørstig.

Jeg ventede i en time, før jeg forsigtigt vendte tilbage til det sted, politibilen havde holdt.

Jeg kunne se Matt og de andre sidde på kantstenen og snakke. Jeg trak ind i skyggen og lyttede.

”Hun har garanteret nakket det hele,” sagde Matt og så på de andre. ”Ja, og så skal vi bare ud og lede hele kvarteret igennem for at finde den åndssvage Kat.” Sagde en af de andre der vist nok hed Mikkel.

”Hva’ er det den her, i leder efter?” Sagde jeg og smed posen over til Matt, der overrasket greb den. ”Hva’ i…” lød det overrasket fra Mikkel. ”Ja, så endte du alligevel med at få hjælp af en missekat.” Sagde jeg glad og satte i løb væk fra Matt og hans muskelbundter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...