Ingen rør en muskelhund

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2013
  • Opdateret: 27 aug. 2013
  • Status: Færdig
Det er mit one shot, skrevet om muskelhunden. Jeg vil ikke ha, det her skal være en disskution, om hvor vidt, muskelhunde skal forbydes eller ej!
Personligt, er jeg muskelhund elsker, men jeg mener samtidig at det ikke hunden der fejler, noget men hundens ejer! ALLE DYR HAR RET, TIL AT LEVE! OS SELVOM MAN ER DEN 'FORKERTE' RACE (:

3Likes
1Kommentarer
320Visninger
AA

1. Ingen rør ved en muskelhund

Det er underligt, som alle folk kigger på mig, når vi går tur. Det er os mærkeligt, at jeg nu skal bære mundkurv. Det hele har forandret sig! Førhen, når vi gik igennem parken, løb jeg frit, og legede rundt. Du gik på stien, og kastede den pind, eller bold jeg nu kom hen med. Det gør vi ikke mere. Nu må jeg ikke engang, kunne tag pinde eller bolde. Jeg skal gå ved din side, og alligevel selvom, jeg har snor og mundkurv på, føler jeg folk tager afstand fra mig. Det gør mig måske deprimeret, men alligevel hjælper det, at vide du går ved siden af mig, og elsker mig! 
Når vi kommer hjem fra turen, elsker jeg at ligge mig på sofaen sammen med dig. Så aer du mit hoved, og fortæller mig om dine bekymringer, og selvom jeg ikke forstår ret meget, nyder jeg alligevel at høre dine ord. Kommer der nogen, ved døren, er jeg den første til at løbe ud, og se hvem det er, og selvom jeg Gør, er det ikke for at skræmme folk, men for at byde dem velkommen i vores hjem. Jeg ville så gerne kunne tale, med dine venner, men de forstår mig ikke. Men alligevel forsøge jeg, at elske dem, ligeså højt som du elsker dem. 
Tit finder, du en bold frem, og så leger vi sammen ude i haven. Det var sjovere på vores gåture, men det her er fint nok, så længe vi bare er sammen. Når du er på arbejde, bruger jeg tiden på, at sove, spise, og vente på dig. Jeg passer på dit hjem, imens du er væk! Ingen for lov, at komme og gøre dit hjem fortræd! Jeg lover, at beskytte det! 
Men ak! Som tiden, gik blev du syg. Du kæmpede brat, men til sidst, måtte du tænke mere på dig selv, og din sygdom end mig. Du besluttet dig, at finde et godt hjem til mig, men tingene er ikke altid, som man tror. 
I mit nye hjem, er der børn. Jeg var vild, for at få lov, og snuse til dem! Beskytte dem, og passe på dem. Forsvare dem med mit liv, hvis det var nødvendigt! Men mine nye herre, var ikke intressert i jeg var en del af familien, som jeg havde været ved dig. I stedet boede, jeg i et bur, gemt væk, bag noget plastic. Jeg prøvede, og kalde på dem, når jeg følte mig ensom, men ingen kom. Så snart jeg så min herre, var det for at træne mig! 
Men så snart, jeg viste ham kærlighed, viste han mig frygt. Så snart jeg viste ham loyliatet vidste han mig, svigt. Så snart jeg gjorde noget, som han ønskede blev det brugt imod mig, og stille og roligt forsvandt jeg fra mig selv. Gnisten i mine øjne, slukkes og jeg var nu opsat på at tjene min herre, at det overskyede den engel jeg nu havde været. 
Flere og flere kampe blev det til, og jeg vandt! Jeg endte med, at være et frygtet monster, og når han en sjælden gang, gik en tur med mig, trak jeg derud, for at beskytte ham. Men smagen af blod, sad nu så dybt i mig, at beskyttelse var ved, at smage blod. 
Men en dag, mødte vi en fremmede hund, der var løs. Den kom mod mig, og jeg ville bare beskytte! Men alligevel, var valget det forkerte, at makere overfor hunden, og det næste jeg huskede, var da jeg gik den lange vej, indtil dyrlægen, med en fremmede mand. En mand i uniform, der virkede skræmt af mig. I det øjeblik, vidste jeg at englen stadig var mig, og da han stoppede op, satte jeg mig pænt ved hans side, for at vise ham min loyalitet! 
Men der var intet og gøre! Jeg måtte videre herfra.

Jeg var den 'forkerte' race, og derfor måtte jeg lade livet. Måske havde det endt anderledes, hvis jeg var blevet ved dig? Måske havde det ikke! Men ingen tænkte, på mig da jeg fik indsprøjtningen. Jeg måtte stå model, til meget, hos min herre. Måtte finde mig i, at han opdragede mig ved at spark til mig. Måtte finde mig, i at hans børn kunne finde på at hive fat i mine øre, når de kom hen til tremmerne. Måtte finde mig i at være alene. Måtte finde mig i, at være en jeg ikke ønskede at være. 
Men imens min tid rinder langsomt ud, husker jeg tilbage på dig. Vores lange gåture på stranden, inden folk begyndte og kig forkert på mig. Når jeg var ude, og lege med andre hundevenner, eller når vi lå og dasede på græsplænen i sommervarmen. Det var inden, jeg blev frygtet, og måtte gå med mundkurv. Men det havde intet ændret, om jeg ville beskytte dig, eller min herre. Jeg måtte lade livet alligevel! For jeg var frygtet pga min størrelse. Ikke for den engel, jeg havde været, der havde omfavnet verden, og havde gjort alt for, at gøre folk glade! For det monster jeg var endt som! 
Mit hjerte banker langsommere nu, men døden bliver budt velkommen, for hvem vil leve i verden hvor man ikke er ønsket? I hvert fald ikke mig! 
Som du så tit sagde til mig: 
Ingen rør en muskelhund 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...