One Shot | Love Will Remeber - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2013
  • Opdateret: 27 aug. 2013
  • Status: Færdig
Jeg skrev primært dette, fordi jeg tænkte, at det 1. var meget realistisk mht de ting, der sker i det (Det kan I jo læse :3) 2. fordi den er med i konkurrencen "Backstage". Den beskriver det, der har været sket (selvfølgelig kun ud fra min fantasi).

Okay for lige at forklare dette lidt:
Personen, der skriver handlingen (brevet) er en mor, der er 35 på det tidspunkt, hun skriver det. Hun skriver det, fordi hendes datter selv går igennem teenage-årerne.
Der står årstal og sådan på, og hvis det er lidt svært at forstå, så må I endelig skrive en kommentar med det.

91Likes
45Kommentarer
1723Visninger

1. One Shot.

D. 24. december 2031.

Kære dig.

Den 16. februar 2013 var den dag, der efter sigende skulle være den bedste dag i mit liv, det var jeg overbevist om, at den blev – problemet var blot, at den blev vendt til noget helt andet;

Det var der, jeg trådte ind i billedet. Hvem er jeg? Jo, nu skal du høre. Dengang var jeg en pige på 17, der endelig skulle møde sine fem idoler: Niall Horan, Liam Payne, Zayn Malik, Harry Styles og Louis Tomlinson. Nu er jeg 35 år gammel og har en sød datter på 15. Hun minder om mig: Dengang havde jeg nøddebrunt hår og et par lyseblå øjne, samt sorte, lange øjenvipper, som alle altid komplimenterede. Mit navn er Sofia Green.

Jeg var så heldig, at min kusine, Amy Green, kendte de her fem fyre, som jeg med glæde kaldte min verden. I starten var jeg ikke oppe at køre over One Direction, som de blev kaldt dengang. De var et boyband, der blev sat sammen i X Factor UK i 2010, og de sagde mig intet før 2012. Jeg ved ikke, hvad der skete, hvis jeg skal svare ærligt, men jeg vil nok forklare det som, at jeg var i det, før jeg kunne komme ud – og gud, hvor jeg dog prøvede voldsomt på at komme væk fra den fandom. Det var forfærdeligt, men alligevel elskede jeg dem jo med hele mit hjerte, fem fremmede personer, så hvordan skulle jeg bare kunne sige farvel og tak? Det er det, der ligger til at være en fan. Du kan ikke bare droppe det. Du har ikke bare noget valg med hensyn til, om du vil være fan eller ej. Er du det, er du det. Sådan er det. Du vil gøre alt for at møde dem, komme til koncerter, få et follow på Twitter fra dem.. du vil gerne bemærkes af dem.

Men i hvert fald var jeg så heldig, at Amy kendte Niall særdeles godt, og jeg havde ikke engang helt styr på, hvordan det var, de kendte hinanden. Selvom Amy var min kusine, var vi ikke tætte, fordi jeg boede i DK, og hun boede i.. ja, jeg kan ikke engang huske, om det var Irland eller England, hun boede i der. Selvfølgelig var jeg helt i chok, da jeg rigtigt opdagede, at Amy altså kendte dem, men det var først, da jeg blev fan, at jeg tænkte over det.

Og den her dag havde hun sørget for, at jeg kunne få lov til at møde dem efter koncerten helt eksklusivt, uden nogen andre også var der, så det var ikke ligesom et normalt M&G, hvor man kun fik små fem minutter sammen med dem. Langt fra faktisk.

Jeg kan tydeligt huske, hvad jeg havde på – måske, fordi der ligger et billede i min skuffe fra den dag. Det var et par sorte knæstrømper til en sort, løs nederdel, som gik mig til navlen og dertil en trøje, hvor der stod NYC på, og min mave blev afsløret fuldstændig.

Dengang gik jeg altid med det der tøj, for det var det, jeg syntes var fedt. Måske havde det noget at gøre med det andet band, jeg var fan af (ikke i lige så høj grad som One Direction), som hed Little Mix. De var et girl band. Jeg opdagede dem primært, fordi Perrie var Zayns kæreste – om de stadig er det, ved jeg ikke. Jeg kan huske, de blev forlovet, da de begge var omkring de tyve. Nå, men tilbage til emnet: det var der fra, jeg havde min stil, fordi jeg syntes, at den var så fed, og så ville jeg selvfølgelig gerne ligne Perrie Edwards, Jesy Nelson, Leigh Anne Pinnock og Jade Thirlwall.

Da jeg kom hen til koncertstedet, var jeg fuldstændig oppe og ringe. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre af mig selv, og jeg følte mig fuldstændig malplaceret samtidig med, at jeg følte mig mere tilpas i et stort fællesskab, end jeg nogensinde havde gjort. Der var en grænse, og jeg kunne ikke helt finde ud af, hvor jeg stod.

Koncerten blev holdt i Forum, så der var ikke sådan utroligt mange mennesker, så vidt jeg husker. Selvfølgelig kan jeg ikke huske det helt, for det er lang tid siden.

For mig virkede det som uendelig tid, før koncerten startede, men da den så startede, var det hele ventetiden værd – i den grad. Det er nok en følelse, jeg aldrig nogensinde glemmer, fordi den var så speciel. For andre mennesker var den nok ikke meget anderledes fra en hvilken som helst anden koncert, men det var den for mig. For en directioner. For en directioner er det det, man har ventet på. Når man har været fan og ventet og håbet på, at ens idoler kommer til ens land, og når de gør det, og man står der. Det er umuligt at forklare den fornemmelse, fordi den er så surrealistisk.

Det var en fest at være med. Jeg var der med min søster og to af mine bedste veninder, og det var den fedeste oplevelse, som sagt. Selvom jeg havde regnet med, at jeg ville komme til at græde voldsomt meget igennem hele koncerten, skete det ikke, og det undrede mig så meget. Måske var det, fordi det virkede så sygt, at det var som om, at det ikke kunne ske. Det gik ikke op for mig, og det tog mig mindst fem år, før jeg rigtig kunne forstå, at jeg havde set dem live. Eller for den sags skyld havde mødt dem, for det var jo det, der skete den dag.

Mine veninder tog hjem, da koncerten var slut, og jeg ringede til Amy for at vide, hvor hun var. Vi havde aftalt, at vi skulle mødes ude foran, fordi hun ikke selv gad være med til koncerten – nok, fordi hun havde set den så mange gange, fordi hun ikke boede i Danmark.

Jeg kan huske, at Amy grinede af mig, da hun så mig, og nu når jeg tænker tilbage, kan jeg huske, at jeg ikke forstod, hvad hun grinede af. Nu tror jeg, at jeg ved det: det var nok, fordi jeg må have strålet af glæde og nervøsitet og.. ja, af alt. Alt på en god måde. Jeg får helt kriller maven, når jeg sidder og tænker tilbage. Jeg kan genkende den ubeskrivelige følelse.

Da jeg havde sagt hej til Amy, førte hun mig indenfor igen af en anden indgang – jeg kan ikke længere huske, hvordan det foregik, men det er også en mindre detalje.

Jeg kunne høre og se mennesker, der løb frem og tilbage på en mere eller mindre rodet måde – det var garanteret, fordi koncerten lige var slut, og der var en masse ting, der skulle ordnes.

Og så kan jeg huske præcis, hvordan jeg stivnede fuldstændig, da jeg hørte en stemme på en af de fem. Jeg var nærmest for fastfrosset til at kunne høre, hvem det var, kan jeg huske, men fordi jeg kendte dem så godt, tog det mig kun et par sekunder ekstra at finde ud af, at det var Liam. Han var den første, jeg hørte stemmen på i virkeligheden.

Det her kan jeg huske nærmest udenad. Da jeg hilste på dem alle sammen.

Amy kaldte Liam hen til os, og da han kom rundt om hjørnet, var jeg sikker på, at jeg skulle få et hjertestop. Selv nu, når jeg er 35, kan det minde få mit hjerte til at galopere derud af, som det gør netop nu. Jeg kan ikke finde ud af, om det er godt eller dårligt, at de stadig kan frembringe disse følelser i mig.

Anyway, jeg husker tydeligt, hvordan Liam kiggede lidt på mig og smilede, men det bekymrede mig, for hans smil nåede ikke hans øjne. Og det brød jeg mig selvfølgelig ikke om. På det tidspunkt slog jeg det hen, fordi jeg havde for travlt med at håndtere det faktum, at han stod foran mig. Han trak mig ind i et kram.

Dengang duftede han af en blanding af.. ja, jeg ved det ikke. Det er faktisk svært at forklare, og det står ikke helt klart, men jeg kan huske, at jeg følte mig hjemme og.. gennemlykkelig.

Det blev kun bedre, da de andre kom, og de gav mig alle sammen et kram. Men der lagde jeg igen mærke til, at ingen af dem så ud som om, de nød det. Ikke på grund af mig, men som om, at der var noget, der nagede dem..

Jeg skubbede tanken væk, da Niall kom ind. Fik jeg skrevet, at Niall var min yndlings af de fem? Det var han. Helt fra dengang, hvor jeg blev fan, var jeg blevet totalt forelsket i ham. I hvert fald var det som om, at alt forsvandt omkring os, da han holdt mig i hans arme, så tæt, som jeg stort set ikke var blevet krammet før – i hvert fald på det tidspunkt. Jeg havde bare lyst til at holde fast om ham.

Jeg kan ikke med nøjagtighed huske, hvad jeg sagde til dem, men jeg kan huske, at jeg fortalte dem, hvor meget de betød for mig, og at jeg elskede dem. Også, at de havde hjulpet mig igennem mange af mine problemer, som jeg havde dengang. Deriblandt cutting, men det er en side af min historie, som vi ikke skal ind på nu. Det omhandler ikke det, der nu skete, der vendte alting på hovedet for mig.

De undskyldte med, at de skulle i bad, før vi kunne snakke ordenligt, og det var jo okay: de havde lige været på scenen i godt og vel to timer ca., så det var jo kun naturligt, at de havde brug for et bad.

Amy fik mig vidst overbevist om, at vi kunne gå hen og hente noget at drikke og spise, og det gjorde vi så. Altså, jeg kan i hvert fald huske, at jeg rendte rundt med noget mad, og på et tidspunkt var jeg alene, fordi Amy gik på toilettet.

Og ja, det var dømt til at gå galt, da jeg var alene der og ikke anede noget som helst om stedet og ikke kunne finde rundt, ikke? Det gjorde det i den grad også, og jeg tror aldrig, at jeg vil glemme det. Glemme, da jeg trådte rundt om hjørnet og en hævet stemme lød – ikke råbende, bare hævet.

”Zayn for fanden da, kan du ikke godt stoppe med det der!” halvhvislede personen, der var Louis. Når jeg tænker tilbage, ved jeg godt, at jeg ikke burde være stoppet op, men min nysgerrige person forhindrede mig i bare at gå forbi. Nu ville jeg ønske det, for det ville have gjort min resterende tid som directioner meget mere skøn. I stedet blev jeg alt for viden.

”Det bestemmer jeg selv, Louis. Jeg er træt af, at du skal være sådan en kontrolfreak.” gav Zayn igen og sagde Louis’ navn med væmmelse. Jeg blev forvirret, dengang jeg hørte det.

”Du ender med at blive afhængig. Han har ret,” medgav Harry.

Resten var et stort kaos. De diskuterede på kryds og tværs, og det gik langsomt op for mig, at der var noget galt. Alvorligt. De kunne ikke snakke sammen, de snakkede om stoffer, de snakkede om at lave skade på sig selv.. og det værste jeg kunne forestille mig: de snakkede omkring det emne, der hed at splitte op.

Jeg er ikke sikker på, hvordan min reaktion var der, men imens jeg skriver det her, kan jeg mest huske det som en tomhed.. som om, at alt blev revet fra mig- som var det mit hjerte, der blev revet ud af mit bryst og trådt og hoppet godt og grundigt på.

Da de gik ud fra rummet, prøvede jeg at se så tilfældig ud, som det var muligt, når jeg lige havde hørt det, men jeg kunne næsten ikke. Jeg var elendig til at holde ting skjult, da jeg var teenager.

Dog viste det sig, at jeg ikke behøvede at holde mine tårer, rædsel og frygt inde særlig meget længere, for Niall kiggede på mig i to sekunder, før han faldt frem og begravede hovedet ved min skulder med et hulk.

Jeg glemmer aldrig, hvordan det var. Det gik jo med det samme op for mig, at han græd, og der brød hele min verden sammen, kan jeg huske. Så stod vi sådan. Det lyder så urealistisk, men det gjorde vi. Han spurgte, om jeg havde hørt, hvad de havde snakket om, og jeg kunne ikke få mig selv til at lyve.

Der vidste jeg, at han var ked af det, der var i gang med at ske med dem der. Han holdte så meget af det hele, og som det så ud fra min unge synsvinkel, var det ved at slippe fra ham, uden han kunne gøre noget. Det var samme måde, jeg havde det på. Jeg kunne hverken gøre fra eller til, for hvad var jeg? Jeg var kun en fan.

Og så sagde han noget: ”Jeg er så ked af, at du skulle høre det. Vil du love ikke at fortælle nogen om det? Aldrig? Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld. Jeg elsker dig, okay?” Og jeg har aldrig fortalt nogen om det. Aldrig.

Det var der, det gik op for mig: De fem personer, jeg havde dedikeret tre år til, som havde reddet mig et utal af gange, var i virkeligheden dem, der havde skreget på hjælp, men det var uden held.

De splittede op i 2015. Zayn blev, som de havde forudset, stofmisbruger (om han stadig er, følger jeg ikke med i), Louis fik en depression – men det viste sig, at det havde været undervejs længe, og de andre de.. de forsvandt bare. Ikke helt selvfølgelig, men nu var de ikke længere Harry, Niall og Liam fra One Direction. Nu var de bare tre vidt forskellige personer.

Og hvad gjorde jeg? Jeg reagerede meget voldsomt: Jeg var både overbevist om, at jeg skulle dø, samtidig med, at jeg var ked af det, ødelagt og pisse sur på dem. Jeg var så fortvivlet, at jeg ikke kunne forstå, hvad fanden de bildte sig ind.

Nu er jeg logisk kommet mere til fornuft.

Folk sagde altid til mig, at de blot var en fase i mit liv, og at jeg om ’få år, når jeg ikke var teenager længere’ ville glemme alt om dem, men jeg er helt sikker på, at jeg aldrig vil glemme dem. Var det tilfældet, ville jeg ikke sidde og skrive om dem, tyve år efter, de var splittet op.

Love will remember.

- Sofia.

 

D. 27. august 2050.

En tåre trillede ned af min kind, da jeg læste min mors brev.

Jeg kunne ikke lade være med at gå hen og kigge i hendes skuffer. Egentlig havde jeg sagt til mig selv, at jeg ikke ville, fordi hun ikke havde været væk så længe, men det virkede passende, at jeg ville se det billede nu.

Da jeg fandt det, blev jeg helt tavs indvendigt også. Der var det. Lige foran mig. Hun stod i midten af de fem drenge – den blonde holdte omkring hende bagfra, og jeg havde aldrig set hende se så lykkelig ud. Så fuldendt ud. Hun strålede af lykke.

Hun havde aldrig nogensinde fortalt mig det her. Hun havde aldrig specifikt fortalt mig om dette band ”One Direction”. Dog kunne jeg erindre, at hun til tider bad mig og far om at være helt stille, nogen gange når radioen spillede. Så blev hun underligt stille og drømmende, og far ville grine af hende, indtil hun ville bede ham om at klappe i. En gang var jeg sikker på, at jeg så hendes øjne blive blanke, men det havde jeg skubbet væk – overbevist mig selv om, at det ikke var rigtigt.

Men havde jeg taget fejl? Efter at have læst det her kunne det meget vel være.

Jeg snøftede endnu engang og tørrede mine kinder med håndryggen. Jeg savnede hende gevaldigt meget. Jeg savnede at have en mor. Det var hårdt at være foruden.

Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvem hun havde skrevet dette til (der stod ingen afsender på), og jeg anede heller ikke, om hun havde haft nogen intentioner om, at jeg skulle finde det og læse det igennem.

Men en ting var sikkert; hun havde elsket det her band med hele sit hjerte, og de havde fyldt så stor en del i hendes liv, at hun aldrig havde glemt dem på noget tidspunkt. Det var jeg ikke i tvivl om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...