Nothing || Larry Stylinson One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2013
  • Opdateret: 28 aug. 2013
  • Status: Færdig
"Du kommer over ham" fik Harry at vide. Men det gjorde han ikke. "Bare et par øl, så er han glemt" havde de sagt. Men Harry kunne ikke glemme ham. Han måtte se ham igen. // AU: Drengene er IKKE berømte.

16Likes
12Kommentarer
711Visninger

2. Nothing

”Hvad hvis,” mumlede Harry ligegyldigt ned i sin halvtomme øl, ”Hvad nu hvis jeg bare døde? Det ville være nemmere så, ville det ikke? Bedre.” Han sukkede højlydt og reelt, da han løftede ølkruset og drak resten af indholdet. Det kunne være en løsning, efter alt. At give op.

”Åh, sig ikke sådan noget,” var Liam hurtig til at svare, mens han opmuntrende klappede sin yngre vens ryg. Han og Niall havde slæbt en modvillig og knust Harry med på den lille pub, tænkte at det ville få ham på bedre tanker. Det var bare som om, det kun gik stødt den anden vej, og det bekymrede ham.
”Ja, vi ved vist alle at du er bedre tjent uden ham. Han var ikke god for dig,” fortsatte Niall alvorligt mens han så sin ven i øjnene, ”Du skal bare… Du har bare brug for at slå hjernen lidt fra, få noget at drikke. Hygge dig.” Han smilede prøvende til ham, som om han havde brug for en godkendelse. Harry nikkede svagt. Tvungent. Han prøvede at smile, det gjorde han virkelig, men det føltes slet ikke rigtigt. Alting var for smertefuldt lige nu, og det ar som om, hver gang han trak i mundvigende, at han forrådte sig selv, holdt sin sjæl for nar. Hvordan skulle han også kunne være i en sådan situation? Hvad var der at smile over? Hans livs kærlighed forlod ham. Bare sådan. Ingen forklaring ud over ”Vi ved begge, det ikke vil fungere.” Han bed sig i læben ved tanken for at afholde den fra at bævre.
”Måske har du ret, Niall,” mumlede han så, tydeligvis halvhjertet, ”Kan jeg få den her genopfyldt?”

 

”Harry,” Liams stemme havde forandret sig siden først på aftenen, og den lød nu bekymret, ”Måske skulle vi bare gå hjem nu. Du har fået nok at drikke.” Harry stirrede fraværende på ham. Han var i et stadie, hvor han bare hørte uden at lytte. En følelsesløshed, der var en smule beroligende, men ikke så prominent at noget føltes rigtigt.
”Nej… Nej, jeg glemmer,” spruttede han og tømte endnu et glas. Alting var ved at blive uklart på det tidspunkt. Og stadig var han ikke i stand til at smile. Han var lige så knust som før. Harry sukkede og lagde sin pande mod håndfladen. Jeg bliver jo ikke glad før jeg er tilbage sammen med Lou, fangede han sig selv i at tænke midt i skyen af fordrukne tanker. Dette gav ham ideer, og ideerne gav ham håb. Også selvom ædru Harry ville reagere på disse idéer med en blanding af latter og gråd; men sådan noget tænkte fulde Harry selvfølgelig ikke over. Selvfølgelig ville Louis lytte. Det ville han denne gang. Harrys hånd begyndte let at ryste, mens han rodede i sin højre lomme efter telefonen, bare ved at tænke på det. Hvis bare han fik fortalt ham hvordan han virkelig havde det, så ville Louis forstå og skifte mening. Det var han nødt til. Hans fingre skælvede mere, da han låste telefonen op og ivrigt tastede sin ex’ nummer ind.
”Jeg går udenfor for at snakke,” meddelte han højlydt og trykke på opkaldsknappen. Han begyndte at gå udenfor selv, men havde snart brug for Nialls hjælp, da han svajede voldsomt og nær var væltet af barstolen i et forsøg på at hoppe ned fra den.
”Hvem ringer du til?” spurgte Niall nysgerrigt efter at have lukket døren til pubben bag dem, før det gik op for ham; ”Nej, det er forhåbentligt ikke… Det er ham, er det ikke?” Harry nikkede bare, stærkt koncentreret på telefonen. Niall rystede på hovedet og sukkede bekymret.
”Vær sød ikke at-”
”Må jeg være alene mens jeg snakker?” afbrød Harry sin ven og stirrede beruset på ham. Uden et ord gik Niall tilbage indenfor, forlod Harry. Få sekunder senere besvarede Louis hans opkald. Endelig.
”Hallo,” sagde han i røret, ”hvem er det?” Hans stemme var en smule hæs, og han lød træt, udmattet. Harry besluttede sig for, det ikke var nødvendigt at svare på spørgsmålet og begyndte i stedet bare at tale:
”Lou, jeg elsker dig.” Hans stemme var højlydt og en smule usikker og tom, det på trods af alle følelserne bag, ”Det gør jeg stadig. Det ved du da godt.” Louis var stille i flere sekunder, trak bare vejret tungt.
”Harry, har du drukket?” sagde han så efter en lang pause. Der var en markant bekymring i hans stemme, som Harry ikke kunne høre gennem rusen. Og dette spørgsom svarede han heller ikke på.
”Kom nu, Lou,” sagde han noget lavere, da han var begyndt at få tårer i øjnene, ”vær nu sød at tage mig tilbage. Jeg har brug for dig.” Han kunne høre Louis trække vejret i adskillige sekunder, før han afsluttede opkaldet, og alt Harry stod tilbage med var en bippen i sit øre og hans egne højlydte hulk. Hans venner inde i baren måtte have hørt det, for de kom stormende ud i den dunkle natteluft kort tid derefter.
”Harry, lad os gå hjem” sagde Niall og så bekymret på ham, mens han hjalp Harry tilbage på fødderne, men Harry skubbede ham trodsigt væk.
NEJ,” råbte han af sine ældre kammerater; hans stemme knækkede, ”Jeg er nødt til at se ham!” Derefter vendte han bestemt rundt og begyndte så at vakle langsomt, men beslutsomt, ned ad gaden. Han kunne vejen til Louis’ lejlighed i hovedet, selvfølgelig kunne han det. Han havde været der hver dag i flere år. Eftermiddage på sofaen med en dårlig kærlighedskomedie og lyden af Louis’ hjerteslag. Nætter fyldt med passion og kærlighed uden mage. Berøringer, han ville mærke flere dage efter.

 Bare et par gader mere, så kunne han se Louis’ ansigt igen. De klare blå øjne, han havde memoreret hver en nuance af. Det lette pandehår, han så tit bar, når han havde opgivet at gøre noget ud af sin frisure. Skægstubbene, der prydede hans ansigt, hver gang han ikke orkede at barbere sig. Hvis Louis så hvor ondt Harry havde det indeni, hvis bare han kunne se hvilket helvede han gik igennem, så ville han tage ham tilbage. Det ville han. Og med den tanke, satte Harry farten op.
”LOU!” Hans stemme var larmende og håbløst håbefuld på den mørke, stille gade.
”Harry, tag det roligt,” snerrede Liam og tog et fast greb om Harrys skulder, ”Folk sover.”
Harry hørte overhovedet ikke efter; han vred sig bare fri af Liams greb og fortsatte med at gå usikkert mod Louis’ lejlighed.

 

Harry kiggede op mod Louis’ lejlighed med et fåret smil på læben. Han var nødt til at læne sig mod murene for at blive stående, men han var ligeglad. En faretruende promille var ikke andet end en bagatel lige nu. Om få minutter var han tilbage ved Louis. Liam og Niall var faldet bagud for flere minutter siden. De havde sikkert indset at de ikke kunne holde ham væk alligevel; uanset hvor meget de så prøvede. Harry skubbede langsomt døren op til boligblokken, dog uden omtanke for nattelarmen, og snublede ind ad døren. Heldigvis bor han ikke langt oppe, tænkte Harry for sig selv. Han kunne lige trække sig et par etager op, og der var den: døren til Louis’ lejlighed. L. W. Tomlinson stod der på det lille skilt. Harry tog en dyb indånding, lænte sig mod dørkarmen og bankede på. Omkring 15 sekunder senere åbnede Louis døren. Hans øjne var røde, og han rynkede brynene da han så Harry. Harry kunne ikke lade være med at hulke lydløst, da han begyndte at tale.
”Vær nu sød, Lou,” hviskede han, ude af stand til at tale højere, ”tag mig tilbage. Jeg elsker dig stadig. Så meget.” Han så ham direkte i øjnene. Begge var stille i lang tid, før Louis åbnede munden og begyndte på en sætning, men stoppede sig selv og rystede bare modløst på hovedet. Han så ned i jorden med skælvende læber, og lukkede så døren i. Lyden af en anden dør der lukkede kom nedefra, som Harry langsomt lod sig glide ned langs væggen med tårer strømmende ned ad sine kinder igen. Kort tid efter kom Niall og Liam gående varsomt op ad trappen. Liam hjalp sin ven på de vaklende fødder igen, mens Niall ventede ved trappen.
”Kom, Haz, vi går hjem.”

 

// I'm still in love, but all I heard is nothing.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...