Painful love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2013
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Arriana's liv er faldet sammen efter hendes forældres død, og hun er fanget i et slot-lignende hus. Hun har mistet håbet for et bedre liv, og har glemt, hvordan det er at føle.
Hvad vil der ske, da hun mister hukommelsen, og ikke genkender den person, der har fået hende til at lide mest? Og da hun begynder at kunne føle igen.

8Likes
16Kommentarer
1637Visninger
AA

6. Vi mødes igen ...

Arriana

Jeg befandt mit i et ørken-lignende område, hvor der ikke var noget, så langt øjet rakte. Jeg så ned af mig selv, og blev overrasket. Jeg var iklædt en smuk, sandfarvet, halv-gennemsigtig kjole. Mine bryster var pyntet med perler og diamanter, og jeg havde kun en miniskørt på. Resten af min krop var nøgen. Jeg opdagede også guldsmykkerne alle 'smykke'-mulige steder på min krop.

"Wow.." mumlede jeg. Hvis jeg var en egypter-prinsesse, så havde jeg intet imod at leve her for evigt. Hvis dette var en drøm, så ville jeg ikke fortryde det, hvis jeg aldrig vågnede op.

Af en eller anden grund bemærkede jeg en person bag mig. Jeg vendte mig om. Og kunne ikke lade være med at gispe.

Foran mig stod en fyr, der så så guddommelig ud, at han kunne være en gud. Hans overkrop var bar, og han havde kun et stykke stof som underdel. Hans muskuløse krop ville få enhver pige til at besvime.

Hans hår var sort, næsten kulsort. Det var pjusket, men af en eller anden grund så det sexet ud på ham. Hans hår var overraskende langt, og faldt ned over hans pande. Det første man lagde mærke til ved ham, var hans øjne. Hans solbrune hud fremhævede hans fantastiske ravrøde øjne, der synes at trække én til sig som magnet. Det var fantastisk, hvordan hans sorte hår fremtrak hans øjne. Hans ansigt var næsten umenneskelig smukt. Høje kindben. En perfekt næse, der hverken var for stor eller for lille. Brede, fyldige læber, der helt sikkert ville føles superfantastiske mod mine.

Jeg mærkede mine kinder blive røde, og mit hjerte sprang et slag over.

Damn, han var hot!

Først senere opdagede jeg skønhedsprikken over hans læbe på venstre side.

Vent, den prik... Det så velkendt ud.

"Længe siden ... Rina."

Det kælenavn.. Der var kun én speciel person, der altid kaldte mig 'Rina'. Trey Sandford! Min bedste ven gennem 15 år og mit største crush.

Hans stemme var dyb og sensuel. Det var en smuk lyd, nærmest som en melodi.

"Vent, er du... Trey?"

Jeg så målløs ud, da han nikkede, og sendte mig et smil. Hans hvide tænder var mere blændende end solen.

"T-trey?!"

Han kom mig i møde, og åbnede sine arme for mig. Jeg lod mig omfavne. Som altid følte jeg mit tryg med hans stærke arme om mig.

"Rina.. Hvad laver du dog her?"

Jeg trak mig væk, og så op på ham. "Hvad mener du?"

Han så ned på mig, og aede mig blidt over kinden. "Sødeste, du hører ikke til her. Tag tilbage."

Jeg rev mig fri af hans greb. "Huh?! Hvorfor skulle jeg? Mit liv er så ulykkeligt, som et liv kan blive. Lad være med at snakke, når du ikke ved noget! Og hvor har du været? Når jeg havde brug for dig, var du dig ikke. Hvad for en slags ven er du?"

I al den tid jeg slyngede mine klager over ham, stod han bare stille, og betragtede mig. Det var ét af hans typiske 'jeg-vælger-mine-ord-med-omhu"-tegn.

"Jeg døde i et trafikuheld, Rina."

Jeg stivnede.

"Hv-hvad mener du? Du er ikke død, selvfølgelig ikke!"

Jeg lo en nervøs latter. Da han ikke reagerede, begyndte jeg at blive desperat. Mit hjerte bankede så hårdt i mit bryst, at jeg næsten ikke kunne høre mig selv sige: "Sig, du bare laver sjov. Det kan ikke være rigtigt.. Nej! Jeg nægter at tro på dig. Det er nok endnu én af dine dumme vitser. Du ved bare ikke, hvad man joker med, og hvad man ikke joker med!"

Han så sørgmodigt på mig. "Jeg laver ikke sjov, Rina. Jeg døde for et år siden. Men du.. Du hører ikke til her. Du bliver nødt til at fortsætte med at leve. Arriana, tag tilbage. Der er én, der venter på dig. Det er jeg sikker på."

Jeg turde ikke møde hans blik. "Jeg nægter. Og der er absolut ingen, der venter på mig."

Han tog mine hænder. Jeg måtte tvinge mig selv til ikke at gispe, da hans hænder rørte mine. De var iskolde.

"For min skyld?"

Han løftede min hage, og tvang mig til at møde hans blik. "Jeg er virkelig ked af det. Alt sammen. Men jeg lover at passe på dig. Altid."

Da mine øjne blev fyldt med tårer, stoppede jeg dem ikke.

"Hvorfor, Trey, hvorfor? Hvorfor skulle du dø? Hvorfor mister jeg alle dem, jeg elsker?"

Han trak mig ind til sig, og aede blidt mit hår. "Min smukke prinsesse. Du er langt stærkere, end du tror. Kæmp for dit liv. Kæmp for kærligheden og friheden. Jeg er sikker på, at du vinder, hvis du prøver. Du har altid været en overlever, en vinder, en kæmper."

Et hvidt lys lyste bag os. Jeg trådte et skridt væk. Trey kyssede min pande, min næse og til sidst, blødt og længe, mine læber.

"Gå så, prinsesse."

Jeg fik et let skub mod lyset. Jeg kunne ikke modstå trangen til at vende mig mod ham en sidste gang.

Han smilede et sødt smil, og hans øjne glitrede. "Vi mødes igen, det lover jeg. Prinsesse."

En tåre løb ned af min kind, idet en vind pludselig skubbede mig ind i lyset.

Hans stemme fulgte mig med ind i det blændende lys. "Og husk altid ... Jeg elsker dig."

Jeg åbnede øjnene med et gisp. Og et navn. "Trey!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...