Painful love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2013
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Arriana's liv er faldet sammen efter hendes forældres død, og hun er fanget i et slot-lignende hus. Hun har mistet håbet for et bedre liv, og har glemt, hvordan det er at føle.
Hvad vil der ske, da hun mister hukommelsen, og ikke genkender den person, der har fået hende til at lide mest? Og da hun begynder at kunne føle igen.

8Likes
16Kommentarer
1597Visninger
AA

5. Jeg har knækket dig

Tyler's sagte stemme lød. Jeg så overrasket op.

"Hvad...?"

Han så tilbage på mig, og udtrykket på hans ansigt overraskede mig. Var det fortrydelse, jeg så? Tristhed? Fortvivlelse?

Tsk! Tyler Bricks og fortrydelse var som lige så langt væk fra hinanden som jorden og stjernerne. Hvis han havde tænkt sig at opføre sig sukkersød på grund af min sygdom, så kunne han godt glemme alt om det! Jeg ville aldrig falde for det!

"For guds skyld, stop dit skuespil! Jeg har fået beviser nok af, at du hader mig. Du giver mig kvalme med den slags opførsel! Gå! Bare lad mig være i fred, i det mindste her på hospitalet!"

Vreden blussede op i mig som flammer. Den overtog min hjerne og krop.

Jeg stod op, og skubbede til ham af raseri. Hans usædvanlige opførsel gjorde mig fortvivlet og bange.

"Lad mig være i fred, sagde jeg!"

Han rørte ikke en centimeter ud af stedet. Angrebet havde mere indflydelse på mig end på ham. Jeg snublede over mine ben, og da mit hoved hamrede ind i et eller andet skarpt, sikkert et bordhjørne eller noget, mistede jeg bevidstheden.

 

Tyler

"Arriana!"

Jeg fór hen til Arriana, og nåede at gribe fat i hende, før hun ramte jorden.

Jeg løftede hende op, og lagde hende på sengen. Da det hvide lagen blevet farvet rødt, gik jeg i panik.

Åh gud! Arriana blødte voldsomt fra hovedet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Alarm! Nødalarm!

Jeg fik fat på den hængende knap, og trykkede på den. Da intet skete, trykkede jeg adskillige gange. Endelig kom en læge ind i værelset efterfølgende en sygeplejerske.

Lægen tjekkede Arriana's hoved.

"Hun har brug for at blive syet. Gør hende klar til at blive ført til operationsstuen," sagde lægen til sygeplejersken, som nikkede.

"Er det alvorligt, doktor?"

Han vendte sig mod mig. "Det kan det være. Men det ved jeg endnu ikke. Jeg skal have undersøgt først."

Jeg satte mig udenfor, og ventede. Da operationslyset lyste grønt, rejste jeg mig hurtigt op, idet lægen kom ud.

"Doktor, hvordan er hendes tilstand?"

"Hun vil højst sandsynligt komme til bevidsthed om ikke så længe. Når hun gør, kan hun godt være forvirret. Derudover kan hun have mistet hukommelsen. Vi må vente og se, når hun vågner."

"Mistet hokummelsen..?" Min stemme blev ikke til mere end en hvisken.

Lægen nikkede. "Hendes hoved ramte et følsomt sted. Det ville ikke overraske mig, hvis hun har mistet lidt af hokummelsen. Men jeg kan selvfølgelig ikke sige noget med sikkerhed. De må vente og se, mr. Bricks."

Lægen lagde en hånd på min skulder, men jeg mere så, end følte det.

Mit hoved var et stort rod. Tankerne kørte på tværs af hinanden, og gjorde mig forvirret.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle gå ind til Arriana, vidste ikke, om jeg kunne klare at vise mig foran hende.

Det var slet ikke meningen, at alt dette skulle ske.

Jeg ville bare...

Hvad ville jeg egentligt? Jeg havde misbrugt Arriana i al den tid, og jeg havde ikke engang fundet ud af hendes hjertes tilstand. Når hun havde gispet efter luften, havde jeg blot troet, at hun havde nydt det. Når hun havde vaklet, havde jeg hånet af hende og kaldt hende ludder.

Jeg hamrede knytnæven i væggen. Billeder af hendes grædende ansigt fór op i mit hoved. Hendes skrig fra vores første gang. Hendes stive krop bagefter. Hendes snublende ben. Hendes uglede hår og forgrædte øjne.

Nej! Jo mere jeg huskede, jo mere beskidt følte jeg mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...