Painful love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2013
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Arriana's liv er faldet sammen efter hendes forældres død, og hun er fanget i et slot-lignende hus. Hun har mistet håbet for et bedre liv, og har glemt, hvordan det er at føle.
Hvad vil der ske, da hun mister hukommelsen, og ikke genkender den person, der har fået hende til at lide mest? Og da hun begynder at kunne føle igen.

8Likes
16Kommentarer
1601Visninger
AA

4. Hvad føler jeg over for dig..?

Mit blik fór til lægen. Hvad mente han med 'skadet'?

Han fortsatte. "Det er sjældent, dette sker. I fleste tilfælde er det voldtægt, der ødelægger underlivet så meget, at chancen for at få børn forsvinder. Er dette noget, De ved?"

Jeg kunne ikke svare ham. Hvad skulle jeg sige? 'Jeg er voldtægtsmanden, og det er ikke en en-gangs-voldtægt. Jeg voldtager hende hver dag'.

Jeg rystede på hovedet. "Nej, jeg har ingen anelse."

Lægen gav et nik fra sig, og gik forbi mig og ud af værelset.

"Arriana..."                         

Det var første gang, jeg havde sagt hendes navn højt. Navnet smagte fremmed i min mund. Fremmede, men sødt. Jeg havde mistet modet til at gå hen til hendes seng. Mine ben gav efter, og jeg faldt på knæ.

Åh gud... Hvad havde jeg gjort..? Det var sandt, at hendes far havde dræbt min mor. Hvis ikke det havde været for ham, ville hun aldrig have kørt galt. Men denne pige havde ingen skyld bortset fra at være hans datter. Og hvad var denne følelse, jeg fik, når jeg bemærkede, hvor smuk hun egentligt var? Det kunne umuligt være kærlighed. ... Kunne det..?

Jeg rystede på hovedet for at klare på tankerne. Kærlighed? Nej, nej, nej. Jeg ville aldrig forelske mig i hende. Aldrig!

Der lød et støn fra sengen. Jeg så op. Hendes ansigt trak sig sammen, idet hun åbnede øjnene. Sollyset gjorde hendes grønne øjne endnu grønnere. Hun så forvirret ud. Hun kiggede sig omkring, og da hun fik øje på mig, sprang hun op af sengen. Hendes blik var fyldt med angst.

"Arriana..." begyndte jeg. Hun bakkede tilbage, til hun havde væggen mod sin ryg. Jeg rejste mig, og nærmede hendes seng trods hendes angst.

"Jeg vil ikke gøre dig noget."

Arriana så bare på mig, som om hun ventede på, at jeg sprang på hende. Jeg rakte ud efter hendes hånd i håb om at berolige hende lidt. Rædselslagen veg hun tilbage med sammenklemte øjne.

"Jeg sagde, jeg vil ikke gøre dig noget. Damn it!" råbte jeg.

Arriana rystede over hele kroppen. Hun skjulte sit ansigt. Til min overraskelse opdagede jeg, at hun græd. Lydløst og stille.

"Forventer du, at jeg skal tro på dig? 'Du gør mig ikke noget', huh? Jeg er alligevel din slave, dit legetøj, din TING."

Hendes stemme var hikstende, og hendes ord gik direkte ind i mit hjerte som pile. Hun græd sjældent foran mig.

Jeg vendte mig væk. "Jeg går nu. Jeg rejser til udlandet, så du kan leve i huset, hvis du vil. Jeg lægger lidt penge på natbordet. Brug det, som du vil."

Hun var blevet stille. Alt for stille. 

"Farvel."

"Hvad er der? Du opfører dig underlig. Har du fundet ud af mit hjerte? Er det derfor, du er så pokkers 'sød'?"

Lyden af snøften og hiksten var det eneste, der lød i et stykke tid.

"Jeg har ikke brug for dine penge eller hus. Det ved du bedre end jeg," sagde hun sarkastisk.

Jeg drejede mig ikke mod hende. Hun snøftede lavt. Jeg åbnede døren.

"Du er så tarvelig.."

Døren gik i bag mig, og jeg stod med rystende hænder, og anede ikke, hvad jeg skulle føle.

 

Arriana

Jeg tørrede hidsigt tårerne væk. "Du er så tarvelig, Tyler."

Jeg hev de tynde ledninger ud af armen. Blodet dryppede ned på det hvide lagen. Jeg så på det. Jeg var efterhånden blevet vant til at se blod. Jeg svingede benene over kanten, og stod så hurtigt op, at rummet snurede rundt, og jeg faldt tilbage på sengen. Mere rolig rejste jeg mig op og tog mit tøj fra kurven. Hurtigt skiftede jeg, og fór ud af døren.

Jeg kneb øjnene sammen, da solen ramte mine øjne. Hvor var det længe siden, jeg havde været udenfor. Fire måneder, fem? Jeg kunne ikke huske det. Tyler havde aldrig ladt mig gå ud. De få gange jeg havde prøvet på, havde han fundet ud af det, og intet godt var kommet ud af det.

Jeg snusede den friske luft ind, og nød det. Der duftede af natur og den særlige duft, som luften udenfor bare havde.

Fuglene kvidrede energisk, og jagtede hinanden i luften.

Lidt længere væk ved en bænk under et træ så jeg en person, jeg på lang afstand kunne genkende. Tyler. Han stod med en cigaret i hånden, og stirrede ud i luften.

I samme øjeblik snurrede alt rundt endnu en gang. Jeg lukkede øjnene hårdt i, og håbede, det ville gå væk. Da jeg åbnede dem igen, så Tyler direkte på mig. Før han kunne nå at gøre noget, drejede jeg rundt, og løb. Mine ben lystrede ikke meget, og mit hjerte begyndte at gå ondt. Jeg stoppede gispende ved et træ, og forsøgte at få vejrtrækningen under kontrol samtidig med, at jeg modstod trangen til at bore neglene i huden over mit hjerte

"Forbandede hjerte," hvæsede jeg lavt.

"Arriana!"

Jeg snurede rundt, og stod ansigt til ansigt med Tyler. Jeg bandede indenvendigt.

"Hvad vil du?"

Det var første gang, jeg havde konfronteret ham på den måde. Hvad grunden var, vidste jeg ikke. Måske fordi han havde opført sig på den måde for lidt tid siden.

Smerten skar igennem mit hjerte, og jeg stønnede uvilkårligt. Tyler sprang hen mod mig. Han havde et udtryk på ansigtet, som jeg aldrig havde set før. Jeg bakkede væk.

"Rør mig ikke!" fik jeg frem mellem min gispende vejrtrækning.

Pludselig greb han fat i min arm, og hev mig med sig. "Du har ingen ret til at give mig ordrer."

Hans greb gjorde ondt, og tårerne vældede op i mine øjne. Han slæbte mig med sig hele vejen til hospitalet, hvor han kastede mig på sengen.

"Du rører dig ikke ud af stedet." Han så udtryksløst på mig. Jeg fjernede ikke mine øjne fra hans kolde isblå øjne.

"Så, vil du også holde mig fanget her på hospitalet? Er du ikke desperat efter at komme af med mig? Nåh, men du skal ikke bekymre dig. Jeg dør alligevel om ikke så langt tid, så du skal ikke.."

"Så er det nok, Arriana!" råbte han.

Jeg tsk'ede af ham. "Så endda Tyler Bricks kan miste kontrollen, hva'?"

Jeg opdagede, at jeg rystede. Jeg begravede ansigtet i hænderne. Da tårerne løb ned af mine kinder, var det som om, blod løb fra mit hjerte. Jeg følte mig revet itu.

"Jeg klarer det ikke længere! Jeg hader mit liv! Hvorfor lader Gud mig lide? Når han har givet mig en uhelbredelig sygdom, hvor længe har han tænkt sig at lade mig vente? Hvor længe..?"

Jeg forsøgte at græde stille, men det ville min krop og stemme ikke lytte til. To års gråd kom ud, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle stoppe mig selv. Det var, som om mit hjerte knugede sig en omgang, eller som om nogen vred mit hjerte, som var det en våd klud. Jeg følte mig tom, ensom og en masse andre følelser, jeg ikke kunne sætte ord på.

"Jeg er ked af det, okay?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...