Painful love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2013
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Arriana's liv er faldet sammen efter hendes forældres død, og hun er fanget i et slot-lignende hus. Hun har mistet håbet for et bedre liv, og har glemt, hvordan det er at føle.
Hvad vil der ske, da hun mister hukommelsen, og ikke genkender den person, der har fået hende til at lide mest? Og da hun begynder at kunne føle igen.

8Likes
16Kommentarer
1649Visninger
AA

3. Følelser på spil

Mit hjertes tilstand var ikke ligefrem i topform. Jeg var født med et svagt hjerte. Mit hjerte havde problemer med at sende blod hurtigt nok rundt til resten af kroppen. Altså, det var ikke hurtigt nok, og min død ville højst sandsynligt blive en stille, smertefuld død. Hvis jeg altså ikke begik selvmord før det. Jeg huskede lægens ord for mange år siden. Han havde talt med mine forældre.

"Hendes hjerte er så svag, at der ikke er mere end 5 % chance for, at hun overlever sin 19-års fødselsdag."

Jeg havde været lille dengang, men selv jeg forstod, hvad han mente. Jeg ville dø tidligere end andre. Mor havde flere gange sagt, at jeg ikke måtte motionere. Jeg så altid på, mens andre i idræt morede sig med fodbold, badminton, tennis, alt. Misundte dem deres frihed. Nu var jeg 18, og hvis lægen havde ret, havde jeg ikke længe igen. Ingen vidste om mit sygdom andre end mig og mine forældre, og siden de ikke længere levede, var jeg den eneste, der vidste. Men min eksistens var ikke vigtigt. Det havde alle bevist.

Jeg kæmpede mig hen af gangen, mens jeg forsøgte at skjule min heftige vejrtrækning.

Det eneste sted jeg kunne være alene, var på loftet. Det var mørkt og stort, tomt og ensomt. Den passede mig perfekt.

Jeg satte mig på den slidte sofa, og tog billedet af mine forældre og jeg frem. Det var et helt normalt familiebillede, hvor vi alle smilende kiggede ind i kameraet. Det sidste billede vi fik taget, før alt gik galt, og familien blev knust.

Jeg så på det. Jeg havde arvet mit brune hår fra min mor. Mine grønne øjne havde jeg fra min far. Den sommer havde jeg været desperat efter at tabe mig mindst 5 kilo, og havde været på slankekur hele sommerferien. Mor havde været skeptisk over det og sagt, at jeg var smuk, præcis som jeg var. Nu hvor jeg tænkte over det, så havde jeg haft en helt almindelig kropsform. På billedet, hvor jeg havde været 16, havde jeg ikke helt ringe kurve. Min mave var ikke helt så tyk, som jeg dengang havde troet, den var. Min talje var fin nok, og mine ben var slanke.

Hvis man sammenlignede min krop fra dengang og nu, så kunne man helt klart se en forskel. Nu spiste jeg sjældent, og når jeg gjorde, var det bare smattede frugter, som køkkenpigerne havde lagt til side for at smide ud. Jeg havde ingen plads i dette palads-lignende hus, og hvis jeg på nogen måder havde, så var det som en slave. Det vidste jeg bedre end nogen anden.

Jeg lod mig falde ned på sofaen, og undgik at bruge næsen. Sofaen stank råddent, det havde jeg opdaget for langt tid siden.

Mit hjerte synes at trække sig sammen. Mine negle borede sig automatisk i huden under mit hjerte. Jeg havde kradset det stykke hud til blods, og man kunne tydeligt se såret efter mine negle.

Jeg følte en tomhed, som ikke var så usædvanlig. Mine øjne gled i, og jeg faldt i søvn.

Jeg åbnede øjnene, og så, at det var blevet morgen. Modvilligt rejste jeg mig op, og gik ned. Mine ben rystede på vej til Tyler's kontor. Af en eller anden grund huskede jeg hans hadefulde ord: "Jeg vil få dig til at lide så meget, at du ville ønske, du aldrig var blevet født. Din beskidte, uduelige pige!"

Mit blik blev utydeligt, da jeg bankede på. Han havde beordret mig til at komme med te til ham hver morgen, eftermiddag og aften. Sikkert for at se mig fejle og straffe mig for den fejl.

Da jeg åbnede døren, blev alt sort. Jeg mærkede mig selv falde til jorden. Jeg bad inderligt til en gud, jeg lige i det øjeblik troede på.

Gud, lad mig dø.

 

 

Tyler

Jeg kunne ikke lade være med at føle angst, da Arriana faldt til jorden. Lyden af porcelæns-sættet, der gik i stykker, synes at vække mig op. Jeg tvang mig selv til at gå langsomt og roligt mod hende. Jeg vendte hende om, og mærkede på hendes pande. Hun havde ikke feber. Hvad kunne så være grunden?

Halsudskæringen på hendes slidte trøje gled lidt ned, og jeg stivnede, da jeg så mærker efter hendes negle i midten af hendes bryst. Et af sårene havde åbnet sig, og blodet løb fra det.

Arriana skar en grimasse, og stønnede i smerte. Hun knyttede næverne, og neglene borede sig dybt i håndfladen. De efterlod mærker så røde, at man skulle tro, det var blod.

Mit hjerte begyndte at bankede hårdere.

"Dø... Lad mig dø." Ordene kom med besvær ud af hendes mund. Hun trak vejret tungt.

Jeg gispede. En tåre fik klemt sig ud af hendes lukkede øjne, og løb ned.

Jeg kaldte på en af tjenestepigerne. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle føle, da jeg senere ventede på lægen.

"Jeg må desværre sige, at det er alvorligt, mister Bricks. Jeg tvivler, hun klarer det meget længere."

Jeg så uforstående på ham. "Hvad mener du?"

Han så overrasket på mig. "Vidste De det ikke? Hendes hjerte er meget svag. Det har den været, siden hun blev født. Det fortalte jeg også hendes forældre for mange år siden. Jeg er overrasket over, at hun har klaret det indtil videre med den tilstand. Det har svækket hendes krop og forkortet hendes levetid. Hun har ikke længe igen."

'Hun har ikke længe igen'. Hans ord gav genlyd i mine ører. Jeg drejede hovedet, og så på hende. Hun havde fået beroligende medicin, og sov roligt. Hendes hasselbrune hår var spredt på puden, og hun så smukkere ud end normalt. Mit hjerte sprang et slag over. Jeg anede ikke hvorfor.

"Der er en ting mere. Hendes underliv er meget skadet."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...