Painful love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2013
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Arriana's liv er faldet sammen efter hendes forældres død, og hun er fanget i et slot-lignende hus. Hun har mistet håbet for et bedre liv, og har glemt, hvordan det er at føle.
Hvad vil der ske, da hun mister hukommelsen, og ikke genkender den person, der har fået hende til at lide mest? Og da hun begynder at kunne føle igen.

8Likes
16Kommentarer
1599Visninger
AA

8. En glemt elsker

"A-arriana? Hvad er der galt."

Hendes ansigt fór op. Hurtigt tørrede hun sine kinder.

"Ah, j-jeg.. Det... Det er ikke noget."

Jeg rakte hende tavst en lommetørklæde.

Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, hvordan hendes hånd rystede, da hun rakte ud efter den.

"Tak."

Hun sagde ikke noget et stykke tid. Så åbnede hun munden.

"Ehm.. Hvis jeg nu hører dit navn, så kan det være, jeg husker lidt," sagde hun usikkert.

Mit hjerte sprang et slag over.

Hvis Arriana huskede alt det, jeg havde gjort mod hende, så ville hun aldrig tilgive mig. Hun ville endnu en gang hade mig.

Mit hjerte hamrede afsted, idet jeg sagde mit navn.

"Tyler Bricks," mumlede jeg.

Hun så bare på mig. Hun så pinligt berørt ud. "Eh... Dit navn siger mig intet... Undskyld."

Jeg så med store øjne på den pige, jeg havde tortureret i over to år. Den samme pige undskyldte for ikke at kunne huske mig.

Jeg rystede hovedet for at klare tankerne.

Nej, jeg måtte ikke glemme. Denne pige var ikke den samme pige, som jeg havde holdt fanget. Denne pige havde ikke følt den smerte. Eller, altså, hun havde glemt den. Glemt mig. Glemt alle de forfærdelige følelser jeg sikkert havde givet hende.

Jeg kunne ikke lade være med at føle glæden suse ind i mig.

Dette var min chance...

"For at svare på dit spørgsmål tidligere... Jeg er din elsker."

 

Arriana

Jeg så tilbage på ham. Elsker? Elsker som i.. kæreste?

"Hvad..?"

Han smilede. Og gud, hvor var hans smil et smukt syn! Jeg havde aldrig set så hvide tænder som hans. De var lige og hverken for store eller små.

Smilet synes at oplyse hele hans ansigt.

Jeg måtte sluge mit gisp.

"Jep. Vi har været sammen i over ti måneder nu. Vil du høre, hvordan vi mødte hinanden?"

Mine kinder blussede, idet jeg nikkede.

Han satte sig på stolen ved sengen. "Det var efterår, så det blæste en del. Jeg stod på broen ved havnen. Du kommer gående hen ad broen. Men så brækker én af brædderne på broen, og du er ved at trædde i det ustabile stykke træ. Jeg griber fat i dig, og hiver dig væk. Det var sådan vi for første gang så hinanden. Bagefter siger du, at du ikke ved, hvordan du skal takke mig. Jeg siger, at du kan invitere mig på café."

Så det var sådan, vi mødte hinanden... Jeg fandt min drømmeprins, og han fandt den pige, han kunne beskytte.

Jeg havde dårlig samvittighed over ikke at kunne huske ham. Han måtte have været en vigtig person i mit liv.

"Arriana..?"

Hans lave stemme fik mig til at dreje hovedet mod ham. "Hmm?"

"Må jeg kysse dig?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...