Ikke mere

Værsgo :)

0Likes
0Kommentarer
208Visninger

1. Ikke mere, nej

Hvis jeg strækker benet meget mere ud og stikker det ud i luften, så vil jeg kunne mærke vinden blæse om min bare fod. Og når jeg så ubeslutsomt sætter den tilbage på det kolde marmor, så vil mine fodballer føles som is og jeg vil føle mig fastfrosset et lille øjeblik. Og så tør jeg op igen.

Vinden griber fat om mig. Den trækker i mig, og den trækker mig den forkerte vej. Eller måske skubber den mere, for de kraftige vindstød jeg får i maven føles som om de vil skubbe mig væk. Min kjole og mit hår flyver om mig, selv om jeg forgæves prøver at holde det på plads. Det er svært. Sværere end man skulle tro. Hver gang jeg tager håret om bag ørerne, så kommer der et vindpust og hiver det ud foran mine øjne igen. Det er ikke så meget fordi det irriterer mig udsyn. Jeg ville faktisk helt gå glip af at stå og kigge ned, for der er langt. Længere end jeg husker. Håret irriterer mig bare.

Det er koldt. Gåsehuden springer frem på benene og jeg gnider mig på armene i min sumpgrønne cardigan for at holde kulden ude. Jeg har smidt skoene for længst. De ligger henne ved døren, der fører ned. Hele vejen ned eller også bare en etage ned og så kan man tage elevatoren. Jeg gjorde lidt af begge dele. Jeg tog trapperne op og så vaklede jeg rundt på gangene som om jeg var fuld. Jeg ville ønske jeg var det. Så havde jeg en undskyldning. Så tog jeg elevatoren op et par etager og vaklede rundt igen. Prøvede at kigge ind mellem dørsprækker og ledte efter hemmelige gemmesteder, men der var ikke noget at finde, og så gik jeg ud på brandtrappen. Derude var der ikke nogen vinduer, men tremmer for, ligesom i et fængsel. Jeg havde godt nok aldrig været kriminel, men jeg ville gerne have siddet inde bare i en uge.

Jeg stak armene ud gennem tremmerne og fægtede med armene i luften og greb ud efter ingenting. Der var luft. Ellers ingenting. Men luften ramte mine hænder koldt og gled forbi dem igen, som om de var ligegyldige. Så gik jeg de sidste etager op og smækkede den grå dør op med en lyserød sko.

Lyserøde sko. Sumpgrøn cardigan. Blå kjole. Brunt hår. Det var noget jeg havde set så mange gange før, at jeg ikke længere kunne huske det. De eneste farver der var heroppe var grå. Grå var det eneste jeg så når jeg kiggede ud over byen. Og himlen var hvid og menneskene sorte. Der var ikke længere nogen farve. Det havde der ikke været i lang tid efterhånden.

Jeg står og tripper. Jeg har aldrig været så nervøs eller ubeslutsom før. Et skridt frem og ned på jorden. Et skridt tilbage og ned på taget. Der var en lille kant for at man ikke skulle falde ned. Jeg var selvfølgelig trådt over kanten, men det var ikke fordi det betød så meget. Om jeg så havde stået på kanten og kigget ned eller om jeg havde stået oppe på den gjorde ikke den store forskel for mig. Der ville kun være en vej ned igen.

Jeg ryster. Jeg ved ikke om det er på grund af kulden eller om det er fordi jeg er så nervøs, men jeg er ligeglad. Jeg kan smage de salte tårer i min mund og lader dem bare bane sig vej ned over min kind, en efter en og jeg retter på sløjfen på min kjole.

Jeg stikker foden fremad igen og balancerer på en fod. Min fod bliver omgivet af den kolde luft og angrebet, som om det var fugle der ville spise den. Jeg sætter foden tilbage igen og kan mærke kulden brede sig under den.

Der er glat. Det regnede da jeg stak hænderne ud af vinduet på brandtrappen. Bare en lille smule regn og så forsvandt det igen. Det var nok også derfor jeg frøs og derfor vinden var så kold. Vi var i oktober måned. Det er min fødselsdag i næste uge.

Jeg sukker og sætter mig ned. Det er koldt og kulden går gennem min kjole og jeg ryster endnu mere. Mine ben rammer den hårde stenbygning og mine fødder svajer i absolut ingenting. Jo, vinden. Men det er bare en sær genstand der kommer fra øst, som puster til mig.

Jeg kigger mig lidt omkring og ser det hele igen. Sorte mennesker og dyr nede på gaden. Hvid himmel med usynlige skyer. Grå bygninger, huse og lejligheder. Og så har jeg besluttet mig. Ikke mere tid til at vente. Det hele skal være forbi nu. Jeg gider ikke det her mere.

Jeg sætter hænderne på den hårde kant og tipper mig lidt udover. Så kigger jeg ned. Der ser ud til at være så langt ned og jeg overvejer at rejse mig op igen og springe derfra. Men et par dybe indåndinger burde være nok. Jeg kigger de nitten etager ned og samler mig et overblik over, hvad der er sket gennem mit liv. Ikke meget. Ikke noget som helst faktisk. Ikke noget der var værd at leve for. Nej, ikke mere. Ikke mere smerte, ikke mere ingenting. Ikke mere noget som helst.

Og så springer jeg ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...