Vandhesten

Hvordan vil du reagere, hvis du hører en historie fra 1800 tallet og finder ud af, at de ting som alle troede var et sagn, er virkelig? Find ud af hvad historien og det alle mener er et sagn er i Vandhesten.

4Likes
1Kommentarer
477Visninger
AA

2. "Det er svært at spå, især om fremtiden..."

Kapitel 2:

Jeg satte mig op på min cykel og skyndte mig hjem, for det var begyndt at regne, selvom det var i slutningen af juni måned. Da jeg var nået hjem, var jeg blevet helt gennemblødt, så jeg skyndte mig op på mit værelse, det ligger på 1. etage, og skiftede tøj.

En halv time senere lagde jeg en besked til min forælder og gik over til historiefortælleren. Jeg kalder hende historiefortælleren fordi jeg ikke ved, hvad hun hedder rigtig. Bare så ikke tro hun hedder det eller noget...

Jeg bankede på døren hos historiefortælleren, det varede et øjeblik før hun åbnede.

”Kom ind, kom ind”, sagde hun og vinkede mig ind. ”Bare sæt dig et sted”

Jeg trådte ind i en meget mørk og indelukket stue. Der var nogle lænestole, en stor sofa og et bord som var fyldt med bøger. Selvom der var mørkt og en smule klamt , så var der alligevel hyggeligt. 

”Ville du fortælle mig den historie?”, spurgte jeg ivrigt.

”Selvfølgelig, selvfølgelig.”, sagde historiefortælleren og begyndte på historien:

”I 1800 tallet levede der en adelsmand her på egnen. Han forgudede sin datter. På hendes 16 års fødselsdag fik hun en meget smuk hest. En stor hvid hingst. Men en måned efter, skete der noget frygteligt. Hun var ude og ride en eftermiddag, hvor det lynede og blæste voldsomt. Lige pludselig slog et lyn ned i et træ, som væltede ind over vejen. Det eneste hun kunne for at komme hjem var at krydse en meget dyb sø. Hun vidste godt at det var farligt, men hun gjorde det alligevel, så dum hun var. Det gik godt indtil hun var nået halvvejs ud i søen, da hesten gled på en sten og faldt. Den stakkels pige og hesten og druknede. Det siges at hesten stiger op fra søen, den første fuldmåne om sommeren. For at finde det den manglede”, fortalte hun.

Da hun sagde de sidste sætninger, begyndte hun at græde.

”Er du okay?”, sprugte jeg forsigtigt.

”Ja undskyld, men du må nok også snart komme hjem, så dine forælder ikke bliver bekymrede”, sagde hun hurtigt og viste mig ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...