Jade Hastings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2013
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Igang
17 årige Jade er lige kommet ud af et ret svært forhold med en af de lokale drug dealere da hun møder Gale på ferie i Tyrkiet.
De to uger bliver hurtigt to meget romantiske uger i mellem hende og Gale.
Dagen før hjemrejsen går det op for Jade at hun måske kun har en dag tilbage med Gale?

3Likes
4Kommentarer
394Visninger
AA

2. Old Days

Jeg åbner døren indtil vores værelse. Catharine sider på sengen og læser som altid. Min far sider ved bordet, med en øl i hånden og udfylder en bunke arbejde. 
"Hvad har du dog lavet med dit hovede?" Både min far og Catharine stirrer på mig. 
"Bare en af drengene der væltede ind i mig til fodbold kampen" Jeg undgår deres spørgende blikke og går hen til sengen og kaster mig i den. Jeg tænker på Gale og på kysset. Mon han mente det, eller om det bare var et det-må-du-meget-undskylde-kys. Jeg vender mig om og pludselig føltes kroppen træt og tung. Min far kommer over og sætter sig på siden af sengen. 
"Bare en af drengene? Husk nu hvad du lovede mor ikke?" Min far kigger bekymret på mig. Det var måske ikke det rigtige tidspunkt at fortælle ham at mors løfte var lamt, og jeg allerede havde brudt det så sendt som for få minutter siden. 
"Nej. Jeg har ikke glemt, at mor ville have at dette blev en familie tur og ikke en kæreste tur. De er bare mine venner" Jeg gider ikke engang kigge på ham, jeg ved han sidder med et tilfreds smil på læben. Jeg har aldrig holdt af mine forældre, men min far var altid den værste. Jeg var det "uheldige" barn i følge ham. Selvom han ikke siger det direkte, så ved jeg det. Jeg kan se det, når han kigger på mig, og den måde han taler til mig på. Død og følelsesløs. Han har aldrig tilgivet mig for at være sammen med Laurent. Det kan jeg også godt forstå, for jeg har knap nok tilgivet mig selv for at være så dum og blind. 

"Skal vi ikke snart spise, jeg er sulten" Jeg vender mig om, så jeg kan se Catharine. Hun har allerede rejst sig op og er klar til at tage afsted. 
"Jo. Men jeg tror at det ville være godt, hvis du skiftede tøj inden Jade" Hans arrogante tone giver mig kvalme. Men jeg protestere ikke og går hen til skabet for at finde noget nyt at tage på. 

Vi går sammen ned af gangen som vi altid har gjordt. Catharine rækker ud efter min hånd. Det er hendes tegn på at fortælle mig at hun er nervøs. Hun er ikke van til mange mennesker og er meget genert. Jeg tager fat i hendes hånd og giver den et  klem. Jeg træder som den første ind i restauranten. Mit blik leder efter en ting. Gale. Da jeg får øje på ham, er jeg sikker på vores kys var noget særligt. Han smiler til mig og snakker derefter videre med sin familie. Jeg går hen til et ledigt bord, hvor jeg stadig kan se ham,og han kan se mig. Catharine sætter sig ved siden af mig. Hun har heler aldrig været glad for min far. Det er ikke noget hun viser, men jeg ved det. Folk vil sige at hun bare er genert eller stille, men jeg kender sandheden. Hun er bange for ham. 
"Hvorfor skal far og Dean dele værelse?" Hun kigger nysgerrigt på mig. Jeg stryger hendes hår væk fra hendes ansigt og smiler. Det er svært og forklare til en 10 årig pige at ens far ikke stoler på en og ikke engang tør lade mig sove sammen med Dean. Han tog det meget hårdt, da han fandt ud af min første gang med Dean. Han vil ikke erkende, at jeg ikke længere er den samme pige som dengang vi boede i Canada. Derfor forsøger han også med alle sine kræfter at holde Catharine så langt væk fra min verden som muligt. Det er der mit bånd til ham gik i stykker. Han ved hvor meget, jeg holder af Catharine, og hvor meget jeg fortrydder min fortid men intet kan få ham til at skifte mening. 
"Fordi at vi er piger og de er.. ja mænd eller der er nu ikke meget mand over Dean" Catharine fniser men stopper hurtigt da hun kan se Dean og vores far bedre kendt som Charlie Hastings komme hen i imod os. Jeg kalder ham aldrig far længere men Charlie. Jeg ser ham ikke som en far længere. Hvilket jeg ikke har gjordt i flere år. 
Jeg orker ikke engang at kigge op da de nærmer sig. Jeg kender hans dumme kommentarer. 
"Smil nu lidt mere. Folk bliver jo bekymret for at der er noget galt med dig. Du spiser som om du havde anoreksi" 
Dean og Charlie stiller sig ved siden af bordet som et tegn på at vi skal rejse os. Vi går sammen hen til buffeten men splitter os hurtigt op. Mig og Dean går hen til salaterne og Charlie til kødet og Catharine til børnemenuen. Jeg kan se Gale og en som ligner hans søster komme hen til os. Jeg har endu ikke fortalt Dean om vores kys og har heler ikke nogen planer om at blande ham ind i det lige nu. 
Gale stiller sig ved siden af mig og piller lidt ved salaten indtil både hans søster og Dean er gået et stykke væk. 
"Er det din lillesøster" Han nikker hen imod Catharine, som står og læsser et halv ton pomfritter op på sin tallerken. 
"Ja" Jeg ville inderst inde elske at fortælle ham Catharine, men min far holder mig tilbage. Jeg ved han står og udspionere mig. Et lille ord kan give store konsekvenser. Så jeg nikker bare hen imod min far og håber han forstår. Gale kigger forsigtigt hen imod min far og hvisker.
"Kom ned til polen kl. 20.00" og går så videre langs buffeten. Jeg kigger nervøst hen på min far. Han ser ikke ud til at have opdaget noget, så jeg går bare hen imod vores bord. Catharine sider allerede og skovler pomfritter i sig, da jeg kommer hen til hende. Jeg sætter mig ned ved siden af hende, jeg kan se ud af øjenkrogen, at hun kigger over på min tallerken. 
"Du spiser så lidt. Skal du ikke have noget kød ?" Jeg smiler til hende og prøver at virke overbevisende. 
"Nej. Jeg har ikke lyst til kød lige nu" Rigtig ville jeg elske at spise kød men ikke i dag. Jeg vil ikke kunne klemme selv den mindste bid ned. Sidst jeg løj over for min far fandt han ud af det. Det sider som et ar ridset ind i min hukommelse. 

 

Jeg smider min tasken langs væggen og åbner skabs døren. Jeg trækker min bluse af og gemmer den bagerst i skabet. Fodtrinende på trappen kommer nærmere, og jeg vælger tilfældigt en bluse og trækker den over hovedet. Jeg lukker skabet, men stopper hurtigt da jeg finder ud af, at blusen jeg har valgt, er en af de babygylps farvede mormor bluser. Dem man altid fik til fødselsdage, dem som blev smidt om bagerst i skabet, i slutningen af dagen og kom aldrig ud derfra. Jeg ignorer blusens hæslige farve og smider mig i sengen. Jeg rækker ud efter bogen på kommoden, men når kun lige at snitte den med fingrene, da døren springer op, og min far kommer ind af døren. Jeg kan se på ham at han er vred. 
"Er det sandt?" Selvfølgelig er det sandt og det ved han også godt. Men først skal fædre altid rase af med en masse ligegyldige ting. Men jeg ved, at han nok vil komme ind på det, indtil da er det bedst og forblive stille indtil han er færdig med at råbe. 
"Alle mine kollegaer snakker om det. Hele byen snakker om det.. Du jo sindssyg? 

Du holder dig langt væk fra ham?" Han rykker et skridt nærmere på mig, jeg kan nærmest se hadet vokse i ham. 

"Du stinker jo af ham" Jeg kan mærke smerten i min kind. Den prikker til mine øjne som små nåle. Nåle. Sprøjter. Jeg kan mærke min fars hænder på mine skuldrer, og han begynder at ryste. Min hjerne er ikke helt klar over situationen, men jeg ved, at han ryster ikke i mig for at få mig tilbage. Men så han har noget at råbe af. Noget han kan nedgøre og hade resten af sit liv. Mig. Jeg åbner øjnene og ser min far sidde på sengens kant. Hans øjne stirre stift på mig. 
"Laurent Werday. Du viste det godt, at han var en stoffer dreng. Du blev kærester med ham for at opnå den popularitet, alle så inderligt gerne vil have. At være hans kæreste. Så man kunne tage hjem til ham og sluge uendelige piller, tage alverdens stoffer, drikke sig fuld og ryge sig skæv. Han ødelægger folk præcis som hans far" Jeg kigger ondt på ham og vil aller helst skrige af ham, fortælle ham at han intet ved, men sandheden er at han ved alting. Han tager aldrig fejl. 
"Alle de aftener du tilbragte ved Caroline og Dean. De var f.. falske?" Hans stemme knækker over. Jeg kan se skuffelsen bryde frem. Jeg kan se sorgen og skammen komme frem i ham. 
"Ja" hvisker jeg. 
"Hvor mange nætter tilbragte du hos ham" Hans stemme bliver kold og han rejser sig fra sengen og stiller sig hen mod døren, som var jeg et vilddyr der kunne springe på ham hvert sekund. 
"Næsten alle nætter" Jeg kigger ned i gulvet, jeg vil ikke se ham i øjnene. Han har mistet sin lille pige for altid. Det er lang tid siden men det er først i dag det gør op for ham. 
Jeg kan hører hoveddøren smække og rejser mig op. Jeg vil snakke med hende, før min far gør det. Forældre har det med at fortælle historier på de mest voldsomme og dramatiske måder. 
"Du bliver her. Jeg har snakket med hende om det. Du skal væk fra ham længere er den ikke, og hun er enig med mig
" Han går baglæns hen til døren og smutter ud af den lige så hurtigt, som han kom ind. Jeg kan høre ham gå neden under. Jeg kan hører min mor græde, og min far som forklare det hele til hende. Jeg kan ikke holde dem ud og går hen til vinduet. Jeg måler en cirka afstand fra vinduet og hen til træet. Der er for langt. Men jeg har kan ikke blive her. Hvem ved hvad de har tænkt sig at gøre når de har snakket sammen. Sende mig til Australien? Psykiatrisk? Jeg sætter mig i vindues karmen der er kun en vej ud herfra og det er ned. 
Jeg kan hører dem komme op af trappen det er nu eller aldrig. Jeg tager fra og skubber min krop ud over vindueskarmen. Det føles som en evighed, før jeg rammer jorden. Smerten giver et jag op i gennem foden, og jeg prøver uden hel at støtte på den. Jeg kan mærke blodet flyde rundt i min sko og lige så stille fylde den op. Jeg rejser mig op og ligger støttende hånden op af muren og halter afsted. For hvert skridt bliver smerten mere ulidelig. Jeg får slæbt mig selv hen over vejen og kigger tilbage får at se, om de har fulgt efter, men de er stadig i huset. Jeg lister igennem genboens have hvilket ikke er nødvendigt. Hun er altid på ferie hele sommeren sammen med hendes mand. Det har altid været mine forældres store drøm at rejse verdenen rundt hele deres liv men så kom jeg til verdenen, og alting blev forandret. Da jeg var mindre, elskede jeg mine forældre. De betød alt, og jeg kunne bruge flere timer sammen med dem. Jeg lavede mad med min mor og spillede fodbold og lød rundt i skovene med min far. Men alt er forandret nu. 
Jeg kravler under hækken og videre ind i den næste have. Den er fyldt med en masse farverige blomster. Det giver mig næsten kvalme. Vinden leger forsigtig med de tynde blomster stilke og rusker blidt i kanten af bladene. Hvis ikke det var fordi jeg havde sat mit hår op havde den også taget fat i mit sorte hår. Rigtigt har jeg brunt hår, men Laurent ville se, hvordan jeg så ud med sort. Han elskede det, og jeg hadede det, men orkede ikke at gøre noget ved det, så nu er det blevet en mat grålig/sort farve. Jeg når igennem haven og smutter ud på vejen. Det er en mindre grussti, som går ud til den store vej hvor mit hus ligger og slutter først femten husblokke væk fra mit hus. Til den anden side løber den langs skoven og hele vejen ind til byen. Jeg vælger at gå lige ud hvilket er stien hen til Laurent's hus. Selvom mine forældre ved at jeg vil gå i den retning, så er jeg stadig i sikkerhed, hvis jeg når ind over dørkammen, inden de når hen til hans hus. Jeg går forbi fem huse, også fem mere det føles som en evighed. Min fod dunker og gør ondt for hvert skridt. Jeg er lige ved at opgive og sætte mig ned, og vente på de finder mig, da jeg når til Laurent's hus. Jeg kan se ham i vinduet. Han sider som altid i stuen og nipper til en flaske Vodka. Jeg går om til hoveddøren og ringer på. Intet svar. Jeg trykker denne gang to gange da døren springer op. 
"Hvad fanden vil d… Jade? Kom ind hurtigt. Naboerne kigger" Nej det gjorde de så ikke, men Laurent havde det med at tro at alle kiggede. En smule paranoid men det kunne han ikke gøre for, det er nogen af de mange bivirkninger stofferne giver. De har dog endu ikke påvirket mig mere, end at jeg ikke kan holde tolv timer uden at skulle sniffe, sprøjte eller sluge noget i mig. Men jeg elsker det, eller i starten var jeg ikke meget for det, men Laurent blev ved med at spørge mig, og til sidst gav jeg mig. Nu er der flere der mener at, jeg ikke kan lide Laurent, men kun er hans kæreste på grund af stofferne. Hvilket egentlig også er sandt. De gange jeg vil gå fra ham, fordi jeg enten har fundet ham sammen med en eller anden luder, eller de gange hvor han har slået mig, så blev jeg hos ham, fordi tanken ikke at kunne få det han kan tilbyde var ulidelig. Så jeg måtte bare vende den anden kind til, og sige til mig selv at jeg var hans kæreste. Et slag var en anden måde at kysse, og han kunne kneppe, hvem han ville, for jeg vidste han ikke elskede men kun udnyttede dem. 
Jeg træder ind i stuen og er lige ved at falde, da jeg prøver at lægge vægt på den dårlige fod. Laurent griber fat i min arm og holder mig oppe. Jeg smiler til ham og kysser ham blidt på munden. Vi for sat os godt til rette i sofaen, og jeg fortæller ham alt. Alt. Alle mine hemmeligheder jeg har holdt for mig selv mange af dem om ham. Mine falske følelser for ham. Jeg kan se på ham, at han er vred men mest af alt chokeret og et eller andet sted også ked af det. 
"Det er okay Jade" Intet andet? Ikke en gang et slag eller en af de tøsefornærmede bemærkninger. Han en skubber en sprøjte hen til mig. Indholdet er gennemsigtig som så mange ting også er. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro det var vand. Samme konsistens. Den lugter underlig medicinsk  ligesom piller. Jeg kigger længe på sprøjten. Men til sidst giver jeg sprøjten til Laurent og ruller mit ærme op. Han stikker nålen ind i min arm og trykker stille den flydende væske ind i mig. Det kilder når det løber gennem armen på mig og spreder sig. Alting bliver sløret men en ting står klart i mit hovede. Laurent er ikke vred. Han hader mig og dette er måden at vise det på. 
"Ses i helvede søde"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...