Jade Hastings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2013
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Igang
17 årige Jade er lige kommet ud af et ret svært forhold med en af de lokale drug dealere da hun møder Gale på ferie i Tyrkiet.
De to uger bliver hurtigt to meget romantiske uger i mellem hende og Gale.
Dagen før hjemrejsen går det op for Jade at hun måske kun har en dag tilbage med Gale?

3Likes
4Kommentarer
391Visninger
AA

3. A Dream Is A Sign

Jeg kigger utålmodigt på min mobil. Klokken er lidt i otte, da jeg træder ud af elevatoren. Jeg går rundt om hjørnet, forbi den lille plantage og hen til poolen. Jeg behøver ikke solens lys for at genkende ham. Hvem skulle også være nede ved poolen klokken otte om aftenen. Jeg går hen og stiller mig ved siden af ham. Hans øjene er rettet på et usynligt punkt inde bag træerne. Jeg prøver at kigge derind, men mine øjne er stadig i gang med at vænne sig til mørket. 
"Jeg var bange for du ikke turde komme" Jeg kigger nysgerrigt på ham. 
"Ikke turde? Du er ikke den mest uhyggeligste person så mon ikke det går" Han smiler skævt til mig. 
"Ikke uhyggelig? Så kender du mig vidst ikke. Mente nu mere om din far ville lade dig gå" 
"Han sover på samme værelse som Dean, så det blev ikke noget problem" Jeg kigger ham i øjnene. Mit blik fryser næsten fast i dem. De er brune med et svagt skær af gylden. Glæden lyser ud af ham men også en masse andet. Han skjuler intet. Han læner sig frem og kysser mig for anden gang. Denne gang har jeg nemmere ved at modtage kysset, da mit ansigt ikke længere er fyldt med smerte. Han trækker sig væk efter længere tøven og smiler på den samme skæve måde igen. Jeg kan ikke lade være med at grine over det. 
"Hvad gjorde jeg forkert?" Han kigger undrende og uforstående på mig. 
"Intet. Det hele var perfekt" Jeg ligger mine hænder på begge hans kinder, stiller mig på tær og kysser ham. Han bøjer nakken og ligger armene langs min ryg. Jeg ved ikke, hvor lang tid vores læber mødes men der går lang tid før, jeg trækker mig væk. Jeg fletter mine fingre ind i hans hånd og begynder at gå ned mod stranden. 
"Fortæl mig om dig. Hvor kommer du fra?" Jeg kigger nysgerrigt på ham. 
"New York. Men jeg skal snart flytte, da min lille bror skal starte i High School og min mor vil ikke have, han går på den skole, jeg går på nu. Hun mener, den har dårlig indflydelse på eleverne. Så jeg ved ikke, hvor vi bor om 2 måneder. Hvad med dig?" 
"San Francisco, men har boet et par steder før det" Jeg smiler skævt til ham. 
"Hvorfor flyttede i?" Altid det samme nysgerrige spørgsmål. Men jeg bebrejder ham ikke for at spørge om det, jeg ligger jo selv op til det. 
"Jeg er vokset op i Canada, men da min far fik et job i London, måtte vi flytte, da jeg var 12. Men jeg fik de "forkerte" venner, som mine forældre kalder det, så vi måtte flytte igen, da jeg fyldte 15" 
"Forkerte venner?"  Han kigger nysgerrigt hen på mig og forventer det helt store svar. 
"Ja altså. Dem der altid drak sig i hegnet og var på de vildeste stoffer" Jeg prøver at holde det kort og med så få detaljer som muligt. Det sidste jeg ønsker, er at han skal hører om min fortid. 
"Var du ligesom dem?" 
"På en måde men kan vi ikke sætte os og snakke?" 
"Jo, selvfølgelig" Gale sætter sig med det samme ned i sandet og river mig med. 
Jeg kan ikke lade være med at grine over det. Han griner med og ligger derefter armen omkring hoften på mig og trækker mig ind til sig. 
Jeg kysser ham blidt på kinden og lukker øjnene.

Det tager noget tid før mine øjne vender sig til det skarpe lys. Jeg kan skimte nogen stå i den anden ende af lokalet og snakker sammen. De står der alle sammen. Min mor, min far, Catharine og et par sygeplejesker. De kigger skuffende men også lettede over i mod mig. 
Min mor kommer over og sætter sig ved siden af mig. Hun tager forsigtigt min hånd og lukker begge sine hænder omkring den. Da jeg vil hive den til mig, holder hun fast. Jeg er svækket og opgiver hurtigt. 
"Du var heldig" Jeg kan ikke helt finde ud af, om hun er vred eller ked af det. 
"Det var jeg vel" 
"Ja det var du. Hvordan kunne du overhovede finde på det? Hoppe ud af vinduet for at besøge ham?" 
"Jeg ville have, han skulle have sandheden at vide, inden jeg tog afsted" Nej ikke helt men nu når jeg tænker over det, kan jeg ikke komme i tanke om, hvorfor jeg gik over til ham. Nok fordi han er min kæreste eller rettere var. For det må han jo være. 
"Hvad ville du få ud af det? Han prøvede at slå dig ihjel, fordi du fortalte ham sandheden" Hendes stemme bliver skarp. Jeg har lyst til at vende øjne af hende. Hun er det mest ondsvage menneske, jeg nogensinde har mødt.
"Du forstår ham ikke, du forstår aldrig noget som helst" 
"Sådan skal du ikke snakke til mig. Han har ødelagt dig og misbrugt dig. Han skal stilles for en dommer, så snart vi har fået styr på dig" 
"Jeg var sammen med ham, fordi jeg havde lyst, ikke fordi jeg blev tvunget. I kan ikke dømme ham for noget som helst" 
"Mord forsøg på dig? 
Ulovlig handel med stoffer? 
Ulovlig indtagelse af stoffer? 
Det er jo ikke fordi drengen har rent mel i posen" 

Jeg vender mig om på den anden side væk fra hende. Min hjerne er stadig for træt til at overskue det, selvom alt inden i mig siger, at jeg skal forsvare ham før det er forsent. Men sandheden er nok at der ikke er noget at forsvare. Mine følelser får mig til at holde af ham, men min hjerne laver den mest irriterende hovedpine som en reminder, om at jeg ligger på et hospital på grund af ham. 

Jeg stoppede med at tælle dagene efter 43. Værelset er lille og grimt. Jeg kigger mig omkring og sukker. Væggenes hvide maling er ved at skalle af og bag ved er der en mat grå overflade. Jeg stiller mig hen til et af de store huler og begynder er piller det hvide maling af, da en kvinde stormer ind af døren. 
"Du må ikke pille malingen af. Forhold dig roligt, prøv og se om du kan sove ellers må vi gå en tur" 
Jeg kigger på hende og river at større stykke af den hvide maling. Hun kigger ondt på mig og gener mig væg fra vægge. Jeg sætter mig på sengen. Den er blå med hvide prikker. Sikkert for at opmuntre folk. Hvide og blå prikker er virkelig også opmuntrende. 
Kvinden ryster på hovedet og forlader værelset igen. Jeg er så træt af dem, det er altid det sammen kedelige skema. Morgenmad, gå en tur, lave lidt opgaver men kun lige det du kan klare det kan jo være det giver dig et psykisk anfald, frokost, sove, aftensmad, gå en tur og sove igen. Aldrig noget spænde og det er altid de samme kedelige mennesker der besøger mig, nemlig min familie. Mine venner må ikke komme herind, og jeg må ikke komme ud til dem. 
Jeg kigger hen på det lille ur, som står på det eneste møbel ud over sengen som er i lokalet. Det er et lille skrivebord, der er malet brunt, så det passer ind i de kedelige farver. Ved siden af bordet står min taske. Jeg tog kun det højest nødvendige med. Jeg vidste, de havde stramme regler, om hvad man måtte tage med herind. Så det blev kun lidt tøj, en bog og nogen billeder fra sommeren. 
Jeg stikker hånden ind under hovedpuden og trækker en hvid konvolut frem. Jeg åbner den forsigtigt. Jeg har gemt de vigtigste billeder i den. Dem som ingen må se heler ikke dem som er på dem. Det første billede er fra skolefesten. Det er af Laurent og mig. Jeg smiler ved synet af det. Alting var så perfekt dengang. Det var dengang han bare var en normal kæreste eller normal blev han nok aldrig, men der var kærlighed i mellem os.
Jeg trækker det næste billede op, det er af mig og Caroline. Min bedste veninde siden jeg flyttede til San Francisco. Hendes blonde hår er sat op i en knold. Hun smiler og jeg smiler. Det sker kun en sjælden gang nu.
Efter Laurent fik mig overtalt til at prøve stofferne, har hun ikke vil snakke med mig og undgik mig næsten. Hun vidste godt, at jeg havde haft nogle problemer i London, men hun troede nok, jeg var kommet over det. Kun Dean har stået ved min side ligegyldigt hvad. Tanken om ham får mig til at hive det næste billede op. Det er et gammelt billede af os, det er helt tilbage fra England. Vi må have været omkring 13 på billedet. Han har det samme skævesmil og det løftede øjenbryn. Jeg kigger længe på billedet. Jeg ville ønske alting, var som dengang også på den anden side ikke. Så havde jeg aldrig mødt Caroline. Selvom jeg måske ikke betyder noget for hende, så holder jeg af hende og jeg savner hende. 
Jeg kan høre skridt nærme sig døren, så jeg skynder mig og skjule billederne igen. Jeg tørre den tåre, som har sneget sig ud af mit øje væk og ligger med ned med ryggen mod døren. 
Jeg kan allerede genkende skridtene og det lyder næsten som om hendes hæle borde sig ned i jorden ved hvert skridt hun tager.
"Jade Hastings. Du har besøg" Jeg kan høre det sædvanlige klik fra døren og ind kommer hun. Djævlen af dem alle. Hun burde næsten få en pris for at være så modbydelig som hende eller endu bedre en pris for hendes vidunderlige måde at opdrage teenagere på. 
"Jade, du ser jo ikke spor bedre ud end før? Jeg prøver faktisk at få dig ud herfra, men du er nød til at samarbejde for at det lykkes" 

"Jeg gider ikke snakke med dig. Du gør kun ting værre" 
"Jeg ved godt du ikke stoler på mig, fordi jeg tidligere har fortalt din mor, mange af de ting du sagde, da du ikke fuldt var ved bevidsthed. Men det går jo ikke at du bliver rask og kommer ud herfra hvis ikke dit hjem er klar over hvilken forandring, du har har haft herinde. Hvad du har været igennem og hvilke tab du h…" 
"Er du døv? Jeg gider ikke snakke med dig? 
Du pladre alligevel kun om dig selv efter de første ti minutter. Hvad hjælper det alligevel. Når jeg kommer ud herfra, vil Laurent være i fængsel, så ham kan jeg ikke se. Jeg kender ingen andre dealere, så stofferne må jeg ligge på hylden. Når det gælder venner har jeg nok allerede, mistet dem jeg havde engang, om jeg så forandre mig eller ej. Familien bliver nok ikke bedre. Så hvad nytter det overhovedet? Du spiller tid og kræfter herinde sammen med mig" 
Jeg vender mig om og kigger direkte ind i hendes øjne. De stirrer stift på mig og man kan næsten se hadet brænde inde i hende.
"Jeg kan hører, De ikke er i humør til at snakke i dag, jeg vender tilbage i morgen" Ordene fumler sig vej ud af munden på hende og bliver udtalt med en hæs klynkende stemme som stadig prøver at holde den samme rolige og hjælpesomme tone selvom en hver kan høre hun kunne knække over hvert eneste øjeblik. 
Angie snurrer en omgang for meget rundt og må gribe fat i sengen for ikke at falde. Jeg vender mig irriteret om igen.

"Det må du undskylde. Vi ses i morgen Jade Hastings" Jeg kan hører skoene forlade lokalet og klik lyden for døren. Stilheden breder sig i lokalet og lægger sig som et varmt tæppe om mine ører. 
Jeg for altid hovedpine af at høre på Angie eller i det hele taget alle de mennesker der er her omkring. De render rundt i enten deres hvide sko eller sorte højhælede også snakker de altid med den der søde det-skal-nok-gå-alt-sammen stemme. Det er kun øjnene der afslører deres rigtig følelse. 
Angie's følelse skifter ligeså hurtigt som hendes tøj det vil sige cirka hvert andet minut. 
De tiltaler alle ved fuldenavn som om man var noget særligt. Jeg har altid hadet Hastings, da det får mig til at tænke på min latterlige familie eller jeg elsker min lille søster over alt på jorden, men mine forældre giver mig sjældent lov til at være sammen med hende og hun har ikke besøgt mig siden jeg kom herinde. Hvilket er ved at være flere måneder siden. 
Det er først nu jeg tænker på, hvor lang tid jeg skal være herinde, der må næsten være gået 5 måneder hvis ikke mere. Gad vide hvornår de lader mig gå? Når de føler jeg er rask nok? 
Jeg har ikke forandret mig særlig meget siden, jeg kom herind. Det kan jeg se på Angie, som altid er skuffet, hver gang jeg dumper min test. 
Hvis man klarer den, skal man igennem fire andre for at komme ud herfra. De kalder det en psykisktest og deres måde at beskrive den, er at de bare vil tjekke, om man har nogle indre huler i sin psyke. Selvom jeg nu ikke har voldsomt mange huler, så har jeg mit ret så høje stof misbrug også at jeg næsten blev dræbt af min kæreste. Eks-kæreste. Jeg glemmer altid, han ikke er en del af mit liv længere. Men et eller andet sted er han jo stadig en del af mit liv. Jeg aner jo ikke, om han rent faktisk kommer i fængsel eller om det bare var noget min mor sagde? 

 

Jeg vågner ved lyden af fuglesang. Jeg for øje på en lille musvit i et japansk kirsebærtræ. Vinden trækker de lyserøde blade igennem sig og ligger dem på græsset. Jeg går hen i mod træet og for øje på en mindre å. Vandet går ikke højere op en til anklerne, så jeg vælger at smide skoene og gå langs åen. Langs åen er der kirsebærtræer så lang øjet rækker. Enkelte bøjer sig ind over åen og lader de yderste grene dyppe sig i åen. 
Jeg får øje på en mindre sti længere fremme, som går væk fra åen. Da jeg når frem til den, kan jeg se der engang har været vand i den men det er væk. Jeg kigger den vej stien går. den fører hen til en større skov. Træernes blade er alle visne og daler ned fra træerne en efter en. 
Jeg kigger mig omkring. Alle andre veje er fyldt med græsmarker, og åen som løber igennem landskabet som en slange. Der er kun en vej der skiller sig ud, og det er fremad. Inderst inde vil jeg gerne forsætte langs åen, den er så rolig og fredelig men noget inde i mit fortæller mig at jeg skal den her vej. Jo længere jeg kommer hen i mod træerne, jo mere forsvinder vandets rislende lyd og fuglendes sang. Der er helt stille, da jeg når frem til det første træ. Jeg fortryder, jeg ikke tog skoene med. Stien er fyldt med blandede blade fra en masse træer. Jeg kan mærke nålene fra nåletræet prikke mig under foden. Det giver en ubehagelig smerte som for mig til at gå hurtigere fremad. 
Træerne lukker sig omkring mig og jeg har kun stien af følge nu. Det føles som en evighed, før jeg ser det. Han står ind inde bag nogen træer. Udfra bygningen kan jeg se, han må være på min alder med helt sort tøj på og hætten trukket over hovedet. Jeg tøver, men går så hen i mod ham. Han vender sig om ved lyden af mine skridt. 
Hvad laver han herude? 
"Du ved godt hvorfor, jeg er her, hvorfor du gik herind i stedet for at traske afsted ude i åen"  Han stemme er skarp. Skarpere end den plejer at være. 
"Nej Dean. Det gør jeg ikke. Du har ikke talt med mig i flere måneder så hvorfor nu midt ude i en skov? Hvorfor helt herude hvor ingen kan se eller høre os?" 
"Jeg vil være sikker på, at du var alene. At han ikke klistrede sig op af dig som han gør"
Jeg træder et skridt nærmere, som at tegn på at han skal forsætte med at tale. 
"Jeg vil give dig en ny chance. Jeg har altid holdt af dig og det ved du. Det har gjordt lige så meget ondt på mig som på dig at se ham ødelægge dig som et stykke legetøj" 
"Men jeg holder af ham, jeg kan ikke bare slippe ham" 
"Jo du kan. Det er bare et spørgsmål og vilje og styrke" Hans stemme bliver mildere og roligere. 
Uden at tænke over det læner jeg mig frem og kysser ham. Jeg ligger hænder på hans kinder, og han ligger forsigtigt hænderne om min hofte. Først er det rart men da en skarp jern smag breder sig i min mund river jeg mig ud af hans greb. Jeg kan mærke det løbe kildende ned på min hage. Jeg tørre det væk i en hurtig bevægelse, jeg behøver ikke engang kigge på min hånd, for at vide det er blod. Han griner, og det er først nu jeg for kigget ordentlig på ham. 
Hans perfekte blå øjne er blevet matte og det lysebrune hår blevet kuld sort. 
Laurent smiler til mig, og jeg kan se blodet på hans tænder. Jeg vil løbe, men jeg kan ikke, det er som altid kun en vej og det er fremad. Jeg lukker øjnene og løber fremad i mod ham i håbet om at han vil flytte sig. Men jeg kan mærke hans varme ramme mig og falder….

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...