Welcome

Velkommen til mit liv. Her vil jeg fortælle dig om bagsiden af medaljen, om alt det de ikke viser, om alt når lyset slukkes, om alt det negative, men også lidt om det positive.
Mit navn er Hilary Larson, jeg er 23 år, bor i Los Angeles og så er jeg verdenskendt sanger. Man skulle tro at mit liv var fantastisk, at kunne leve af at synge, det eneste jeg elsker at lave, og det er det skam også, men det er bagsiden af det hele, der gør mit liv så træls, det er nemlig min råbende manager, min uforstående mor og min kæreste, som jeg ikke elsker længere.
*Dette er mit bidrag til konkurrencen 'Backstage'*

0Likes
0Kommentarer
178Visninger

2. Del 2

Dørklokken lød og jeg skyndte mig at blive færdig til at åbne døren. Jeg stod og var ved at tage kjole på, da det ringede på. Min mor har altid ment, at man skal være fin, når man får gæster, så derfor gjorde jeg mit bedste for at gøre hende tilfreds. Jeg trak hurtigt den knælange, mærkeblå kjole op over mine skuldre og løb så ned ad trapperne med mine stiletter i hånden.

"Kommer nu!" råbte jeg og tog hurtigt mine sko på.

"Hej," bød jeg dem velkommen, idet jeg åbnede døren og gjorde tegn til, at de gerne måtte komme ind.

"Hej," svarede de begge glade og gav mig et hurtigt kram, inden de fortsatte helt ind i stuen. Min mor havde også en af sine fine kjoler på, som sædvanlig. Min far havde taget jakkesæt på, nok fordi min mor havde sagt, at han skulle - det ville ikke komme bag på mig.

"Maden er snart klar," sagde jeg hurtigt og gik ud i køkkenet for at tjekke, om jeg overhovedet talte sandt, hvilket jeg heldigvis gjorde. "Vil i have et glas rødvin?" råbte jeg ind til stuen, hvor de gik rundt, mens jeg tog mit helt simple forklæde på.

"Ja tak!" råbte mor tilbage og kort efter, kunne jeg høre hende komme ud i køkkenet til mig.

"Hvad skal vi have?" spurgte hun med det samme, hun var ude ved mig. Hvor far var, vidste jeg ikke, men jeg regnede med, at han stadig gik rundt inde i stuen.

"Entrecôte bøffer med salat til," svarede jeg efter lidt tid, da jeg havde travlt med maden. Bøfferne var snart færdige og salaten var sådan set også klar. Jeg havde klaret det meste, inden jeg skiftede tøj.

Bordet var dækket, salaten var blandet sammen og jeg manglede kun bøfferne. 

Jeg fandt tre rødvinsglas frem, åbnede en ny flaske Cabernet Sauvignon og hældte lige meget vin op i hvert glas. Jeg gik derefter over til min mor og gav hende det ene glas, tog det andet og det tredje og gik ind til far i stuen, for at give ham det ene.

"Her, far," sagde jeg, da jeg stod bag ham med glasset i hånden. Han vendte sig straks forskrækket om, men sendte mig hurtigt et lille smil.

"Tak, skat," sagde han og tog imod glasset.

Jeg stillede mit glas på bordet og gik derefter ud i køkkenet igen, for at hente maden. Bøfferne var vel efterhånden færdige.

Da jeg kom derud, kunne jeg se at de var perfekte og tog dem derfor straks af panden og lagde dem over på en tallerken. Jeg samlede det hele og bar det ind i spisestuen.

"Skål," sagde jeg straks efter, at jeg havde sat det hele på bordet og løftede glasset op til munden for at tage en tår af det sammen med min mor og far.

"Skål for en hyggelig aften," tilføjede min mor hurtigt, inden vi kunne nå at tage en tår.

"Skål," sagde vi i kor og tog endelig en tår.

"Hvordan går karrieren så?" spurgte min mor, efter vi havde sat os ved bordet og var begyndt at tage mad over på tallerkenen. 

Det der, var starten på en 'god' aften.

Det går godt," sagde jeg smilende og prøvede at ændre samtaleemnet, inden det gik helt galt. "Hvad med din?"

"Det går også godt," svarede hun kort og præcist ligesom jeg. Hvis jeg ikke allerede har nævnt det, så er min mor altså en modedesigner; en meget kendt og vellidt modedesigner oven i købet.

"Det var da godt," sagde jeg kort, bare lige for at sige et eller andet. Jeg hader den akavede stilhed, som altid kommer sammen med mine forældre. Jeg havde ellers regnet med, at hun var fortsat med at snakke om sig selv, da hun godt kan lide det, men det ville hun åbenbart ikke idag.

"Hvad er du egentlig i gang med for tiden?" spurgte min mor efter kort tids tavshed. Skønt, hun fortsætter, men er jo typisk hende.

"Jeg er igang med en ny cd," smilede jeg. Jeg glædede mig meget til at udgive den, derfor bragte det et smil på mine læber, hver gang jeg snakkede om det.

"Spændende," startede hun ud. "Hvor lang tid har du så arbejdet på den?" Hun smilede, men jeg vidste, hvad hun tænkte. Hun prøvede bare at finde et eller andet, så hun kunne rakke mig ned.

"4 måneder cirka," svarede jeg og tog en ordentlig mundfuld salat ind i munden. Der var alle mine yndlingsgrønsager i: tomater, argurker, majs og selvfølgelig salat.

"Nå,"  sagde hun kort, og man kunne sagtens høre det dømmende tonefald.

***

"Hej skat," hørte jeg Will råbe ude fra gangen efter døren var blevet smækket. Jeg sad inde i stuen og så fjernsyn, da han kom hjem.  Min mor og far var taget hjem for længst efter vi havde haft et kæmpe skænderi.

Efter jeg havde fået nok af mors dømmende tone, begyndte jeg at råbe af hende, om hun ikke bare kunne sige det, hun ville sige, og det gjorde hun. Alt det hun ikke havde sagt i årevis, blev lige pludselig fortalt.

"Jeg sidder inde i stuen!" råbte jeg tilbage, og kort efter kom han gående ind. Jeg havde tænkt mig at gøre det forbi i dag. Der var ingen grund til at trække den længere.

"Hvordan gik middagen?" spurgte han, satte sig ned ved siden af mig og gav mig et kys på kinden.

"Forfærdeligt," svarede jeg kort og kiggede ned på mine hænder, der lagde i mit skød. Jeg kunne ikke se ham i øjnene. Jeg havde så ondt af ham, han vidste jo slet ikke, hvad der var på vej.

"Er der noget i vejen?" spurgte han og kiggede bekymret på mig. Jeg tog mig sammen og kiggede ham i øjnene.

"Vi bliver nødt til at snakke sammen," startede jeg, og jeg kunne med det samme mærke tårerne presse på. "Jeg kan ikke det her mere."

"Hvad mener du?" Han så meget uforstående ud, men på en måde, der sagde, at han egentlig godt vidste, hvad jeg mente.

"Jeg bliver nødt til at slå op," sagde jeg, mens en tåre trillede ned af min kind. Han kiggede forvirret rundt, og jeg er sikker på, at jeg kunne se en tåre i hans øjenkrog.

"Men hvorfor?" Han så meget ked ud af det, og jeg fik så ondt af ham, men det var jo nødvendigt.
"Jeg er ked af det, men jeg elsker dig bare ikke mere." Jeg kiggede igen ned på mine hænder, og så derved ikke hans reaktion, men hørte ham bare sukke tungt.

Han rejste sig pludselig op og gik sin vej. Kort efter hørte jeg hoveddøren smække, hvilket efterlod mig alene igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...