Rosernes dans

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2013
  • Opdateret: 26 aug. 2013
  • Status: Igang
"Hvorfor danser de?" spurgte jeg. "Fordi de er glade" hviskede Sander ivrigt. Jeg stak hovedet op fra den lille busk, og fulgte deres taktfulde dans. Det var dem jeg havde ventet på. Det var de dansende roser.

2Likes
0Kommentarer
146Visninger

1. Kapitel 1

De græder. De sidder op i skyerne og græder. Tårerne render ned og falder på mig. Det er ikke de fleste der har medlidenhed med dem. De fleste hader dem. Fordi de græder. De sukker som om de, er deres største bekymring. De ser også kedelige ud. Grå, og uden farver. De kigger ikke på mig. Det skulle overaske mig hvis de vidste jeg fandtes. Alting dør deroppe. Alligevel er der altid så mange at de kan græde, over det de mister. Hvordan mon det er at miste alt? De har intet, alligevel fare de sammen, og tuder, når de mister noget. De vender sig først til det når regnen holder op. Og det gør den nok aldrig. Når de er glade, for en kort stund synger de. De synger så højt at man kan mærke det slå mod ansigtet. Ikke som lussinger, men som hvis nogen blidt hvisker til dig. Når de er neutrale bliver luften hvid, det er de sjældent. For ovenover mig er landet fuldt af følelser. Der altid noget at smile, græde, eller synge over. Derfor er luften ikke hvid så lang tid af gangen. Nogengange om morgen.

"Det er løgn og latin min kære. Hvorfor tror du på det?" smiler far, og stryger mig over hovedet. Mit barnehoved vender sig mod ham.

"Fordi jeg tror de er de eneste der kan bringe mig til mor" Så ler han, og jeg ler med.

Eller jeg lader som om jeg ler med. Det er faktisk pænt åndsvagt. Min mor døde da jeg var 4. Jeg er 12 nu. Jeg kan kun huske hun en dag gav mig appelsinjuice, hun havde fået af en menneskepige. Jeg glemmer aldrig navnet. Hailey. Haileys far var sindsyg. Mor kom blodig hjem, inden hun faldt om på gulvet. Mine hænder rystede så meget at jeg ingengang kunne råbe på far. Så hun lå og døde. Og havde været død i ti minutter. Jeg er ikke handlekraftig. Det var min far der hørte mine kald og gjorde det. Hun var død af knivstik, og jeg var 7 år før jeg fattede det var min skyld mor ikke var her mere. For det er min skyld.

Vinden slår mod mit hoved, som puster de for at jeg skal gå tilbage. Men jeg vil ikke tilbage. Jeg vil hen til dem. Jeg vil sige undskyld til mor. Undskyld for at hun ikke er her mere. Undskyld for min forbannede idioti, der gjorde at hun var død nu. Jeg vil hen til hende. Give hende et kram, og fortælle hende hvor meget jeg elsker hende. For det gør jeg.

"Evelyn! Kan du se at komme ind. Du dør jo af kulde lille skat" Jeg kan mærke min barnepige Nicka hive i min bluse. "Dine læber er jo helt blå"

"Jeg er ligeglad! Slip mig"

"Ikke på vilkår"

Hun trak mig ind. Jeg hang som en svag lille kludedukke i hendes greb. Skideballe tid. Jeg var næsten vandt til det. Jeg kunne høre hvordan hendes vinterstøvler gik i gennem sneen. Jeg blev trukket ind i lyset i dagligstuen. Ind i varmen, der for mig var kulde. Bidende, rivende, tævede kulde. Nicka hev irriteret mine støvler af.

"Ved du hvad klokken er unge dame?"

"Ja den er 1. Lørdag morgen"

"Må jeg spørge hvad du lavede udenfor?"
"Nej, det må du faktisk ikke"

"Vil du venligst holde op med at svare igen"

"Nej ikke på vilkår"

Det tog sekunder før jeg var i sengen, og lå på den ru madras, og kiggede på stjerner fra et hul i loftet. Et lille bitte kiggehul. Jeg kiggede altid på den samme stjerne. Mest fordi stjernen kiggede på mig. Noget mørkt bevægede sig i skyggen. Jeg lod vær med at kigge på det. For det bliver kun større og stærkere når man kigger på det. Jeg regner med at få skyggemonstret til at forsvinde. Snart.

Jeg kan høre hvordan det slæber sig over gulvet, men holder blikket på stjernen, som om den er selveste Håbet. Snart begynder skyggemonstret at hviske mit navn. Det gør den altid. Skyggemonstret kan lave alle slags stemmer. Det har jeg opdaget.

"Evelyn...Evelyn" den blide barnestemme, er ny. Den bruger altid nye stemmer. Den gør alt for at jeg skal se på den. Men den virker svag. "Kom og hjælp mig"

Jeg kigger på stjernen af alle kræfter, for ikke at se på skyggemonstret.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...