Breath a Second Spring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2013
  • Opdateret: 25 aug. 2013
  • Status: Færdig
Mit bidrag til konkurrencen om Frederikke Reventlow :-)

Grevinde Frederikke Reventlow havde haft et fortryllende ægteskab og havde en masse skønne børn med hendes højtelskende Mand Christian.
Hun levede det gode liv, og selv om hun havde haft sorger, levede hun sit liv i idyl.
Alt var godt, men kun på overfladen, for hvad forgår der egentlig udenfor Grevindens synsfelt?

2Likes
0Kommentarer
357Visninger
AA

2. Vinteren 1804

Der var intet at se, al det hvide Sne havde lagt sig som en Dyne på det ellers bakkede Landskab.

Det havde været smukt, da det i starten af December Måned havde dalet lige så fint ned, men nu savnede hun det farverige Landskab og ventede længselsfuldt på Forårets komme.

Sukkende vendte Grevinden sig væk fra Vinduet, fra den faldende Sne, og lænede sig op af væggen ved siden af. Få Meter fra Grevinden selv, sad hendes Mand og arbejdede. De var i Februar, og det nye År var for alvor gået i gang, og hendes ellers så travle Christian, havde fået endnu mere at se til. Men ak, hvad var der at gøre?

Frederikkes Ben trak hende ind af i Stuen, ind til hendes ældste Søn Christian og Svigerdatter Benedicte. Så lykkelige, og atter så unge.

Christian lignede sin Fader, med sin ranke figur og sit lyse hår. Det var ikke til at se nu, men det havde hendes elskede Christian også haft som ung.

 

Triste Dage var det eneste de gik i møde her på det seneste, men hun gjorde alt for at holde Humøret højt. Om få Dage ville Sønnen og Svigerdatteren rejse tilbage til deres Bolig på Lolland, og hun ville savne dem noget så frygteligt! Hendes Mand arbejde nu Døgnet rundt, og kun få Stunder om dagen, når han skulle friskes lidt op, løb han en tur gennem Huset og jublede glad med deres Børn. Et noget så fantastisk syn, mente Frederikke.

Men Dagens bragte en trist begivenhed, en stor sorg til hele Familien. Deres højt elskede Kanariefugl var gået bort. Alt virkede så tomt her til Morgen ved the-bordet, da den ikke var der til at flagre omkring dem. Måtte den være et bedre sted nu.

”Conrad, mit barn, hvor er du på vej hen i al den stress og jag?” Forhørte Grevinden sig om, til Sønnen. Han stod klar til at suse ud af Døren, men Moderens stemme bremsede ham. Conrad var en voksen Mand, han ville runde de 19 År i År, men var dog endnu ikke Voksen i hans Moders Øjne. Det var ingen af hendes Børn.

”Jeg vil blot ud og spadsere en Tur,” svarede han og hendes Øjne lyste straks op. Hun bad Conrad om nøje at udvælge en ny Kanariefugl til Familien og gav ham rigelig med Rigsdadler i Lommen.

Det skulle væres hendes ”suprise” til hendes Mand.

Da Sønnen var gået, begav hun sig ind i Stuen hvor hun kunne se hendes Mand og Ældste Søn sidde og arbejde side om side i Arbejdsværelset. Selv fandt hun noget Papir og en Pen frem, og gav sig til at skrive et brev til ”Søsteren” Louise fra Holsten.

 

Nede i Byen bevægede en velklædt Skikkelse sig rundt mellem Boder og Butikker. Men heller ikke han gjorde  stop ved Byens Dyrehandel. Han forsatte lidt endnu, drejede ned oF Hjørnet og begav sig hemmelighedsfuldt og meget diskret ind af Krodøren. Han havde lejet et Værelse for en Nat, men skulle kun bruge få Timer derinde her til formiddag. Han gik op af Trapperne, fandt Værelsesnummeret og rodede i sin Lomme efter Nøglen og derefter lod Låsen gå op i takt med at han drejede Nøglen.

Inde i rummet ventede der ham en Skikkelse, en nøgen Krop lå på Sengen og kiggede forførende op på hendes Elsker.

”Conrad,” hviskede hun, og han var ikke langsom til at smide Skoene og hoppe ned til hende. Han mødte hendes bløde Læber i et varmt og intimt Kys. Mens hans ene hånd holdte om hende, kærtegnede den anden hendes Bryster. ”Åh, Benedicte,” stønnede han og han kunne mærke hende smile under Kysset.

 

Hjemme i Stuen igen var Frederikke så småt ved at nå enden af hendes Brev. Der var altid så megen at fortælle, men så lidt Plads, så hvert enkelt Ord måtte vælges med omhu. Louise holdte hun så meget af hendes Mands Søster som af hendes egen.  

”Moder, har du set Benedicte?” Sønnen Christian rev hende ud af hendes Skrivetanker, og hun tænkte sig kort om. ”Benedicte, jamen hende har jeg ikke set siden Morgenmaden, hun sagde at hun havde et Ærinde,” fortalte hun, men Christian så stadig bekymret ud.

”Ja, men hun har været væk i flere Timer nu, bare der ikke er sket hende noget.” Som Christians ord flød ud i Lokalet, blev Fordøren lukket op, og ind trådte Svigerdatteren.

”Benedicte!” Udbrød Sønnen og fik hende ind i varmen. Hun var uskadt.

Ikke mange Minutter efter kom Conrad også ind af Døren, dog bare med et stort Bur hængende på Armen.

”Sikke yndig!” De Tre Døtre kom rendende ud til Conrad for at se den nye Kanariefugl. De var alle sammen begejstret, og Frederikke kunne ikke undgå at bemærke lighederne mellem den nye og gamle Fugl. Han havde rigtigt nok udsøgt den. Hun var stolt af Conrad, han var sådan en god Dreng.

 

Om Aftenen ved Middagsbordet blev der serveret Urtesuppe med forlorne Æg, en rigtig delikatesse efter Christians Mening. Han kiggede stolt ned langs Middags bordet, og så på hele sin Familie, Frederikke og hans Familie. Han kastede et stjålent Blik over på hende. Hun sad i en fordybet samtale med Sønnen Ludvig om Maden. Nogen gange ramte Tanken ham, om hans Kone elskede ham lige så meget, som han elskede hende?

Conrad havde sin Moder til Bords, og sin Elskerinde skråt overfor sig. Hun var smuk, en rigtig Skønhed, bare hun havde været Hans. Conrad smilede varmt til hende, og hun rødmede og lod sin Ske synke ned i Suppen, og fiskede en ny Mundfuld op.  Hun skilte let sine små yndige Læber, og førte langsomt skeen ind i Munden, og lukkede dernæst sine Læber om Skaftet. Deres Blikke skiltes ikke på noget Tidspunkt.

Som den ældste Søn havde Christian sine Forpligtelser, men at sidde og opleve sin Kone og Lillebror nedstirre hinanden, var at overskride Grænsen. Men det var sikkert ikke noget, Benedicte elskede ham og han holdt uendelig meget af hende. Sådan var det bare. Han måtte stole på hende, det gjorde han også, men det kunne ikke hindre hans Mistænksomhed i at tage til.   

 

Al Lyset var slukket og alle lå i deres Senge. Bortset fra én. Hendes lette Fodtrin slap forbi Manden ved siden af hende, og ud på Gangen og undgik det knirkende Gulv, og ned i den anden Ende. Hun trak ned i det mørke Håndtag og lukkede sig selv ind i Værelset.

”Conrad,” hviskede hun og noget bevægede sig Sengen. Han rejste sig og gik hende i møde. Uden et ord trak han Benedicte ind til sig og kyssede hende længselsfuldt. Hun begyndte at trække hans Natskjorte af ham og han fumlede med snorene på hendes Natkjole. Det var så intenst at de kort blev nødt til at slippe hinanden for at få vejret.

De begyndte straks igen at klæde hinanden af, og først da de stod splinter nøgne, greb han fat om hende og lagde hende ned i hans Seng.

”Vent!” Hviskede hun da han var ved at læne sig ind over hende, og han bremsede straks op. Dér, han hørte det også … Fodtrin.

Hurtigt fik han skubbet sig selv væk og løb hen til Vinduet og åbnede det, alt imens hun samlede hendes Kjole i en hurtig bevægelse og lod den glide ned over sig.

”Skynd dig,” hviskede han hæst og hun kravlede ud af Vinduet og ud på siden af Tagrenden. Det var oppe på anden sal, så hvis hun faldt ned, kunne det gå så gruligt galt.

”Benedicte!” Hviskede han og hun vendte sig kort om mod ham, og trykkede sine Læber flygtigt mod hans. Conrad skyndte sig at lukke sit Vindue og kaste sig ned i sin Seng og trække Dynen over sig. I næste sekund blev Døren revet op, og Broderens Ansigt kom til Syne.

Han så rasende ud.

Men da han fik set sig rundt i Værelset og tjekket Skabet, vendte han sig forbløffende og flovt mod sin Broder.

”Det beklager jeg, det må du meget undskylde, Broder.” Men Christian havde ellers været så sikker på det. Da han var vågnet op i en tom Seng, havde han været alt for hurtig til at drage en Konklusion.

”Ja, hvis du vælger at tro det om mig Broder, så må jeg jo have gjort noget forkert. Det er mig der Beklager,” svarede Conrad blot, og skammen lagde sig over Christian.

”Godnat,” var hans sidste ord, inden han forlod hans Broders gemakker og lukkede Døren efter sig.

Tilbage i hans Gemakker, lå Benedicte og sov så fredfyldt. Måske havde hun bare haft brug for at trække noget frisk Luft? Han måtte ikke sådan betvivle hende, det havde hun ikke fortjent. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...