Breath a Second Spring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2013
  • Opdateret: 25 aug. 2013
  • Status: Færdig
Mit bidrag til konkurrencen om Frederikke Reventlow :-)

Grevinde Frederikke Reventlow havde haft et fortryllende ægteskab og havde en masse skønne børn med hendes højtelskende Mand Christian.
Hun levede det gode liv, og selv om hun havde haft sorger, levede hun sit liv i idyl.
Alt var godt, men kun på overfladen, for hvad forgår der egentlig udenfor Grevindens synsfelt?

2Likes
0Kommentarer
358Visninger
AA

1. Sommeren 1803

Vejret var noget af det skønneste. Frisk Vind, duften af de søde Blomster, det nyslåede grønne Græs og frem for alt: Stilhed. Frederikke, Grevinden, stod ude i Gårdshaven og nød den nybagte Dag. Morgengrøden var mat, men formåede alligevel at live den tomme Himmel op.

Gerda, en af de tre Barnepiger, kom vemodigt hen mod sin Frue, der stod og betragtede de mange Marker ude i horisonten. Uh, hun ville så nødigt forstyrre hende midt i Fruens egne tanker. ”Undskyld mig Frue, men Fredrik har det ikke så godt, han vil gerne se Dem.” Da Grevinden vendte sig om, havde hun et meget bekymret Ansigt, og et glimt af angst strejfede hendes øjne. Hun nikkede høfligt til barnepigen, takkede pænt for at oplyse hende og skyndte sig ellers ind til Frederik.

Frederik var hendes yngste Søn, kun tolv år og alligevel så uheldig, bare det her ikke ville gå hen og få alvorlige følger. Der havde været rigeligt med Ulykker i hendes Børneflok.  

 

Falsk Alarm. Frederikke kunne ånde lettet op, Fredrik havde blot slået sit Knæ. Med raske Skridt befandt hun sig snart inde i det Fællesrum, hvor hele Familien plejede at samles efter Aftensmaden. Selvfølgelig var hendes elskede Mand, Christian, ikke altid til stede, han var noget så stresset her for tiden. Hun sukkede sørgmodigt, hun ville sådan ønske, at hun kunne lette noget af Byrden fra hans Skuldre.

Med et Øjekast rundt i Rummet, fik hun øje på Familiens samling af Violiner henne ved siden af Kakkelovnen. Ak, hun mindes hendes Stunder som Barn med en Violin i Hånden. Håbløst! Lille Frederikke kunne jo umuligt lære at spille på sådan et indviklet Instrument, havde hun selv tænkt dengang. Men alle de fine Damer kunne, og så forventes det jo, at hun også kunne. Første gang, åh ja, hun mindes første gang hun stod med Violinen i hånden, hendes Moder havde kigget noget så skeptisk, men også barmhjertigt på hende, hun havde været noget så elendig. Frederikke fniste ved Tanken, det havde ikke været nemt at lære at mestre Instrumentet, men det var lykkes hende til sidst.

Hun ville gerne rejse sig op, begive sig hen til den tomme Kakkelovn og samle en af Violinerne op, men hun blev siddende. Grevindens fingre var ikke hvad de havde været, de var blevet en smule stive, ak, Alderdommen var ved at hale sig ind på hende. Ikke alt faldt hende så nemt, som det engang havde gjort en gang.

Stille lukkede hun øjnene, tog en dyb indånding og døsede lige så stille hen.

 

Men så hørtes der en tumulten længere nede i Huset, og Fruen kom hurtigt på benene. Hun slog Blikket over på Penduluret på Væggen. Var klokken allerede blevet så mange? Gode Gud da, Christian kunne jo være her når som helst! Hun skyndte sig hen til den store hvide Dør, tog fat om guld Håndtaget, men inden hun så meget som nåede at trække ned i den, gik den selv op. Dér. En høj Skikkelse med flot gråt Hår redt elegant tilbage og hans lille lommeur hængende i Jakken. De kærlige Øjne strålede hendes i møde og hun var bange for, at han ville kunne høre hendes Hjerte banke alt for hurtigt. Der stod hendes elskede Mand, Christian. Åh hvor havde hun dog savnet ham!

”Frederikke, elskede,” hilste han med et varmt Smil. Hun nejede pænt og gik hen til ham, og plantede et kys på hans Mund. ”Velkommen,” bød hun ham, og de gik Hånd i Hånd ind i Stuen.

Da de stod midt inde i Lokalet, lagde han sin ene Hånd om hendes Lænd, og trak hende ind til sig. De begyndte langsomt at flytte Fødderne. Frederikke kendte trinene, så hun fulgte blot med, og betragtede samtidigt hvert af hendes Mands mindste bevægelser.

”Jeg har savnet dig,” bekendtgjorde hun og hans Blik mødte hendes. Han trak i Mundvigen. I en elegant bevægelse snoede han hende rundt, og hun lo noget så hjerteligt. Dernæst stoppede han Dansen, og lukkede fuldkommen afstanden mellem dem.

”Jeg har også savnet dig, min elskede,” lød hans Ord og hun lukkede Øjnene. Hun kunne mærke Lykken boble indeni hende, og hendes Knæ truede med at give efter. Hun mærkede noget blødt mod hendes Læber, og hun genvandt sin Styrke. Han ville hende stadig, selv efter at hendes Ungdom var passeret og Børnene var født. Det varmede om hendes Hjerte. Hun elskede ham.

 

Samme aften sad de alle tavse over Middagsbordet. Grevinden var ikke specielt sulten, nej, hendes Tanker havde ført hende tilbage i Tiden. Hun mindes dengang hendes Familie var kommet til Danmark i 1743 hvor hendes Fader var blevet Amtmand i Sorø. Hendes Fingre gled over deres Porcelæn, og blev igen mindet om hendes Barndom og hvordan de altid havde drukket Te og Kaffe af Familiens dyre ostindiske Porcelæn.

”Alt vel, Frederikke?” Hun mærkede en Hånd på sin egen, og kiggede op. Hun nikkede forlegent til hendes Mand og begyndte nu at skære i Kyllingen på hendes Tallerken. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...