The girl backstage - One Direction.

Estelle Waters er en helt normal og stille pige, mens den berømte Harry Styles er den mest charmerende og flirtende fyr på jordkloden. Estelle møder Harry ved et tilfælde backstage, da hun diskuterer med sin lillebror ude på et af drengetoiletterne. Harry lytter diskret med, hvilket han ved er forkert. Han får alt for mange oplysning fortalt omkring denne ukendte pige og han får hurtigt ondt af hende. Harry føler sig ansvarlig for hende, hvilket han ved er skørt og mærkeligt. Vil Estelle vælge at stole på Harry, når han giver hende et meget stort løfte? Et venskab bliver skabt mellem Harry og Estelle, men er det nu også nok for den ene af de to hovedpersoner?

30Likes
18Kommentarer
1102Visninger
AA

3. Kapitel 2

Estelle's synsvinkel.

"Godmorgen."

Jeg kiggede op fra mit blad og så Beck komme ind i køkkenet. Jeg ignorerede ham og læste videre. Jeg orkede virkelig ikke alt det her nu. Jeg var blevet såret af ham, da han bare havde plapret og hvæset af mig. Nok var jeg ikke hans rigtige søster, men jeg elskede ham stadig som havde vi ens blod. Det havde bare gjort ondt.

"Er der mere kaffe?" spurgte han og kørte en hånd igennem sit uglede hår.

"Det ved jeg ikke." mumlede jeg og kiggede videre i mit blad.

Jeg bemærkede Beck's blik på mig, men jeg sagde intet. Jeg rejste mig stille fra pladsen og drak resten af min kaffe, inden jeg gik over og satte koppen i vasken. Jeg foldede mit blad sammen og gik ud af køkkenet. Jeg gik stille ned af gangen og ind på mit værelse. Jeg lukkede døren og kælede lidt med min kat, Bisse. Jeg lagde mig under min dyne og lå faktisk ret godt.

"Utroligt, hvor meget du kan ligge og dovne den af, var?" kommenterede jeg og nussede den bag øret.

Det var blevet lørdag og det ville sige at det var 2 dage siden, at Beck havde råbt af mig. Eller det var stoffernes skyld.. Han tog dem ikke altid, kun når det var slemt. Jeg ville bare stoppe ham, forellers så måtte der tages hårdere midler i brug og det ville man jo ikke gøre mod sin bror.

Det var også 2 dage siden at jeg havde mødt Harry Styles ude på drengetoilettet. Det havde været ret akavet, for ja.. Jeg var jo ude på drengetoilettet. Han havde sikkert troet, at jeg havde lavet noget med nogen derude, men han havde taget det helt roligt. Han var faktisk meget flink og han bad om mit telefonnummer. Jeg havde givet ham det, men regnede ikke med at han ville skrive eller ringe. Han havde jo ret travlt og den slags. Der var ikke tid til bare at ringe en ukendt pige op. Men det gjorde mig ikke noget.

"Stel?"

Jeg rettede mit blik op mod døren og så Beck komme ind i værelset. Han sagde ikke noget specielt, men kiggede bare lidt på mig. Han kunne se at der var noget galt, for skyldfølelsen stod ud af hans øjne.

"Hvad vil du?" spurgte jeg, nok en smule for bitchy.

"Snakke."

Han kom stille gående over til sengen og slog dynen lidt væk. Han lagde sig under den og lagde en arm om mig, inden jeg lagde mig ind til ham. Han var den bedste bror, når han ikke var afhængig. Han var meget større end mig. Altså, på den måde ment, at han var højere og større i kropsbygning. Nogle troede at han var min storebror sommetider. Det grinede jeg tit af.

"Du bliver nød til at stoppe med det." svarede jeg mod hans bryst.

"Jeg ved det godt." svarede han og agede mig på hovedet. "Det er bare svært. Tankerne om mor og far hjemsøger mig og jeg føler mig så tom, Stel. Jeg kan ikke stoppe, når jeg først har tændt den ene. Og så siger jeg dumme ting og det værste af det hele.." tøvede han. "Jeg kan ikke huske, hvad jeg gør eller siger. Du bliver nød til at fortælle mig, hvad jeg har gjort galt denne her gang, jeg kan se det i dit ansigt."

"Du sagde bare nogle dumme ting." svarede jeg ligegyldigt. "Det kan være lige meget."

"Nej, Estelle." svarede han alvorligt. Han brugte altid mit rigtige navn, når han var alvorlig eller irriteret. "Jeg vil gerne vide det."

"Da jeg sagde til dig, at du skulle være glad for at jeg passede på dig, sagde du, at jeg heller skulle passe på mig selv og min sygdom." svarede jeg hæst. "Jeg vidste at det ikke var dig der talte, at det var stofferne eller hvad du nu havde taget. Jeg sagde, at du ikke behøvede at lade som om, at du var noget, du ikke var. Du blev sur og forklarede at du levede i en hverdag uden forældre og jeg afbrød dig."

"Fortsæt." svarede Beck stille, da jeg tøvede lidt.

"Jeg sagde, at du ikke var den eneste der havde mistet dem. Du hvæsede af mig og sagde, at jeg havde mistet hele fire forældre."

Efter at jeg havde talt færdigt og Beck havde undskyldt, blev der ikke sagt specielt meget. Stilheden lå som et lagen over os, men det var ret dejligt. Jeg gøs lidt og krympede mig ind til Beck, imens jeg gemte mine hænder i mine ærmer. Beck bemærkede det og lagde dynen længere over min skulder.

"Fryser du?" spurgte Beck.

"Mmh," mumlede jeg og nikkede kort.

"Det er noget værre noget." forklarede Beck. "Jeg synes, at alt er blevet noget rod. Jeg ville ikke kunne bæger også at miste dig, Stel. Eller Dea, ikke engang Meredith."

Man kunne høre sorgen i hans stemme og hans krop blev en smule anspændt. Jeg rystede stille på hovedet og kiggede op på ham.

"Du mister mig ikke, Beck." svarede jeg. "Det er der ingen af jer der går. Bare fordi at jeg er syg, betyder det ikke at jeg skal dø."

"Du har Leukæmi, søster." svarede han stille.

"Det gør da ikke nogen forskel." grinede jeg opgivende.

"Det ved jeg godt." svarede han med et lille smil på læben. Han kyssede mig blødt på håret. "Du er stærk."

Min mobil vibrerede over på mit sengebord og afbrød vores samtale. Jeg rynkede lidt i brynene, men bad Beck om at give mig den. Han tog den fra sengebordet og skulle til at give mig den, men stoppede sig selv. Han kiggede chokeret på skærmen og derefter på mig.

"Harry Styles?" spurgte han.

Jeg nikkede kort og tog telefonen ud af hans hånd. Jeg skubbede ham ud af sengen og han lande på gulvet. Jeg grinede og da han gik med langsomme skridt ud af værelset, med et drillende smil på læben. Jeg kastede en pude efter ham og han lukkede døren efter sig.

"Hallo?"

"Estelle? Det er Harry."

"Ja, det.. Ehm, vidste jeg sådan set godt." grinede jeg.

Harry smålo lidt i den anden ende og jeg hørte lidt baggrundstøj. Han var vel sammen med drengene, så det ville undre mig, hvis der var stille.

"Jeg tænkte på om du skulle noget i eftermiddag?" spurgte han.

Jeg havde det ikke så godt, så det ville nok være en dum idé at gå ud, men jeg ville gerne være sammen med Harry. Jeg ville bare ikke risikere at der skete noget eller jeg fik det værre. Jeg ville gerne lære Harry at kende og Meredith mente også, at jeg burde komme mere ud.

"Nej, ikke i dag."

"Vil du en tur med på Oxford street?"

"Ja, det vil jeg da gerne. Hvornår?"

"Skal vi sige ved 16.00 tiden?" spurgte han.

"Det kan vi godt." svarede jeg smilende.

Harry's synsvinkel.

Lige siden at jeg havde lyttet med på Estelle's og hendes brors samtale, havde jeg haft virkelig dårlig samvittighed. Det var fordi, at jeg ikke havde fortalt hende sandheden, men hvad skulle jeg have gjort? Været ærlig? Nej. At få så mange oplysninger fortalt omkring en ukendt pige på under 5 minutter var ikke sådan lige noget der bare skete. Jeg kunne jo for pokker ikke gå hen og sige til hende, at jeg vidste hun var syg. Og jeg kunne heller ikke passe på hende, da jeg nu følte en form for ansvar. Hvorfor? Jeg aner det ikke.

Den bedste mulighed for, at jeg måske kunne være en smule hos hende var, at jeg prøvede på at blive hendes ven. Lære hende at kende og den slags. Og måske endda fortælle hende sandheden om at jeg lyttede og at jeg havde ondt af hende. Og det førte mig hertil.. ventende på Oxford Street.

"Du må altså virkelig undskylde at jeg kommer for sent." hørte jeg Estelles forpustede stemme.

Jeg vendte mig om mod hende og fik et smil på læberne. Hun så virkelig godt ud, men samtidig afslappet og fin. Hun havde ladet sit hår hænge løst og en smule brun øjen-makeup, havde hun også lagt. Hun havde en mørkegrøn, pæn jakke på, et halstørklæde, sine sorte jeans og nogle pæne, brune læderstøvler med hæl.

"Det er helt i orden." smilede jeg og trak hende ind i et hurtigt knus. "Hvor ser du godt ud."

"I lige måde." Hun smålo lidt og klappede mig på ryggen, inden at hun trak sig lidt væk igen.

Estelle smilede til mig og kiggede lidt rundt på den store gade. Der var en del mennesker på gågaden i dag, men det undrede mig lidt, for det var begyndt at blive koldt, eftersom det var efterår. Jeg smilede til hende, da hun så på mig igen. Hun kørte en hånd igennem håret og grinede lidt igen.

"Skal vi gå?" spurgte jeg.

Estelle smilede et lille smil og nikkede. Vi gik stille hen af gaden og kiggede på forskellige butikker. Det var faktisk vildt hyggeligt at gå rundt med hende. Hun virkede meget afslappet og stille. Nogle gange ville jeg nok helst fortrække snakkende piger end stille piger, men jeg kunne lidt fornemme at Estelle godt kunne snakke så meget, som hun ville hvis det var, men hun holdte nok bare lidt tilbage.

"Uh, kan vi hurtigt gå herind?" spurgte Estelle og pegede på en drengebutik, efter cirka 2 timers kigge og snakken.

Det overraskede mig faktisk lidt, at det var lige præcis den butik, ud af alle herrebutikker, hun valgte, som var min ynglings forretning på gågaden. Jeg havde også haft en idé om, at jeg ville derind og shoppe lidt, men havde slået tanken fra mig. Nu fik jeg muligheden.

"Min bror har snart fødselsdag." forklarede hun smilende.

"Jo, selvfølgelig." svarede jeg og vi gik stille ind i butikken.

"Hvad ville du være interesseret i?" spurgte hun pludselig, imens vi gik og så på tøj i butikken.

Jeg havde fundet en del tøj selv, imens Estelle havde kigget lidt rundt i selve butikken. Vi stod foran nogle jeans og nogle sweater. Hvorfor hun spurgte mig, havde jeg ingen anelse om, men jeg kunne næsten regne ud at hendes bror måske havde den samme stil som mig.

Jeg tog et par sweatere frem og kiggede lidt på dem. Jeg kiggede på prismærkerne, men tænkte at det blev alt for dyrt. Det var heller ikke ligefrem den billigste butik. Jeg satte sweaterne tilbage og Estelle grinede lidt af mig.

"Dit ansigts udtryk er simpelthen så morsomt." grinede hun og kom gående over til mig.

"Estelle alt i den her butik er meget dyrt." forklarede jeg og trak lidt på skulderen.

"Arh hold op." grinede hun og tog de sweatere frem, som jeg lige havde kigget på.

Hun kiggede lidt på prisskiltene og lavede en lille grimasse, så hun fik en lidt skæv mund. Hun så utrolig sød ud. Hun tog den flødefarvet sweater og lagde den over armen. Hun gik videre over mod nogle slidte jeans og fandt en helt bestemt størrelse.

"Hvad mere?" spurgte hun og vendte sig om mod mig.

"Det ved jeg ikke." svarede jeg kort og trak lidt på skulderen. "Jeg har fundet mit. Skal vi gå op og betale?"

Jeg ville nok bare ikke have at hun fik brugt alle pengene herinde. Det var tydeligt at hendes bror betød en del for hende, men alligevel kunne man hurtigt få brændt sin pengepung af i denne butik. Vi fik vores poser med tøjet i og kom ud på gågaden igen.

"Er du sulten? Skal vi ikke gå ind og få noget at spise?" spurgte jeg og pegede over på burger king.

Estelle bed sig lidt i læben og trak lidt på skulderen. Hun virkede ikke så glad for tanken om at gå på burger king, selvom hun så virkelig ud til at have løst. Hun kørte en hånd igennem håret og smilede kort.

"Kan vi måske gå et andet sted hen at spise? Al den fastfood er ikke lige mig." løj hun.

"Så lad os gå ind på Lucas." svarede jeg.

Jeg tog hendes hånd og vi gik stille over mod den hyggelige café. Der var begyndt at komme flere og flere mennesker på gågaden og da et par piger kiggede på mig og derefter på Estelle's og min hånd, var det tydeligt at folk vidste, at jeg var her.

Vi fik hurtigt et bord og satte os godt til rette. Restauranten var varm, så vi tog vores overtøj af. Estelle kiggede nøje på menukortet og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke betragtede hende. Hun var virkelig køn, men samtidig meget mystisk. Det tiltrak mig på en eller anden mærkelig måde og min plan var at blive hendes ven, men det var jo også kun anden dag sammen med hende. Intet var sikkert.

"Hvad skulle det være?" spurgte en ung tjener, som stod ved vores bord. Det så ud som om at han havde et godt øje til Estelle. Han kiggede i hvert fald noget mere ind rigeligt på hende.

"Bare en salat med kylling og vand." svarede Estelle og lagde menukortet ned. "Hvad skal du have, skat?"

Hun sendte ikke tjeneren et eneste blik og kiggede i stedet på mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt for mig selv. Jeg kiggede op på tjeneren og fortalte min bestilling. Tjeneren gik og Estelle udbrød i en sød latter.

"Ej, ej, ej," grinede hun og gemte sit ansigt lidt i sine hænder.

"Hvem var det?" spurgte jeg med et stort smil på læberne.

"Min ex," svarede hun og kiggede på mig. "Jeg anede ikke at han arbejdede her. Og undskyld, at jeg kaldte dig skat."

"Det i orden." grinede jeg.

"Fortæl lidt om dig selv?" smilede jeg og samlede mine hænder på bordet.

"Ehm.." hun tænkte sig lidt om. "Jeg er opvokset i Storbritannien, Comberton, med to forældre. Min far var halv afrikaner og min mor var bare fra England. Ehm.. Jeg blev tvangsfjernet som 6-årig, da min mor og far viste sig at være voldelige. Jeg boede på et pigehjem og 5 år senere kom der nogle rare mennesker og adopterede mig." forklarede hun.

"Det er jeg ked af at høre." mumlede jeg stille og kiggede på hende.

"Det skal du ikke være." smilede hun forsigtigt. "Men, Ehm.. jeg lande så i denne her familie og de havde en lille dreng, altså min bror, Beck, og den første gang jeg så ham, følte jeg mig endelig glad, lykkelig. Familiens venner og familie tog rigtig godt imod mig, som var jeg deres eget kød og blod. Familien fik en lille pige, Dea, og hun var virkelig sød. Men her for noget tid siden døde min far og min mor, dem som havde adopteret mig, og Dea, som er en 6 årige pige, mister sine forældre, får mig til at tænke på min egen fortid. Jeg ser en del af hende i mig selv og jeg kunne ikke holde mere af mine søskende og min tante, som vi bor hos, end jeg gør i forvejen. Hun har gjort meget for os."

Estelle tog lidt af sit isvand, da en kvinde havde været over med det, imens hun snakkede. Hun så lidt forvirret ud, men også lidt sorgmodig. Nu vidste jeg noget om hende og jeg tænkte virkelig meget over, om jeg ikke bare skulle fortælle hende sandheden. Jeg sukkede lidt og kørte en hånd igennem mine krøller.

"Hvad er der?" spurgte hun forvirret og kiggede på mig med et svagt løftet øjenbryn.

"Jeg løj for dig, Estelle." svarede jeg og lænede mig lidt ind over bordet og kiggede hende i øjnene. "Da du spurgte om jeg havde hørt jeres skænderig, diskussion, kald det hvad du vil. Men jeg havde det så dårligt over at have hørt det. Jeg syntes bare det ville være mærkeligt, at skulle gå over til en fremmed pige og sætte sig ind i situationen." forklarede jeg og ventede på hendes reaktion.

"Jeg så dig i spejlet." forklarede hun. "Jeg ventede bare på, at du ville fortælle mig det. Du ved mere om mig end min egen bedsteveninde. Det var noget af et uheldigt sammentræf." forklarede hun og jeg gjorde mig enig.

Jeg fik det virkeligt dårligt indeni, mere end jeg havde haft det siden i torsdags. Jeg bed mig lidt i læben og tænkte tingene igennem. Jeg ville helst ikke give løfter, men jeg vil bare gerne lære Estelle at kende. Love hende at det her ikke gik videre til nogen. Men når man var verdensberømt og pressen og journalister var overalt, så blev et rygte hurtigt til to og så videre.

Jeg tog stille fat i hendes hånd og gav den et lille klem. Hun fugtede sine læber kort og kiggede på mig. Vores øjne fandt hinandens. Jeg lagde ikke engang mærke til ordene, som fløj ud af min mund, inden at de allerede var ude.

"Jeg har aldrig nogensinde fået så meget at vide om en fremmed pige, som jeg gjorde den aften, Estelle, men jeg vil ikke lade det gå videre. Jeg kan se i dine øjne, at du kæmper med nogle forskellige ting, men at du er stærk nok til at gå igennem dem. Du skal bare vide, at måske har jeg kun set dig to gange, men jeg er villig til at være der. Til at snakke med dig. Jeg vil gerne være din ven, Estelle. En som du kan gå hen til og snakke om tingene. Jeg lover, at jeg nok skal være der. Det er nok et meget stort løfte og du er måske ikke villig til at tro på mig, men jeg mener det her."

0o0

Nu kom andet kapitel så meget hurtigt ud, men jeg syntes at I behøvede det. Jeg er rigtig sød mod jer, det ved jeg, ha ha. Jeg er rigtig glad for at den allerede har rundet de 8 favoritlister, da det er min første movella og kun 2 kapitler er blevet udgivet. Jeg vil prøve at opdatere, så snart jeg kan igen. Det er måske gået meget hurtigt frem i historien, men det er jo også en novelle. Jeg håber, at I vil blive ved med at læse :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...