Maskeraden

Maskebal er altid romantisk og mystisk. Og dette bal er ingen undtagelse. Mens nogen leder efter deres livs kærlighed er der andre, som kun flirter rundt. Charlotte dukker op uden planer om for evigt, men vil Alexander ændre hendes syn på hendes liv, og hvordan det skal leves?

vores første sammen

8Likes
5Kommentarer
853Visninger
AA

9. kapitel 9

Charlotte stod inde i sit kammer og så sig selv i spejlet, mens Kimperlee bandt ryggen på hendes kjole. Kjolen hun havde haft på tidligere var blevet revet da hun løb hen til folden, og da hendes mor så det beordrede hun hende til at skifte kjole. ”Kan du sende kjolen hen til Gertrud? Få hende til at kigge på det og spørg om det er muligt at den kan blive repareret.” sagde hun mens hun så på sin tjenestepige i spejlet. ”Selvfølgelig deres højhed. Jeg går med det samme,” sagde hun idet hun bandt en sløjfe på båndet. Charlotte smilede og så på Kimperlee imens hun samlede kjolen op og gik ud af lokalet. Charlotte rettede lidt på sin kjole inden hun gik ud af værelset. ”Det er altså meningen at du skal tage den med ro. At du bevæger dig rundt som du hele tiden gør, gør at såret ikke vil hele og derfor har brug for længere tid til helings processen. Der er en grund til at jeg sige at du skal slappe af.” Don ser alvorligt på Alexander mens han rækker ham trøjen tilbage. ”Det er mit job at du heler ordentligt, men at du ikke gør hvad jeg siger gør mit job sværere end det behøver. Jeg har andre patienter jeg skal holde øje med.” Don rettede sig op og begyndte at gå hen mod døren. ”Og lad være med at bekymre dig om Prinsessen. Jeg ved at der ikke er sket hende noget.” Med de ord gik Don ud af værelset og efterlod Alexander derinde alene.

Alexander lagde sin trøje, og sukkede. Han satte sig ned, og tog sig til hoved, og med et kom minder frem for ham. Han kunne huske et maskebal, hvor han havde danset med en smuk frøken, og hvor en storsnudet prins havde hevet hende fra hende. Alexander tog sin trøje på, og gik sig en tur, fordi at sidde på værelset var kedelig, selv for Alexander. Charlotte gik ned af gangen med raske skridt. Den nye kjole rørte slet ikke gulvet, hvilket var en fryd. Hun havde kurs mod lægeværelserne, hun var jo nød til at tjekke at Alexander var tilbage på sit værelse. Da hun kom forbi Don's arbejdsværelse først, så valgte hun at starte hos ham. "Don, mor siger at Tania har brug for dig." sagde hun idet hun kom ind. "Oka, vil du lige pakke tasken for mig, for jeg er lige nød til at gøre dette færdig." Charlotte nikkede, men Don så det ikke da han stod med ryggen til hende, og gik så over og begyndte at pakke de ting hun regnede med var nødvendige. "Fandt du Alexander?" spurgte hun idet hun rakte ham tasken. "Ja, han var på sit værelse sidst jeg så ham." "Jeg går ind og ser hvordan han har det," sagde hun mens de fulgtes ud af døren. Deres veje skiltes der, da de skulle hver deres vej og Charlotte gik hen til Alexanders værelse. Da hun kom ind gennem døren kunne hun med det samme se at værelset var tomt. "Nu må det altså stoppe," rasede hun for sig selv. Normalt ville det være underholdende for hende at kende en der ikke gjorde som der blev sagt, men det at hun skulle babysitte ham fjernede alt morskaben og gjorde det dødhamrende irriterende. Hun gik ud af værelset og begyndte at gå ned af gangen, hvor hun stødte ind i sin ældre søster Alicia.

"Wow, hvor skal du hen?" udbrød hun da Charlotte havde stødt ind i hende, hvilket ikke var normal Charlotte opførsel. "Hen til mor og snakke med hende," svarede Charlotte mens hun prøvede på at komme forbi sin store søster, men hun gik med vilje i vejen. "Om hvad? Der er tydeligvis noget der genere dig." Hun holdte bekymringen ude af stemmen, men den var ikke kold. "Jeg gider bare ikke at være Alexanders babysitter mere." Lød svaret, og endelig kom hun forbi sin storesøster, med kurs mod spisesalen. Der var snart aftensmad så de ville højst sandsynligt være der begge to. Alicia så efter sin søster, inden hun med en rysten på hovedet vendte rundt og begyndte selv at lede efter Alexander.

 

Alexander sad på en altan, og så på hestene der kunne ses i folden. Han var ikke gået langt fra værelset, han trængte bare til frisk luft. Han kunne se Starra løbe rundt i folden og være fri, han smilede ved synet, og rejste sig så op. Alexander gik mod værelset igen, og gik der ind. Han løsnede sit hår fra hestehalen, og valgte at ligge sig i seng. Han tænkte, at han heller måtte blive i sengen, ellers ville han jo sikkert bare få problemer igen, og det gad han ikke. Han lagde sine arme under sin nakke, og så op i loftet. "Måske burde jeg rejse, jeg er en belastning for Don, og det er jeg sikkert også for den unge prinsesse" sagde han til sig selv. Han satte sig op, og tog sine sko på igen. Han rejste sig, og gik mod døren, men stilte sig kort op af den. Alicia gik rundt og prøvede på at se om hun kunne finde stalddrengen. Hun kunne ikke finde ham de steder folk normalt var og til sidst gik hun hen mod hans værelse. Hun gik hen til døren og bakede på før hun åbnede døren, eller prøvede på det. Der var noget der stødte imod på den anden side.

Han hørte banken, og gik hen og åbnede døren, han havde haft sat den i spænd, for at han ikke gik så meget rundt. "Ja hvad kan jeg gøre for Dem" sagde han, da han havde åbnet døren. Han så på den fremmede pige. Han åbnede døren helt, så hun kunne komme ind. Han gik hen til sengen og satte sig og så på hende. "Hvad er det De vil frøken, normalt er det kun prinsessen og Don som der kommer her, ved Don er det mest for at minde mig om at jeg ikke skal gå for meget rundt" sagde han venligt. Hans hår hang ned over hans ene skulder, og hans silkebånd til håret lagde på det lille bord ved sengen. Alicia løftede et øjenbryn mens hun så på ham. "Hvordan kan du vide at jeg ikke er en prinsesse?" spurgte hun med et skævt smil, mens hun lagde hovedet på skrå.  "Kan jeg heller ikke frøken, men kun 3 har været her inde, og jeg har ikke set dem før, så det kan jeg jo ikke sige om du er elller ikke er" sagde han, og gik hen lagde sig på sengen. "Hvad hedder De forresten?" sagde han høfligt, og så på hende. Han ville gerne lære flere at kende, så han måske kunne få sig nogle venner.

"Mit navn er ikke vigtigt. Det vigtige er at få af vide hvem du er. Kan du huske noget som helst?" Spurgte hun, mens hun bevægede sig over mod sengen og lænede sig op af en af stolperne."Jeg kan så småt huske hvem jeg er, mit navn, og min hest, og jeg kan huske et maskebal nu" sagde han og så på hende. Alicia lagde vægten på sine arme, mens hun lænede sig ind over sengen, men stadig stod og holdt fast i stolperne. "Vent lidt, et maskebal?" spurgte hun nysgerrigt. "Kan du huske om det er for nylig eller er det lang tid siden, det skete?" "For nylig mener jeg, jeg husker den mest arogante storsnudet prins der skubbede mig væk" sagde han. "Skubbede dig væk fra hvad?" spurgte hun, mens hun trak sig væk fra sengen og begyndte at gå over mod vinduet. Så han kunne huske han var med til maskeballet, men er der mere i det? "En ung kvinde jeg dansede med, hun var virkelig smuk... hun minder mig faktisk om prinsessen" sagde han. *Kan jeg have danset med hende...* tænkte han. Alicia så over på ham og så hvor tænksom han så ud. "Kan du beskrive andet fra den nat?" Spurgte hun, mens hun holdte et vågent øje med ham. "Jeg husker at jeg efter ballet, skændtes med min fader der hjemme, hvis jeg husker rigtigt søgte jeg om job her efter det, men så husker jeg svagt slag i stalden" sagde han og så på hende. *Mon jeg ser pigen igen, mon det var prinsessen*tænkte han. Hun kunne ikke lade være med at smile, da han misforstod hendes spørgsmål. "Jeg kan godt fornemme at du ikke er helt klar i hovedet endnu. Jeg spurgte hvad du ellers huskede den aften, og ikke hvad der sete når du kom hjem." Hun lød venlig mens hun snakkede, selvom hun skulle gøre sit bedste for ikke at komme til at lade latteren komme frem i hendes stemme. "Jeg husker den unge ladys stemme, hendes øjne, hendes venlighed" sagde han og så ud. Han var ved at opgive. Han kunne huske igen, men han troede ikke på at kunne se den unge lady igen.

Alicia nikkede mens hun så på ham. "Klokken er mange og det er snart tid til at få aftensmad." I det samme åbnede døren og Don trådte ind. "Hvordan har du det Alexander?" "Jeg har det bedre, jeg kan huske igen, men jeg husker nu en kvinde, som jeg er fast besluttet på, at finde ud af hvem er" sagde han. Han så på ham og rejste sig så op, og gik hen til vinduet, hvor han så ud over byen. "Jeg husker stemmen, men nu syntes jeg at jeg har hørt den fornylig" sagde han. "Du får ikke lov til at gå ud og lede efter hende endnu. Alicia jeg skulle sige fra din mor at hun forventer dig og Alexander til aftensmad inden for en halv time." Sagde Don mens han vendte sin opmærksomhed mod prinsesse Alicia. "Oka Don, jeg skal nok følge ham derhen. Smut du selv hjem og få noget at spise." sagde hun med et smil, og fulgte Don hen til døren. "Kommer du med Alexander?" spurgte hun hen over sin skulder. Alexander tog sin skorte og rettede den, så den sad ordenlig. Han rettede sin hestehale, og tog sit ekstra silkebånd og bandt det om sin krave, hvor han bandt det som et tørklæde. Han gik efter Alicia, og kunne ikke glemme stemmen fra maskeballet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...