Maskeraden

Maskebal er altid romantisk og mystisk. Og dette bal er ingen undtagelse. Mens nogen leder efter deres livs kærlighed er der andre, som kun flirter rundt. Charlotte dukker op uden planer om for evigt, men vil Alexander ændre hendes syn på hendes liv, og hvordan det skal leves?

vores første sammen

8Likes
5Kommentarer
869Visninger
AA

8. kapitel 8

Alexander lå og så hen på hende.  Han sukkede og så mod vinduet. Han kunne høre at det begyndte at regne udenfor, og han havde næsten lyst til at rejse sig og løbe ud i det, men han vidste at han ikke måtte for Don, og sikkert heller ikke for den unge frøken. Men der var noget over hende, han fik sat sig op. ”Må jeg vide Deres navn” sagde han så. Charlotte så over på ham, imens hun gik over mod senge, med skålen i den ene hånd og en ske i den anden hånd. ”Jeg hedder Charlotte,” sagde hun roligt, idet hun stillede skålen på sengebordet ved siden af, så hun var sikker på at han kunne komme til det. ”Min mor har bedt mig om at holde dig med selvskab indtil du får din hukommelse igen, så du kommer nok til at se meget til mig fremover.” Hun gik tilbage til bordet og satte sig i en stol så hun kunne se på ham, mens hun spiste sin mad.

Han fik sat lidt sig bedre op, og så på hende. ”Hvorfor beder Deres mor Dem dog om det, jeg skal jo bare huske igen, og så smides jeg jo sikkert ud” sagde han og tog skålen og spiste. *Hvad nu hvis jeg aldrig får hukommelsen igen, jeg ved jo kun det jeg har hørt* tænkte han og sukkede. Han slugte sin mad, og tog sig til siden. ”Det er da ikke fair, at Deres moder beder Dem holde øje med en knøs, som ikke kan huske andet end det han høre” sagde han og så på hende. *Hendes stemme, den virker mig så bekendt* tænkte han og forsøgte på at huske, hvor han nu havde hørt den før. ”Min mor bad mig om det, fordi jeg ikke rigtig har andet at lave. Desuden har du jo vist i dag at du har brug for en baby sitter, så her er jeg.” sagde hun mens hun smilte med et glimt i øjet. Hun tog en bid af maden, mens hun så over på ham. ”Hvorfor gik du overhovedet ud i dag?” Hun undgik emnet omkring hvad der ville ske med ham efter han har fået sin hukommelse igen, da hun ikke selv vidste hvad der ville ske. Måske ville han få sit gamle job igen, eller et bedre et, som undskyldning for hvad der skete med ham. Hun vidste det ikke. Det eneste hun vidste, var at hun godt kunne lide at være i hans selvskab, men hvorfor vidste hun heller ikke. Hun følte sig virkelig dum lige nu.

”Jeg gad ikke ligge i sengen, og så ville jeg se om jeg kunne finde den kvinde hvis stemme jeg husker svagt” sagde han. Han kløede sig i nakken og sukkede. ”Det er faktisk det eneste jeg kan huske, alt andet husker jeg ikke” sagde han og så på hende. Han satte sit hår i hestehale, så det sad som dengang hvor de dansede sammen til maskeraden. Hun så over på ham mens han satte sit hår op, inden hun begyndte at snakke. ”Jamen hvis du kan huske noget, så er der jo sket fremskridt allerede. Kan du huske hvad det var hun sagde?” Hun så nysgerrigt på ham og begyndte at gå de tjenerinder igennem, som hjalp staldknægtene med hestene og andet. Han forsøgte at huske, og huskede med et en ting. ”Jeg husker en arrogant prins, som mente han var bedre end mig, bare fordi han var prins, og jeg kun var en adelig” sagde han. Charlotte tabte kæben og stirrede vantro på ham. Hvordan kunne han være en adelig og arbejde som hestepasser hos sine forældre? Hvis han virkelig var en adelig så burde hendes forældre vide det, men hvorfor nævnte hendes mor ikke noget om det da hun gav hende opgaven? Hun var så forvirret at hun rejste sig fra stolen og var ude af døren på mindre end 2 min. Hun gik ned af gangen mod tronsalen.

Hun stødte ind i sin mor ved tronsalen hvor både kongen og dronningen lige havde haft et møde. Charlotte gik hen og lagde en hånd på sin mors arm, da hun stod med ryggen til hende. ”Mor, jeg har brug for at snakke med dig et øjeblik.” sagde hun i en lav stemme idet hun begyndte at trække sin mor ned af gangen. Dronningen kunne se på sin datter at der var noget hun ville snakke om, og hun regnede med at det havde noget at gøre med Alexander, så hun fulgte villigt med hende. De gik ind i et tomt værelse. Der var ingen mennesker, og kun nogle få stole der stod op af den ene væg, ellers var rummet bar. De gik sammen over og satte sig på stolene ved siden af hinanden. ”Hvad var det du ville snakke med mig om?” Spurgte dronningen mens hun så på Charlotte. ”Alexander. Han påstår at han er en adelig, men hvordan kan han være det når han arbejder i stalden?” Spurgte hun mens hun så på sin mor. Hun tog en dyb indånding og svarede så, ”det er fordi han er det. Det er et godt tegn. Viser at han er begyndt at huske noget.” Charlotte stirrede målløst på sin mor inden hun udbrød, ”men hvordan, hvorfor? Hvis han er adelig hvad laver han så her? Hvorfor er han ikke derhjemme?” Dronningen så trist på sin datter. Hun ville ikke give hende svaret på hendes spørgsmål da det jo var et personligt anliggende for Alexander og derfor ikke hendes plads at fortælle. Hun rystede på hovedet og rejste sig fra stolen. ”Det kan jeg ikke fortælle dig. Det er ikke min plads at fortælle dig om hans problemer. Du skal bare sørge for at han har det godt og hjælpe med at få hans hukommelse igen.” Inden Charlotte kunne nå at svare gik hun ud af rummet og efterlod Charlotte alene inde i lokalet. 

Alexander så ud, og rejste sig, og sukkede. ”Jeg vil ønske at jeg kunne huske mere, end jeg enlig kan” sagde han og så på hestene udenfor. Det fik ham til at smile at se dem, og pludselig kun han lugte noget. Det var en meget kraftig lugt og i starten kunne han ikke placere den, før lydene af hestene fra gården vrinske. Det var selvfølgelig lugten af stalden han kunne huske, og da han havde indset det, så han en sort hingst for sine øjne. Den virkede så ægte at han næsten kunne føle dens bløde pels under sine fingre. ”Starra” hviskede han da han kunne sin elskede hingst. Charlotte kom gående ned af gangen, mod Alexanders værelse. Hun havde skyldfølelse, fordi hun bare havde smuttet fra ham, uden at sige et ord. Hun ville gerne sige undskyld og så gøre det hun havde fået besked på af sin mor. Hun kendte vejen og var der i løbet af kort tid og stoppede så uden foran døren. Hun bankede på døren for at fortælle om sin ankomst og gik så ind gennem døren og så Alexander stå ved vinduet. ”Jeg vil gerne undskylde for at smutte på den måde jeg gjorde før. Hvad laver du oppe af sengen?” ”Undskyld jeg har ikke tid” sagde han og løb faktisk lige forbi hende, og løb ned mod stalden, og var ligeglad med sin side. ”STARRA!” kaldte han og hørte en vrinsken. Han løb efter lyden, og kom hen til folden, hvor han så en smuk sort hingst komme galopperende hen imod ham. Han gik ind på folden, og lagde hånden på dens mule. ”Jamen det er jo dig Starra” sagde han med et smil, og lagde sine arme om dens hals. Starra lagde sit hoved, på hans skulder og gned sit hoved imod ham. Han klappede den på hovedet og smilede, og tog sig først nu til siden. Han satte sig på en balle hø som der var i folden, og så på hestene. Starra lagde sig ved ham, og sikrede sig, at der ikke ville ske noget med dens herre.

Charlotte stod alene i rummet med munden åben. ”Hvad skete der lige?” Spurgte hun højt sig selv. Der gik nogle sekunder før hendes forbløffede hjerne kom i tanke om at han var syg, og hun drejede om på hælen og satte i løb efter ham. Det var først da hun kom ned af gangen at det slog hende, at hun ingen ide havde om hvilken vej han var løbet. ”Hey,” kaldte hun da hun så en tjeneste pige. ”Kom en mand løbende forbi her?” spurgte hun idet hun gik let forpustet over til hende. ”Ja, han løb ned mod hoved indgangen.” Charlotte var allerede sat i løb mod hoveddørene mens hun kaldte over skulderen, ”Mange tak, kan du ikke sende Don derned og sige at en af hans patienter er på fri fod!?” Hun hørte ikke noget svar, da hun var drejet om et hjørne før tjenestepigen kunne nå at svare.  Charlotte fortsatte og nærmest sprang dørene op, i sin hast på at nå udenfor. Vinden ramte hende idet hun kom udenfor. Hun så sig omkring og mødte øjnene på en af de andre stalddrenge. ”Har I set Alexander?” ”Ja, han løb ned mod heste folden.” Fik hun som svar og hun begyndte at løbe over mod folden.

Don stod og var ved at putte sine ting væk, da han lige var kommet hjem efter en kort tur på markedet, hvor han købte de ting han manglede til at lave medicin, da en tjenestepige kom ind på værelset. Hun så ud til at have løbet og hev lidt efter vejret, men fik fremstammet, ”Prinsesse Charlotte, bad mig hente dig, da en af dine patienter løb, selvom han ikke skulle. Jeg ved kun at han løb mod hovedindgangen, men hun bad mig sende dig derhen.” Don så på hende inden han satte den sidste krukke væk. ”Hvilken patient er det vi snakker om?” spurgte han, selvom han havde en svag ide om hvem det kunne være. ”Jeg ved det ikke. Jeg ved kun at det er en mand der løb forbi mig.” Don nikkede og begyndte at bevæge sig ned mod hovedindgangen.

Alexander så på Starra og smilede. ”Jeg må vel heller komme tilbage min ven” sagde han og klappede den, og gik ud af folden. Han lukkede folden efter sig, og gik mod slottet igen. Han gik mod sit rum, og stødte desværre på Don. ”Goddag sir” sagde han, og smilede lidt glad. Selvom han var noget så beskidt, af at have lagt på jorden med Starra. ”Har jeg ikke lige fortalt dig til at blive i sengen, til jeg giver dig lov til andet?” Don gik hen og lagde håndryggen mod hans pande, men den virkede normal. ”Kom så, du skal tilbage til kammeret og blive i sengen denne gang.” Han så om bag Alexander, inden han spurgte, ”Hvad har du gjort ved Charlotte?” ”Jeg har ikke set hende, jeg gik ned til Starra og slappede af med ham, men den unge frøken har jeg ikke set” sagde han og lyttede. Hvor kunne den pige dog være. ”Men jeg skal nok finde hende” sagde han og løb af sted, for at finde Charlotte. ”Du kan tro nej, kan du!” Udbrød Don idet han greb fat i Alexanders arm. ”Charlotte kan klare sig selv. DU derimod er såret og skal tilbage til dit rum. Nu.” Sagde han bestemt og trak Alexander med ham tilbage til hans værelse. Da de kom ind, pegede han over mod sengen, mens han sagde, ”Sæt dig ned derovre og tag din bluse af. Jeg vil gerne se dit sår igen efter det nummer du lige lavede.” Alexander tog trøjen af, og lagde den sammen ved siden af sig. ”Jeg har ikke lavet noget vildt, jeg har kun været nede ved Starra” sagde han. Han så på ham, hans side var en lilles mule øm, men ikke meget. Den ømhed han havde, var ligesom hvis man havde sidestik efter at have løbet. ”Men Sir hvor er den unge frøken henne?” sagde han, og så ud. Han var ved at være bekymret for hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...