Maskeraden

Maskebal er altid romantisk og mystisk. Og dette bal er ingen undtagelse. Mens nogen leder efter deres livs kærlighed er der andre, som kun flirter rundt. Charlotte dukker op uden planer om for evigt, men vil Alexander ændre hendes syn på hendes liv, og hvordan det skal leves?

vores første sammen

8Likes
5Kommentarer
851Visninger
AA

7. Kapitel 7

Charlotte sad i vindueskarmen med børsten i hånden og redte de få knuder ud, som havde dannet sig i løbet af dagen. Kimperlee trissede rundt i baggrunden og snakkede om alt den sladder der var blandt tjeneste folkene. Om Alexanders straf, grunden til at han blev straffet og selvfølgelig det sædvanlige, hvem der var sammen med hvem. ”Jeg er rimelig overrasket over at se at Thomas og Benjamin stadig er sammen i det skjulte. Jeg troede det ville være ovre nu, jeg mener, de har været sammen i 1 år. Man kan vel ikke se det er et eksperiment mere, vel?” Lød det fra Kimperlee mens hun lagde det sidste af Charlottes tøj på plads. ”Jeg ved det ikke. Ikke andet end at det ikke er normalt for to mænd at være sammen.” Hun så ned i gården hvor Benjamin stod og tilså en af hestene, der var ved at få nye sko på, af smedens søn. ”Men så igen, hvis det virkelig er det de ønsker, hvorfor skulle nogen af os så stå i vejen?” Hun drejede hovedet mod hendes veninde og så at hun smilede svagt. ”Det var det jeg regnede med at høre fri dig, deres højhed.”

Så gik døren op, og Charlotte kunne høre døren knirke og kiggede over for at se sin mor stå i døren. ”Kimperlee vil du være venlig at få fat i smeden og få ham til at kigge på den dør. Den driver mig til vanvid.” Kimperlee så fra dronningen til prinsessen og nikkede så inden hun smuttede ud af rummet med hovedet bøjet. ”Hvad vil du mor? Du er næsten aldrig herinde.” Dronningen gik om bag sin datter og tog børsten ud af hendes hånd og begyndte selv at redde hendes hår. ”Jeg kommer på vegne af den unge stalddreng som var blevet pisket. Han havde jo høj feber i 5 dage før den begyndte at brydes, og Don siger at det har påvirket hans hjerne. Han kan intet huske overhovedet.” Hun lagde børsten ved siden af datter og begyndte så roligt at sætte hendes hår op. ”Derfor vil jeg bede dig om at se efter ham en gang imellem. Han har brug for en at snakke med, ud over Don for Don kan ikke altid være hos ham.” ”Ej MOR! Jeg gider da ikke være babysitter for en der ikke kender sit eget navn! Kan du ikke få Alicia til det?” Hun trak lidt hårdt i sin datters hår for at få hende til at tie. ”1. Han kender godt sit eget navn. Med hensyn til Alicia, så er det ikke godt for hende at hænge ud med en skadet stalddreng, når hun søger en ægtemand. Kan du ikke selv se problemet i det?” Charlotte sagde intet, for hun kunne godt se at hendes mor havde en pointe. ”Du skal ikke være hos ham hele tiden, bare kigge ind til ham, måske tre gange om dagen, og når han er stærk nok så vise ham rundt på slottet. Måske det kan vække nogle af hans minder til live igen.” Charlotte sukkede for hun vidste godt at hun havde tabt denne diskussion. Men det betød ikke at hun var tilfreds med det. ”Fint. Jeg skal nok være hans babysitter, men lige så snart han begynder at huske noget, så er han på egen hånd.” Dronningen nikkede inden hun rettede sig op og begyndte at gå over mod døren. ”Det var godt. Tak for snakken.” Så gik hun ud med al den elegance en dronning havde. ”Ja,tak for snakken” sukkede Charlotte inden hun rejste sig op og gik ud. Hun mente at det nok var bedst at starte med det samme, så hun begyndte at gå mod de kamre hun vidste at Alexander lå i.

Alexander var oppe af sengen, og redte sit hår, og så ud. Han gned kort sin bandage, men havde endelig fået en normalskjorte på, så bandagen var ikke tydelig. Dog håbede han, at han snart måtte fjerne den fra hans øje. Han lod være med at tage den af, for hvad nu hvis hans øje var skadet. Han åbnede døren til sit kammer, og så ud. Han gik ud af værelset, og så sig rundt. Han gik lidt væk fra kammeret, og gik forbi nogle tjenestepiger. Han gled på det ny vaskede gulv og var tæt på at lande på såret, men han fik hurtigt rettet sig op igen. ”Okay, her er rimelig glat” sagde han, og endte alligevel med at falde på rumpen. Han gned sin bag og rejste sig op igen, og kløede sig i nakken. ”Pinligt” sagde han så og gik videre. Charlotte så Don gå lidt længere fremme og luntede så hen til ham. ”Don! Vent.” udbrød hun for at få ham til at stoppe. Det virkede også. Den gamle læge vente sig rundt og da han så det var den yngste prinsesse bøjede han hovedet ærbødigt. ”Deres højhed, hvad kan jeg gøre for dem?” ”Staldknægten. Hvilke af dine ekstra kamre er han i?” ”Han er i kammeret 2 døre fra mit læge rum.” Hun smilede og begyndte at gå imod lægens kvartere, ”Tak for hjælpen.” kaldte hun over skulderen mens hun satte kursen mod Alexanders kammer. Hun gik med hovedet højt hævet og selvsikre skridt hen og bankede så på døren. Hun ville ikke bare vade ind, hvis han nu var i gang med at skifte tøj, for eksempel. Men der kom ikke noget svar. Hun bankede en gang mere, mere ihærdigt denne gang. Da der stadig ikke kom noget svar åbnede hun døren og gik ind. Rummet var tomt. ”Okay, hvor kan han være gået hen?” Hun gik hen mod læge lokalet, men dette var også tomt. Hun satte farten op mens hun begyndte at kigge ned af gangene hun kom forbi, uden et eneste glimt af den unge stalddreng.

Alexander stod ved et vindue og så ud. Han forsøgte på at huske. Dog kunne han kun huske den stemme, den vindunderlige stemme. Han så på folden der var udenfor, han kunne se hestene løbe rundt. Han rystede på hoved, og gik vindere tilbage af mod kammeret. Han undgik det glatte gulv, og så den smukke unge frøken, og endte med at gå ind i en dør. Han faldt og tog sig til siden, det gjorde ondt. ”Jeg må heller finde mr. Don igen, av min side” sagde han og ømmede sig. Charlotte fortsatte ned af gangen og drejede så til højre, for at støde ind i sin mor. ”Mor!” Hun var blevet forskrækket og hun kunne mærke sit hjerte hamre. ”Ohh har du lige været nede hos Alexander?” spurgte hun forventningsfuldt men med et lille smil. Charlotte nikkede alvorligt og svarede ”Ja, eller jeg har lige været inde på hans værelse, men han var ikke derinde. Hvis han går rundt nu, så kan det da umuligt være lige så slemt som du påstår det er, moder.” Hun kunne se at hendes mor så forfærdet ud, inden hun begyndte at gå hen mod hans rum. ”Mor, jeg kommer lige derfra, han er der ikke.” Udbrød Charlotte idet hun fulgte efter sin mor ned til hans dør.

Alexander sad på sengen og sad sammen bøjet af smerte. Han rejste sig og tog kluden i vand badet og vred den og tog bandagen af og lagde den kolde klud imod sin side. Han kunne høre at der kom nogen, så han gik hen og åbnede døren. Han så noget overrasket på dem. ”Hvad kan jeg gøre for Dem” sagde han, og prøvede på at ignorere smerterne fra siden. Selvom det var ret så svært, for det gjorde meget ondt på ham. Charlotte stod bag sin mor da døren blev åbnet, før de nåede at banke på. Hun var meget overrasket over at se ham stå i døråbningen, for hun var sikker på at det værelse var tomt da hun var der for lidt siden. ”Jeg synes du sagde at han ikke var her, Charlotte. Jeg er skuffet af dig. Jeg giver dig en enkel opgave og du gør det ikke.” Charlotte nåede ikke at sige noget før dronningen så at Alexander havde ondt. ”Alexander gå ind og læg dig på sengen. Charlotte hen Don med det samme.” Charlotte sukkede inden hun begyndte at lede efter Don.

Han gik hen til sengen og lagde sig i sengen. ”Deres højhed, den unge frøken må have været her, da jeg gik mig en tur” sagde han venligt, for at hjælpe Charlotte. Hun skulle da ikke have ballade, bare fordi han ikke havde været på værelset, da hun havde været der. Han holdt kluden imod sin side, og følte at han fik det varmt. Han havde fået feber igen, men det ville han helst ikke sige. For han ville ikke i sengen igen, men den røde feber glød var over hans kinder. Så han kunne jo ikke rigtigt skjule det overhoved, så han sænkede bare blikket. Dronningen så på ham med et strengt blik. ”Hvad lavede du ude af sengen. Don har sagt at du skal blive i sengen, indtil han siger det er iorden at du må begynde at gå rundt.” Hun trådte et skridt frem og lagde mærke til rødmen over hans kinder. ”Se nu er du gået hen og fået det værre. Læg dig i sengen og så venter vi på at Charlotte kommer tilbage med Don.” Hun gik over og hjalp ham i sengen og satte sig så på stolen ved siden af stolen og ventede.

Charlotte gik ned af gangene og over mod den anden del af slottet. Hun var ret sikker på at Don var derovre og se til den unge lady der havde problemer med hendes graviditet. Tania var ca. 5 måneder henne og havde alt for mange smerter til at det kunne være sundt for hverken hende eller barnet. Så Don brugte meget tid ovre hos hende for tiden, for at holde øje med hende. Charlotte havde ret. Hun blev lukket ind og så Tania ligge i sengen, hendes pande så fedtet ud, pga sveden der havde siddet der. Don rakte hende glas, uden at have opdaget at Charlotte stod i døråbningen. Da Don havde stillet bægeret ned, rømmede hun sig, for at gøre ham opmærksom på at hun var til stede. Han vendte sig om og så på hende, ”hvad kan jeg gøre for dig prinsesse?” spurgte han mens han bøjede hovedet. Hun nikkede over mod Tania, ”hvordan har hun det?” Han så sørgmodigt på hende. ”Ærligt, så ved jeg det ikke. Hun bliver værre og værre for hver dag. Jeg er bange for at jeg bliver nød til at give hende noget så hun mister barnet, fordi hendes krop kan simpelthen ikke klare presset fra graviditeten.” De så sørgmodigt over på hende, mens hun lå og sov. ”Jeg giver hende to uger mere, hvis hun ikke bliver bedre må vi tage det i egne hænder. Men jeg tror ikke på at du kun kom her for at høre om Tanias helbred.” Han så over på hende. ”Nej, jeg kom faktisk fordi Alexander så ud til at have smerter, da jeg sidst var henne hos ham. Desuden tror jeg han har vandret rundt på slottet.” Don sukkede og samlede sine ting sammen inden han fulgte efter hende. ”Lagde du mærke til hvor han havde ondt?” ”Det virkede til at være hans side der generede ham.” sagde hun mens hun gik foran ham tilbage til Alexander og hendes mor. ”Det tænkte jeg nok. Det er altid slemt men især siden giver en masse smerte, fordi hver bevægelse overkroppen laver, hiver eller bruger siden.” Da de kom hen til værelset åbnede Don døren og gik ind efterfulgt at Charlotte. Charlotte gik over til sin mor og stillede sig bag stolen, mens Don gik over til sengen. Han kunne godt se at han var lidt rød i hovedet, og lagde baghånden til Alexanders pande. ”Du har fået feber igen. Jeg vil gerne tjekke dine sår, for det tyder på at der er gået betændelse i en af dem.” Han fjernede bandagen omkring hans torso og kiggede på såret.

Alexanders sår var sprunget op, og det var rødt og hævet med betændelse. Alexander bed sine smerter i sig, han havde jo ikke lavet noget vild, ud over det pokkers fald. Men det var jo fordi at gulvet var glat, det var jo ikke hans skyld. Don rensede såret og puttede noget salve på inden han bandt det igen. ”Jeg har ikke noget til din feber, det bliver jeg nød til at gå ind og lave. Du bliver liggende i sengen!” sagde han strengt til Alexander, inden han gik ud af værelset og efterlod Alexander med dronningen og Charlotte. ”Gør nu som Don han siger, han vil jo kun hjælpe dig, og han kan hjælpe dig, hvis du lytter til hvad han siger,” sagde dronningen mens hun rejste sig op fra stolen. ”Øh mor. Jeg tror at det ville være en god ide at du ser til Tania, hun har fået det værre.” sagde Charlotte mens hun så efter hendes mor. Hun stod stadig med hænderne på stoleryggen mens hendes vægt lå hendes hænder. Hun så sin mor nikke, inden hun gik ud af lokalet og ned mod Tanias værelse. Charlotte så ud af vinduet for at kunne fastslå tiden inden hun gik hen og sagde til den nærmeste tjener; ”Find Kimperlee og send hende her hen.” Hun ventede på at tjeneren havde bukket og satte af ned af gangen for at finde hendes tjenestepige, inden hun lukkede døren og så over mod Alexander.

Alexander blev i sengen som Don havde sagt, tænk at en lille gå tur, havde gjort at han havde fået en meget høj feber. Det var han virkelig træt af, for han ville jo gerne røre sig, og det måtte han ikke nu, det var virkelig ikke sjovt. For at skulle ligge i sengen, var virkelig kedeligt. Han så hen på den unge frøken, der var noget over hende, men han kunne ikke sige hvad det var, bare noget som gjorde ham tryg og rolig. Charlotte lagde mærke til fyrens blik og det virkede som om hun kendte dem. Hun kunne ikke komme i tanke om hvor hun havde set dem før, måske en drøm? Hun lukkede øjnene og lænede sig op af døren mens hun ventede på sin tjenerinde. Hun lænede nakken tilbage og hvilede sit hoved mod døren, inden hun åbnede dem igen og begyndte at gå over mod vinduet. Hun åbnede vinduet så der kom en svag brise ind, inden hun vendte tilbage til værelset og så rundt. Hendes øjne faldt af sig selv over mod Alexander og hun sendte et roligt smil. ”Næste gang vil det nok være en ide at høre hvad det er Don siger. Han er en dygtig læge og ved hvad han snakker om.” Der lød banken på døren og Charlotte skyndte sig over til døren. ”Kimperlee. Bring noget mad op nede fra køkkenet af, noget til mig og noget let til Alexander, og vær sød lige at kigge ind til Don på vejen tilbage. Han er i gang med at lave en drik til ham mod hans feber.” Kimperlee nejede inden hun begyndte at gå ned af gangen og ned mod køkkenet.

Hun fik fat et fad med lidt brød og kød til prinsessen og en skål med suppe til Alexander. Hun nikkede til kokken og begyndte så roligt at gå op mod lægens værelser. Hun den lange rute, da den ville være hurtigere, nu hvor hun skulle forbi lægen. Hun balancerede skålen og fadet i den ene hånd, mens hun bankede på med den anden hånd. Da hun hørte hans stemme puffede hun døren op og gik ind i det mellemstore lokale, med Don i den ene side hvor han var ved at hælde noget grønligt væske ned i nogle flasker. ”Prinsessen sendte mig for at se om de har fået lavet drikken mod Alexanders feber.” ”Ja, jeg er lige blevet færdig,” sagde Don med et smil og gik over mod Kimperlee med den lille flaske i hånden. ”Der er flere herinde, så hvis han har brug for flere og jeg ikke er her så må du gerne bare gå ind og tage en. Men han skulle ikke bruge flere end den ene.” sagde han med et venligt smil, idet han gav hende flasken i hånden og fulgte hende til døren. Hun takkede idet han åbnede døren for hende og hun begav sig op mod Alexanders værelse og bankede på døren. Charlotte gik over mod døren og lukkede Kimperlee ind, inden hun tog det ene fad fra hende for at hjælpe hende. ”Du havde vel ingen problemer,” sagde hun imens de gik over til bordet og stillede de forskellige ting ned. ”Det gik fint, der var ingen problemer overhovedet.” Hun pegede på flasken hun havde fået af Don. ”Don sagde at en skulle være rigeligt, men hvis det ikke er og han har brug for en senere, og Don ikke er til stede, så må vi godt bare tage en. De ser alle sammen ud som den, så den skulle være nem at finde.” Charlotte nikkede til hendes veninde, ”tusind tak for hjælpen, det betyder meget. Du kan holde resten af dagen fri.” Hun nejede og forlod værelset og efterlod Charlotte tilbage med Alexander. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...