Maskeraden

Maskebal er altid romantisk og mystisk. Og dette bal er ingen undtagelse. Mens nogen leder efter deres livs kærlighed er der andre, som kun flirter rundt. Charlotte dukker op uden planer om for evigt, men vil Alexander ændre hendes syn på hendes liv, og hvordan det skal leves?

vores første sammen

8Likes
5Kommentarer
913Visninger
AA

6. Kapitel 6

Charlotte sad ude på balkonen til hendes kammer. Hun var glad for at der ikke var nogen i nærheden for så ville de da blive sure eller bange, over at hun sad på rælingen af balkonen. Men hun sad der så ofte at hun ikke var bange for at falde. Hun havde et godt udsyn over hele gården. Hun sad og tænkte på den nye stalddreng og hvad der var sket med ham. Rygterne var allerede begyndt, som det jo hænder på et slot med sladder glade tjenere. Hun valgte dog ikke at lytte til dem, da hun jo godt vidste hvad der egentlig var sket. Og det var slemt nok mente hun. Lige nu var hendes far i gang med at lede efter en ny staldmester, da den anden var blevet fyret. Hun sukkede. Det hele var blevet vendt op og ned.

Alexander var kommet til sig selv helt, han døjede med lidt smerter, men ellers var han okay. Han vidste ikke hvor han var henne, da han vågnede op. Han så en tjeneste dreng komme ind, og satte sig derfor op. ”Undskyld min ven, men hvor er jeg henne?” spurgte han venligt, og tog sig lidt til siden. Han huskede intet af hvad der var sket, så han huskede ikke smerten ved piskene. Tjeneste drengen kunne ikke lade være med at grin lidt, over Alexanders ord. ”Nej, selvfølgelig er dette ikke stalden. Du blev jo pisket. Du er i et af hoflægens side gemakker, så han kan holde øje med dit helbred. Du havde en slem feber, som tegn på infektion, og den forsvandt først i går aftes.” Han gik hen og stillede karaflen med vand på bordet, ved siden af sengen hvor der også var en kop. ”Er du tørstig? Skal jeg hjælpe dig med at holde bægeret?” ”Pisket? Alt er så sløret for mig, jeg husker faktisk intet, selv ikke hvem jeg er” sagde han og rakte ud efter bægeret. Men han rystede på hænderne. ”Kan du sige mig, hvornår jeg vil kunne komme til at huske igen” sagde han og så på ham. Tjeneren lagde sine hænder om Alexanders for at hjælpe med at holde bægeret roligt. ”Nej det kan jeg desværre ikke, da jeg ikke er læge. Det skal du snakke med Don om. Han kommer ind lidt senere,” sagde han roligt og tog så bægeret ud af hans hænder og stillede det på bordet da Alexander var færdig. ”Men det virker lidt bekymrende at du ikke kan huske noget, når du kun er blevet pisket. Det bliver du nød til at nævne for Don.” Sagde tjeneren og begyndte at gå hen mod døren. ”Hvem bragte mig her til?” sagde han og så på ham. Han ville gerne op og stå lidt, men da han forsøgte at rejse sig, blev han virkelig svimmel. Han satte sig ned igen og tog sig til hoved. ”Hvorfor pokker kan jeg ikke huske” sagde han trist. Han så på den unge tjener, og så ned, for ikke at stirre. Så han lagde sig ned i sengen igen, for at komme sig. Tjeneren stoppede da han nåede døren og kiggede tilbage, ”et par vagter bragte dig herop.” Sagde han lige inden han smuttede ned af gangen. Han gik med hurtige skridt og kurs mod tron salen.

Da han kom frem gik han ind og så kongen og dronningen holde audiens, for landets folk, som kom flere gange i ugen og fortælle om problemerne til kongen, i håb om at han kunne hjælpe. Tjeneren gik over til dronningen som sad på tronen ved siden af kongen og stillede sig ved siden af hende. ”Stalddrengen er vågnet op,” sagde han så lavt at kun hun kunne høre det. Hun så på ham og nikkede så og sendte ham væk, og lænede sig over mod sin mand, og hviskede det samme til kongen. ”Dronningen har andre forpligtelser at se til, så nu kan I snakke med mig.” sagde kongen til salen, imens hun rejste sig og begyndte at gå mod kamrene. Hun bankede lavt på døren da hun var nået frem og åbnede så døren og gik indenfor. ”Hej Alexander, hvordan har du det?” spurgte hun roligt.  ”Alexander?” sagde han forvirret. ”Men jeg har det sådan da, er svimmel når jeg rejser mig, og jeg kan intet huske” sagde han, og tog sig til hoved. ”Hvem er De overhoved” sagde han så og rakte ud efter sit bæger med rystende hænder. Så han opgav det bare igen, for hans hænder rystede for meget. Han lagde sig ned i sengen igen, og sukkede. Dronningen så på ham, inden hun gik hen til dørene og kaldte på en af vagterne. ”Hent Don med det samme.” sagde hun inden hun gik tilbage til sengen hvor Alexander lå. Hun satte sig i den stol som de havde stillet ved siden af sengen får dage før, mens han lå og havde feber, på grund af infektionen i sårene. ”Ja, Alexander, det er dit navn. Du er en lords søn, men kom op og skændes med din far og flyttede herhen. Lige nu der arbejder du i stalden som en stalddreng, men den tidligere staldmester blev sur på dig og piskede dig. Du har lagt i en uge med høj feber og hallucinationer, fordi dine sår blev inficerede. Vores hoflæge gør alt hvad han kan for at du kommer på benene igen.” Sagde hun mens hun så på ham. ”Javel, men hvem er De?” sagde han og så på bægret. Han var tør i halsen, men han rystede alt for meget på sine hænder. Han gned i stedet sin hals, og så på hende. ”Jeg må have gjort noget meget dumt, siden at en vælger at skade mig på den måde” sagde han. Alexander kløede sin nakke og kunne mærke i sin nakke at han havde bandage på, så han fulgte den, og mærkede bandagen helt op til hans øje.

Hun kunne ikke lade være med at smile og svarede ham så, ”Er det ikke åbenlyst hvem jeg er,” spurgte hun og pegede op på kronen hun havde på hovedet, da hun jo havde været ved et offentligt anliggende. I det samme gik døren op og ind kom Don med en tjener. Don gik hurtigt over til sengen og så ned på Alexander. ”Hvordan har du det?” spurgte han, mens han tjekkede bangderne. Han havde ikke blødt igennem nogle af dem, bortset fra et område på siden, som havde en blodplet.  ”Jeg husker intet, og min side gør ondt, hvorfor har jeg bandage om mit øje” sagde han og var meget forvirret.  Han blev faktisk meget træt, og han lagde sig helt ned. Han så på kvinden. ”Er De prinsesse miss” sagde han og så på hende. Don så over på dronningen inden han drejede Alexanders hoved, så han kunne se ham i det øje der ikke var bandage for. Pupillen var for stor til at være normalt, hvilket kunne tyde på at der var sket noget med hjernen. Han tog en dyb indånding, inden han rettede sig op og så over på dronningen. ”Deres højhed, jeg vil bede dem forlade gemakkerne, for jeg skal tilse patienten.” Hun nikkede inden hun så over på Alexander. ”Jeg kommer tilbage til at se til dig i aften, gør som Don siger, han ved hvad han snakker om.” Hun rejste sig fra stolen og gik ud af lokalet med al den yndighed en dronning skulle bære, og mere til. ”Okay, fortæl mig alt hvad du kan huske, og jeg mener ALT!” sagde Don, mens han tog stolen som dronningen lige havde forladt. ”Jeg kan intet huske, jeg ved det jeg har fået af vide, jeg ved ellers intet overhoved, prinsessen der gik, sagde at jeg er en lords søn, og at jeg fik pisk af en staldmester” sagde han.

Don så over på ham med vantro i øjnene. ”Du kan absolut intet huske?” Dette er ikke godt, tænkte han. Han rejste sig fra stolen og gik over til ham og begyndte at fjerne bandagerne. Da han havde fjernet dem omkring brystet og ryggen, begyndte han at smøre en creme over sårene. ”Denne creme blødgøre sårene, så at de ikke springer åbent så nemt. Til svaret af dit spørgsmål om bandagen omkring dit ansigt, er at du fik et slag over øjet. Du skal være glad for at du ikke har mistet øjet, men du ender med at få et ar på grund af det.” sagde han imens han smurte cremen på hans ryg og bandt en ny bandage om ham. ”Javel sir, men hvad gjorde jeg siden den mand blev så vred på mig” sagde han og lagde hånden mod bandagen ved øjet. Han så på ham, og begyndte selv at løsne bandagen om sit øje. Han lod bandagen falde ned i hans skød, og samlede håret i en hestehale og bruge så et stykke af bandagen som bånd til håret. Don kunne ikke lade være med at himle med øjnene, da han så at Alexander satte sit hår med bandagen. ”Jeg har ingen ide om hvorfor han blev vred. Jeg kender ikke staldmesteren og hvad du kunne have gjort for at vække hans vrede. Og han er desværre blevet blev forvist så jeg kan heller ikke finde ud af det for dig.” Han begyndte at tilse såret over øjet og lagde sin håndryg mod hans pande. ”Du har ingen feber, så det er ikke grunden til amnesien, men jeg har en teori, på hvad det kunne være.” Da han havde tilset øjet, så lagde han en ny bandage.

”Hvad er det” sagde han og så på ham, og sukkede over at få en bandage på øjet igen. Han prøvede at huske og smilede med et, han havde husket noget. ”Sir jeg kan huske en kvindes stemme, ung, tror måske på min alder” sagde Alexander og så på ham, og smilede blidt. Det undrede ham, at han havde glemt alt andet, men han kunne huske en dejlig kvinde stemme. Og hvad var det ved den stemme, som gjorde ham så glad. Don så over på ham, da han kom med den kommentar. ”Jamen det er godt, det er tegn på at du er ved at få hukommelsen igen.” Han greb Alexanders håndled og følte efter pulsen. ”Pulsen er fin, jeg tror på at du nok skal blive helt rask, men du vil få nogle ar efter slagene.” sagde han alvorligt mens han så på Alexander. ”Min teori er, at på grund af den høje feber du havde i flere dage, så har den givet dig en midlertidig hjerneskade. Jeg er sikker på at du får din hukommelse igen efter et par dage, højst nogle uger.” Han klappede Alexander på skulderen. ”Jeg har andre patienter at se til, men jeg vil komme forbi lidt senere og se til dig igen.” Med det samlede han sine ting og begyndte at gå ud af lokalet. Alexander så efter ham, og blev virkelig døsig. Han så kort imod luftet, og faldt i søvn efter kort tid. Han ville samle sin energi, for han håbede så endeligt på at han ville komme til at huske igen. Han håbede også på, at han ville komme til at huske ansigtet på den stemme han huskede svagt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...