Maskeraden

Maskebal er altid romantisk og mystisk. Og dette bal er ingen undtagelse. Mens nogen leder efter deres livs kærlighed er der andre, som kun flirter rundt. Charlotte dukker op uden planer om for evigt, men vil Alexander ændre hendes syn på hendes liv, og hvordan det skal leves?

vores første sammen

8Likes
5Kommentarer
867Visninger
AA

11. Kapitel 11

Alicia gik over mod sin søsters værelse. Det var langsomt begyndt at blive mørkt, så hun regnede med at Charlotte var på sit værelse. Hun bankede på, og efter et kort stykke tid, åbnede døren, selvom hun ikke fik noget svar derinde fra. Det var mørkt og koldt inde i kammeret, så der kunne hun umuligt være, men hvor var hun så henne. Charlotte var faldet i søvn inde på sin søsters værelse og vågnede op til at det var mørkt udenfor. Der var nogen der bankede på døren, hvilket var grunden til at hun vågnede op. Hun gik over og åbnede døren til at se en overrasket Don på den anden side. "Ohh, jeg ledte efter Alica. Er hun inde?" Charlotte rystede på hovedet, "Nej, hvorfor? Er der sket noget?" "Nej nej overhovedet, deres højhed. Den kommende mor har bare spurgt efter hende." Hvordan har Tania det?" spurgte Charlotte idet hun lænede sig op ad dørkarmen. "Bedre, jeg ved dog ikke med barnet. Aktiviteten af fosteret er faldet og hvis den ikke stiger, er jeg bange for at hun mister barnet." Charlotte så trist på ham, "og der er intet du kan gøre?" "Jeg har gjort alt hvad jeg kan," sagde han sørgmodigt. EN stemme lød bag ham, "Hvorfor så den triste stemme?" Alicia var ankommet til sit kammer efter at have ledte efter sin søster forgæves. Da der ikke kom noget svar med det samme sagde hun istedet, "Charlotte, jeg har ledt efter dig. Jeg har store nyheder." sagde hun med et smil, men Charlotte kunne ikke klare det. "Tania, mister måske barnet," røg det ud af hende og hun lagde sin højre hånd over munden. Alicia stirrede på sin søster og vente så opmærksomheden mod Don. "Hun har spurgt efter dig." sagde han lige ud, og viste så begge pigerne vejen til Tania's kammer. De var der til sent på aftenen og snakkede med den unge kvinde, mens Don han undersøgte hende og barnet. Tania ville ikke vente til at se hvordan barnet havde det næste dag, hun ville have det undersøgt med det samme. Don fortalte pigerne at han kunne høre fosterets hjerte, men det er svagt i forhold til lydstyrken hos andre fostre. Nyhederne gjorde Tania bange og Alicia og Charlotte prøvede på at berolige hende. Så det var først sent på natten at hun kom i seng, og først når hun var ved at miste bevidstheden, kom hun i tanke om at Alicia havde noget at fortælle hende. Alexander var stadig på kammert, han var ikke gået ud. Men han tænkte lidt på prinsesserne. Han syntes at hans rum var begyndt at blive koldere. Han gøs, og trak tæppet om sig, og gik hen for at se efter hvorfor værelset blev så koldt. Han kunne ikke finde det på værelset, så han gik ud af kammert, og gik hen for at finde Don. "Sir værelset er begyndt at blive meget koldt" sagde han. Don så på Alexander og rystede så på hovedet, "jeg har travlt lige nu, gå tilbage til dit kammer og jeg sender en tjener over." Han begyndte at gå over mod Tania's værelse, og stødte ind i Charlotte, som kom fra den modsatte retning. "Hej Don, er du på vej over for at se til Tania?" "Ja, det er jeg. Alexander klagede noget om kulde i hans kammer og har ikke rigtigt tid til at lede efter en tjener som kan hjælpe. Kan jeg lokke dem til at gøre det, så jeg kan komme hurtigere over til Frøken Tania." "Selvfølgelig vil jeg hjælpe," sagde hun og så Don begynde at gå viedere efter at have takket, "og Don. Hjælp hende!" Hun ventede ikke på svar, men begyndte at gå videre hen mod Alexander's kammer og bankede på da hun stod foran hans dør. Alexander hørte en banken, og gik roligt hen og åbnede døren. "Ja?" sagde han roligt, og holdt tæppet mere om sig, for han frøs. "Åh goddag deres højhed, hvad bringer Dem her til kammert" sagde han. Charlotte så kort på tæppet og skubbede ham så blidt til siden. "Hvad tror du at et ildsted er til for? Siger hun mens hun går over med ildstedet til venstre for døren. Hun knælede foran den og lagde nogle stykker træ ind før hun med et par sten tændte en ild i pejsen. "Jeg kom for at kigge til dig, og Don fortalte mig om kulden." Sagde hun mens hun vendte fronten tilbage mod Alexander og kunne mærke varmen fra ilden på sin ryg. "Jeg havde ikke opdaget pejsen deres højhed, jeg tænkte bare jeg ville slappe af, da jeg kan huske mere, især en dans med en ung frøken" sagde han og så på hende. *Var der virkelig et ild sted nær døren, Alexander du burde have kigget bedre rundt* tækte han. Charlotte var nød til at bekæmpe latteren, men der kom et smil frem. "Ahh, det forklare en del. Men normalt plejer tjenerne at holde styr på ilden, så det ikke bliver koldt. Jeg ved ikke lige hvad der er sket med din tjener." Hun så over på ham. "Hordan går det med dine sår?" "Det går meget godt, de healer fint, jeg springer jo heller ikke rundt mere" sagde han høfligt. Han så på hende. "Har nogen fortalt Dem, at De har et meget smukt smil" sagde han venligt,og smilede blidt og charmerende. "Jeg er jo prinsesse, så jo det hører jeg ofte, men mange tak," sagde hun med et smil. "Don har lidt travlt lige PT, så jeg vil gerne have lov til lige at kigge på dine sår, hvis jeg må." "Ja da selfølgelig" sagde han og åbnede sin skjorte, sådan at hun kunne komme til hans bandage. Han lagde skjorten på en stol, og tog bandagen af. Han stilte sig med ryggen til hende, så hun kunne se til sårene. Charlotte gik over og så på sårene. Rødmen omkring åbningerne var forsvundet og der var dannet en sårskorpe. Hun kunne se at skorpen var meget hård, og hun frygtede lidt at den ville gå op igen, hvis Alexander nu lavede nogle lidt for vilde bevægelser. "jeg har lige brug for en salve, jeg er tilbage om lidt," sagde hun roligt og gik over mod døren. "Okay deres højhed, jeg vil vente på Dem" sagde han, og satte sig på sengen. Han følte at såret kløede, men han holdt fingrene fra det, da han ikke skulle kradse det op. Han ønskede ikke at såret begyndte at bløde igen, for så ville der jo gå længere tid før at han var helt rask. Charlotte gik ned af gangen til Don's arbejdsværelse, hvor han havde en masse krukker og glas med salver og andet medicin, men Don var ikke til stede. Hun gik over mod hylden og tog en salve og gik så over til bordet og fandt et stykke papir. Hun skrev kort til Don at hun havde taget salven til at hjælpe med Alexanders ryg, inden hun gik ud af lokalet og tilbage til Alexanders værelse. Der var meget roligt inde på værelset og hun bankede forsigtigt på tre gange før hun åbnede døren og gik indenfor. Han så hende komme ind. "Hvad er det du har der?" spurgte han. Han var blevet lidt nysgerrig, men heller ikke så det blev for meget. Man sagde jo også altid at det var nysgerrighed som slog katten ihjel. Hun gik over mod sengen mens hun sagde, "læg dig ned på maven," og satte sig på kanten af sengen. "Dette er en salve der giver fugt til huden, eller i dette tilfælde dit sår. Det skal blødgøre skorpen og gør den mere elastisk, så den ikke springer op lige så nemt." Sagde hun mens hun åbnede op for salven. "Den er nok lidt kølig," sagde hun undskyldende da hun tog en lille smule på fingrene. Han lagde sig som hun sagde han skulle, han så lidt på hende. "Det vil måske være meget godt, så springer det jo ikke" sagde han, og smilede blidt. *Hun er meget smuk* tænkte han rødmende, og gemte hovedet i puden på grund af sine tanker. Hun rystede på hovedet da hun så ham gemme sit hoved i puden, "så slemt bliver det heller ikke," sagde hun med svag latter i stemmen. Hun begyndte roligt at smøre salven over såret. Hun var tilfreds med at han for en gangs skyld gjorde som der blev sagt. Han drejede hoved og så mod hende. Han rødmede stadig en del, så han gemte igen sit hoved i sin pude. Han var pinlig berørt over at have haft sådan nogle tanker. *Hvad er der dog galt med mig* tænkte han. Det gav et gip i ham, da han kunne mærke den kølige salve blive lagt oven på såret, da salven virkede koldere mod den varme helende hud. Da Charlotte havde lagt en tyndt lag oven på såret, lukkede hun krukken og sillede den på bordet ved siden af sengen. "Du skal nok holde dig i ro lidt endnu, for salven skal have lov til at trække ind først," sagde hun og rejste sig så op og gik over mod pejsen. "Jeg har hørt at du er begyndt at få noge af dine minder tilbage." "Ja det er sandt, jeg husker mere og mere, men lige nu husker jeg på et minde om et maskebal, og om den frøken jeg dansede med, jeg vil meget gerne finde hende, så jeg kan lære hende at kende, dansen stoppede jo så brat, fordi en prins ville danse med hende, så jeg måtte gå" sagde han. Hun så over på ham med et nyt lys. "Vent siger du at du var med til min søsters maskebal? Pigen du dansede med, havde hun en lilla kjole på?" "Jeg ville nu mere kalde den purpur" sagde han, og kløede sig i håret. Han havde altid været god til de forskellige farver, så ved tøj, lagde han mærke til sådan noget. Hun så indgående på ham, mens hendes minder kom tilbage. Hun var sikker på det var hende, han havde danset med, da der ikke havde været mange piger i purpur farvede kjoler. "Hvorfor lagde du lige mærke til den pige? Jeg gætter på, at du sikkert dansede med mange piger." Han rystede på hoved. "Nej, jeg dansede ikke med ret mange" sagde han venligt. "Men jeg lagde mærke til hende, fordi hun virkede som en venlig person, og jeg ville danse med hende" sagde han venligt. "Hvorfor vil De egentlig vide om jeg lagde mærke til den unge frøken?" spurgte han blidt. Han syntes hun virkede virkelig god at snakke med, og det gjorde ham faktisk ret så glad. Charlotte hørte næsten ikke det sidste han sagde, og svarede derfor ikke på hans spørgsmål, da hun ikke var sikker på hvad han spurgte om. "Kan det passe at du havde dit hår i en hestehale?" Spurgte hun nysgerrigt, mens hun så intenst på ham. "Ja det havde jeg, min mor fik mig til at sætte det op, ellers gik jeg normalt med det helt løst" svarede han. Charlotte nikkede tankefuldt, og vendte hovedet tilbage mod pejsen. Hun satte sig på hug og lagde lidt mere brænde Hun vidste ikke hvordan han ville reagere, hvis han fik at vide, at det var hende han havde danset med. Hun havde kigget efter fyre, det kan man ikke undgå når man er en prinsesse og man bliver præstenteret til prinser, ved hver eneste fest hun var med til. Men de plejede kun at fange hendes øjne i kort tid, men Alexander har hun haft tænkt på siden ballet. Hun var ikke sikker på hvad det betød, for hun havde aldrig følt sådan. Ville hun have at han vidste det var hende han søgte efter? Ja, der var ingen tvivl. Men spurgte man hende om hvorfor hun ville have han vidste det, ville hun ikke kunne svare, for hun vidste det ikke selv. "Den prinsesse du dansede med til ballet. Det er mig." Sagde hun fraværende. Hun vidste ikke hvordan hun skulle sige det, så hun havde bare sagt det som det var. Han så lidt på hende, og gik så hen til hende, og lagde blidt en hånd på hendes skulder. "Det glæder mig, at du var den dejlige pige som jeg dansede med, Charlotte" sagde han, og glemte helt at sige deres højhed til hende. Han var bare så glad, og det lagde han ikke låg på. Han vendte hende rundt, sådan at de så ind i hinandens øjne. Han tog hendes hånd og kyssede den blidt. Hun så på ham, inden hun blidt puffede ham over mod sengen. "Det er meningen at du skal slappe af. De sår skal helst ikke gå op igen." Sagde hun, mens hun tog sin hånd til sig igen. Hun rødmede svagt, især fordi hun ikke vidste hvad det hele betød. "Men hvad betyder så det for os?" Spurgte hun ham, efter han havde lagt sig i sengen. "Jeg tænkte på, om vi kunne finde ud af hvad vi føler for hinanden, for at tvinge dig, vil jeg ikke, for du er en virkelig dejlig pige, og du har dine egne meninger. Det kan jeg faktisk godt lide" sagde han og lagde sig med armen under sin nakke. Charlotte smilede og rødmede lidt. Hun fik altid komplementer, men det var kun hvis hun gjorde hvad der blev sagt, eller bønderne som skulle give hende komplimenter fordi hun var prinsessen. Det var ikke ofte folk gav hende komplimenter på grund af hendes personlighed. "Det tro jeg vil være bedst", sagde hun og gik over satte sig på sengen ved siden af ham. "Så kan vi også komme til at lære hinanden bedre at kende," sagde hun med et smil.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...