Maskeraden

Maskebal er altid romantisk og mystisk. Og dette bal er ingen undtagelse. Mens nogen leder efter deres livs kærlighed er der andre, som kun flirter rundt. Charlotte dukker op uden planer om for evigt, men vil Alexander ændre hendes syn på hendes liv, og hvordan det skal leves?

vores første sammen

8Likes
5Kommentarer
850Visninger
AA

10. Kapitel 10

Alexander så mod salen de var på vej ind i, det var underligt for ham at kunne huske igen, men han håbede også, at han så ville finde den unge lady. Da de kom ind i salen, bukkede Alexander for dem alle. Da han huskede, at det gjorde man jo i fornemme kredse, som det jo nu engang var. Alicia gik foran Alexander og de kom ind i spise salen, hvor kongen og dronningen stod og snakke med hendes ældste søster Kate. De vendte sig om mod dem da de hørte deres skridt og dronningen gik hen til Alicia og gav hende et kram, "Alexander, du ser bedre ud. Jeg kan se du har mødt min næst ældste datter," sagde hun med et smil til ham. "Det er en ære at møde en af deres døtre deres højhed" sagde han charmerende og høfligt. "Jeg kan se at Deres døtre har deres skønhed efter Dem min dronning" sagde han.

Dronningen nikkede erkendende til ham inden hun så over mod dørene igen. "Hvorfor er Charlotte forsinket?" Hun så over på Alicia, "Ved du hvor hun er henne?" Alicia rystede på hovedet og gik ud gennem dørene og så op og ned af gangene. "Nej jeg har ikke set hende." "Charlotte.. var det den unge frøken der var der mens de var der" sagde Alexander roligt dronningen. men tænkte så, at han nok ikke skulle spørge mere om det. 

Charlotte sad ude i haven og så op mod himlen, mens hun mærkede græsset under hendes ankler og underarme. Det var de eneste steder hvor hun viste hud. Hun tog en dyb indånding mens hun slappede af. En gang imellem der havde hun bare brug for en pause, og så gik hun ud til haven. Hun vidste ikke hvor længe hun lå der, men hendes hud var lige så stille begyndt at blive kold af at ligge der så lang tid, da der kom en tjenerinde hen til hende. "Charlotte, din mor og far forventede dig i spisesalen for 10 minutter siden. Du er nød il at skynde dig derhen." Charlotte nikkede inden hun rejste sig op og begyndte at gå tilbage til slottet.

De sad alle omkring bordet, mens tjenere kom ind med fade fulde af mad, kongen for enden, med droningen på sin venstre side og Alexander på hans højre side. Ved siden af dronningen sad Alicia og ved siden af hende en tom plads til Charlotte. Kate sad overfor Alicia og på Alexanders anden side. "Nå Alexander, Don siger du er begyndt at vise tegn på at få det bedre." Sagde kongen mens han lagde mad på sin tallerken. "Ja deres højhed, jeg er begyndt at huske igen, fx det maskebal som de har holdt kan jeg huske, og dansen med en ung frøken før en...undskyld mit ord valg... arrogant og storsnuet prins skubbede mig væk" sagde han og havde valgt ikke at tage noget mad. Han tænkte at hvis han var uheldig for fornærmede dem, så skulle han ikke tage af deres dyrebare mad. Kongen kunne ikke lade være med at le over Alexanders ordvalg, da kongen jo vidste at der var mange prinser der opførte sig på den måde. Dronningen lavede en hånd bevægelse for at vise ham at han bare skulle tage for sig. "Jeg håber da du viste den storsnudet prins at du er lige så meget værd som dem." sagde kongen stadig med en svag kluklatter. 

Charlotte var kommet ind i salen i det øjeblik kongen begyndte at le og hun stod målløs. Det var sjældent at kongen lo, så det var altid et chok for hende når hun hørte sin far le. "Far? Sidder du og ler?!" Spurgte hun målløst. Det tiltrak de andres opmærksomhed. Droningen så over på sin yngste dattter med et smil og rejste sig op for at gå hen og give hende et kram. "Hvad har din far sagt til dig om at være for sent?" Spurgte hun mens hendes arme var omkring sin datter. "Undskyld, jeg var ude i haven og havde ikke set hvor sent det var blevet," sagde hun undskyldende mens de fulgtes til bordet og Charlotte tog pladsen ved siden af Alicia og dronningen satte sig på sin plads igen. Alexander så på charlotte, og fik et tilbage flash. han tog sig til hoved. "Deres højhed, det er min skyld deres fader begyndte at grine, jeg fortalte at jeg kunne huske en storsnudet, højrøvet og arogant prins som skubbede mig væk fra en ung frøken som jeg dansede med til maskeballet, og på en eller anden måde syntes deres fader det lød sjovt" sagde Alexander og tog en tår vand, da han følte hans hoved snurrede, selvom at det bare var flere minder han fik tilbage. 

Charlotte så over på sin far med et forvirret blik i øjnene og hun så slet ik Alicia stirre på hende. Alicia kunne nemlig godt huske hvem det var pigen Alexander dansede med, men nu var spørgsmålet så om hun selv kunne huske det. "Far hvorfor er det sjovt? Du har altid sagt at vi skal behandle andre mennesker med respekt, og så sidder du bare der og griner når en prins bliver gjort til grin." Kongen nikkede til sit yngste barn med et kærligt smil på læberne. "Ja, det er rigtigt at det gør du bedst i at huske, Og grunden til at jeg griner, er fordi det minder mig om en anden prins jeg kender," løj han. Charlotte nikkede tilfreds og begyndte så selv at lægge noget frugt på sin tallerken. Alexander var blevet flov, så han rejste sig. "Undskyld min mangelfulde respekt deres højhed, jeg er bare af folket, og burde ikke nedgøre en adelig på den måde" sagde han og gik mod døren. 

Han gik igennem den, og ind på kammeret. Han satte sig i sengen,og dækkede sit ansigt ned i sine hænder. "Hvordan kunne jeg dog sige sådan noget foran kongen og hans familie" sagde han til sig selv. Han var bange for hvordan der nu ville blive regeret. Han rejste sig, og gik ned til engen hvor Starra var. Han piftede efter den, og den kom galoperende hen til ham. han lagde sin hånd på siden af dens hoved, og gemte sit ansigt mod dens hals. "Jeg har gjort noget virkelig dumt min ven, noget der er så dumt, at jeg måske kan miste hoved hvis den prins jeg talte grimt om, får det at høre" sagde Alexander til Starra. Men starra vrinskede, og en hoppe kom hen til den. Alexander så den flotte hoppe. "Ser man det, du har fundet dig en mage Starra" sagde han og klappede den på halsen. Han satte sig på en halm balle som der stod på engen, og så på dem løbe rundt. Men han holdt stadig kort sin hånd ind imod sin hals med frygt. 

Dronningen prøvede på at stoppe ham, idet han smuttede ud af spisesalen uden at have fået noget som helst at spise. Da det ikke virkede sukkede hun og sendte et beskyldende blik mod sin mand. "Han har det med at tro, at han ved hvordan folk reagere. Selvom det for det meste er forkert." Lød det fra Charlotte der sukkede. "Hvorfor forstår jeg ikke." Hun tog et æble i hånden og fulgte efter ham ud af salen. Igen prøvede dronningen på at stoppe hende, men uden succes. "Så meget for en hyggelig aftensmad," lød det fra Kate, mens hun tog en bid af sin salat. Charlotte var begyndt at være træt af at hele tiden at lede efter den staldknægt. Kunne han da ikke forstå at han ikke havde gjort noget galt. Hvis kongen lo, så betød det jo intet, men NEJ, han løb væk med den første chance han fik. Hun stoppede en tjener og spurgte om han havde set Alexander, men da han ikke havde det gav Charlotte op. 

Alexander frøs efter lidt tid, og gik mod slottet, mest for at hente sine ting. Han gik også forbi Charlotte uden et ord, og mod kammert. Han gik der ind, og tog hans normale tøj og lagde det i en læder pose, som han svang over sin skulder. Han gik ud af kammert igen, og denne gang kom han til at gå ind i hende. Han så det og greb hende hurtigt, så hun ikke skulle falde. "Må de meget undskylde deres højhed" sagde han og sank nervøs. *Kan jeg virkelig ikke gøre noget rigtigt,.. jo jeg kan, jeg er bare lidt uheldig lige nu* tænkte han. Charlotte så hans læderpose og tog den ud af hans hænder, efter hun havde fået balancen. "Hvad tror du lige du har gang i?" spurgt hun lidt små irriteret, men hun lod ham ikke svare med det samme, for hun var ikke færdig. "Her gør vi alt for at du får det godt igen, tilbyder dig medicin, mad og tag over hovedet, og hvad er takken? Du vader rundt uden at være helet så al vores tid og ressourser har været spildt! Og nu ser jeg at du har pakket og er ved at løbe væk? Jeg troede du var bedre end det!" Sagde hun og hun lød vredere end hun egentlig var, men hun holdte hans læderpose væk fra ham.  "Deres højhed, jeg er glad for den hjælp I gav mig, men jeg viste ikke respekt ved at kalde en prins der skubbede mig ved maskeballet for de ting jeg gjorde, selvom han skubbede mig væk fra en smuk ung frøken... som ligesom Dem deres højhed" sagde han, og så ned. Hvad skulle han dog gøre, han vidste jo ikke om han ville miste hoved for sin frækhed, eller hvad han ville miste.

"Først og fremmest, hvis du havde sagt noget forkert så ville min far sige det med det samme. Han dømmer ikke folk med det samme uden at give dem en advarsel først... Med mindre du havde dræbt nogen. For det andet, har vi ikke fået at vide hvilken prins det er du snakker om, så hvordan skulle vi kunne sige noget som helst videre, for det tredje, så er du ved at hele og få din hukommelse, du er undskyldt, og for det fjerde, så er det virkelig sjældent kongen leer." Hun trådte et skridt tilbage og stirrede på ham. "Lad være med at tro at du ved alting, for tydeligvis er du ikke en god menneskekender!" "Dræbt har jeg ikke, men den prins til maskeballet, gjorde mig vred, selvom jeg vis bare tog hjem. Jeg stod ikke rigtigt imod, da jeg er opdraget til at selvom man er adelig, så må man ikke sige kongelige imod" sagde han og sukkede kort. "Men hvis ikke jeg var opdraget sådan, så ville jeg have slået ham, " sagde han så. "Dine tanker har ikke den største betydning. Det er dine handlinger du bliver bedømt på, og det at du lod være med at slå ham viser, at du er af bedre karakter end han er." Sagde Charlotte mens flyttede læderposen over i den anden hånd. "Jeg går da også ofte og tænker at nogle prinser er arrogante og lyst til at smide dem ud af slottet, men da jeg selv er prinsesse så er det forventet af mig at jeg opføre pænt, så jeg bider det i mig og smiler. Har du set mig i fangekælderen endnu?" "Nej deres højhed, men De er jo kongelig, så De har lov til at have Deres holdning, men jeg ville ønske jeg havde nået at lære den unge frøken at kende" sagde han, og kløede sig kort i nakken. "At være kongelig har intet med det at gøre, selv kongelige kan blive straffet. Alicia var en gang smidt i arrest fordi hun ude på offentlig gade svinede en prins til, som ikke behandlede hende med respekt. Hun gik jo så i samme fælde og det blev hun straffet for. Handlinger er det der betyder noget, så nu synes jeg at du vender om og går tilbage til det kammer som du har fået tildelt og så bliver du der resten af dagen." Hun lagde sin frie hånd på sin hofte, og lagde vægten over på foden i samme side. "Javel Deres højhed" sagde han og gik tilbage til kammert.

Da han kom der ind, satte han sig i vinduet og så ud på engen, hvor han kunne se Starra løbe rundt med hoppen. "Heldig ham, han fandt sig en, og jeg kan endnu ikke finde den frøken jeg dansede med" sagde han til sig selv. Med et huskede han noget, prinsessen lignede jo den unge frøken, kunne han have danset med hende ved maskeballet. Charlotte så efter ham, inden hun med et suk begyndte at gå hen mod Alicias værelse. Det var en lang tur, da hendes værelse var over på den anden side af slottet. Hun havde stadig Alexanders læderpose i hånden og hun lagde den over nakken så den støttede sig på ryggen. Hun nåede hen til Alicias værelse, bankede roligt på døren og ventede på tilladelse til at gå ind. Da hun hørte sin ældre søster sige kom ind, åbnede hun døren og fandt sin søster inde i det inderste kammer, hvor hun lå på sengen og læste nogle dokumenter som hun sikkert havde fået af deres far. "Okay, det her er den værste opgave, mor nogen sinde har givet mig. Jeg er ved at give op!" Udbrød hun mens hun gik over til sin søsters seng, smed læderposen ved fodenden af sengen og faldt bagover ned på sengen, ved siden af sin søster. "Hvad, er staldknægten for smart for dig?" Spurgte Alicia med et smørret smil. mens hun lagde dokumentet på sengen ved siden af sig. "Nej... Eller jo... Måske... Jeg ved det ikke, han er bare så stædig og man kan ikke snakke ham til fornuft," sagde hun og lagde armen over sine øjne. "Tja, jeg har ikke snakket så meget med ham, men han virker da som en speciel karakter." "Kan jeg lokke dig til at gå over med hans læderpose, jeg har brug for en pause." Alicia kunne ikke lade være med at le, men rejste sig fra sengen og samlede posen op. "Bare gør dig det behageligt," sagde hun til sin yngre søster. "Det var det jeg regnede med," mumlede Charlotte.

Alicia rystede smilede på hovedet mens hun gik ud af rummet og begyndte at gå mod Alexanders kammer. Da hun nåede døren bankede hun på døren og ventede på at han ville svare. "Kom ind" sagde han, og gik hen og åbnede døren. "Jamen goddag deres højhed" sagde han og bukkede høfligt og med respekt for hende. Hun nikkede i hilsen til Alexander og gik ind i rummet. "Jeg kommer med din læderpose, som Charlotte åbenbart havde fået fingre i." Sagde hun mens hun gik over til bordet og lagde den oven på. Han smilte. "Hun er ret sur på mig, fordi jeg ville gå, efter det jeg sagde" sagde han. Han satte sig ved bordet og så ud af vinduet. "Bare rolig, Charlotte er ikke kendt for at bære nag, hun kommer hurtigt over det igen, selvom jeg er lidt overrasket over at det generede hende så meget," sagde hun tankefuldt, mens hun lænede sig ind mod bordet. Han sukkede kort. "Jeg er begyndt at tro, at Deres søster var den frøken jeg dansede med" sagde han og så hen på hende."Nå," udbrød Alicia spændt, "hvad får dig til at tro det?" Spurgte hun interesseret. *Min mistanke ser vist ud til at være rigtig, nu mangler vi bare Charlotte finder ud af det.* "Hvis jeg dog bare kunne være sikker, men jeg må vel bare vente, og lade mit sår heale" sagde han, og rettede sin skjorte, da den sad ubehageligt. 

"Jeg har spurgt en gang før, og nu spørger jeg igen? Hvad kan du huske fra den nat. Og jeg mener hvad som helst." Sagde hun mens hun satte sig på kanten af bordet med fronten mod ham. Han tænkte. "Jeg husker at mine forældre skyndte på mig, og jeg fik mit tøj på, og vi tog afsted. Da vi kom her til, bød jeg en ung frøken op, og vi dansede, til den prins skubbede mig væk, jeg havde lyst til at slå ham, men valgte at tage hjem" sagde han. "Igen, det er ikke sådan nogle detaljer jeg har brug for. Når vi prøver på at finde ud af hvem det er så skal vi ikke kigge på hvordan du kom til eller fra ballet. Jeg har brug for detaljerne fra aftenen. Hvor henne fandt du hende, ad slags maske og kjole havde hun, stod hun alene eller sammen med andre." sagde Alicia lidt halv irriteret, altså hvor svart kunne det være? Han ville jo selv finde pigen, men kommentere intet omkring hendes udseende. Så kunne de godt nok lede længe efter hende længe. "Jeg husker svag hendes hår, smukt lyst, hendes smukke mørke øjne, og hun havde en lilla maske...." sagde han og forsøgte på at huske mere, men det stod stadig alt for svagt for ham. Han hadede at, han ikke kunne huske mere end det. Alicia huskede tilbage til den aften, og indså at Charlotte fik danset med 3 fyre inden hun byttede sin maske med Alicia. "Bare bliv herinde, og forlad kun kammeret, hvis Don giver dig lov til det." sagde Alicia mens hun begyndte at gå hen mod døren og ville lede efter sin søster. "Jeg skal nok blive her, det lover jeg Dem" sagde han, og blev faktisk også i kammeret. Han valgte at gå i seng, for at slappe af, og for ikke at lave flere problemer. Han lagde sine arme under sin nakke, da han lagde sig i sengen. Han så op i loftet, og tænkte tilbage på hvad han nu kunne huske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...