My Revenge - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2013
  • Opdateret: 14 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvad er definitionen på smerte? For Caralynn Diataria er det hende selv. Hendes bror var både upopulær og et mobbeoffer. Han forsøgte at skjule det, indtil dagen kom, hvor han ikke kunne klare presset, de modbydelige ord og smerten. Han tog en drastisk beslutning; han begik selvmord. Caralynn fandt ud af, at han havde skrevet et farvel brev, og på samme tid opdagede hun, hvor ignorant hun havde været. Men mareridtet var ikke slut. Kaos opstod mellem hendes forældre, og det endte med at hendes far skød hendes mor, hvor han derefter skød sig selv.
De fem drenge, der havde mobbet hendes bror til døden - og som var grunden til, hendes forældre døde - fik aldrig en straf, og de blev heller ikke anholdt. Dette har gnavet i Caralynn, som efter 4 måneder vender tilbage til skolen bare for at se, at de stadig har den høje plads og bliver beundret. Denne gang har hun immer ændret sig til en anden og ny person, og hun er fast besluttet på at tage hævn.

105Likes
114Kommentarer
5951Visninger
AA

8. Zayn - 5

 

Zayn

 

Jeg hadede at være her. Hjemme. 

Hjem. Et sted hvor man burde føle sig tryg. Det eneste sted man kunne være sig selv. Det var det, folk sagde.

Bullshit.

Hjem var et mareridt. Der var ingen kærlighed, ingen omsorg, absolut intet. 

Sagen er den, at det startede alt sammen med, at min far var min mor utro. Min mor fangede ham i det, og det blev hun selvfølgelig vred over. Hun valgte at smide min far ud, fordi hun ikke ville have noget med ham at gøre længere. Han kom dog senere tilbage og nægtede at blive smidt ud af huset, fordi han ikke havde noget sted at være. Min mor havde ingen medfølelse og viste ikke den mindste tegn på sympati, og hun ville derfor ikke lukke ham ind. Han var desperat, så han valgte at tage det på den hårde måde: han brugte vold mod hende.

Han rev i hendes hår, fik hende til at skrige et smertefuldt skrig, som jeg stadig syntes, jeg kan høre. Han sparkede hende i maven og smed hende ned i gulvet. Derefter overtog han hjemmet som en djævel. Han ødelagde alt. 

Det skete alt sammen den 16. november 2008.

I øjeblikket kiggede jeg ned på mine hænder. Jeg tænkte tilbage på hendes skrig. Min mor. 

Hendes skrig som skar gennem rummet og fyldte mit hjerte med en ubærlig smerte. 

Jeg elsker hende - eller, elskede. 

Kunne man sige det?

Mine tanker blev afbrudt af døren, som gik op med et brag. 

"Zayn! Rejs dig!" hørte jeg min fars dybe stemme sige. Jeg hadede ham.

"Hvad fuck vil du?" hvæsede jeg.

Nok var han sindssyg, men jeg lod ham ikke tale sådan til mig. Jeg var ved at blive træt af alle hans ordrer, hans krav.. Han havde ingen ret til det. 

"Hvad sagde du?" sagde han truende og trådte frem mod mig. Jeg kunne se hans fede krop gå ind foran mig.

Dellerne hang og var tydelige i den hvide, og gennemsigtige tanktop. Nogle få hår kunne svagt anes, og hans behårede arme hang slaskende ned. Som en stor, klump fedt. 

"Jeg spurgte hvad fuck du vil," svarede jeg flabet og rejste mig op. Mit ansigt var målrettet og vredt. 

"Du kan ikke bestemme hvad jeg.." startede jeg, men blev afbrudt.

Så gjorde han det.

Han slog mig.

Hans knytnæve ramte mig i ansigtet, men skadede mest min næse. Jeg faldt, og jeg kunne allerede mærke det røde blod dryppe ned. Jeg kunne også se det på gulvet. En smerte jog gennem min næse, og jeg tog fat i den. Jeg klynkede uvilkårligt. Jeg kiggede på min hånd, som havde mit blod fra næsen på sig. 

"Du skal lære at snakke med respekt til mig, er du med dreng?" 

Dreng.

Han kunne engang sige mit navn. Men det var ligemeget, for jeg kunne mærke vreden som langsomt begyndte at opbygge sig inden i mig. Jeg kunne mærke den, måske for meget.

Uden varsel rejste jeg mig op og slog med min blødende hånd min far i ansigtet. Hans øjne var opsilede, da han faldt ned på gulvet med et stort brag. Han gipsede højt.

Det bæst var ikke min far, tænkte jeg, da han brølede af smerte. 

Også kunne jeg ikke styre mig selv længere. Jeg blev ved med at sparke til ham - på maven, på benene.. 

"Du kan fucking lære det! Så kan du se hvordan mor havde det!" råbte jeg vredt og kunne mærke, hvordan blodet pumpede i min krop. Alt i mig var oppe at køre, mens jeg kiggede på den overvægtige mand, som lå hulkende på gulvet. Aldrig fik han min sympati. Han kunne begå selvmord for min skyld. 

Jeg fik dannet noget spyt i min mund, før jeg lod det ramme ham i ansigtet. Det eneste han gjorde, var at græde. 

Jeg klukkede kort før jeg kiggede en sidste gang på ham. "Patetiske fjols," mumlede jeg for mig selv, men højt nok til, at han kunne høre mig. 

Jeg forlod ham i mit værelse og skyndte mig ud af mit hjem, som gav mig myrekryb. Jeg havde ingen lyst til at være der længere. Han var skyld i mors død, også var der...

Jeg stoppede op. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hårdt i mit bryst, i det jeg tænkte på min bedre halvdel, som også forsvandt. 

Min søster. 

Historien om hende var ikke særlig lang. Hun var en ganske almindelig pige som gik i skole. Hun blev beundret af eleverne, hun havde et højt gennemsnit og en drøm om at blive arkitekt. 

Hun kunne have nået så meget, så meget... 

Grunden til hendes død er hidtil ukendt. Ingen vidste, hvad der var sket. Hun var blevet væk en aften, hvor hun havde været alene hjemme. Jeg havde været ude med drengene og mine forældre havde været på arbejde. Derefter var jeg kommet hjem til ambulancer og naboer, som så skrækslagne til. Hun var blevet fundet 4 dage efter, men kun hendes skelet. Nogen havde låst hende ned i en kælder og brændt det hele ned. Alle havde grædt ved begravelsen - alle jeg kendte. Men jeg græd ikke. 

Lige siden den dag, det skete, var mine følelser langsomt begyndt at forsvinde. Jeg kunne ikke længere mærke noget - ingen smerte.. intet. 

Også var der mobningen. 

Grunden til jeg mobbede var, at jeg ønskede at se andre i smerte. Jeg havde ikke lyst til at være den eneste. Louis, Liam, Niall og Harry havde et perfekt liv, mens jeg var nød til at lide. Hvorfor var det retfærdigt? Hvorfor skulle jeg lide? Det var mine spørgsmål, og jeg endte med at mobbe med de andre drenge. De gjorde det for sjov og ballade, men jeg gjorde det fordi jeg blev tilfredstillet. Hvis jeg havde været gennem smerte, skulle andre også gå gennem smerte. 

Jeg kom tilbage til virkeligheden, da en stærk brise fløj gennem luften. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle gå hen. 

Hvad med Liam? 

Jeg nikkede lidt for mig selv, han var nok den bedste mulighed i øjeblikket. Harry havde travlt med noget, der åbenbart var hemmeligt, Niall gjorde sig klar til en fest, og Louis var lige kommet hjem fra hospitalet. Af uforklarlige grunde ville han ikke fortælle os hvorfor, fordi han påstod, at han selv ikke anede hvorfor. 

Jeg kiggede op på himlen og indså pludselig, hvor mørkt det egentlig var. Jeg gøs ganske kort, før jeg gik hen mod min bil. Men i det jeg skulle til at åbne bildøren, gad den ikke. 

Jeg huskede pludselig på mine nøgler, som lå i stuen på bordet. 

Shit, tænkte jeg, før jeg frustreret kørte en hånd gennem mit hår. 

Jeg hev min mobil op af min lomme og ringede til Liam. 

Han tog den ret hurtigt, men det var kun en lettelse for mig. 

"Hallo?" sagde han kort. 

"Liam, det Zayn. Kan jeg overnatte hos dig et par dage?" spurgte jeg og beholdte den rolige tone i min stemme. 

"Et par dage? Hvorfor?" spurgte han om og lød nu forvirret. 

Mit hjerte sprang et enkelt slag over, og jeg kom hurtigt på en løgn. 

"Øh... ser du, min far er taget på forretningsrejse, og han har glemt at give mig nøglerne." Plat, det var jeg godt klar over, men Liam så ud til at købe den.

"Nå okay. Du kan bare komme," sagde han uden nogen følelse i stemmen. 

"Okay, vi ses," sagde jeg, men han svarede ikke og lagde bare på. 

Jeg begyndte at bevæge mig hen mod det nærmeste busstopstedet. Vinden blæste, og jeg kunne mærke, hvordan det begyndte at blive ret køligt. Jeg ville ønske, jeg havde en cigaret nu, tænkte jeg og mærkede lysten. 

Da jeg nåede busstopstedet, stoppede jeg op. Jeg kunne mærke mit hjerte banke i en regelmæssig rytme, og jeg begravede mine hænder ned i mine lommer. Jeg rynkede kort på brynene, da jeg kunne mærke en dråbe på min næse. Jeg blinkede kort med øjnene, i det jeg kunne mærke flere dråber.

Kort efter silede regnen ned, mens jeg bare stod og nød den. De fleste mennesker ville nok blive vrede eller en smule irriteret over, at det regnede, men jeg elskede det. Jeg elskede at føle regnen, jeg elskede at mærke den. Den gav mig en behagelig følelse inden i. En følelse, jeg ikke kunne få derhjemme eller andre steder. Når det regnede, følte jeg mig levende. Jeg kiggede tit op mod skyerne og tænkte på, hvordan det mon ville være, hvis jeg lå på en sky. 

Jeg lod mit blik glide hen mod månen, i det en bus stoppede op foran mig. Jeg rystede kort på hovedet, før jeg steg ind i den. 

Der var kun få folk i bussen, men det passede mig også fint. Med vand dryppende ned af mit hår, bevægede jeg mig hen mod en tilfældig plads. Jeg lod mit blik glide hen på vinduet, hvor landskabet gled forbi mig. Dog var det en smule besværligt at se i mørket.

Jeg kunne også se mit spejlbillede, men jeg fjernede hurtigt blikket fra det. Jeg ville ikke se mig selv i øjnene. 

Jeg rynkede kort brynene, da jeg kunne mærke et blik på mig. Jeg vendte langsomt hovedet og fik øje på en mand med pierceringer over hele fjæset. På sin næse, læber, ører, øjenbryn.. 

Han stak tungen ud som en hund, og jeg kiggede hurtigt væk med en ubehagelig følelse inden i. 

Jeg opdagede pludselig, at det var her, jeg skulle af. 

Jeg rejste mig op fra min plads og ventede bare på, at bussen skulle stoppe. Da den omsider stoppede, steg jeg hurtigt af den. Jeg mærkede straks de mange vanddråber, som overvældede mig. Mit blik fandt Liams lejlighed, og jeg begav mig småløbende derhen. 

Jeg stoppede op foran døren og bankede langsomt på. Jeg kunne høre en person vælte nogen ting, før døren blev åbnet. 

"Skynd dig ind," sagde Liam kort og forsvandt igen.

Jeg kiggede en sidste gang på månen, før jeg gik ind. 

Jeg smed mine sko og rystede lidt med mit hår, så vandet blev sprøjtet rundt. Varmen lagde sig over mig. Jeg sukkede tungt, før jeg begav mig ind i Liams stue og satte mig på sofaen. 

Liam kom gående ind i stuen. Han havde et par kedelige natbukser på i grå og en stribet, hvid t-shirt. 

"Vil du låne noget tøj?" spurgte han om, hvilket jeg hurtigt nikkede af. Han gik ud af stuen, og jeg kunne høre, at han gik op af trappen. 

Jeg mærkede pludselig, hvor træt jeg egentlig var. Det eneste jeg kunne høre, var regnen udenfor. Jeg lukkede kort øjnene i og fik pludselig en lyst til at falde i søvn. Dog blev de straks åbnet, da jeg hørte min SMS-tone. Jeg fik fat i min mobil og så straks forvirret på den.

 

Blocked: video

 

Jeg rynkede brynene og låste min mobil op. Jeg lod min finger klikke på et link og en video dukkede op. 

Under videoen stod der en dato: 10. april 2008.

Da videoen startede, lå der en pige i en seng. Nøgen. 

Der var en, som filmede. Pigen havde noget rundt om munden og øjnene. Hun kunne hverken se eller snakke, og hendes arme og ben var bundet fast til en seng. Hun lignede ikke en, som var særlig stor. Jeg kiggede forvirret på skærmen, da der pludselig dukkede en mand op. 

Vent, virkede han ikke bekendt? 

Jeg stirrede nærmere, da manden bevægede sig hen mod pigen. Han gik hen mod hende og ... og... 

Mine øjenbryn trak sig sammen, og mit hjerte begyndte at banke vildt i mit bryst, da han tog noget ud af pigens mund, så hun kunne snakke. 

"Far, jeg ber dig, lad være.." hun græd, hulkede, og hun skreg, da han gik igang med det, han havde haft i sinde at gøre. 

Jeg spærrede øjnene op, og jeg kunne mærke, at mit hjerte begyndte at hamre vildt i mit bryst. Min hånd rystede vildt, og min mund var på vid gab.

Det var Safaa. Min søster. 

Jeg fik lyst til at brøle, jeg fik lyst til at skrige højt, da min skærm blev sort og en tekst dukkede op.

 

Blocked: I made myself at home in the cobwebs and the lies. I'm learning all your tricks I can hurt you from inside.

 

 

 

 

 

 

 


 

Wow.. Det var vist noget af en mundfuld, hva? Føler mig selv ret overvældet, men jeg ved ikke hvorfor, haha. 

Anyways, så håber jeg at I ved, at jeg SKREG da jeg så de 55 favorit-lister og 38 likes! (Så skal det også lige siges, at Zayn kun har én søster i denne movella)

Jeg fatter stadig ikke, hvordan jeg kunne gå fra 33 favorit-lister og 29 likes til det her!

TUSIND TAK! 

Hvad synes I om kapitlet? :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...