My Revenge - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2013
  • Opdateret: 14 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvad er definitionen på smerte? For Caralynn Diataria er det hende selv. Hendes bror var både upopulær og et mobbeoffer. Han forsøgte at skjule det, indtil dagen kom, hvor han ikke kunne klare presset, de modbydelige ord og smerten. Han tog en drastisk beslutning; han begik selvmord. Caralynn fandt ud af, at han havde skrevet et farvel brev, og på samme tid opdagede hun, hvor ignorant hun havde været. Men mareridtet var ikke slut. Kaos opstod mellem hendes forældre, og det endte med at hendes far skød hendes mor, hvor han derefter skød sig selv.
De fem drenge, der havde mobbet hendes bror til døden - og som var grunden til, hendes forældre døde - fik aldrig en straf, og de blev heller ikke anholdt. Dette har gnavet i Caralynn, som efter 4 måneder vender tilbage til skolen bare for at se, at de stadig har den høje plads og bliver beundret. Denne gang har hun immer ændret sig til en anden og ny person, og hun er fast besluttet på at tage hævn.

105Likes
114Kommentarer
5947Visninger
AA

5. Niall - 3

 

Niall

 

Jeg bevægede mine læber ned af hendes hals og kunne mærke, at hun strammede sit greb om min skulder. Hendes brune hår var var rodet, og hendes øjne var lukkede af nydelse. 

"Niall," stønnede hun ivrigt og strakte sin hals. Jeg smilede midt i min handling, hvor jeg derefter gjorde det, jeg plejede at gøre; jeg skubbede hende væk. 

"Hvad har du gang i?" spurgte hun forvirret om og kiggede på mig med rynkede bryn. Jeg elskede at se deres sædvanlige forvirrede blik, der på samme tid var fyldt med lyst. Jeg smilede blot charmerende til hende. 

"Sorry babe, du er ikke min type." Jeg blinkede kort med mit venstre øje, og langsomt gik det op for hende. Hendes mund stod på vid gab, da hun trådte ind foran mig. 

"Du kan ikke bare gå!" sagde hun skingert med lyst malet i ansigtet.

Det var sådan her, jeg havde magt. Det var sådan her, jeg fik den magt, jeg havde. Den magt, de fleste drenge ikke havde. Jeg levede for det her, for det var det, jeg var bedst til. Det var sådan, folk viste mig respekt. Jeg nød at ser deres bedende øjne og høre deres desperate ord, for det var sådan jeg vidste, at jeg havde hele magten. Man kunne godt kalde mig magtsyg, men det tog jeg mig ikke af. 

Jeg klukkede hæst, så min vældige krop gik i bølgegang. 

"Watch me," sagde jeg flabet med et opløftet øjenbryn, i det jeg skubbede hende væk. Jeg kunne straks høre hende kalde på mig, da jeg langsomt bevægede mig væk, men det smilede jeg blot over. Jeg nød det. 

Jeg havde ikke fået fat i hendes navn gennem hele aftenen, men det var ikke noget, jeg ville tænke på. Hun betød ikke noget, hun var ligesom alle andre piger. Hun var ikke spor speciel, og hun kedede mig. 

Med et kækt smil på læberne bevægede jeg mig over til de andre drenge, som havde samlet sig. Det var ikke tit vi stod samlet udenfor, når der var et diskotek med dansende piger og alkohol. Det skete kun, når der var noget, vi skulle snakke om. Selv herfra kunne jeg høre, hvordan musikken brummede. Jeg havde en behagelig følelse inden i, og jeg kunne næsten mærke den sædvanlige triumf, da jeg nåede drengene. 

"Hvad sker der?" sagde jeg med en lidt alvorligere tone i stemmen. 

Liam stoppede sin snak med Zayn og kiggede på mig med sine kolde, brune øjne. 

"Hvorfor skulle jeg fortælle dig det?" sagde han spydigt. Jeg rynkede brynene og kunne mærke, hvor vred jeg allerede blev. 

"Hvad fuck skal det betyde?" sagde jeg truende og gik tættere på ham.

"Gå tilbage til festen hvor du kan kneppe en hoe, mens vi prøver at holde styr på nogle ting her," svarede han ligeså vredt tilbage og trådte tættere på. 

"Stop nu det fucking lort, vi har ikke tid til at I skal tæve hinanden," udbrød Harry frustreret og kørte en hånd gennem sine krøller. 

"Hvad fanden sker der?" spurgte jeg forvirret og hårdt om, i det jeg vendte mit ansigt hen mod Harry. 

"Marcel lever stadig, det er problemet," sagde Louis med ligeså meget frustration i stemmen. 

"Hvornår har den nørd nogensinde været et problem?" vrissede jeg, som om de alle var komplet hjernedøde. 

"Da han fortalte politiet, at 5 drenge er grunden til at hans mislykkedes selvmord!" hvæsede Zayn og hamrede sin hånd ned i en sten, men jeg kunne straks se fortrydelsen gled henover hans ansigt, da han begyndte at jamre og gnide sin anden hånd mod sin næve. 

Jeg huskede hurtigt, det han havde sagt. 

"Vil politiet snakke med os?" sagde jeg hurtigt. 

"Ja. I morgen bliver han bedt om at beskrive de 5 drenge, også vil de nok snakke med os," sagde Liam koldt.

Jeg ignorerede den måde, han sagde det til mig på selvom jeg kunne mærke, at jeg blev provokeret. 

"Jeg skal fandme ikke ind i spjældet," sagde Harry fast og bed sig i læben.

Et lusket smil spillede på mine læber, da en ide poppede op i mit hoved. 

"Hvem siger du skal det?" sagde jeg hemmelighedsfuldt, hvilket fik alle drengenes øjne til at rette sig mod mig. 

"Har du en ide?" sagde Louis hurtigt og rettede sig lidt op. 

"Vi dræber ham bare," sagde jeg, som om det var det mest banale at gøre. 

"Hvornår?" sagde Harry forvirret og næsten med lidt nervøsitet i stemmen. 

"Hvis I er friske på det, kan vi da bare gøre det nu," foreslog jeg med en mørk stemme. 

"Det er galskab, det der," sagde Zayn med begge øjenbryn i vejret. Han så dog lidt overvejende ud, som om han gerne ville.

Jeg smilede og trak på skuldrene. "Hvad siger I?" 

Der var et øjebliks stilhed. Det var som om, jeg først kunne høre uglernes lyde nu. Vinden virkede pludselig koldere, og mørket lagde sig mere på. Månen skinnede klart, og stjernerne var lige så klare. Musikken blev nærmest lavere, og stemningen blev anspændt. Jeg opdagede pludselig, at jeg havde et skævt smil på læberne, uden jeg selv havde lagt mærke til det. Jeg vidste, de alle tænkte over det, og jeg vidste, at de ville sige ja. Jeg elskede følelsen af, at det var mig, der bestemte. At det var mig, som tog beslutningen. 

"Der er vist ikke andet at gøre," sagde Louis med en lav stemme og med et træk på skuldrene. Der vidste jeg, at det blev, som jeg havde sagt. 

 

Og jeg elskede det. 

 

 

 

 

 

 

Vejret var blevet meget køligere, og situationen var blevet mere og mere anspændt. Vi sad alle i min bil, og jeg strammede pludselig grebet om rattet. Jeg havde aldrig dræbt et menneske før, men jeg har været faretruende tæt på. Men jeg skulle være rolig, så de andre drenge ikke så mig som en svans. Jeg måtte gøre dette, for det var vigtigt, at folk vidste, jeg var frygtløs. 

Til vores alles lettelse var hospitalet åbent, også selvom klokken var så mange. Lyset kunne tydeligt ses, og luften lagde sig over os, da vi alle fem trådte ud af bilen. Det hele føltes som en action-film, da vi begav os hen mod hospitalet. Træernes grene og blade bevægede sig vildt, men da vi trådte indenfor, blev det straks varmere. 

En kvindelig sygeplejerske fik straks øje på os. Hun havde lyst hår, brune øjne og lange stænger. Hun lignede en i 30'erne, men hun så derimod ret godt ud. 

"Hvad kan jeg hjælpe jer med?" sagde hun med et falskt smil på læberne og lagde hovedet på skrå. Hun lignede næsten en robot, da hun gjorde det. Som om det var noget, hun havde gjort hele sit liv.

Jeg forventede, at en af drengene ville tage ordet, men da alle var stive, åbnede jeg min mund. 

"Vil De være så venlig at føre os til Marcel Antoines stue? Vi er hans venner," sagde jeg med en falsk bedrøvet stemme og med varme øjne. Hun blinkede lidt med øjnene, før hun pludselig så sørgmodig ud. 

"Han ligger i stue 104, 5 etage," svarede hun med et ægte smil og med melidenhed i øjnene.

104.

Hvorfor virkede det som noget, jeg havde hørt før? Noget, som havde en betydning? Jeg rystede på hovedet af mig selv. 

Jeg nikkede som et tak og gjorde et kast med hovedet til drengene, som betød, at de skulle følge mig. Jeg havde ikke været her før, men jeg havde fået øje på elevatoren. 

Da vi gik ind i den, var det som om, atmosfæren var anderledes.

Alle drengene virkede ængstelige, og jeg havde det som om, jeg var den eneste, som forholdt sig neutral. Men selvom jeg ikke ville indrømme det, kunne jeg mærke mit hjerte banke vildt i mit bryst. 

Elevatoren stoppede, og vi gik alle ud af den. 

"Så er det nu," sagde Harry og lagde ikke skjul på, at han var nervøs. 

"Relax," svarede jeg med en rolig stemme, selvom jeg havde en underlig følelse i maven. 

Vi fandt hurtigt stue 104, og jeg undrede mig endnu engang over, hvor jeg havde hørt det henne før. Jeg skubbede det dog væk for 2. gang og skubbede døren op. 

Mit blik faldt på Marcel, som lå i hospitalssengen. Han havde en iltmaske på og slanger på flere dele af sin krop. Han havde en stor bule i panden, og han så fuldkommen livløs ud. Hvordan han overhoved kunne vågne og snakke, undrede mig, men jeg lod det være. 

"Hvad sk-al vi g-øre?" stammede Harry og stirrede på Marcel. 

"Vi tager iltmasken af ham," svarede jeg straks og kiggede stadig på ham. 

"Også ødelægger vi maskinerne," afsluttede jeg og trak de sorte handsker på, som jeg havde i lommerne. De andre drenge fulgte mine bevægelser på dem selv, og da vi alle stod med handskerne i hænderne, trådte jeg frem mod Marcel. 

Jeg måtte gøre det. Jeg måtte ikke vise tegn på frygt, jeg måtte dræbe Marcel. 

Med hjertet oppe i halsen rev jeg iltmasken af ham. 

Maskinerne begyndte straks at lave lyde, og jeg gik hurtigt i panik. 

"Ødelæg maskinerne, nu!" halvråbte jeg og sparkede en maskine ned i gulvet. 

Drengene gik straks i gang, og det føltes som få sekunder, men alligevel ikke. Vi sparkede og slog med vores bare næver. Mit hjerte bankede hurtigt, og mine hænder rystede idet jeg slog på en maskine. Da alle maskiner lå knuste, var vi ikke langsomme til at gøre det, vi havde talt om.

Som aftalt tog vi alle vores handsker af og proppede dem ned i vores lommer igen. Vi skyndte os hurtigt ud og gik lidt væk fra det værelse, vi havde hærget alt i. Det værelse, vi havde dræbt Marcel i. 

Jeg stoppede straks en læge og havde et panisk og rædselslagen udtryk i ansigtet. Det skulle gerne virke ægte.

"Frue, stue 104 er blevet hærget!" sagde jeg højt og bange, hvilket fik hendes øjne til at udvide sig. Hun begyndte straks at tilkalde flere læger, og før jeg vidste af det, løb flere læger ind i værelset. Flere mennesker gik frem og tilbage, og det hele blev til et kaos. Jeg havde det som om, jeg blev kvalt. Jeg kunne ikke rigtig vurdere, om jeg fortrød det eller ej. I øjeblikket kunne jeg kun mærke frygten, som kom krybende frem. Og fortrydelsen begyndte også langsomt at komme frem i mig. 

"Skynd jer hjem," sagde hun sørgmodigt til os. Jeg kiggede bekymret på hende, så det virkede ægte, at jeg var overrasket, før jeg gav et blik til de andre drenge. 

Vi skyndte os alle lynhurtigt ud og ind i min bil, idet politiet dukkede op. 

"Hvorfor løb vi ikke bare direkte ud? Hvorfor skulle du lige snakke med sygeplejersken?" halvråbte Harry, da jeg startede bilen. 

"Sygeplejersken vidste ikke, hvem vi var. Det betyder, at Marcel ikke har sagt nogle navne. En uskyldig mand løber ikke, derfor," hvæsede jeg irriteret af ham. 

"Drenge," sagde Liam pludselig og kiggede på os alle med opsilede øjne. 

 

 

"Vi har lige dræbt Marcel." 

 

 

 

 

 

 

Jeg havde kørt alle drengene hjem og derefter selv gået hjem. Jeg havde skiftet mit tøj til noget mere behageligt, og mine forældre sov. Jeg magtede heller ikke deres afhøring af, hvor jeg havde været. Det eneste jeg kunne tænke på, var Marcel. Dræbte vi ham overhoved? Eller lever han stadig? Havde de genoplivet ham? Var hele missionen spild? Og ville de finde ud af, at det var os? 

Jeg rystede på hovedet. Det hele var noget rod, men jeg var selv ude om det. Det var mig, som havde sagt det. Mig, som var kommet med et forfærdeligt foreslag, som jeg fortrød. 

Hvordan var det endt sådan her? Var det alt sammen fordi, jeg var afhængig af populariteten? Fordi jeg brændte efter at vise, at jeg ikke var bange? Men var det det værd, at dræbe et menneske? Et menneske præcis ligesom mig?

Jeg var ikke et menneske, tænkte jeg. 

Jeg var jo djævelen selv.

Jeg stod i øjeblikket foran spejlet og betragtede mig selv, i det min mobil begyndte at vibrere. Jeg tog fat i den da min skærm pludselig blev sort, og en tekst dukkede op. 

 

"Blocked: you won't suspect a thing you won't see me in the mirror."

 

Mit hjerte sprang et slag over, men før jeg kunne nå at gøre noget, vendte skærmen tilbage til min forside. Min hånd begyndte at ryste, og min mobil gled ud af min hånd og landte på gulvet.

Det lød næsten som et brag. 

 

 

 

 

 

 


 

Hey allesammen! 

Jeg undskylder virkelig for ventetiden, men jeg har haft sindssygt travlt på det seneste. Skriv gerne en kommentar om hvad, I synes. 

VÆR OPMÆRKSOM PÅ: DETTE KAPITEL ER IKKE RETTET.

Jeg håber dog ikke kapitlet var kort eller råddent, men jeg er super træt! Jeg er slet ikke tilfreds, men det var, hvad jeg kunne skrive på en stresset uge- og dag. Jeg lover, at næste kapitel nok skal blive bedre! 

Fortsæt en god dag :)

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...