My Revenge - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2013
  • Opdateret: 14 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvad er definitionen på smerte? For Caralynn Diataria er det hende selv. Hendes bror var både upopulær og et mobbeoffer. Han forsøgte at skjule det, indtil dagen kom, hvor han ikke kunne klare presset, de modbydelige ord og smerten. Han tog en drastisk beslutning; han begik selvmord. Caralynn fandt ud af, at han havde skrevet et farvel brev, og på samme tid opdagede hun, hvor ignorant hun havde været. Men mareridtet var ikke slut. Kaos opstod mellem hendes forældre, og det endte med at hendes far skød hendes mor, hvor han derefter skød sig selv.
De fem drenge, der havde mobbet hendes bror til døden - og som var grunden til, hendes forældre døde - fik aldrig en straf, og de blev heller ikke anholdt. Dette har gnavet i Caralynn, som efter 4 måneder vender tilbage til skolen bare for at se, at de stadig har den høje plads og bliver beundret. Denne gang har hun immer ændret sig til en anden og ny person, og hun er fast besluttet på at tage hævn.

105Likes
114Kommentarer
5976Visninger
AA

7. Louis - 4

 

Louis

 

Jeg følte mig kold. Jeg var ikke sikker på, om det var fordi, jeg frøs, eller om det var på grund af mine omgivelser. Jeg havde kvalme og en dårlig følelse inden i. Min mund var tør, men det var også flere timer siden, jeg sidst drukket noget vand. Jeg var ikke alene, men det føltes nærmest sådan. Jeg kunne ikke ladevære med at tænke på, hvad der var sket. Alt det med Marcel havde plaget mig i flere timer, selvom det føltes som flere år. Men det var ikke min skyld. Det var Nialls skyld. 

Det var jo hans ide. 

Du gik jo med på den. Så er du heller ikke helt uskyldig. 

Det var jeg nød til, tænkte jeg. 

Hvis jeg ikke var gået med til det, var mit omdømme gået fallit, og det var det sidste, jeg ønskede. Jeg sukkede og mine tanker trak mig tilbage til Marcel igen. Jeg burde ikke tænke på ham. Han betød ikke noget. At et menneske døde var ganske almindeligt, og han var jo bare Marcel.

"Hey, Tomlinson!" hørte jeg en stemme råbe.

Jeg rystede på hovedet af mig selv og tvang et afslappet og kækt smil frem, da jeg så Monroe på vej over mod mig. 

"Hvordan har du det?" sagde han med et kæmpe smil, da han stod foran mig.

Han var faktisk slet ikke en af de typer, som jeg ville være venner med. Han flyttede ind ved siden af for under en uge siden, og min mor insisterede på, at jeg skulle lære ham bedre at kende. Han var alt for sød, og det gav mig en kvalmende fornemmelse. 

"Fint, hvad med dig?" spurgte jeg kort om og forsøgte at signalere, at jeg ikke rigtig var i humøret til at snakke. 

"Fantastisk! Jeg har allerede fået mit første 12-tal," svarede han med en stolt stemme og med sine glimtende, brune øjne. 

So what, havde jeg lyst til at sige, men jeg holdt det inde. 

"Fedt, men jeg har faktisk ikke tid til at snakke med dig. Hvorfor skaffer du dig ikke en nørd, som du kan sludre lidt med?" røg det ud af mig, uden det faktisk var meningen.

Alligevel kunne jeg mærke, hvor lettet jeg blev, da jeg virkelig ikke magtede at have en klæbende stræber, som jagtede mig døgnet rundt.

Monroe så overrasket på mig, og jeg kunne næsten høre, at han sank en klump. Hans øjenbryn var i vejret, og hans læber blev let adskilte. 

"O-okay.." sagde han lavt, før han vendte sig om og bevægede sig væk med en trist mine, men who gives a fuck. 

Hvis der var noget, jeg ville, sagde jeg det bare direkte. Jeg var ligeglad med, om jeg knuste vedkommendes hjerte. Når jeg ville have noget, fik jeg det. Når jeg ikke ville have det, tænkte jeg ikke på det. Hvis der var noget eller nogen, jeg ikke brød mig om og som skabte problemer for mig, skilte jeg mig af med det eller dem. Sådan havde det altid været, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg var så påvirket over, at Marcel sandsynligvis var væk for evigt. Der var noget, som gnavede i mig ved tanken - noget, jeg ikke kunne lide. Det føltes ubehageligt, som om der var et varsel om noget.. 

"Louis?" 

Jeg skulle lige til at vende mig om og bande af Monroe, da jeg opdagede, at det slet ikke var ham. Det var Harry. 

"Hvad er der?" sagde jeg kort, da han satte sig ned ved siden af mig på bænken. 

Hans hår var sat op med gelé, hans grønne var mørke, og hans hænder var begravet i hans lommer. 

"Tænker du også på Marcel?" spurgte han tøvende om og bed sig i læben. 

Jeg vendte hovedet væk fra ham og kiggede ned i græsset. 

"Ja, men det burde jeg ikke. Han er død, og vi kommer ikke i problemer," svarede jeg, selvom jeg ikke var sikker på det sidste. 

"Jeg ved det, men jeg har det forfærdeligt over det.."

Det var som om, det bare røg ud af ham, for da jeg kiggede på ham, var hans øjne panikslagne. 

Jeg rettede mig lidt op. 

"Er du nu blevet helt blød eller hvad?" sagde jeg med et kort grin og rystede på hovedet af ham. Havde han det dårligt over at have dræbt Marcel? Folk døde hver dag. Marcel var bare en ubetydelig lille prik i den store verden, som forsvandt. 

"Vi kommer alle til at dø en dag, Haz. Nørden betød ingenting, og jeg kan vædde med, at hans forældre ikke engang ved, at han er borte," sagde jeg med et lille smil på mine tynde læber. 

Harry nikkede forsigtigt.

"Du har ret ... jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på," svarede han og lod et lille grin glide ud af hans læber, men det tog jeg mig ikke af, for mine øjne fangede pludselig noget. 

"Hey! Se lige!" 

Jeg satte mig ordenligt op, da jeg havde fået øje på noget yderst usædvanligt. 

Jeg betragtede hendes mørkebrune hår, som hun havde brugt til at dække sit ansigt med. Hendes tøj havde stort set kun farven grå og sort. Hun havde en spinkel krop, som mindede mig om en, der led af anoreksi. Hun sad alene på en bænk og stirrede på det. 

En ny elev. 

"Hun er ny, er hun ikke? Jeg har ikke set hende før.." mumlede jeg mistænkeligt og kneb øjnene sammen. 

"Jo, hun er ny," sagde Harry bestemt og iagttog hende også. 

Et lille smil dukkede op på mine læber. 

"Det er 72 timer siden, vi sidst drillede en. Jeg har brug for et lille skub," fik jeg mumlet og stirrede på hende. 

"Et skub?" sagde Harry forvirret og rynkede brynene, men jeg svarede ham ikke. I stedet rejste jeg mig op, og bevægede mig hen mod den nye pige. 

Jeg stoppede op foran hende. 

"Hey babe," sagde jeg med en charmerende stemme. 

Hun kiggede straks op, og jeg kunne nu se hendes ansigt. Hun havde blå/grønne øjne, som virkede tomme. Hendes læber var velformede, og hun havde en fin, lille næse. 

"Hvad vil du?" svarede hun køligt, da jeg slog mig ned foran hende. 

"Jeg vil bare snakke lidt, er det et problem?" spurgte jeg om med et opløftet øjenbryn og kunne allerede mærke den behagelige følelse, jeg havde i maven. 

Hendes øjne blev pludselig mørke, og hun pressede læberne sammen, mens hun stirrede mig direkte i øjnene, så det næsten føltes ubehageligt. 

"Ja, det er det. Gider du godt fucke af?" vrissede hun med sammenbidte tænder, mens hendes øjne var direkte rettet mod mine. 

Jeg løftede begge øjenbryn op i vejret, i det jeg rejste mig op og lænede mig ind over hende. Jeg kunne mærke, hvordan vreden langsomt begyndte at boble i mig. 

"Hvad sagde du? Jeg hørte dig ikke rigtigt, goth-tøs," sagde jeg med en truende og provokerende stemme. 

Hun rejste sig brat op, hvilket fik mit hjerte til at hamre i et øjeblik på grund af overraskelsen, men det gik hurtigt over, da hun vendte sig om for at gå. 

Jeg nåede at få fat i hendes arm, før hun nåede væk. Jeg lagde mærke til, at jeg kunne have hele hendes arm i min hånd. Hun var forbandet tynd.

"Tror du, at du bare kan skride sådan?" råbte jeg, hvilket fik alle i skolegårdens stemmer til at fade, og jeg vidste, at alle fulgte med i det, der foregik. 

Jeg slap hendes arm, som hun straks tog til sig. Hun kiggede rundt på alle de øjne, som var rettet mod os, og hun så i et øjeblik usikker ud, hvilket fik mig til at smile. 

"Nu du ikke så hård, kan jeg se. Næste gang snakker du til mig med respekt, er du med?" sagde jeg højt nok til, at alle kunne høre det. Jeg kiggede ventende på hende, idet hun åbnede munden. 

"Fuck dig," hvæsede hun så lavt, at kun jeg kunne høre det. 

Jeg stod i et øjeblik og kiggede overrasket på hende. Overrasket over, at hun svarede mig igen endnu engang, men jeg slog hurtigt en latter op, da jeg gerne skulle virke selvsikker. 

"Har alle set hende her?" råbte jeg og drejede kort rundt med armene ud i luften, mens jeg lod mit blik glide henover de mange elever, som stirrede. 

"Goth-tøsen tror hun er noget," fortsatte jeg og låste mit blik fast til pigen, som jeg stadig ikke havde fået navnet på. 

"Du er ingenting her, du er ubetydelig, værdiløs. Pas på med at gå op i mod mig en anden gang, darling," afsluttede jeg køligt.

Hun kiggede direkte ind i mine øjne, borrede dem langt ind i mine, som om hun ville slå mig ned med sit blik. Til sidst fjernede hun dog sine øjne fra mine og vendte sig om, hvor hun derefter løb væk fra stedet. 

Flere af eleverne på skolegården begyndte at huje uden nogen speciel grund. 

"Sådan Louis! Sådan sætter du en pige på plads!" råbte en genkendelig stemme, og jeg mærkede et hårdt dask på skulderen og en hånd på min arm. 

Jeg vendte mig om og fik øje på Harry, som smilede kækt og brød ud i en kort latter. Jeg smilede med ham og havde en god følelse inden i. Jeg hadede når nørderne svarede igen, for de var slet ikke så meget værd. De havde ikke den mindste ret til det. Jeg var mere populær end dem, og den regel gjaldt for alle, som bare overvejede at svare mig igen.

Sådan noget som der skete med hende pigen, skete også for alle andre, som bare tænkte på at svare mig igen. Det kom dog an på hvilket køn, det var. Hvis det havde været en dreng, havde han fået bank, men denne gang var det en pige. Piger blev ikke såret af slag. Det eneste man kunne bruge mod piger, som virkelig fik dem til at drukne i sorg, var ord. Ord var det stærkeste våben mod alle piger, der fandtes. 

Det ødelagde deres indre. Generelt tænkte piger dybere end drenge. Hvis jeg fortalte en dreng, at han var fed, ville han ikke tage det på samme måde som en pige. En pige ville udvikle anoreksi, bulimi eller en anden form for spiseforstyrrelse, fordi hun ville have det i hovedet hele tiden. Det var forskellen på piger og drenge, og det var også grunden til, at mange drenge ikke slog på piger - allerførst fordi det ville være svagt af en dreng at slå en pige, men også fordi piger kunne blive slået og dræbt med ord. Det kunne drenge ikke. 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg var i øjeblikket på vej hjem. Vinden blæste og ramte mig blidt. Mine skridt var langsommel, som om jeg var drænet for energi. Jeg kunne høre flere lyde som biler der kørte i en hastig fart og børn, som legede og grinede. Jorden virkede som om den fløj under mig. En mellemstærk brise ramte mig og fik det øverste af mit hår til at bevæge sig en anelse. 

Jeg trak langsomt min mobil op af min lomme og kiggede lidt på de forskellige sladder i Twitter, da der pludselig skete noget. 

Min skærm blev helt sort, og en tekst dukkede op.

 

"Blocked: I crept into your heart you can't make me disappear till I make you."

 

Teksten forsvandt, og min mobil vendte tilbage til Twitter igen. 

Mit hjerte begyndte at banke hårdt i mit bryst, og jeg havde nær tabt min mobil, hvis jeg ikke havde været opmærksom nok. Min hånd begyndte at ryste og frygten blev pludselig stor. Det var som om, jeg kunne høre min hjertebanken.

En flod af tanker strømmede igennem mit hoved, og jeg havde det pludselig virkelig dårligt. Som om, jeg var blevet syg via den forbandede SMS ... men hvem havde sendt den?

"Husk at være en god dreng, min skat," hørte jeg pludselig en mor sige til sin dreng, i det hun kyssede ham på panden. 

Jeg kiggede rundt og kunne mærke kvalmen stige yderligere. Alt samlede sig til én stor klump i mit hoved. En klump fuld af tænker, frygt, nervøsitet, smerte og kvalme. Jeg havde det som om, jeg var syg.

Jeg nåede at mærke smerten som jog gennem min krop, da jeg faldt ned.

Alt blev sort. 

 

 

 

 

 

 

 


Hej alle derude!

Jeg vil først starte med at sige, at jeg er ked af den laaaange ventetid. Det var faktisk slet ikke meningen, at jeg skulle publicere et kapitel før i morgen, men jeg kunne virkelig ikke vente, for jeg føler, at jeg har skuffet jer! Det er jeg ked af. Jeg er dog super glad for de 25 likes og de 33 favorit-lister, det jo helt vildt det her! :D 

I kapitel 1,2,3 og 4 har jeg nu lagt nogle forskellige billeder ind ved slutningen. Disse billeder beskriver personerne, synsvinklen er ved ;) 

Og uuuuhhhh... hvad sker der mon med Louis?

Jeg håber I nød kapitlet. Jeg er ikke selv tilfreds med det, men jeg håber I er. 

See ya ;)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...