My Revenge - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2013
  • Opdateret: 14 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvad er definitionen på smerte? For Caralynn Diataria er det hende selv. Hendes bror var både upopulær og et mobbeoffer. Han forsøgte at skjule det, indtil dagen kom, hvor han ikke kunne klare presset, de modbydelige ord og smerten. Han tog en drastisk beslutning; han begik selvmord. Caralynn fandt ud af, at han havde skrevet et farvel brev, og på samme tid opdagede hun, hvor ignorant hun havde været. Men mareridtet var ikke slut. Kaos opstod mellem hendes forældre, og det endte med at hendes far skød hendes mor, hvor han derefter skød sig selv.
De fem drenge, der havde mobbet hendes bror til døden - og som var grunden til, hendes forældre døde - fik aldrig en straf, og de blev heller ikke anholdt. Dette har gnavet i Caralynn, som efter 4 måneder vender tilbage til skolen bare for at se, at de stadig har den høje plads og bliver beundret. Denne gang har hun immer ændret sig til en anden og ny person, og hun er fast besluttet på at tage hævn.

105Likes
114Kommentarer
5945Visninger
AA

9. Liam - 6

 

Liam 

 

Jeg slog lynhurtigt øjnene op. Mit hjerte hamrede hårdt i mit bryst, min vejtrækning var hurtig, og mine håndflader var svedige. Mareridt. Igen. 

Min krop rystede en anelse, da jeg satte mig op i sengen. Jeg kiggede rundt i mit værelse og lagde mærke til, hvor koldt det egentlig var. Jeg trak dynen op til min hals og tænkte, at det nok var en dårlig ide, at jeg havde bar overkrop. Mine tænder begyndte at klapre mod hinanden, men ikke på grund af kulde - på grund af det mareridt, jeg havde haft. 

Det var svært at håndtere. Lige siden det med Marcel skete, tænkte jeg konstant over det. Det var det jeg tænkte på, når jeg gik i seng, og når jeg stod op. Jeg havde haft utallige mareridt og søvnproblemer, siden det skete. Jeg havde aldrig slået et menneske ihjel eller været med til det. Aldrig nogen sinde. 

Derfor tog det virkelig hårdt på mig, at jeg var gået med til det. Jeg var med til at dræbe et levende mennesker - et menneske med et hjerte, med en familie; en som mig. 

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad de andre drenge mon tænkte om det. Jeg rystede smilende på hovedet af mig selv. De tænkte sikkert ikke over det, de var nok skide ligeglade. Sådan var de altid. 

Da jeg havde stirret ud i mørket i noget tid, rejste jeg mig op. Jeg bevægede mig hen mod mit skab og rodede efter en t-shirt. I mørket fik jeg ikke øje på det, jeg havde i hånden, men jeg tog det alligevel på. Fuck det. 

Jeg åbnede døren til mit værelse, og den knirkede straks, hvilket fik mig til at skære tænder. Jeg hadede den lyd. 

Overraskende nok var det mørkere end inde på mit værelse. Jeg kiggede rundt og lod mine øjne vende sig til mørket, Jeg gik hen mod trappen og lod mit blik glide hen mod et vindue. 

Det var ekstremt mørkt udenfor. Månen var rund og lyste den tomme gade op. Der var ingen mennesker ude - blot nogle få biler. 

Jeg løsrev mit blik og gik ned af trappen. Jeg vidste egentlig ikke hvorfor, men jeg kunne ikke sove. Pludselig slog det mig, at Zayn også var her. 

Jeg vendte mig hurtigt om igen og halvløb op af trappen. Jeg begav mig hen mod gæsteværelset og stirrede kort og dumt på den lukkede dør, da jeg kunne høre nogle lyde. 

Jeg rynkede på brynene og lagde mit hoved tættere på døren, da jeg opdagede, at det var hulk. 

Ja, det var en hulkende Zayn, jeg kunne høre. Små hulk og snøften. 

Mine øjenbryn trak sig endnu engang sammen, i det jeg trak ned i håndtaget og skubbede døren forsigtigt op. Lydene stoppede straks, og jeg kunne høre et kort gisp, før jeg tændte lyset. 

Det syn, der mødte mig, var ikke noget, jeg i hele mit liv havde forventet at se. 

Han havde røde øjne, løbende næse, og hans brune øjne udstrålede ren sorg og smerte. 

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Af en eller anden grund, føltes det pludselig ret akavet. Zayn stirrede bare overrasket på mig, og jeg stirrede mindst lige så overrasket tilbage. 

Da vi bare havde gloet på hinanden i nogle små, intense sekunder, gik jeg langsomt hen mod ham. 

Jeg satte mig på hug foran ham og mit blik så sandsynligvis forvirret ud. 

"Zayn ... Hvorfor græder du?" 

Min stemme lød nærmest som et ekko i det store gæsteværelse. Men den var bestemt og på samme tid forvirret. Zayn var begyndt at tørre sine øjne. Han så fuldkommen lost ud - som om, han ikke havde noget at sige til det. 

"Jeg ... jeg..." startede han, før jeg kunne høre ham synke en klump. "Det en lang historie," svarede han nervøst og snøftede kort. 

Jeg kiggede lidt på ham, før jeg rejste mig op og satte mig ned på sengen. Nu var det Zayns tur til at se forvirret på mig. 

"Jeg har tid," svarede jeg. Kort og fast besluttet på at høre hele historien.

 

Der var ikke gået særlig meget tid, før det hele vældede ud af ham. Alt, hvad han havde på hjertet og måske lidt for meget. Han plaprede løs, som om han havde ventet på det øjeblik, hvor han kunne fortælle det til en. Som om, han havde øvet det hele. Jeg lyttede opmærksomt med og mærkede, at jeg havde løftet begge øjenbryn gennem det hele. Jeg var overvældet, overrasket og chokeret på samme tid. Jeg forstod ikke, hvordan sådan noget kunne ske. Jeg havde aldrig troet, at han var gået igennem så meget. Det var ret sjovt, for jeg troede, at jeg kendte ham bedre end nogen anden. Det viser sig, at jeg tog grueligt fejl. 

Jeg havde altid troet at Zayn var en kold og følelsesløs type, som var ligeglad med andre mennesker følelser. Han var meget mere end det. Jeg havde få gange lagt mærke til, at han var ret dyb, men aldrig havde jeg forudset dette. 

"Så fik jeg en besked af en ukendt person.. Den dukkede op, og da jeg havde læst den, forsvandt den," sagde han. 

Jeg kiggede undrende på ham. "Kan du huske hvad der stod?" spurgte jeg, og han nikkede straks. 

"I made myself at home in the cobwebs and the lies. I'm learning all your tricks I can hurt from inside," sagde han med en mørk og rystende stemme. Han knyttede sine hvide knoer og spændte i sin kæbe. 

"Og det beskriver ligesom din barndom," sagde jeg, hvilket han hurtigt nikkede af. "Præcis." 

"Men," sagde jeg og kløede mig eftertænksomt i nakken. 

"Hvordan kan denne person kende til din fortid? Hvordan har personen overhoved fået fat i dit nummer og videoen?" spurgte jeg, men jeg kunne ikke finde noget svar selv. 

"Jeg ved det ikke..." svarede han, og derefter tog stilheden over. 

"Tror du, at nogen af de andre drenge har fået en besked?" 

Han trak på skuldrene. 

"Lad os finde ud af det."

 

 

 

 

Jeg havde besluttet at smide min hårde facade væk, for det virkede alvorligt. Jeg var ikke så kold, som jeg virkede. Jeg var svag inden i, men stærk udenpå. Hvor var jeg dog ynkelig, tænkte jeg.

Zayn og jeg havde inviteret de andre drenge, og vi sad netop og ventede på dem. Zayn så bekymret og nervøs ud. Han havde en rynke på sin pande, og han bed sig i læben. Jeg sad selv med knyttede næver, i det døren gik op. 

"What's up?" hørte jeg Niall råbe, og der gik kun få sekunder, da alle 3 drenge trådte ind i stuen. Louis lignede en, der var træt. Harry kunne jeg ikke rigtig læste, men Niall havde derimod et stort smil på læberne, da han smed sig i sofaen efterfulgt af Harry og Louis. 

Nialls ellers så store smil forsvandt, da han kiggede på mig og Zayn. Han så forvirret ud. 

"Hey, hvorfor ser I sådan ud?" sagde han forvirret med et lille skævt smil.

"Drenge, det her er alvorligt," startede jeg ud med en rolig stemme. De rettede alle tre deres blikke mod mig, og nu så de alle forvirrede ud. Forvirrede og nysgerrige. 

"Hvad foregår der?" spurgte Harry om. 

"Det er det jeg skal spørge jer om," starter jeg og kigger på dem alle. "Er der nogen af jer, der har fået en besked? Fra en ukendt person?" 

Alle blev stille. Bomstille. 

Deres øjne blev større, og deres munde stod halvt åbent. De kiggede dog fraværende væk, men det var tydeligt, at de alle havde fået en besked. 

"Tag jer nu fucking sammen og svar ham," udbrød Zayn hvæsende og kiggede nu på drengene. Niall lignede en der ville give en flabet kommentar, men i stedet blev han afbrudt. 

"Jeg har."

Det var Harry. Han kiggede op og så mig direkte i øjnene. 

"Jeg har også.." Louis havde samlet lidt mod til at sige det, og han kiggede nu også op. 

"Niall?" sagde jeg ventende, og det tog lidt tid, men til sidst nikkede han også. 

"Hvad stod der i de beskeder I modtog?" Jeg kiggede rundt på dem. "Harry?" startede jeg. 

"I will keep quiet you won't even know I'm here," sagde han og gøs. Jeg mærkede også, at kuldegysninger gik igennem mig. 

"You won't suspect a thing you won't see me in the mirror," sagde Niall med en lav stemme. Jeg kunne mærke, at stemningen blev ret skræmmende. 

Jeg rejste mig op og fandt et stykke papir frem, hvor jeg skrev sætningerne ned.

"I crept into your heart you can't make me disappear till I make you," stammede Louis og vred sine hænder. 

"I made myself at home in the cowbwebs and the lies. I'm learning all your tricks I can hurt you from inside," sagde Zayns skælvende stemme.

Ingen sagde noget. Der var helt stille, indtil Louis pludselig brød ud i tårer.

"Hvordan ved den person så meget om os? Hvem er det, der gør det her?" hulkede han. Det var tydeligt, at det ramte ham hårdt.

"Men ... Har du fået en besked, Liam?" spurgte Niall om, og alle drengene kiggede nu på mig. Jeg skulle lige til at ryste på hovedet, da min SMS-tone spillede. 

Vi kiggede alle på min mobil, og der blev ualmindeligt stille. Louis stoppede med at græde. Alle trak vejret, da jeg tog min mobil og låste den op. Min skærm blev sort, og en tekst dukkede op.

 

"Blocked: I made myself a promise you would never see me cry till I make you."

 

Jeg læste beskeden op for drengene, hvilket fik Louis til at græde igen.

"Sker det her fordi vi gjorde det mod Marcel?" sagde Harry fortvivlet og med en grødet stemme. Jeg ignorerede deres stemmer og kiggede ned på papiret, mens jeg iagttog teksterne. Hvordan kunne dette hænge sammen?

"Det hele er din skyld Niall!" hulkede Louis med vrede i stemmen. Jeg kneb øjnene sammen og kiggede fortsat på papiret. 

"Det sgu ikke min skyld din fucking tudeprins. Hvad-" startede Niall, men jeg stoppede ham.

"Hey!" råbte jeg højt, hvilket fik alle til at tie stille. 

"Se lige det her," sagde jeg og lagde papiret på bordet. Alle drengene lænede sig ind over bordet og læste: 

 

I will keep quiet you won't even know I'm here. 

You won't suspect a thing you won't see me in the mirror.

I crept into your heart you can't make me disappear till I make you.

I made myself at home at home in the cobwebs and the lies. I'm learning all your tricks I can hurt you from inside.

I made myself a promies you would never see me cry till I make you. 

 

"I see your lies cry," læste Niall højt op.

"Hvad fuck skal det betyde?" råbte Louis og rejste sig skræmt op. 

"Det betyder, at denne person kommer til at blive et stort problem," svarede jeg stammende.

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Hey allesammen! Aller først vil jeg sige: JEG SKREG OG DANSEDE DA JEG SÅ, AT JEG HAR FÅET OVER 100 FAVORIT-LISTER OG 71 LIKES! Det jo SINDSSYGT! Det føltes næsten som igår, at jeg havde 33 favorit-lister! 

Udover det, så var det ikke meningen jeg skulle publicere et kapitel i dag. Men jeg følte en så stor skyld! 

Jeg ved godt det blev mega råddent, men jeg lover jer, at dette er IKKE slutningen. Der kommer til at ske MEGET andet ;) 

Jeg håber I vil efterlade en kommentar- lidt ris og ros :D 

- Bbeast ;);)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...