My Revenge - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2013
  • Opdateret: 14 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvad er definitionen på smerte? For Caralynn Diataria er det hende selv. Hendes bror var både upopulær og et mobbeoffer. Han forsøgte at skjule det, indtil dagen kom, hvor han ikke kunne klare presset, de modbydelige ord og smerten. Han tog en drastisk beslutning; han begik selvmord. Caralynn fandt ud af, at han havde skrevet et farvel brev, og på samme tid opdagede hun, hvor ignorant hun havde været. Men mareridtet var ikke slut. Kaos opstod mellem hendes forældre, og det endte med at hendes far skød hendes mor, hvor han derefter skød sig selv.
De fem drenge, der havde mobbet hendes bror til døden - og som var grunden til, hendes forældre døde - fik aldrig en straf, og de blev heller ikke anholdt. Dette har gnavet i Caralynn, som efter 4 måneder vender tilbage til skolen bare for at se, at de stadig har den høje plads og bliver beundret. Denne gang har hun immer ændret sig til en anden og ny person, og hun er fast besluttet på at tage hævn.

105Likes
114Kommentarer
5980Visninger
AA

10. Harry - 7

 

Harry

 

"Hvad ved I om livet?"

Det var spørgsmålet, Mrs. Annabell stillede os. Det store spørgsmål, som de fleste åbenbart havde svar på. Hænderne hang i vejret og ventede på, at en af dem blev taget. 

"William," valgte hun. 

William gryntede kort. "Jeg ved, at livet handler om sex."

Selvfølgelig. 

Selvfølgelig skulle han ødelægge spørgsmålet og dets mening. Hvorfor også gøre noget så latterligt? Hvad fik han ud af at sige det? Og selvfølgelig skulle hele klassen - med undtagelse af mig - brøde ud i latter, selvom det slet ikke var sjovt. Overhoved ikke. Der var ikke noget morsomt i det. 

Mrs. Annabell så ret irriteret ud, men hun fortsatte alligevel. "Er der andre, der har en kommentar, som ikke er latterlig?" William fnøs, men valgte heldigvis ikke at svare på det. Jeg magtede ikke flere af hans latterlige kommentarer, for de gjorde mig kun irriteret. 

Mrs. Annabell kiggede rundt på de mange hænder, som stadig var tilbage.

"Ja! Dig der. Hvad var det nu det hed - det var Caralynn, ikke?" 

Caralynn? Jeg rynkede brynene og vendte mig om, hvor jeg fik øje på den samme kønne pige, som Louis havde ydmyget foran stort set hele skolen. Jeg havde ikke set hende hele timen - eller, jeg havde ikke bemærket, at hun var der. Det kunne måske også skyldtes, at hun sad bagerst. 

Jeg blev pludselig interesseret i hendes svar og spidsede ørerne. 

"Livet betyder ingenting. Dagen vil komme, hvor der ikke er mere plads i helvedet, og til den tid vil de dødes sjæle vandre rundt på jorden," svarede hun uden tøven.

Hendes øjne var ikke rettet mod Mrs. Annabell, men mod luften. Hendes øjne var mørke, og hendes ord fik mig til at gyse. Jeg kiggede hurtigt væk fra hende og opdagede, at hele klassen var blevet stille. 

"Er det dit syn på livet, Caralynn?" spurgte Mrs. Annabell overrasket om og rettede på sine briller. 

"Det er mit syn på helvede, hvor I alle kommer til at ende," sagde hun køligt og med en gyselig stemme.

Mrs. Annabells læber var let adskilte og hendes øjne var store bag brillerne. Men hun var ikke den eneste, som var overrasket, det var jeg også. 

"Jamen, Caralynn.." startede hun, men hun blev afbrudt af skoleklokken.  

Det var som om, jeg ikke hørte den rigtigt. Det eneste, der kørte rundt i mit hoved, var Caralynns ord. Alting virkede så fjernt.

Jeg vendte mig endnu engang for at se hende, men hun var der ikke. Jeg rynkede brynene og opdagede, at jeg var den eneste, der sad i klassen. Jeg begyndte at tænke på, hvad der var sket i går. Det med beskederne, den fremmede person, som åbenbart vidste meget om os, og om hvor uhyggeligt det egentlig var. Jeg havde ikke hørt fra Zayn siden i går, selvom jeg havde sendt flere beskeder og ringet til ham.

Louis var ikke i skole, Niall pjækkede og Liam lå også derhjemme. Som den store freak jeg var, var jeg den eneste, som var kommet. Men hele dagen kunne jeg kun tænke på den ene ting, som var sket. Jeg havde ikke kunnet koncentrere mig om timerne, fordi mit hoved var fyldt med utallige spørgsmål, jeg ikke selv kunne svare på. Jeg havde en trang til at vide, hvem denne person var, men det var nok ikke noget, jeg lige fandt ud af. 

Med et dybt suk rejste jeg mig op med min taske på slæb. Jeg gik ud på gangen, der næsten var tom, for alle var inde i kantinen. Med lette skridt bevægede jeg mig hen mod mit skab. Mit hjerte bankede i en regelmæssig rytme, men det blev straks spoleret, da jeg kiggede til min venstre side. 

Der stod hun. Caralynn. 

Hun var netop i gang med at sætte sine bøger på plads, og jeg kunne ikke undgå at bemærke, hun lignede en, men jeg kunne ikke sætte min finger på hvem. Hun virkede nærmest genkendelig. Jeg rystede på hovedet - hvem skulle det dog være?

Hun vendte sig pludselig om, og hendes øjne mødte mine. Jeg stivnede i et kort øjeblik. Selvom hun stod flere meter fra mig, bevægede jeg mig ikke. Jeg kunne ikke. Det var som om, hun havde låst mig fast med sine øjne. Hun sendte mig et smil - ikke et sødt smil, men mere et der virkede mystisk. Hun fjernede sine øjne fra mine, vendte sig om og marcherede væk. Jeg stirrede efter hende uden at vide hvorfor. Det var som om, der var noget mystisk over hende.. Jeg kunne ikke rigtig sætte min finger på det. Jeg rystede endnu engang på hovedet af mig selv. 

Jeg kiggede på hende til hun var væk, hvor jeg derefter vendte mit blik mod en notesbog på gulvet. Jeg løftede øjenbrynene. Hendes notesbog var faldet ud af hendes taske.

Jeg kunne ikke lade være. Nysgerrigeheden tog over, i det jeg bevægede mig hen mod notesbogen. Den var sort. 

Jeg satte mig på hug og kiggede hurtigt rundt for at se, om der var nogen på gangen. Da jeg havde sikret mig, der ikke var, tog jeg med en enkel bevægelse notesbogen i hånden og gemte den i min læderjakke. 

Jeg rejste mig lynhurtigt op og bevægede mig ubemærket hen mod drengenes toilet, hvor jeg låste mig selv ind i en af båsene. Jeg åbnede notesbogen og lod mit blik glide gennem sætningerne. 

 

"Killing Hole"

 

There's a story I once read and it's been bugging in my head about this creepy little dancer called Sophie. 
She's so pretty, she's so small, but she's tired of it all, she just want to close the door and go to sleep. 

You see, this little creepy girl she has some trouble making friends she can't seem to comprehend what life's about. 

So she's saying creepy stuff, that being happy is bluff. She's only ten years old but still she had enough. 

This creepy little girl she's stuck in this world and she's trying to hate all the people on the earth. 

She sings creepy song and she knows in the night she will be gone. 

Cause when the lights turns off and there's nothing left than empty sparks, she will run away.

She sees a black hole and jumps into it screaming like a huge mob, because she knows the hole and her is the same. 

 

Jeg stoppede med at læse og opdagede, at jeg havde trukket mine øjenbryn sammen i en rynke. Mine øjne var fæstet til ordene. Jeg undrede mig over, om denne Sophie skulle forestille at være hende. Jeg kløede mig i nakken og bed mig i læben og kiggede på mit ur, der viste, at jeg først havde fri om 2 timer. Jeg kunne lade være med at sukke. Jeg rejste mig op og klappede notesbogen sammen, som jeg endnu engang gemte i min læderjakke. 

Jeg gik ud af toilettet og besluttede mig for, at jeg lige så godt kunne pjække de sidste to timer. Jeg kunne alligevel ikke få Caralynns skrevne ord ud af mit hoved. Jeg ville hjem og læse videre. 

Mine skridt var hurtige, da jeg bevægede mig ud af skolens område. Luften ramte mig som et slag, og jeg bed tænderne sammen af irritation. Jeg øgede farten, så jeg kunne nå hjem uden at blive syg på vej derhen. Jeg kiggede ned på jorden hele vejen hjem, for hvis jeg kiggede op, ville den kolde luft bare ramme mig igen. Jeg fortrød inderligt, at jeg ikke havde taget nogen jakke med mig. 

Alligevel gik der ikke særlig lang tid, før jeg stod foran døren. Jeg trak ned i håndtaget og skyndte mig indenfor, hvor jeg blev omfavnet af den dejlige varme. Jeg bemærkede hurtigt, at der ikke var nogen hjemme, hvilket var en lettelse. Jeg gik ind på mit værelse, hvor jeg smed notesbogen på min seng. Jeg snøftede kort og gik ind på toilettet, hvor jeg pudsede næse på mindre end et minut. 

Jeg snøftede endnu engang, lukkede døren til toilettet og bevægede derefter hen mod køkkenet. Jeg kunne mærke sulten melde sig, da jeg åbnede køleskabet. Jeg fik smørret et stykke brød med smør, som jeg tog med mig ind på mit værelse. Jeg sukkede kort af udmattelse, hvor jeg derefter lagde mig ned på min seng igen. Jeg placerede tallerkenen med brødet på min kommode. 

Jeg begyndte at tænke på Caralynn. 

Af en eller anden grund sad hun fast i mine tanker, i det jeg lod mit hoved ramme min pude. Jeg kunne ikke få hende ud af mit hoved. Hun virkede ikke som de andre piger, hun virkede mere speciel. Jeg havde en trang til at snakke med hende - spørge ind til hende. Men hun virkede så afvisende, at denne tanke var uopnåelig. Jeg trak mit suk langt ud, og placerede begge mine hænder på mit baghoved. 

Hvorfor var det, jeg havde det som om, jeg havde set hende før? Hvorfor virkede hun så fandens bekendt? Og vigtigst af alt: hvorfor blev jeg ved med at tænke på hende?

Det kunne ikke være fordi ... Nej, tænkte jeg. Det ville blive et værre rod, hvis jeg gik hen og blev forelsket i hende. Og hvorfor skulle jeg også blive det? Som hun selv havde brugt ordet så fint, var hun direkte sagt en underlig creep. Jeg kendte hende ikke engang. Men alligevel .... Nej, Harry. Stop. 

Jeg sukkede og kiggede på notesbogen, som var meget enkel. Jeg tøvede pludselig med at tage den af en eller anden grund. Som om jeg var bange for, at nogen ville se mig. Men ingen kunne se mig, jeg var alene. Ingen ville kunne se, hvad jeg lavede i dette øjeblik.

Mine tanker vendte tilbage til Caralynn..

Caralynn...

Hvorfor kunne hun ikke hedde noget grimt? Hvofor lige et så smukt navn? 

Jeg rystede på hovedet og kneb øjnene samen, hvor jeg derefter med et fast greb fik fat om notesbogen, men før jeg nåede at slå op på den første side igen, lød min ringetone. 

Jeg rynkede på brynene og kiggede på min mobil, hvor Louis' navn lyste op. Jeg lænede mig frem mod den og trykkede på besvar.

"Harry! Harry! Er du der?" sagde Louis højt med en skrækslagen stemme. Jeg satte mig hurtigt op i sengen og kunne mærke, at min hjertebanken steg. Hvorfor lød han sådan?

"Hvad er der sket Louis?" spurgte jeg forvirret om og på samme tid nervøst. Der lød pludselig en underlig lyd og jeg hørte et råb. Der kom nogle underlige lyde igen, men så lød en dyb mandestemme:

"Harry Edward Styles. Klokken er 13:10, og du er hermed anholdt." 

Mit hjerte begyndte at banke hårdt i mit bryst, og jeg kunne mærke min mund, som stod på vid gab. Min hånd begyndte at ryste vildt i min hånd, så min mobil næsten var ved at falde ned. Jeg kunne ikke få en lyd ud af min mund. Jeg stod stiv som et bræt og stirrede ud i luften, i det opkaldet blev afbrudt.

Med en rystende hånd kiggede jeg på min mobil, hvor skærmen blev sort, og en tekst dukkede op. 

 

"Blocked: You'll never know what hit you, won't see me closing in."

 

Jeg nåede lige at læse teksten i det den forsvandt, og min mobil vendte tilbage til min forside.

Jeg faldt håbløst på mine knæ og mærkede smerten som gik gennem mig. En ubehagelig gnist, der føltes som et smertefuldt stød i mit hjerte.

Så skreg jeg højere end nogensinde før.

 

 

 

 

 

 

 


 

VIGTIG INFO: Næste kapitel er Caralynns synsvinkel

Uhhhhh, hvorfor tror I mon Harry og de andre drenge er blevet anholdt? Hvad med notesbogen?  Og hvad tror I, der kommer til at ske i næste kapitel? ;)

Smid gerne en kommentar!

TAK FOR LIKES OG ALLE JERES KOMMENTARER! I LOVE YOU ALL! 

- Bbeast ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...